Dandie Dinmont Terrier

Mere om racen

Overblik

Dandie Dinmont Terrier er en lille, langstrakt terrier fra Storbritannien med korte ben, store mørke øjne og en silkeagtig topbundt på hovedet. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 2, blandt de små terriere, med standardnummer 168. Skulderhøjden er 20 til 28 cm, og vægten er 8 til 11 kg.

Racen kaldes ofte terriernes filosof. Den er rolig og besindig, kærlig i familien og tålmodig med børn, men også selvstændig og ikke overvældende interesseret i at lege. Pelsen skal børstes ofte og trimmes jævnligt, og den meget lange ryg kræver visse hensyn i hverdagen. Racen passer til mennesker, der vil give den tæt kontakt, rolig men regelmæssig motion og en konsekvent, venlig opdragelse.

Historie og oprindelse

Racen er formentlig opstået i det nordlige England i 1700-tallet ved krydsning af flere terriervarianter, blandt andet bedlington terrier. Den britiske kennelklub placerer udviklingen i grænsedistrikterne og Skotland. DKK skriver, at en sigøjnerfamilie ved navn Allan opdrættede hundene under navnet mustard and pepper terrier. Oprindelsen er en overlevering, og kilderne peger altså på lidt forskellige egne.

Navnet kommer fra Sir Walter Scotts roman Guy Mannering fra 1814. En af personerne, Dandie Dinmont, ejer terriere af netop den type. Den britiske kennelklub fortæller, at Scott lod figuren bygge på en nabolandmand, James Davidson, hvis terriere hed Pepper og Mustard. Navnet gik videre til hundene, og de to hundenavne blev til racens farvebetegnelser.

Racen var oprindelig en jagthund, der gik efter rotter og andre skadedyr, men i dag holdes den udelukkende som selskabshund. FCI anerkendte racen endeligt i 1955. I Storbritannien står den på kennelklubbens liste over sårbare hjemlige racer.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund med et markant hoved og store, kloge øjne, som står i kontrast til den lange, lave og smidige krop. Benene er korte, men med meget kraftig muskulatur og knogler. Hovedet er stærkt bygget og stort i forhold til hundens størrelse, med en bred, hvælvet pande dækket af meget blødt, silkeagtigt hår, som ikke er begrænset til en lille tot. Næsen er sort, og øjnene er dybt hasselbrune, sat bredt og lavt og store for en lille hund. Ørerne hænger tæt ind mod kinden, og hjørnetænderne er usædvanligt store for en lille hund.

Kroppen er lang, stærk og fleksibel, med en ryg, der er lav ved skuldrene og har en let nedadgående kurve og en tilsvarende bue over lænden. Halen er 20 til 25 cm lang, tyk ved roden og buet som en sabel, og den bæres muntert lidt over rygniveau. Standarden beskriver en naturlig hale, og halekupering er ikke nævnt.

Pelsen er et meget vigtigt kendetegn. Den er dobbelt, cirka 5 cm lang, med blød, uldagtig underuld og hårdere dækhår. Den er ikke ru, men giver en sprød fornemmelse i hånden. Den skal ikke flyde ensartet ned langs ryggen, men ligge i pensler, hvor de hårdere hår bryder igennem underulden. Farven er pepper, der går fra mørk blåsort til lys sølvgrå med rigelig sølvhvid topbundt, eller mustard, der går fra rødbrun til lys fawn med rigelig cremehvid topbundt. Lidt hvidt hår på brystet og hvide klør er tilladt, men alle andre farver er uacceptable.

Skulderhøjden er 20 til 28 cm for begge køn. Standarden angiver en vægt på 8 til 11 kg for hunde i god arbejdsform og foretrækker de lavere vægte. DKK angiver de samme tal, så racen hører til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver en frisk og arbejdsvillig terrier, der er selvstændig, meget intelligent, bestemt, vedholdende, følsom, kærlig og værdig. DKK kalder den terriernes filosof: rolig og besindig, men også en smidig hund, som kan være livlig og hurtig. Den vælger selv sine venner, og over for fremmede er den afventende og måske lidt reserveret.

Racen er vagtsom og siger til med en dyb og klangfuld røst. Den er stadig en glimrende rotte- og musejæger, men ifølge DKK uden mange andre terrieres udprægede dræberinstinkt. Den holder god kontakt til sin ejer og retter sig som regel fint efter anvisninger. Den britiske dyrevelfærdsorganisation PDSA skriver, at racen er selvstændig og kan være stædig og ikke altid lydig, og at den kan være ret reserveret over for både fremmede og andre dyr, så tidlig socialisering har betydning.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er moderat. DKK nævner behov for nær kontakt med familien og en passende daglig motion uden alt for voldsom aktivitet, og PDSA skriver, at racen har brug for op til en times motion om dagen.

Den lange ryg sætter grænser for, hvad hunden bør bruges til. DKK skriver, at den aldrig bør løbe ved siden af cyklen, og at man bør undgå alle spring på grund af ryggen. Rådet gælder både hundesport og hverdag.

Træning og socialisering

Racen har hurtig opfattelsesevne og stor selvstændighed, og DKK skriver, at det altid kræver tålmodighed at opdrage en terrier af den slags. Indlæringen skal ske med konsekvens og venlighed, med variation og skiftende belønninger. PDSA beskriver racen som intelligent, men stædig, og skriver, at den lærer med rigelig tålmodighed og udholdenhed. Belønningsbaserede metoder anbefales.

Standarden kalder racen følsom, og DKK anbefaler venlighed i træningen. Tidlig socialisering har betydning, fordi racen er afventende over for fremmede.

Familie og bolig

I familien er racen kærlig og omgængelig. DKK skriver, at den er tålmodig med børn, men ikke overvældende interesseret i at lege, og PDSA, at den kommer usædvanlig godt ud af det med børn og elsker familielivet. Den vil helst være tæt på sine mennesker. Hverken DKK, PDSA eller klubben siger noget om, hvordan racen klarer at være alene, så den enkelte hund må tilvænnes gradvist.

Alle hunde kræver opsyn sammen med børn, og DKK’s råd om at undgå spring på grund af ryggen gælder også i børnenes leg.

Størrelsen og det rolige tempo gør racen praktisk i mindre boliger, men ingen af de gennemgåede kilder taler direkte om lejlighed. Den siger til med en dyb stemme, og kilderne beskriver ikke, hvor ofte den gør, så det er værd at tale med opdrætteren om den enkelte linje.

Pelspleje

Pelsen er et karakteristisk træk og kræver tid. DKK skriver, at den skal børstes og friseres ofte og trimmes mindst to til tre gange om året. PDSA nævner, at den bør kæmmes cirka to gange om ugen og får klippet og formet af en professionel frisør cirka fire gange om året. Standarden beskriver topbundten som meget blød og silkeagtig.

Standarden beskriver, at pelsen skal ligge i pensler, og ikke flyde ned ad ryggen. Ingen af kilderne siger noget om, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

PDSA nævner fire sygdomme, som racen er udsat for: diskusprolaps i ryggen (IVDD), glaukom, portosystemisk shunt og Cushings syndrom. IVDD er knyttet til racens lange ryg, og det er baggrunden for DKK’s råd om at undgå spring og cykelture. I klubbens ejerundersøgelse fra 2025 (306 deltagere, mest britiske ejere) var der indberettet IVDD hos 2,8 procent af 601 hunde, og klubben sammenligner med 15,7 procent for gravhunde. Tallet bygger på ejernes egne oplysninger.

Den primære glaukom, en arvelig øjensygdom med forhøjet tryk i øjet, rammer i denne race typisk sent i livet og udvikler sig langsomt. Dyrlægen Peter Bedford skrev i en artikel i 2004, som klubben gengiver, at sygdommen hænger sammen med afvigelser i øjets afløbsvinkel, og at den eneste ting, ejere og opdrættere kan gøre, er at lade hunden gonioskopere, foreslået tre gange i livet, som ung, i middelalderen og som gammel. Ejerundersøgelsen fandt, at 3,3 procent af 488 hunde havde fået diagnosen, og at 58 procent af hundene var gonioskoperet. Cushings syndrom blev rapporteret hos 1,7 procent af 474 hunde.

Dandie Dinmont Terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om øjenundersøgelse eller rygundersøgelse, men for at få Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes og bedsteforældrenes sundhed og om, hvilke undersøgelser de har fået, især af øjnene. Den britiske kennelklub har ingen racespecifik DNA-pakke for racen. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.