Australian Silky Terrier

Mere om racen

Overblik

Australian Silky Terrier er en lille, kompakt terrier med lang, glat og silkeagtig pels i blå og tan. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 4, blandt de små terriere, med standardnummer 236, og racen kommer fra Australien. Skulderhøjden er 23 til 26 cm, og DKK angiver en vægt på 3,5 til 4,5 kg.

Racen er livlig, legesyg og klog, hengiven over for familien og vagtsom over for alt usædvanligt. Den er ikke en typisk skødehund, men en lille terrier med et selvstændigt sind, der skal have noget at lave. Den passer til mennesker, der kan give den daglige ture, konsekvent og venlig opdragelse og et kvarters børstning et par gange om ugen.

Historie og oprindelse

Racens oprindelse er uklar og delvis bygget på overleveringer. Dogs Victoria beskriver, hvordan nybyggere i Australien i slutningen af 1800-tallet avlede terriere, der kunne holde rotter og slanger nede. Det gav den australske terrier, som fandtes både med grov og med blød pels. Den bløde type blev krydset med yorkshire terrier, og det gav den blå og tan farve og den fine pelsstruktur.

Standarden og DKK fortæller også om en blågrå terrierhund fra Tasmanien, der kom til England og blev parret med en dandie dinmont terrier. Macarthur Little købte nogle af hvalpene, avlede videre på dem for at få en silkeblød pels og fortsatte senere i Sydney. De to kilder angiver ikke samme årti, og DKK kalder det en overlevering, så detaljerne skal tages med forbehold.

Racen blev først kaldt Silky eller Sydney Silky. Navnet Australian Silky Terrier blev godkendt i 1959, og den første standard blev ifølge FCI skrevet i begyndelsen af 1900-tallet. DKK skriver, at racen altid næsten udelukkende har været selskabshund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kompakt hund, der står moderat lavt, med en kropslængde lidt over højden og en forfinet opbygning. Den skal dog have substans nok til at kunne jage og dræbe husgnavere. Hovedet er stærkt og af terriertype, med sort næse, tætsiddende og rene læber og små, mørke, ovale øjne. Ørerne er små, V-formede og rejste.

Pelsen er glat, fin og blank med silkeagtig struktur. Den må ikke være så lang, at den hæmmer bevægelsen, og der skal kunne ses dagslys under hunden. Fødderne er fri for langt hår. DKK angiver pelslængden til 13 til 15 cm. Alle nuancer af blå og tan er acceptable, jo rigere og tydeligere afgrænsede, desto bedre. Sølv og hvid er ikke acceptabelt. Hvalpe må være sorte, men den blå farve skal være på plads, når hunden er 18 måneder.

Halen sidder højt og bæres oprejst, men ikke over ryggen. Standarden beskriver både en kuperet og en ukuperet hale.

Hanner skal være 23 til 26 cm ved skulderen, og tæver kan være lidt mindre. Standarden angiver ingen vægt, kun at den skal stå i forhold til højden. DKK nævner 3,5 til 4,5 kg, så racen hører til de små hunde.

Temperament

Standarden kræver terrierkarakter med skarp opmærksomhed og aktivitet, og beskriver en modig og værdig hund, der er “second to none as a companion”. Royal Kennel Club kalder den meget venlig, hurtig og lydhør.

DKK skriver, at der bor en terrier under silkepelsen. Racen er livlig, legesyg og udspekuleret, og i familien er den hengiven, loyal og tålmodig over for børn. Over for fremmede kan den være forbeholden. Dogs Victoria beskriver en animeret, nysgerrig og højt oplagt hund frem for en rolig skødehund med de større terrieres bestemte sind.

Racen er vagtsom og advarer med gøen mod alt, den finder usædvanligt. Standarden diskvalificerer aggressive eller meget sky hunde.

Jagtinstinktet er mere behersket, end man skulle tro. DKK skriver, at interessen for rotter og mus stammer fra terrierblodet, men at racen ikke oprindelig blev skabt til jagt. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvordan den lever sammen med katte, og ingen siger noget om, hvordan den omgås andre hunde.

Motion og aktivering

Racen er en munter og ukompliceret følgesvend, der altid er oplagt til en rask spadseretur, allerhelst med mulighed for at løbe frit. DKK skriver, at den er lige så glad for motion som for menneskeligt selskab. DKK’s pasningsvejledning for selskabshunde skriver, at små selskabshunde ikke kræver lange ture, men at alle hunde skal ud dagligt og ikke kun i haven.

Dogs Victoria understreger, at racen skal holdes beskæftiget, og DKK nævner, at den er glad for opgaver, der stimulerer den mentalt. Når man lufter en meget lille hund under 5 kg, skal man tage højde for, at store hunde kan tage den for et byttedyr. DKK anbefaler derfor grønne områder med godt overblik.

Træning og socialisering

Racen er meget lærevillig og opfatter hurtigt. DKK anbefaler en fornuftig opdragelse, der bygger på konsekvens og venlighed, og skriver, at træningen bør foregå i et kvikt tempo og i korte, varierede sekvenser, så hunden ikke mister interessen. Den er normalt lydhør over for anvisninger.

Dogs Victoria kalder racen intelligent og trænbar, men minder om, at den har et bestemt terriersind. Grundlæggende lydighedstræning er nødvendig, og tidlig socialisering er vigtig. DKK anbefaler, at man går til træning med sin hvalp, også selv om den er lille. Det giver en hund, der fungerer godt.

Da racen er vagtsom og gør af alt usædvanligt, kan det betale sig at lære den tidligt, at den ikke skal melde hver lyd. DKK anbefaler at rose hunden, når den er stille, og at aflede dens opmærksomhed, når den begynder at gø.

Familie og bolig

Racen er hengiven over for familien og tålmodig over for børn, skriver DKK. Dogs Victoria skriver, at den passer godt ind i aktive moderne familier, men at børn altid skal have opsyn, når de er sammen med en hund.

Ingen af de gennemgåede kilder taler om bolig. Racen er lille, har et moderat motionsbehov og trives sammen med sine mennesker, så den kan fint bo i en lejlighed, hvis behovet for ture og beskæftigelse bliver dækket.

Ingen racespecifik kilde siger noget om, hvor længe den kan være alene. DKK’s pasningsvejledning for selskabshunde skriver generelt, at selskabshunde er avlet til at være godt selskab og ikke trives, hvis de ikke får lov at tilbringe megen tid sammen med deres ejer. DKK fraråder at anskaffe hund, hvis ejerens job betyder, at hunden er alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Pelspleje

Pelsen er lang og silkeagtig, men DKK skriver, at den er mindre rigelig og arbejdskrævende end yorkshire terrierens. Et kvarters grundig gennembørstning et par gange om ugen er nok, og pelsen skal ikke klippes. Dogs Victoria kalder behovet moderat, med regelmæssig badning, børstning og kæmning, og skriver, at det er lettere, hvis hunden vænnes til det som hvalp.

Racen fælder kun ubetydeligt, ifølge DKK. Det er den eneste kilde, der omtaler fældning. Dogs Victoria anbefaler at børste tænderne en til to gange om ugen. DKK’s pasningsvejledning for selskabshunde nævner, at mange små selskabshunde har dårlige tænder, så mundhygiejnen kræver omhu.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dogs Victoria skriver, at racen generelt er sund, men at der har været tilfælde af progressiv retinal atrofi (PRA), patellaluksation (løse knæskaller), Legg-Calvé-Perthes sygdom (en sygdom i lårbenshovedet) og juvenil grå stær. Klubben anbefaler, at man spørger opdrætteren om sundhedsundersøgelser. Dogs Victoria angiver en gennemsnitlig levealder på 10 til 15 år. Det er et udsagn fra en kennelklub og ikke en undersøgelse af hundenes faktiske levetid. Den britiske kennelklub anbefaler, at opdrættere som minimum udfører de gode praksis-test, før de avler, men nævner ikke, hvilke sygdomme det drejer sig om, og racen har ingen racespecifik DNA-pakke.

DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. DKK stiller ikke krav om særlige sundhedsundersøgelser.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er heller ikke blandt de fem racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark, selv om standarden beskriver en kuperet hale. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.