Australsk Terrier

Mere om racen

Overblik

Den australske terrier er en lille, lavbenet og ruhåret terrier fra Australien. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 2, blandt de små terriere, med standardnummer 8. Skulderhøjden er omkring 25 cm, og en hanhund vejer omkring 6,5 kg, mens tæverne er en smule mindre.

Racen er kvik og opmærksom, loyal og nært knyttet til sine mennesker. Den har bedst af at være familiens centrum, og den har brug for meget kontakt, regelmæssig motion og en venlig, konsekvent opdragelse. Som en ægte terrier tager den gerne en udfordring op, hvis en anden hund byder sig til, og den er vagtsom. Pelsen er stri og kræver ugentlig børstning og trimning et par gange om året.

Historie og oprindelse

Den australske terrier regnes af FCI som den første race, der blev udviklet i Australien, selv om dens forfædre var britiske. De britiske nybyggere tog små ruhårede terriere af den gamle type med sig, og i det nye land blev jagt ikke hovedopgaven. I stedet holdt hundene slanger, kaniner, rotter og mus væk fra husene og slog alarm, når noget ukendt nærmede sig. De blev kaldt “early warning dogs”, og indimellem vogtede de også får og lam.

Standarden antager, at racen er opstået af blandinger af britiske racer, nemlig skye terrier, skotsk terrier og dandie dinmont terrier, og at yorkshire terrier med mellemrum blev tilført. Det er en formodning og ikke en fastslået stamtavle. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet beskriver standarden fritlevende nybyggere på Tasmanien, som opdrættede ruhårede hunde med blålig kropsfarve og tan aftegn. De var kendt som gode vagthunde og vejede omkring ti pund, altså cirka 4,5 kg. Racen var særlig udbredt på Tasmanien.

Racen har samme rødder som den australske silky terrier. FCI skriver, at de to udviklede sig af samme bestand af ruhårede terriere fra Tasmanien, New South Wales og Victoria. FCI anerkendte den australske terrier endeligt i 1963. DKK og FCI har den i gruppe 3, terriere, og Dansk Terrier Klub er racens specialklub.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en solid, lavbenet hund, der er forholdsvis lang i forhold til sin højde, med stærkt terrierpræg, opmærksomhed, aktivitet og sundhed. Den ubeskårne, strenge pels med en tydelig krave om halsen og et langt, kraftigt hoved giver den et hårdført og robust udtryk. Snuden er stærk og lige så lang som skallen, og kæberne er kraftige. Næsen er sort, og læberne er sorte, tætsiddende og rene.

Halen er sat højt på og bæres muntert, men ikke over ryggen. Standarden skriver, at den traditionelt er kuperet, men at den kan være både kuperet og naturlig.

Dæklaget er hårdt, ligefremt og tæt, omkring 6 cm langt, med en kort, blød underuld. Snuden, de nedre ben og poterne er fri for langt hår. Farven er enten blå, stålblå eller mørk gråblå med en rig tan, der ikke må være sandfarvet, på ansigt, ører, underside, nedre ben, poter og omkring anus, eller ensfarvet klar sandfarvet eller rød. Hvide aftegn på bryst og poter skal straffes.

Den ønskede højde er cirka 25 cm for hanner, og tæver er en smule mindre. Standarden angiver en ønsket vægt på cirka 6,5 kg for hanner med lidt mindre til tæverne. DKK nævner 5 til 7 kg, og racen hører til de små hunde.

Temperament

Standarden kalder racen i bund og grund en arbejdende terrier, hvis loyalitet og jævne sind også gør den velegnet som selskabshund. DKK skriver, at den er kvik og opmærksom med et stærkt flokinstinkt, nært knyttet til sine mennesker og bedst som familiens centrum. Dogs Victoria beskriver en vågen, intelligent, nysgerrig og kærlig hund med et jævnt temperament og en god disposition.

Over for fremmede er racen nysgerrig, tillidsfuld og venlig, men samtidig vagtsom. Gøen er ikke beskrevet ens: DKK skriver, at den er vagtsom og gøende, og VCA, at den gør ad alt, der nærmer sig, mens Dogs Victoria skriver, at den ikke er en konstant gøer og især gør, når noget virker forkert. Hvor meget den gør, er altså ikke afklaret.

Over for andre hunde er den ikke altid let. DKK skriver, at den som en ægte terrier ikke kan modstå en udfordring til slagsmål. VCA kalder den stridbar over for andre hunde, især af samme køn, mens Dogs Victoria skriver, at den som regel kommer godt ud af det med andre hunde. Tidlig, rolig vænning til andre hunde er derfor en god idé.

Motion og aktivering

Racen er livlig og meget opfindsom som ung, men DKK skriver, at den senere indretter sig efter familiens aktivitetsniveau. Den kræver regelmæssig motion, men ikke meget af den: Dogs Victoria skriver, at den ikke har brug for meget motion, men skal være en del af familien. VCA nævner daglig motion i indhegnede områder.

Hunden skal luftes i snor eller bag sikkert hegn, fordi den kan finde på at jage. DKK kalder den mere en gårdhund end en jagthund og siger, at den derfor er mindre tilbøjelig til at gå egne veje end mange andre terriere, men at interessen for vildt er der. DKK nævner, at racen er egnet til mange former for hundesport.

Træning og socialisering

DKK beskriver en lærevillig hund, som er egnet til mange former for hundesport, og som ikke er stædig. Til gengæld skal alt indarbejdes tidligt og med glæde. Hvis man tager for hårdt fat, kan hunden miste lysten helt, og en dårlig oplevelse glemmer den ikke igen. DKK anbefaler en venlig og konsekvent opdragelse, og at ejeren giver racen meget opmærksomhed og menneskelig kontakt.

VCA skriver, at racen er følsom og lærer hurtigt, men kan kede sig, så træningen bør være kort, positiv og varieret. Den reagerer dårligt på hård håndtering. Socialisering som hvalp bør omfatte mennesker, nye steder og ikke mindst andre hunde, fordi terrierens trang til at tage kampen op skal styres fra starten.

Familie og bolig

Racen er nært knyttet til sine mennesker og trives bedst, når den er en del af familien. Dogs Victoria kalder den god til familier, men understreger, at børn altid skal være under opsyn sammen med hunde, uanset race. Standarden nævner loyalitet og et jævnt sind som grundlag for en god selskabshund.

I forhold til andre dyr er billedet blandet. Dogs Victoria skriver, at den som regel kan leve sammen med andre hunde og katte, men at kaniner, marsvin og høns er fristende for den. VCA skriver, at racen har en stærk jagtlyst og kan jage alt, der bevæger sig.

Racen er lille og skal ikke have lange ture, men den skal have sin daglige motion og tid sammen med familien. Kilderne siger ikke noget direkte om, hvordan den klarer at være alene, eller om den egner sig til lejlighed. VCA skriver, at den helst er tæt på sin ejer og bør leve indendørs det meste af dagen.

Pelspleje

Pelsen er hård og stri og danner en karakteristisk krave fra ansigtet og ned over halsen og brystet. DKK skriver, at den skal børstes grundigt igennem en gang om ugen, men ellers ikke er arbejdskrævende. Den skal trimmes et par gange om året, og DKK nævner, at man kan lære at gøre det selv. Dogs Victoria nævner børstning eller kæmning et par gange om ugen samt trimning af håret omkring poterne og klipning af kløer.

VCA skriver, at hår på det strenge dæklag kan plukkes af i hånden, især omkring øjne og ører, at der trimmes omkring poter og hale, og at hunden kan bades hver en til to måneder. Kilderne siger ikke, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dogs Victoria og Royal Kennel Club nævner ingen specifikke sygdomme for racen, men anbefaler, at man spørger opdrætteren om sundhedsundersøgelser. VCA nævner patellaluksation, altså en kneskal, der glider ud af led, Legg-Calvé-Perthes sygdom, en nedbrydning af hofteleddet hos unge hunde, og diabetes. Den newzealandske kennelklub Dogs New Zealand kræver, at godkendte opdrættere af racen undersøger for blandt andet Legg-Calvé-Perthes og patellaluksation. Der er ikke fundet tal for, hvor udbredte lidelserne er i Danmark.

Australsk terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke blandt de racer, der må halekuperes, så halekupering er ikke tilladt i Danmark, selv om standarden kalder halen traditionelt kuperet. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.