Cao da Serra de Aires

Mere om racen

Overblik

Cao da Serra de Aires, på engelsk Portuguese Sheepdog, er en mellemstor portugisisk hyrdehund med lang, gedehårsagtig pels, skæg og øjenbryn. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 93. Hanner måler 45 til 55 cm og tæver 42 til 52 cm, og standarden angiver en vægt på 17 til 27 kg for begge køn.

Racen er usædvanlig intelligent og meget livlig. Den er stærkt knyttet til sin hyrde og den flok, den passer, og i dag bruges den også som familiehund, til hundesport og som vagthund. I hjemlandet kaldes den “abehunden” på grund af sit udtryk og sin måde at bevæge sig på. Uden for Portugal er den sjælden, og i Danmark har racen ingen egen specialklub.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra det sydlige og centrale Portugal, især Alentejo, en region der strækker sig fra lidt øst for Lissabon mod den spanske grænse og ned mod Algarve. Her har den drevet og vogtet får, geder, kvæg, heste og svin. Standarden beskriver en nøjsom og robust hund, der tåler områdets temperaturskift og har udholdenhed til at drive dyr over lange afstande på sletterne.

Oprindelsen er usikker. Den mest udbredte fortælling er, at greve Castro Guimarães i begyndelsen af 1900-tallet importerede briarder fra Frankrig og krydsede dem med lokale hyrdehunde, fordi briarderne ikke klarede det portugisiske klima og terræn. AKC kalder det en teori, der kun bygger på indicier. DKK finder et slægtskab med gos d’atura catala og pyrenæisk hyrdehund mere sandsynligt, og SKK nævner alle tre racer som mulige slægtninge.

I slutningen af 1920’erne var racen velkendt i bjergområdet Serra de Aires og i Alentejo, og den portugisiske kennelklub anerkendte den i 1932. Med landbrugets modernisering og byernes vækst gik det tilbage, og omkring 1970 var racen tæt på at uddø. En gruppe opdrættere og ejere tog fat fra slutningen af 1970’erne, og i 1980’erne blev den i stigende grad en familiehund. FCI’s racedatabase angiver, at racen blev endeligt anerkendt i 1954.

Racen er stadig sjælden uden for Portugal. Finland har den næststørste bestand. I Sverige er der registreret 60 hunde siden den første import i 1995, og den svenske raceklub skriver, at racen også findes i blandt andet Danmark.

Udseende og størrelse

Kroppen er omkring 10 procent længere end hunden er høj, og brystdybden er under halvdelen af højden. Hovedet er kraftigt og bredt, men hverken langt eller massivt, og næsepartiet er kort, omkring to tredjedele af skallens længde. Øjnene er runde og helst mørke med et livligt og intelligent udtryk. Ørerne er højt ansatte, trekantede og hængende. Halen er lang med rigelig pels og når til haserne, og den må aldrig bæres krøllet over ryggen. En kuperet eller medfødt manglende hale diskvalificerer.

Pelsen er lang, lige eller let bølget og har en let hård, gedehårsagtig struktur uden underuld eller uld. Den danner langt skæg, overskæg og øjenbryn, men øjnene må ikke være dækket. Den svenske raceklubs dommerkompendium skriver, at pelsen hverken skal klippes eller effileres.

Standarden tillader gul, brun, grå, fawn og ulvegrå i lyse, mellem og mørke nuancer samt sort, altid med mere eller mindre tydelige tanaftegn. Hvide aftegn er ikke tilladt, bortset fra en meget lille plet på brystet. Med 17 til 27 kg hører racen til de mellemstore hunde. DKK og SKK angiver 12 til 18 kg på deres racesider, men det er ældre tal, og standardens højde og dermed vægt er blevet hævet med årene.

Temperament

Standarden beskriver en usædvanlig intelligent og meget livlig hund, der arbejder med glæde og lyst og er meget hengiven over for sin hyrde og flokken. Den er altid vagtsom, holder vagt om natten og melder, når rovdyr nærmer sig. Over for fremmede kan den være noget varsom.

DKK beskriver et tiltalende væsen: venlig mod andre hunde, loyal og hengiven over for hele familien og kun en anelse skeptisk over for fremmede. SKK lægger mere vægt på vagtinstinktet og skriver, at racen er modig og sej, kan være reserveret over for fremmede og har en hel del vagtinstinkt. Den kan virke blød, men er under overfladen en hård og modig hund.

Racen er hele tiden opmærksom og reagerer på alt ukendt med nogen gøen. Den er selvstændig og ikke altid ubetinget lydig, men den er tæt knyttet til sin flok, og dens jagtlyst er behersket. Den har heller ikke tendens til at strejfe omkring.

Motion og aktivering

Racen er udpræget aktiv og har brug for plads og frihed til virkelig at få rørt sig. Den kræver en del beskæftigelse, hvis den skal finde sig til rette som familiehund, og SKK skriver, at den har brug for daglig aktiv beskæftigelse og træning.

Den lærer hurtigt og passer godt til hundesport som agility, lydighed, rallylydighed og nosework. I Sverige har enkelte serraer også prøvet kræfter med hyrdeanlægsprøve, sporarbejde og brugsprøver. På marken arbejder den roligt og selvstændigt og driver fårene uden at stresse dem. Bevægelsen er et let, svævende trav med lang rækkevidde, og galoppen er energisk, når arbejdet kræver det.

Træning og socialisering

Racen opfatter hurtigt, er lærenem og samarbejdsvillig, men kan være noget selvstændig som mange af de små hyrdehunde. DKK anbefaler at respektere hundens karakter, være venlig og meget konsekvent og belønne samarbejde og tillid til fremmede. SKK skriver, at den kræver en konsekvent og bestemt opdragelse.

Socialisering er vigtig. Fordi racen kan være reserveret over for fremmede, anbefaler den svenske raceklub at socialisere hvalpen gennem hele opvæksten. Den skal møde mange forskellige miljøer, andre hunde og dyr og mange mennesker, der hilser på og rører ved den. Efter den første kontakt bør hunden være let at håndtere.

Både SKK og den svenske raceklub skriver, at racen ikke egner sig som førstegangshund. Den passer bedst til en hundevant ejer, der kan håndtere en modig hund med en del vagtinstinkt.

Familie og bolig

Racen er meget knyttet til sin familie. SKK kalder den meget familiekær, og DKK beskriver den som loyal og hengiven over for hele familien. Ingen af kilderne siger noget direkte om børn. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

DKK kalder den venlig mod andre hunde og skriver, at jagtlysten er behersket. Kilderne siger ikke noget specifikt om katte eller smådyr.

Ingen kilde taler direkte om livet i en lejlighed. DKK skriver, at racen har brug for plads og frihed til at røre sig, og at den gør ved alt ukendt, og begge dele er værd at tænke over, hvis man bor tæt på naboer. Kilderne siger ikke, hvordan den klarer at være alene hjemme, så alene-tid bør øves gradvist fra hvalpealderen.

Pelspleje

Den lange pels er snavsafvisende og forholdsvis let at holde hos den voksne hund. DKK og SKK anbefaler en grundig gennembørstning en gang om ugen, mens den svenske raceklub skriver, at en til to gange om måneden som regel er nok. Hos den unge hund kræver pelsen mere og mere regelmæssig pleje, indtil den voksne pels er færdig.

Grene, grus og andet fra turen sætter sig let fast i pelsen, så det er en god idé at gå den igennem efter en tur i naturen. Pelsen har ingen underuld. Kløerne vokser hurtigt og bør klippes jævnligt, og ørerne bør tjekkes. Standarden beskriver tætsluttende, tynde og faste læber.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for sundt bygget. HD forekommer, både internationalt og i Sverige, men den svenske bestand er så lille, at SKK ikke har ønsket at sætte racen på et sundhedsprogram, som kunne lægge for stor vægt på et enkelt udvælgelseskriterium. Den svenske raceklub nævner også enkelte tilfælde af epilepsi, som ikke ser ud til at være mere almindelig end hos andre racer, og nogle tilfælde af kræft. Tallene bygger på meget få hunde.

Den lille bestand er en udfordring i sig selv. Den svenske raceklub arbejder for at holde indavlen lav, bruge avlsdyr, der er mindre beslægtede end fætre og kusiner, og finde avlshanner i flere lande. Nogle svenske serraer er blevet lidt over 14 år.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD-røntgen. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halekupering er ikke tilladt, og racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status og om indavlsgraden i kuldet. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.