Australian Shepherd

Mere om racen

Overblik

Australian Shepherd, ofte kaldt Aussie, er en mellemstor hyrdehund, som FCI placerer i gruppe 1, sektion 1 blandt hyrdehundene. Det er en intelligent brugshund med stærke hyrde- og vogterinstinkter, en loyal kammerat med udholdenhed til at arbejde hele dagen og et ligevægtigt, godmodigt sind.

Navnet er misvisende: racen er ikke australsk, men udviklet i USA til arbejde på farme og ranches.

Racen er velegnet til familieliv hos mennesker, der vil give den meningsfyldte opgaver, og den har brug for meget motion og tæt kontakt med sin familie. Den har ingen egen specialklub i Danmark, men varetages af Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde (KHKG).

Historie og oprindelse

Der findes mange teorier om racens oprindelse, men den Australian Shepherd, vi kender i dag, er udviklet udelukkende i USA. Navnet skyldes forbindelsen til baskiske fårehyrder, som kom til USA fra Australien i 1800-tallet, og racens rødder går tilbage til spanske hyrdehunde, som baskerne havde med. De Aussies, der findes i Australien i dag, nedstammer fra amerikanske hunde.

Racens popularitet steg efter anden verdenskrig sammen med interessen for westernridning. Den blev kendt gennem rodeoer, hesteshows, film og tv, og amerikanske kvægfolk fortsatte avlen med vægt på alsidighed, intelligens, hyrdeinstinkt og et iøjnefaldende udseende.

Forskellige registre har stambogsført racen siden begyndelsen af 1950’erne, og American Kennel Club anerkendte den i 1991. FCI anerkendte den foreløbigt i 1996 og endeligt i 2007. Den gældende FCI-standard er fra 2009, og USA står som oprindelsesland.

Udseende og størrelse

Aussien er velbalanceret, af middel størrelse og knoglebygning og lidt længere end den er høj. Den skal være opmærksom og livlig, smidig og adræt, solid og muskuløs uden at virke klodset. Ørerne er trekantede og sat højt og knækker forover eller til siden.

Øjnene kan være brune, blå, ravfarvede eller en blanding med pletter og marmorering. Halen er lige og kan være naturligt lang eller naturligt kort, og hvalpe kan blive født stumphalede.

Standarden angiver en foretrukken skulderhøjde på 51 til 58 cm for hanner og 46 til 53 cm for tæver, men ingen vægt. USASA anslår, at hanner vejer cirka 23 til 29 kg og tæver cirka 18 til 25 kg. Farverne er blue merle, sort, red merle og rød, alle med eller uden hvide og kobberfarvede aftegninger.

Temperament

Aussien har et jævnt humør, er godmodig og kommer sjældent i konflikt. Den kan være lidt reserveret ved første møde og over for nye bekendtskaber, men den må hverken være aggressiv eller meget sky. Over for sin familie er den en behagelig, ligevægtig og venlig ledsager.

Også Aussies, der aldrig har set får eller kvæg, har normalt et stærkt hyrdeinstinkt. De kan derfor finde på at hyrde andre hunde, børn, cykler eller biler, hvis de ikke lærer andet. Racen er venlig over for alle, men reserveret og forsigtig over for fremmede og ofte ret beskyttende over for familie og hjem.

Den vil gerne være sammen med sin ejer hele tiden og følger efter fra rum til rum, og den kan være meget territorial. Hvor meget racen gør, står der ikke direkte noget om i kilderne, men DKK’s pasningsvejledning nævner generelt, at mange hyrde- og kvæghunde er vagtsomme og har let til gøen.

Motion og aktivering

Racen er avlet til at arbejde hele dagen, og det kan mærkes. Den er alsidig og fysisk aktiv og kræver megen motion og mental beskæftigelse. De fleste er ikke tilfredse med at være sofahunde, selv om nogle er roligere end andre, og planløs energi kan føre til gravning og tygning.

USASA anbefaler, at hunden helst har en indhegnet have, hvor den kan løbe og lege mindst en til to timer hver dag. Lange gåture og vandreture kan også dække behovet. Uden daglig motion kan hunden begynde at gø eller ødelægge ting af frustration, mens den er velopdragen indendørs, når den får nok.

Opgaver betyder lige så meget som fysisk motion, for eksempel hyrdearbejde, lydighed, agility, sporarbejde og frisbee.

Træning og socialisering

Racen er let at træne, når det sker venligt og med mange belønninger. Træningen bør være varieret og have tempo, men foregå i korte sekvenser, så hunden bevarer arbejdsglæden. DKK fraråder samtidig stressende lege med boldkast og pindekast.

Lydighedstræning er en god måde at kanalisere hundens ønske om at gøre sin ejer tilfreds, og racens intelligens kan blive et problem, hvis hunden ikke bliver trænet og brugt.

Socialisering er vigtig, fordi racen kan være reserveret. Hunden bør møde mange fremmede, men uden at blive tvunget. En dårligt socialiseret Aussie kan udvikle aggressiv adfærd, og det beskyttende instinkt skal styres med træning.

Familie og bolig

Over for familiens børn er Aussien hengiven og tålmodig, og den elsker børn, især hvis den vokser op med dem. Den er en god kammerat for børn, når børnene er under opsyn og lærer at omgås hunden. Hyrdeinstinktet kan dog rette sig mod børn, og ingen hund bør være alene med små børn.

Racen knytter sig tæt til sine mennesker og klarer sig ikke godt, hvis den lades alene for længe og for ofte. USASA advarer om, at isolation fra mennesker hurtigt kan ødelægge dens personlighed. Den passer derfor bedst i et hjem, hvor den ikke er alene mange timer hver dag.

Man kan godt have en Aussie i byen, hvis man kan være et stabilt selskab for hunden og give den nok motion, men en indhegnet have er det ideelle. Racen er mellemstor, men med det store motionsbehov afhænger trivslen mere af ejerens tid end af boligen.

Pelspleje

Pelsen er middel i struktur og længde, lige til bølget og vejrbestandig. Mængden af underuld varierer med klimaet. Bagsiden af forbenene og bukserne har moderate faner, og hanner har mere manke og krave end tæver.

En sund pels afviser snavs og kræver ikke meget vedligeholdelse. USASA anbefaler børstning helt ned til huden en gang om ugen og en karde til at fjerne underuld i fældeperioden. Der er en del fældning i overgangsperioderne, men den kan holdes nede med jævnlig og grundig børstning. Pelsen skal ikke trimmes.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Australian Shepherd er generelt en sund race, men blandt andet hofte- og albueledsdysplasi, arvelige øjensygdomme, degenerativ myelopati og epilepsi ses i racen. Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for collie eye anomaly (CEA) som minimum før avl og desuden DNA-test for arvelig grå stær (HSF4), MDR1 og progressiv retinal atrofi (prcd-PRA) samt undersøgelse af hofter, albuer og øjne.

En mutation i genet HSF4 er knyttet til arvelig grå stær hos racen, og forskningen tyder på, at den nedarves dominant. MDR1-mutationen gør hunden følsom over for visse lægemidler, blandt andet ivermectin og loperamid. Washington State University angiver en hyppighed på cirka 50 procent hos racen, uden at det fremgår, om tallet dækker bærere eller syge hunde. Det er derfor relevant for dyrlægen at vide, om hunden er testet.

Merlefarven kræver særlig opmærksomhed. Når to merlefarvede hunde parres, kan hvalpene få to kopier af merle-anlægget. En amerikansk undersøgelse af merlefarvede hunde fra flere racer fandt, at 15 procent af de dobbelte merle-hunde var døve på begge ører, mod under 1 procent af hunde med ét anlæg. Den svenske raceklub fraråder kraftigt at parre merle med merle, fordi afkommet risikerer døvhed og nedsat syn, og den britiske kennelklub registrerer ikke hvalpe fra sådanne parringer født fra 1. januar 2013. Fostre, der arver anlægget for naturlig stumphale fra begge forældre, udvikler sig normalt ikke.

I Danmark kræver DKK kun dokumentation for, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på en udstilling. De etiske regler kræver, at en hund, der er DNA-testet som bærer af en recessiv sygdom, kun parres med en partner, der er testet fri. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, som for en række racer kræver HD-røntgen før avl.

USASA regner med en gennemsnitlig levetid på 12 til 15 år. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hund hører hjemme hos dyrlægen.