Briard

Mere om racen

Overblik

Briard, på fransk Berger de Brie, er en stor fransk hyrde- og vagthund med lang, gedehårsagtig pels, skæg og øjenbryn, der let skygger for øjnene. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, hyrdehunde, med standardnummer 113, og racen er underlagt brugsprøve. Standarden beskriver en robust, smidig, muskuløs og veloproportioneret hund, der er livlig og opmærksom.

Briarden er selvsikker og vagtsom, tæt knyttet til sin familie og sit område og ikke særlig kontaktsøgende over for fremmede. Den har brug for daglig motion og opgaver, og DKK skriver, at den næppe er racen for den helt uerfarne hundeejer. I Danmark er racen sjælden.

Historie og oprindelse

Briarden er en meget gammel race, og dens oprindelse er ukendt. Den har navn efter provinsen Brie i det nordlige Frankrig. Standarden nævner, at den længe var kendt som Chien de Berger français de Plaine, den franske sletternes hyrdehund, og at navnet chien de Brie første gang optræder i abbed Roziers landbrugsværk fra 1809. Den blev avlet og udvalgt til at drive og vogte flokke og blev også brugt som trækhund og lastehund.

Under begge verdenskrige brugte den franske hær briarden som vagtpost og som ambulancehund, der opsporede sårede soldater på slagmarkerne. I begyndelsen af 1900-tallet blev den stadig mere populær som familie- og selskabshund. Ifølge Royal Kennel Club blev briarden vist på Frankrigs første hundeudstilling i 1863 og officielt anerkendt i 1897. FCI anerkendte racen endeligt i 1954. I dag bruges den også som tjenestehund hos politi og militær.

Briarden blev først stambogsført i Danmark i 1972. Klubben KHKG skrev i sin raceprofil, at der i 1998 var omkring 800 hunde i landet.

Udseende og størrelse

Briarden har normal bygning og er lidt længere end høj, målt fra bovspids til sædebensspids. Hovedet er langt og kraftigt, og set fra siden løber hovedskallens og næseryggens linjer parallelt. Næsen er sort, undtagen hos blå hunde, hvor den må være blå eller blålig. Halen bæres lavt og slutter i en let krog, som et J. Standarden kræver dobbelte bagspore, som hyrderne traditionelt har holdt fast i.

Skulderhøjden er 62 til 68 cm for hanner og 56 til 64 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm over og 1 cm under. Standarden angiver ingen vægt. Racerepræsentanten skriver i bladet Hunden, at hundene vejer 28 til 45 kg afhængigt af køn og højde. Racen hører til de store hunde.

Pelsen er lang, tør og smidig, med en struktur som gedehår, og har kun let underuld. Længden skal være mindst 7 cm, og for kort, blød eller uldden pels er en alvorlig fejl. Farverne er sort, fawn, fawn med sort overlejring og ofte maske, grå eller blå. Alle farver kan grånes i varierende grad. Hvid, brun og mahogni giver diskvalifikation, og det samme gør tofarvet pels og hvide hår på lemmernes ender. DKK registrerer farverne fawn, grå og sort.

Ørerne er højt ansat, flade og dækket af langt hår. Standarden accepterer kuperede, opretstående ører, hvor det ikke er forbudt. I Danmark må hunde kun hale- eller ørekuperes, hvis en dyrlæge finder det nødvendigt af veterinære grunde, og kuperede hunde må som udgangspunkt ikke udstilles. Racen er ikke blandt de få, der må halekuperes.

Temperament

Standarden beskriver en afbalanceret hund, der hverken er aggressiv eller sky, og som er fast og uforfærdet. Aggressive og meget sky hunde diskvalificeres.

DKK skriver, at briarden er venlig, men samtidig selvsikker, vagtsom og modig. Den er ikke specielt kontaktsøgende og bestemmer selv, hvornår, hvordan og med hvem den vil have kontakt. Den er tæt knyttet til sit hjem, sit område og sin familie. Den svenske raceklub beskriver en nysgerrig hund, der kan være noget reserveret over for fremmede, men ikke bør være sky.

Briarden er meget vagtsom og lader ikke uden videre fremmede komme ind på familiens enemærker. Hunden skriver, at racen ofte er reserveret over for fremmede, og at det er noget, man skal være opmærksom på. Racen har et veludviklet instinkt for at holde sin flok samlet inden for sit område, og i dag er familien dens flok.

Motion og aktivering

Briarden er en robust og kraftig hund, der kræver en hel del motion og har brug for at løse opgaver. DKK beskriver den som interesseret og aktiv uden at strejfe rundt, og den arbejder normalt i nærheden af sin fører.

Motionen skal være både fysisk og mental. Hunden skriver, at en intelligent briard, der keder sig, nemt bliver uartig, og at racen er for munter og klog til kun at blive taget frem af og til. Briarden egner sig til mange former for hundesport og træning, blandt andet vallning, lydighed, nosework, brugs- og agilitytræning.

Træning og socialisering

DKK skriver, at briarden normalt er positiv over for indlæring og let at træne. Man opnår hurtigt gode resultater med venlighed, rolig konsekvens og rigelig belønning, og træningen bør foregå i korte, tempofyldte sekvenser uden for mange gentagelser.

Hvalpetræning er et must, skriver Hunden, og man får mest ud af sin briard ved at fortsætte med en form for træning, selv om den ikke behøver at være på konkurrenceplan.

Socialisering er særlig vigtig, fordi briarden ofte er reserveret over for fremmede. DKK anbefaler, at den tidligt vænnes til at komme ud blandt andre, så den får et godt socialt liv. Den svenske raceklub skriver, at socialisering, miljøtræning og rigtig opdragelse i det første leveår giver en selvsikker og mentalt stabil hund.

Familie og bolig

Briarden knytter sig stærkt til sin familie og tilpasser sig familiens levevis, uanset om ejeren er udendørsmenneske eller ej. DKK skriver, at den har en god tilpasningsevne, også over for børn, men at den alligevel næppe er racen for den helt uerfarne hundeejer. Samvær mellem hund og børn bør som altid foregå under opsyn.

Hunden skriver, at briarden er fuldt tilfreds, uanset om den bor på en bondegård, i hus eller i lejlighed, så længe den får sin daglige motion. Den er en hjemmehund uden tendens til at strejfe.

Pelspleje

Pelsen skal ifølge DKK gennembørstes grundigt en gang om ugen for at undgå den værste fældning. I dårligt vejr holder den en del på fugt og snavs, men ellers er den let at holde. Standarden beskriver en lang, tør og smidig pels med kun let underuld, og den skal være mindst 7 cm.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske raceklub har i sin avlsstrategi beskrevet de sygdomme, der kendes i racen. Hofteledsdysplasi (HD) er den mest omtalte. Af de svenske briarder, der blev registreret fra 1997 til 2002, og hvor to tredjedele blev røntgenfotograferet, havde omkring en fjerdedel HD. Tallene stammer fra en strategi fra begyndelsen af 2000’erne.

En anden velkendt sygdom er medfødt natteblindhed (CSNB). Den er recessivt arvelig, så begge forældre skal være bærere, for at en hvalp bliver syg. Årsagen er en mutation i genet RPE65, som blev beskrevet i en undersøgelse fra 1998, hvor mutationen først blev fundet hos svenske briarder. Der findes en DNA-test, og Royal Kennel Club anbefaler, at avlsdyr testes, og kræver, at importerede hunde er testet. Den svenske raceklub kræver til hvalpehenvisning, at begge forældre er testet eller arveligt fri, og at der kun avles mellem to fri hunde. Forældredyrene kan selv være helt raske, så testen er det eneste sikre svar. Klubbens helbredsundersøgelse fra 2003 viste desuden, at 4,7 procent af de 108 svarende hunde havde haft mavedrejning, men tallet er usikkert.

DKK stiller krav til avl af racen. Begge forældre skal før parring have officiel HD-status A eller B registreret i DKK, og en hund med HD-grad C må kun bruges, hvis partneren har HD A. Faderen skal have dokumenteret normale testikler, og DKK’s etiske regler for avl skal overholdes.

Briard er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så loven kræver, at en briard røntgenundersøges for HD, før den bruges i avl. Krav om undersøgelse for AD gælder ikke racen. Hunde med HD-grad D eller E må ikke indgå i avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

En britisk undersøgelse af 584.734 hunde fandt en median levetid for briarden på 12,6 år med et konfidensinterval fra 11,3 til 13,4 år. Stikprøven af briarder var lille, med 76 dødsfald.

DKK har ikke en selvstændig specialklub for racen. Den hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde (KHKG), som har en raceprofil og en liste over opdrættere. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-resultater og natteblindhedstest og om sygdomme i linjerne. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.