Pyrenæisk Hyrdehund

Mere om racen

Overblik

Pyrenæisk hyrdehund er en lille, langhåret hyrdehund fra den franske side af Pyrenæerne. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 141 og brugsprøve. Hanner måler 42 til 48 cm og tæver 40 til 46 cm, og DKK angiver en vægt på 8 til 15 kg. Racen findes også i en variant med korthårshoved, som har sin egen standard og sin egen side her.

Standarden beskriver en hund med et maksimum af nervøs energi i et minimum af størrelse og vægt. Den er modig, opfindsom og helt hengiven over for sin ejer, men egenrådig af natur og ofte på vagt over for fremmede. Den passer til en aktiv ejer med tid til træning og lidt erfaring.

Historie og oprindelse

Racens oprindelse er ukendt. Den svenske raceklub nævner flere teorier, blandt andet at den stammer fra tibetansk terrier, fra en vildhund i Pyrenæerne eller fra russiske hyrdehunde, men ingen af dem er bevist. DKK skriver, at den formentlig er nært beslægtet med gos d’atura català på den spanske side af bjergene.

I Pyrenæerne arbejdede den sammen med den store pyreneerhund. Hyrdehunden samlede og drev flokken, når fårene skulle flyttes mellem græsgangene, mens pyreneerhunden forsvarede den mod tyve og rovdyr. Fordi dalene lå isoleret, varierede typen meget fra dal til dal. Den svenske raceklub nævner syv dalformer, men standarden siger, at temperamentet og adfærden aldrig varierer. Den langhårede variant kommer især fra de højtliggende områder, varianten med korthårshoved fra dalene.

Racen var næsten ukendt uden for bjergene indtil første verdenskrig, hvor de små hunde ifølge raceklubben blev brugt som meldehunde over grænsen til Spanien. Den første standard blev skrevet mellem 1921 og 1925 af Bernard Sénac-Lagrange, og FCI anerkendte racen endeligt i 1955. Den første hund kom til Sverige i 1985.

Udseende og størrelse

Kroppen er længere, end hunden er høj, med en stærk knoglebygning uden tyngde og tørre muskler. Hovedet er trekantet med et næsten fladt kranie, en kileformet snude, der er lidt kortere end kraniet, og sort næse. Øjnene er mandelformede og mørkebrune. Hos harlekinfarvede hunde må de være blå eller delvis blå. Ørerne er ret korte og hænger, eller de er halvt rejste med spidsen tippet forover. Naturligt opretstående ører diskvalificerer.

Pelsen er lang eller halvlang, men altid tæt, næsten glat eller let bølget og tykkere og mere uldagtig over kryds og lår. Strukturen ligger mellem gedehår og fåreuld. Hos nogle hunde danner blandingen af groft og uldent hår snoninger, de såkaldte cadenettes, eller filtede plader, matelotes, der ligger som tagsten over krydset. På snuden er håret kortere og strøget bagud, og øjnene skal altid kunne ses.

Farven er fawn i lyse eller mørke nuancer, med eller uden sort, grå, harlekin (blå med sorte pletter), brindle, sort eller sort med lidt hvidt. Ensfarvede hunde foretrækkes. Den svenske dommervejledning nævner, at mange i Frankrig foretrækker hanner på 44 til 46 cm og tæver på 42 til 44 cm. Standarden angiver ingen vægt. Med DKK’s tal på 8 til 15 kg hører racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden kalder racen modig og opfindsom, med initiativ og total hengivenhed over for sin herre. Den er egenrådig og kræver som regel fast styring for at få det bedste ud af dens intelligens og livlighed. DKK beskriver en omgængelig familiehund med en lidt selvrådig karakter, der er totalt hengiven over for familien og noget mistroisk over for fremmede.

Den svenske raceklub kalder den en usædvanlig aktiv, årvågen, utrættelig og intensiv hund. Intet går den forbi, den reagerer hurtigt, og vagtinstinktet er stort. Den lærer meget let, men er også egensindig og snu, og det kan være en udfordring at være et skridt foran. DKK skriver, at ting, der ikke er, som de plejer, bliver varslet med en markant gøen, før hunden selv begynder at løse problemet.

Racen er i grunden mistænksom og kan være reserveret over for fremmede mennesker og hunde.

Motion og aktivering

Racen er en arbejdshund, hurtig og udholdende med en tydelig trang til at bruge både krop og hoved. DKK skriver, at den kræver rigelig motion og mental udfordring. SKK nuancerer det: racen har ikke et ekstremt motionsbehov, men et stort behov for at løbe og være med i familiens aktiviteter.

Den går gerne til lydighed, agility, rallylydighed, freestyle, sporarbejde eller hyrdearbejde. Den svenske raceklub skriver, at den har det bedst, når den føler sig nyttig, og at den har stort behov for at løbe frit. I Sverige arrangerer klubben hyrdelejre, og hundene kan tage en hyrdeanlægsprøve.

Træning og socialisering

Hunden knytter sig ofte mest til én person i familien, som den er meget hengiven og føjelig over for. AKC’s standard beskriver det endnu stærkere: den knytter sig lidenskabeligt til sin ejer og er forbløffende følsom over for ejerens humør.

DKK skriver, at opdragelsen ikke altid er ligetil, og at indlæringen skal ske med venlig konsekvens og respekt for hundens selvstændige mentalitet. Den holder tæt kontakt, men er ikke altid ubetinget lydig. AKC skriver, at racen reagerer godt på klikkertræning og andre belønningsbaserede metoder.

Socialisering er vigtig. Den svenske raceklub anbefaler social træning og miljøtræning fra tidlig alder og skriver, at man ofte skal bruge ekstra tid på håndtering. SKK nævner, at hvalpe- og unghundetiden ofte kræver meget tid.

Familie og bolig

Over for sin egen familie er hunden kærlig og vil gerne være med i det hele. AKC’s standard skriver, at den insisterer på at være med i dagens aktiviteter, og SKK, at den trives bedst, når den er hos sin ejer. Ingen af kilderne siger noget direkte om børn, og som alle hunde skal den have opsyn sammen med dem.

Racen er lille, men den melder alt, der er usædvanligt, og den er reserveret over for fremmede. Det er værd at tænke over, hvis man bor tæt på naboer eller ofte har gæster. Kilderne siger ikke noget om boligform, om at være alene hjemme eller om samliv med katte og smådyr, så de punkter er ikke vurderet.

Pelspleje

Kilderne er lidt uenige om plejen. SKK skriver, at pelsplejen trods den lange pels er enkel og som regel ikke kræver mange gennembørstninger om året. DKK skriver, at den langhårede variant jævnligt skal børstes grundigt, og AKC anbefaler ugentlig børstning, fordi underulden let filtrer. Pelsen kan enten holdes udredt eller have sine snoninger.

Pelsen skal hverken trimmes eller klippes. Den svenske dommervejledning advarer mod overdreven trimning på hals og bryst og siger, at en udredt hund også er korrekt. Kun AKC siger noget om, hvor meget racen fælder, så det er ikke vurderet. Standarden beskriver læber, der ikke er særlig tykke, men ingen kilde siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes for sund og hårdfør, og den svenske raceklub skriver, at mange hunde bliver 15 år eller ældre. Hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Af de langhårede hunde født i Sverige fra 2012 til 2019 blev kun 40 % røntget, og af dem havde 44 % HD-grad C, D eller E. Klubben skriver, at den langhårede variant generelt ligger dårligere end andre racer, men også at få hunde med HD har kliniske problemer.

Klubben nævner også krampeanfald hos omkring 2 %, mest hos midaldrende hunde, patellaluksation hos få hunde, hvoraf nogle må opereres, og nogle tilfælde af PDA, en medfødt fejl ved blodkarrene ved hjertet. Manglende tænder er relativt hyppige, og den langhårede variant ser ud til at være udsat for tandsten og paradentose. AKC nævner desuden epilepsi og øjensygdomme som choroidal hypoplasi og PRA. Tallene er svenske og bygger på et lille antal hunde.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre have fået mindst Very Good på en udstilling. DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse. De to varianter må parres sammen, og hvalpene registreres som den variant, de er. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025. Det er pyreneerhunden, en anden race, der står i bilagene. Dansk lov kræver derfor ingen røntgenundersøgelse før avl.

Standarden nævner, at nogle hunde halekuperes i lande, hvor det er tilladt, og UKC’s standard beskriver kuperede ører. I Danmark er både hale- og ørekupering forbudt for racen. Naturligt korte haler forekommer og er tilladt. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, om krampeanfald i linjerne og om tænderne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.