American Foxhound

Mere om racen

Overblik

American Foxhound er en amerikansk drivende jagthund, hurtig, udholdende og lidt lettere bygget end sin engelske forfader. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.1, blandt de store drivende hunde, med standardnummer 303 og brugsprøve, og racen er anerkendt på definitivt grundlag siden 1979. Hanner måler 56 til 63,5 cm over skulderen og tæver 53 til 61 cm. AKC angiver en vægt på omkring 27 til 32 kg, så racen er en stor hund.

Racen er venlig og hengiven over for sin familie. Samtidig er den en jagthund med stærk jagtlyst, og SKK skriver, at den ikke trives som ren selskabshund, men trives bedst, når den får lov at jage. Den er meget sjælden i Danmark og Sverige, og DKK har endnu ingen racebeskrivelse, fordi teksten fra racens specialklub mangler. Artiklen bygger derfor på standarden, SKK, AKC og en veterinær profil og er kortere end for de fleste andre racer.

Historie og oprindelse

Racen blev udviklet i kolonitidens Amerika. UKC skriver, at den engelske foxhound var grundlaget, og at irske, franske og andre hunde menes at være brugt i forædlingen. DKK fortæller, at velhavende nybyggere omkring 1650 tog foxhounds med til Nordamerika, hvor racen med tiden blev lettere, hurtigere og mere højbenet end den engelske. I dag regnes engelsk og amerikansk foxhound for to forskellige racer.

AKC kalder racen nært forbundet med uafhængighedens helte og de gamle virginske godser, og VCA nævner, at George Washington var begejstret for racen og holdt en kobbel. UKC anerkendte racen i 1905. FCI anerkendte den på definitivt grundlag den 2. november 1979, og den gældende standard blev offentliggjort samme år.

Racen bruges ifølge SKK især til jagt på rovvilt som ræv, los, mårhund, ulv og endda bjørn. Racen er meget sjælden i Sverige.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund, der skal give indtryk af hurtighed, udholdenhed og styrke. SKK skriver, at kroppen er rektangulær. Hovedet er forholdsvis langt og let hvælvet bagtil, med et bredt og fyldigt kranium og en snude af rimelig længde, der er lige og firkantet afskåret. Øjnene er store og sidder med god afstand, med et blødt, houndagtigt og bedende udtryk i brun eller hasselbrun farve. Ørerne sidder moderat lavt og er lange, finstrukturerede og forholdsvis brede. Når de trækkes frem, når de næsten til snudespidsen, og de hænger tæt ind til hovedet med afrundet spids.

Halsen løfter sig let fra skuldrene og er stærk uden at være tung. Struben er ren og fri for hudfolder, selv om en lille rynke under kæbevinklen er tilladt. Brystet er dybt, men smallere i forhold til dybden end hos den engelske hound, og standarden nævner som eksempel et brystmål på 71 cm hos en hund, der er 58 cm høj. Ryggen er middellang, muskuløs og stærk, og lænden er bred og let hvælvet. Forbenene er lige med en rimelig mængde knogler, og potterne er rævelignende med velhvælvede tæer og fyldte, hårde trædepuder. Halen sidder moderat højt, bæres muntert, men ikke fremadvendt over ryggen, og har en let kurve og en meget svag børste.

Pelsen er tæt, hård og middellang af hundetypen, og alle farver er tilladt. SKK tilføjer, at hvide tegn kan forekomme. FCI angiver højden til 56 til 63,5 cm for hanner og 53 til 61 cm for tæver, målt på manken. Standarden giver ingen vægt, men AKC angiver 65 til 70 lb for hanner og 60 til 65 lb for tæver, altså omkring 27 til 32 kg. Standarden diskvalificerer aggressive og overdrevent sky hunde.

Temperament

SKK beskriver racen som energisk og venlig med et opmærksomt temperament. Den er hengiven over for sin familie og kommer godt ud af det med både børn og andre hunde, men den kan være stædig. AKC kalder den godmodig og skriver, at den kommer godt ud af det med børn, hunde og endda katte, men at den kræver nogle særlige overvejelser af kommende ejere. VCA kalder den venlig, energisk og imødekommende over for andre hunde.

Standarden har ikke noget afsnit om adfærd. DKKs tekst om de to foxhound-racer fortæller, at begge altid udelukkende er opdrættet til at jage mange sammen i en kobbel. De er generelt venlige og omgængelige, men kan kun tilpasse sig livet i en familie, hvis de er blevet socialiseret på mennesker fra den tidligste hvalpealder. DKK skriver også, at hunden er mere afhængig af selskab med artsfæller end af mennesker.

Motion og aktivering

Racen har brug for meget. SKK siger, at den kræver meget motion, træning og stimulering, og at den har stærk jagtlyst og er beregnet til jagt i skov og mark. DKK skriver, at det meget stærke jagtinstinkt stiller store krav til både motion og mentalt stimulerende beskæftigelse, og VCA kalder hård motion en nødvendighed. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer.

Racen driver ifølge SKK ved at skælde eller hyle. Stemmen kan genere naboer, som VCA bemærker.

Træning og socialisering

DKK skriver, at en hvalp på otte til ti uger, der flytter fra flokken ind i en familie, kan opdrages som andre hunde med venlighed, konsekvens, vedholdenhed, variation og belønning. En voksen hund, der ikke længere bruges til jagt, vil derimod være svær at vænne til livet som familiehund. SKK skriver, at racen kan være stædig og kræver meget træning og aktivitet for at trives.

Tidlig socialisering er vigtig, fordi DKK knytter racens evne til at passe ind i et familieliv til, at hvalpen er vænnet til mennesker fra de første uger. Derfor bør man spørge opdrætteren, hvordan hvalpene er opvokset, og om de har haft kontakt med mennesker fra starten. Ingen kilde siger noget om, hvordan racen klarer sig i en hundeskole eller i konkurrencer.

Familie og bolig

AKC kalder racen en godmodig og omgængelig hund, der kommer godt ud af det med børn, og SKK skriver, at den kommer godt ud af det med børn og andre hunde. DKK tilføjer, at den kun tilpasser sig familielivet, hvis den er socialiseret. SKK mener ikke, at racen trives som ren selskabshund, og at den bør bo hos en ejer, der kan give den lov at jage. Samlet er den egnet til en aktiv familie med meget tid og et sikkert, hegnet område, men ikke til en travl familie, der kun kan give korte ture.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed eller om at være alene hjemme. Racen er opdrættet til at leve i flok, og den er ifølge DKK afhængig af selskab, så lange dage alene er næppe en god idé. AKC skriver, at racen kommer godt ud af det med katte, men det bekræfter de andre kilder ikke, og SKK og DKK nævner begge et stærkt jagtinstinkt.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og hård og ligger tæt ind til kroppen. SKK kalder den let at passe og siger, at hunden bades efter behov. VCA anbefaler børstning en gang om ugen. Kilderne siger ikke noget om, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at antallet af hunde i Sverige er så lille, at racens helbred ikke kan vurderes med sikkerhed. VCA, hvis profil stammer fra 2014, nævner, at hofteledsdysplasi og degeneration af rygsøjlen kan forekomme, at der indimellem ses døvhed og blodsygdomme, og at man bør kontrollere, at forældrene er OFA-certificerede. Vi har ikke fundet klubdata, undersøgelser af dyrlæger eller data fra forsikringsselskaber om racen. AKC angiver en forventet levealder på 11 til 13 år, et interval uden angivet metode, og VCA nævner det samme.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler på normal plads, og at DKKs etiske regler for avl overholdes. DKK stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Racen er meget sjælden, og der findes næppe opdrættere i Danmark. Den, der overvejer en import, bør spørge efter forældrenes helbred, hvordan hundene er brugt, og om hvalpene er socialiseret. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.