Petit Bleu de Gascogne

Mere om racen

Overblik

Petit Bleu de Gascogne er en mellemstor, fransk drivende jagthund, der især bruges til jagt på hare, men som standarden også kalder velegnet til storvildt. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2 (mellemstore drivende hunde), med standardnummer 31. Stokmålet er 50 til 58 cm, og DKK angiver en vægt på 22 til 28 kg. Midtpunktet på 25 kg lander lige på grænsen mellem to størrelsesklasser, og med reglen om 25 til 45 kg bliver racen stor.

Standarden beskriver en rolig og kærlig hund med en smuk stemme, der arbejder godt i flok og adlyder let. DKK skriver, at racen er hengiven og tillidsfuld over for familien og venlig over for fremmede, men at den går sine egne veje og kun sjældent egner sig som ren kæledyrshund. Det er en jagthund med stort behov for motion, duftarbejde og tæt kontakt med mennesker.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Frankrig. Standarden kalder den en bevidst formindskelse af Grand Bleu de Gascogne, som helt sikkert går tilbage til den store races oprindelse og hænger direkte sammen med brugen.

DKK skriver, at jagtberetninger fra 1400-tallet nævner racen, og at den sandsynligvis er endnu ældre. Den var en jagthund hos konger og adel. Det meste af racen forsvandt under og efter den franske revolution, men nogle få opdrættere bevarede de tilbageværende hunde, og racen blev genskabt i 1800-tallet. DKK oplyser, at den stadig er sjælden i Frankrig og stort set ukendt uden for landet. UKC anerkendte racen i januar 1991 og beskriver den som nedstammet fra Grand Bleu de Gascogne og brugt mest til hare.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor drivende hund, der er velproportioneret og fornem. Næsen er sort og stor med åbne næsebor, og læberne er ikke tykke og ikke meget udviklede, så overlæben dækker underlæben. Kinderne er magre, og bidet er saksebid.

Pelsen er kort, halvtyk og tæt. Den er helt marmoreret sort og hvid, så den virker skiferblå, med eller uden udbredte sorte pletter. Typisk sidder to sorte pletter på hver side af hovedet, som dækker ørerne og omkranser øjnene, og de mødes ikke øverst på hovedet. Der er tan-aftegn over øjnene og spor af tan på kinder, læber, ørernes inderside, benene og under halen. Huden er smidig, sort eller kraftigt sortplettet og aldrig helt hvid. DKK beskriver pelsen som kort og tæt med kun lidt beskyttelse mod vejret.

Hanner måler 52 til 58 cm og tæver 50 til 56 cm. UKC angiver 22 til 24 tommer for hanner og 20 til 22 tommer for tæver og accepterer en tomme over, hvis karakter, proportioner og kvalitet er tydelige. Standarden nævner ingen vægt, men DKK angiver 22 til 28 kg. Aggressive eller meget sky hunde, hunde med tydelige fysiske eller adfærdsmæssige afvigelser og hunde uden racetype er diskvalificerende.

Temperament

Standarden kalder karakteren rolig og kærlig og skriver, at hunden adlyder let. Den har en fin næse, jager intenst og arbejder godt i flok. UKC kalder den jævnmodig og i bund og grund venlig, hvor nogle er udadvendte og andre mere reserverede, men ingen må være sky eller aggressive.

DKK beskriver en villig og hengiven hund, der er tillidsfuld over for familien og venlig over for fremmede. Over for andre hunde er den social, men hannerne kan udfordre andre hanner. Racen er først og fremmest en drivende hund med en stærk, melodisk stemme, når den følger en duft, og DKK skriver, at den kun sjældent egner sig som ren kæledyrshund.

DKK nævner, at racen har brug for tæt kontakt med mennesker. Ingen af kilderne siger, hvor længe den kan være alene, eller hvor meget den gør i hjemmet.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har brug for meget motion og for mentale udfordringer, der bruger duftsansen. Den arbejder ofte selvstændigt, nogle gange i flok, og går langt fra føreren. Den tilpasser sig let alle slags terræn, og UKC beskriver en hund, der jager metodisk og i et roligt tempo med stor udholdenhed og vedholdenhed. Kilderne angiver ikke et bestemt antal timer om dagen.

DKK understreger, at et sikkert og effektivt hegn er nødvendigt, fordi selv en svag duft kan udløse jagtlysten.

Træning og socialisering

DKK beskriver en hund, der er positiv over for at lære, men ikke let at opdrage. Den går gerne sine egne veje. Pålidelig indkaldelse kræver tidlig og vedholdende træning, en venlig tilgang og et godt bånd mellem hund og fører.

Standarden regner timide hunde for en fejl, og både standarden og DKK beskriver en venlig hund. DKK nævner, at hannerne kan udfordre andre hanner.

Racen passer bedst til en ejer med erfaring i drivende jagthunde. Selvstændigheden og jagtlysten gør den sværere at have med end en gennemsnitlig familiehund.

Familie og bolig

DKK beskriver racen som kærlig og tillidsfuld over for familien og børn, og standarden kalder den rolig og kærlig. Samtidig siger DKK, at den kun sjældent egner sig som ren kæledyrshund.

Ingen kilde taler direkte om bolig i lejlighed. Racen er mellemstor til stor, har et stort motionsbehov, behov for hegn og en kraftig jagtstemme. DKK nævner ikke katte og smådyr, men racen er avlet til at jage hare, og selv en svag duft kan udløse jagtlysten, så man bør tænke sig om, før den bor sammen med andre dyr end hunde.

Pelspleje

Pelsen er kort og tæt, og plejen er enkel. DKK skriver, at det er nok at tørre den af hver dag med et fugtigt vaskeskind. Der er ikke behov for trimning eller klipning. De store, hængende ører skal holdes rene, fordi de ifølge DKK er udsat for infektioner.

Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvor meget racen fælder eller savler.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sundhedsbilledet er det svageste punkt i vidensgrundlaget. DKK nævner kun et enkelt sundhedsproblem: de store, hængende ører er udsat for infektioner, hvis de ikke holdes rene. UKC beder opdrættere og dommere om at undgå overdrivelser, der skader sundhed og velfærd. DKK’s racebeskrivelse siger intet om levetid, og det lykkedes ikke at finde en racespecifik sundhedsundersøgelse fra en klub, en dyrlægeundersøgelse eller en videnskabelig artikel. Derfor angiver siden ingen levetid og ingen flere enkeltsygdomme.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling, og DKK’s etiske avlsregler og stambogsregler skal følges. Standarden anfører desuden, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Petit Bleu de Gascogne er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Der findes ingen dansk specialklub til racen. Klubben for Jagthunde uden Specialklub (KJS) dækker den. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.