Engelsk Foxhound

Mere om racen

Overblik

Den engelske foxhound er en kraftig, ren og velafbalanceret drivende jagthund, der er avlet til at jage i kobbel efter ræv fra hesteryg. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.1, blandt de store drivende hunde, med standardnummer 159 og brugsprøve. Standarden angiver en højde på omkring 58 til 64 cm, og DKK angiver en vægt på 25 til 34 kg, så racen er en stor hund.

Standarden beskriver en hund med udholdenhed og naturlig jagtevne, der er venlig og ikke aggressiv. Både SKK og DKK understreger, at den er en udpræget jagthund, som ikke passer som ren selskabshund, og som kræver meget motion. Racen er meget sjælden i Sverige.

Historie og oprindelse

Ifølge standarden har racen været avlet efter omhyggelige linjer i over to hundrede år. Avlsbøgerne, som Masters of Foxhounds Association of England fører, går tilbage til før år 1800, og enhver ejer kan følge stamtavlen tilbage. Avlen har altid været og er stadig i hænderne på kobbelmestrene, der førte meget nøjagtige optegnelser. Der har været over 250 kobbel i Storbritannien, og SKK skriver, at et kobbel består af omkring 50 hunde.

DKK skriver, at man antagelig krydsede franske støvere og lokale britiske jagthunde helt tilbage i 700-tallet. Det er en forsigtig formulering. Meget tidligt begyndte man at føre avlsbøger, og overklassen i England brugte formuer på sine kobbel. Omkring 1650 bragte velhavende nybyggere foxhounds med til Nordamerika, hvor racen udviklede sig ad et lidt andet spor og blev den amerikanske foxhound. I dag er de to racer anerkendt hver for sig.

Oprindeligt slap man en stor flok hunde, når rævejagten gik ind. Hundene skulle løbe ræven træt og holde den fast, til jægerne på tunge jagtheste nåede frem. DKK skriver, at denne jagtform nu er forbudt på levende vildt i næsten alle lande og afløst af jagt efter en kunstig hare, men at hundene er de samme. SKK nævner, at jagt til hest med kobbel ikke er tilladt i Sverige. FCI anerkendte racen på definitivt grundlag den 25. april 1955 ifølge FCI’s racesider, mens standardteksten selv skriver 1964. Standarden er netop revideret, og den nuværende version er dateret oktober 2026. Racen registreres ifølge SKK ikke enkeltvis hos The Kennel Club, fordi de store foxhound-organisationer registrerer hele kobbel.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver et generelt indtryk af en velafbalanceret, kraftig og ren hund. AKC kalder den en betydelig galophund med stor udholdenhed og med et meget dybt bryst, hvis omfang kan nå 31 tommer hos en hund, der er 24 tommer høj. Hovedet er velafbalanceret med et fladt kranium af middel bredde, et svagt stop og store næsebor. Snuden er lang og firkantet med moderat udviklede læbeflapper, og saksebidet skal være regelmæssigt og komplet. Øjnene er middelstore, hasselbrune eller brune med et vagtsomt udtryk, og ørerne hænger tæt ind til hovedet og sidder højt.

Halsen er lang, let buet og veludviklet uden at være grov. Ryggen er bred og ret med en let stigning over de stærke lænder, og brystet er dybt med veltilspændte ribben. Forbenene er lange, lige og kraftigt benede ned til runde, tætte fødder med fyldte trædepuder. Bagpartiet er kraftigt og muskuløst. Halen sidder højt og bæres muntert, men aldrig krøllet over ryggen. Bevægelsen er fri og utrættelig med evne til at galoppere.

Pelsen er kort, tæt og vejrbestandig. Alle anerkendte houndfarver og tegninger er tilladt, men andre farver og kombinationer er uacceptable. DKK skriver, at farven oftest er trefarvet hvid, tan og sort eller hvid med citrongule partier. Standarden angiver en højde på omkring 58 til 64 cm, og The Kennel Club bruger de samme tal. DKK nævner 56 til 63 cm for hanner og 53 til 61 cm for tæver, og SKK siger 58 til 64 cm for begge køn. Standarden giver ingen vægt. DKK angiver 25 til 34 kg, og AKC nævner 60 til 75 lb, altså omkring 27 til 34 kg.

Temperament

Standarden kalder racen udholdende med en naturlig jagtevne, venlig og ikke aggressiv. SKK skriver, at den er venlig, social og trives blandt andre hunde, og at den er selvstændig, meget atletisk og energisk. VCA kalder den afslappet, rolig og blid og siger, at den er god med børn, andre hunde og andre kæledyr.

DKK skriver, at racen er opdrættet til at jage mange sammen i en kobbel. Den er generelt venlig og omgængelig, men kan kun tilpasse sig livet i en familie, hvis den er socialiseret på mennesker fra tidligste hvalpealder. Ifølge DKK er hunden mere afhængig af selskab med artsfæller end af mennesker. Standarden diskvalificerer aggressive og overdrevent sky hunde.

Motion og aktivering

Det meget stærke jagtinstinkt stiller ifølge DKK store krav til motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. SKK skriver, at racen kræver meget daglig motion, og at den ikke trættes let. VCA siger, at hundene er avlet til at løbe mange kilometer og har brug for at komme ud at løbe eller gå langt hver dag. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer.

Pladsen betyder også noget. SKK skriver, at ejeren bør have adgang til jagtmarker. DKK skriver, at man oprindeligt slap en stor flok hunde, når rævejagten gik ind.

Træning og socialisering

DKK skriver, at en otte til ti uger gammel hvalp, der flytter fra hundeflokken og ind i familien, kan opdrages som andre hunde med venlighed, konsekvens, vedholdenhed, variation og belønning. En voksen jagtubrugelig hund vil derimod være svær at vænne til livet som familiehund. Det betyder, at man bør tænke sig om, hvis man overvejer en voksen hund fra et jagtkobbel.

Standarden siger kun, at hunden er venlig og har naturlig jagtevne. Ingen kilde beskriver, hvordan racen klarer sig med indkald, i hundeskole eller i hundesport. VCA skriver, at hunden har tendens til at gø, når den er ophidset, og at den kan begynde at bay, når den rigtig kommer i gang. DKK gør socialisering på mennesker fra de første uger til en forudsætning for, at hunden kan blive en god familiehund.

Familie og bolig

VCA kalder racen god med børn og andre kæledyr, og SKK kalder den venlig og social. Samtidig skriver SKK, at den er en udpræget jagthund og ikke passer som ren selskabshund, og DKK siger, at den kun kan tilpasse sig familielivet, hvis den er socialiseret. Kilderne er altså enige om en venlig hund, men uenige om, hvor let den passer ind i et almindeligt familieliv.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed. SKK anbefaler adgang til jagtmarker og stor mængde daglig motion, og racen er opdrættet til flokliv. Det taler imod en bolig uden mulighed for meget udendørs aktivitet. Ingen kilde siger noget om at være alene hjemme, ud over at DKK kalder hunden afhængig af selskab.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt og vejrbestandig og let at passe. SKK skriver, at hunden fælder normalt to gange om året og bades efter behov. VCA siger, at pelsen kun skal børstes en gang imellem. DKK skriver, at pelsen varierer fra kobbel til kobbel, fra helt kort og glansfuld til lidt længere og mere ru, og at den ikke kræver og aldrig har fået nogen opmærksomhed af betydning i avlen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at antallet af hunde i Sverige er meget lille, og at racens sundhedstilstand derfor ikke kan vurderes med sikkerhed. Den svenske avlsstrategi fra 2009 nævner kun to importer i 2007 fra England og Finland og ingen avl. VCA skriver, at racen ikke har bemærkelsesværdige sundhedsproblemer, men at hofteledsdysplasi indimellem er indberettet, og at avlsdyr bør have undersøgt hofterne. VCA og AKC angiver en forventet levealder på 10 til 13 år, et interval uden angivet metode. Vi har ikke fundet data fra klubber, undersøgelser af dyrlæger eller data fra forsikringsselskaber.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler på normal plads, og at DKKs etiske regler for avl overholdes. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Den, der overvejer en engelsk foxhound, bør spørge opdrætteren om forældrenes helbred og om, hvordan hvalpene er socialiseret. En voksen hund fra et jagtkobbel stiller særlige krav til ejeren. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.