Chien d'Artois

Mere om racen

Overblik

Chien d’Artois er en mellemstor fransk drivende jagthund fra Artois i det nordlige Frankrig. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 28. Stokmålet er 53 til 58 cm, og standarden angiver en gennemsnitsvægt på 28 til 30 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen stor.

Standarden beskriver en sej og kraftfuld hund med en meget fin næse, som arbejder godt i flok og er balanceret og kærlig. Den har en høj, langtrækkende stemme. DKK skriver om de franske drivhunde, at de er hengivne over for familien og børnene, men først og fremmest er jagthunde, der næppe egner sig som udelukkende selskabshunde. Pelsen er kort og let at passe.

Historie og oprindelse

Standarden fortæller, at racen tidligere hed Picard, og at den var højt skattet i jagten på Henrik IV’s og Ludvig XIII’s tid. Standarden nævner også, at Le Couteulx de Canteleu roste racen i sin jagtbog fra 1890, men at den på hans tid var blevet krydset og var svær at finde ren. Den var dog stadig en af de bedste racer til harejagt.

Omkring år 1900 forsøgte opdrættere i Picardiet at genskabe den gamle type uden rigtig at lykkes. Efter Anden Verdenskrig troede man, at racen var gået tabt for altid. I begyndelsen af 1970’erne tog en opdrætter ved navn Audrechy fra Somme opgaven på sig at genopbygge hundebestanden, og med hjælp fra en Mme Pilat fik racen igen sin plads blandt drivhundene. UKC skriver det samme: racen blev rekonstrueret i hjemlandet i begyndelsen af 1970’erne. UKC anerkendte racen i 2006.

DKK skriver mere generelt om en række franske drivhunde, at flere af dem optræder i jagtberetninger fra 1400-tallet og formentlig er endnu ældre. De var kongernes og adelens jagthunde og forsvandt for de flestes vedkommende under og efter revolutionen, men nogle få opdrættere tog vare på de resterende hunde, og racerne blev genskabt i 1800-tallet. DKK tilføjer, at de er fåtallige også i hjemlandet og stort set ukendte uden for Frankrig.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en velbygget, muskuløs og ikke for lang hund, der giver et indtryk af styrke og energi. Kraniet er stærkt, bredt og ret kort, rundt og fladt foroven, med et tydeligt stop. Næsen er sort og kraftig med åbne næsebor, og snuden er lige og moderat langstrakt. Overlæben dækker i vid udstrækning underlæben og giver snuden en firkantet form set i profil.

Øjnene er runde, mørkebrune og sat jævnt med hovedets overflade, med et melankolsk og blødt udtryk. Ørerne er sat i øjenhøjde, lidt tykke, brede, runde i spidsen, næsten flade og ret lange. Halsen er moderat lang og kraftig med meget lidt hudsæk. Ryggen er bred og godt båret, lænden let buet, og brystkassen er bred og lang. Halen er stærk og ret lang med lidt længere og grovere hår mod spidsen, og den bæres som en segl, aldrig fremadfaldende.

Pelsen er kort, tyk og ret flad. Farven er mørk falbfarvet trefarvet, ligesom pelsen på en hare eller en grævling, med kappe eller store pletter. Hovedet er oftest falbfarvet, nogle gange med sort overlay. DKK angiver trefarvet hvid, tan og sort.

Stokmålet er 53 til 58 cm for begge køn med en tolerance på 1 cm. DKK angiver 52 til 59 cm, men standarden følges her. Vægten er ifølge standarden i gennemsnit 28 til 30 kg, og DKK og UKC angiver det samme. Aggressive eller meget sky hunde, hunde der tydeligt mangler racetype, hunde med underbid eller overbid, meget lyse øjne, svage ben, en anden farve eller tydelig plettethed samt hunde med en anden højde end standardens er diskvalificerede.

Temperament

Standarden kalder racen kraftfuld og sej, med en meget fin næse. Den arbejder godt i flok og er balanceret og kærlig. UKC bruger næsten de samme ord, nævner et stærkt flokinstinkt og beskriver udtrykket som blødt og lidt melankolsk.

DKK beskriver de franske drivhunde som medgørlige, hengivne og tillidsfulde over for familien og familiens børn. De er imødekommende over for fremmede og omgængelige over for andre hunde, men hanhundene kan have en tendens til at udfordre andre hanner. Samtidig er de først og fremmest jagthunde med udpræget lyst og evne til at følge et spor, og de har en kraftig og melodisk stemme.

Motion og aktivering

DKK skriver, at de franske drivhunde behøver nær kontakt med mennesker, meget motion og mange udfordringer, som giver dem mulighed for at bruge deres fine lugtesans og stimulerer dem mentalt. De arbejder udholdende og selvstændigt, ofte flere sammen i en flok, og bevæger sig ufortrødent ud på stor afstand af føreren. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timers motion om dagen.

Standarden beskriver racens brug: den driver vildtet nærmere jægeren med snilde og et middel, men vedholdende tempo. På marken kan den med sin skarpe næse overliste harens kneb, i skoven driver den hjorten i den ønskede retning, og i krattet er den så modig, at den kan røre selv et stædigt vildsvin op. Seks til otte ens trefarvede hunde udgør en lille flok. Selv den svageste fært er ifølge DKK nok til at tænde jagtlysten, så et effektivt hegn om haven er nødvendigt.

Træning og socialisering

DKK skriver, at de franske drivhunde som regel er positive over for indlæring, men ikke lette at opdrage. De går gerne deres egne veje, og skal det lykkes at kalde dem tilbage, kræver det en tidlig og meget vedholdende træning samt venlighed og god kontakt med hunden. Indkald er derfor det vigtigste mål.

Standarden nævner, at racen samles let i flok, og DKK beskriver en social hund over for fremmede og andre hunde. Kilderne siger ikke noget om særlige socialiseringsbehov ud over det.

Familie og bolig

DKK beskriver de franske drivhunde som tillidsfulde over for familien og børnene, men skriver også, at de næppe egner sig som udelukkende selskabshunde. En hund med stort motionsbehov, en stærk jagtlyst og en høj stemme passer bedst til en aktiv familie med have og et godt hegn.

Ingen kilde taler direkte om bolig i lejlighed. Racen er stor, har et stort behov for motion og udfordringer for næsen og har en stemme, som ifølge standarden kan høres langt væk. Kilderne nævner ikke katte eller smådyr, men racen er avlet til jagt på hare og andet vildt, så man bør tænke sig om, hvis der bor andre små dyr i hjemmet.

Pelspleje

Pelsen er kort, tyk og ret flad. DKK skriver, at de franske drivhunde kommer fra et mere tempereret klima, og at den korte, tætte pels ikke yder megen beskyttelse mod vejr og vind. En daglig aftørring med et opvredet vaskeskind er tilstrækkelig pelspleje. Der er ikke behov for trimning eller klipning.

De store og tungt hængende ører er derimod udsat for infektioner, hvis de ikke holdes pertentligt rene. Ingen af kilderne angiver, hvor meget racen fælder, og standarden beskriver kun, at overlæben dækker underlæben, så ingen kilde siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sundhedsbilledet er det svageste punkt i vidensgrundlaget. DKK nævner kun, at ørerne skal holdes rene for at undgå infektioner. Standarden og UKC beskriver fejl og diskvalifikationer, blandt andet underbid og overbid, og UKC opfordrer opdrættere og dommere til at undgå overdrivelser, der er skadelige for hundens sundhed og velfærd. Det lykkedes ikke at finde en racespecifik sundhedsundersøgelse fra en klub, en dyrlægeundersøgelse eller en videnskabelig artikel, og der er heller ikke fundet en kilde til levetiden. Derfor nævner siden ingen enkeltsygdomme ud over ørerne.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling eller eksteriørbedømmelse, og DKK’s etiske avlsregler skal følges. Standarden anfører desuden, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Den er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Der findes ingen dansk specialklub, kun Klubben for Jagthunde uden Specialklub, så man må selv sætte sig grundigt ind i, hvem man køber fra. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.