Grand Bleu de Gascogne

Mere om racen

Overblik

Grand Bleu de Gascogne er en stor, fransk drivende jagthund, som FCI placerer i gruppe 6, sektion 1.1 (store drivende hunde), med standardnummer 22. Stokmålet er 62 til 72 cm, og DKK angiver en vægt på 32 til 35 kg, så racen hører til størrelsesklassen stor. Den er kendt for sin marmorerede, skiferblå pels og en dyb, klangfuld stemme.

Standarden beskriver en rolig hund med en fin næse, der adlyder let og instinktivt hører til i en flok. DKK tegner et lidt andet billede: en modig og hurtig hund med næsten grænseløs energi og stærk jagtlyst, der er venlig og tillidsfuld over for mennesker og social over for andre hunde. Samtidig skriver DKK udtrykkeligt, at racen ikke egner sig som familie- eller kæledyr, fordi den kun er avlet til at jage i flok. Racen er derfor først og fremmest en jægerhund.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra Frankrig og er opkaldt efter Gascogne i landets sydvest. Standarden kalder den en meget gammel race, samtidig med de gamle Sankt Hubertus-hunde, og fortæller, at den i 1300-tallet indgik i flokkene hos grev Gaston Fébus af Foix, som brugte dem til jagt på ulv, bjørn og vildsvin. Den var vidt udbredt i Sydfrankrig, især i Gascogne, og standarden regner den for ophav til alle de franske drivhunde, som kaldes hunde fra syd.

DKK sætter racen ind i en større sammenhæng. Den hører til en gruppe højbenede franske drivhunde, som sandsynligvis har fælles oprindelse. I 1600- og 1700-tallet tilpassede adelige opdrættere hver type til egnens terræn, klima og bevoksning. Under revolutionen blev de højbenede hunde forfulgt som symboler på adelens magt, men lokale entusiaster skjulte nogle af dem. De blev senere krydset med engelske foxhounds og er grundlaget for nutidens racer. UKC oplyser, at racen blev anerkendt dér i januar 1991, og at den tidligere især blev brugt til ulv, men i dag jager vildsvin, hjorte, ræv og hare.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en ældgammel race med en meget fransk type i hoved, pels og udtryk. Hunden virker imponerende og giver et indtryk af rolig styrke og adel. Hovedet er langt med en markant baghovedknold, og læberne er ret hængende og dækker underkæben, så snuden får en firkantet profil. Kinderne er magre, og huden danner en eller to folder. Øjnene er ovale, brune og lidt dybtliggende under tykke øjenlåg, og udtrykket er blidt og lidt sørgmodigt.

Ørerne er racens kendetegn: fine, indrullede og spidse, og de skal række ud over næsetippen. Halsen er middellang med en veludviklet svælgsæk, kroppen er lang, men fast, og brystkassen er lang og bred. Halen er ret tyk, når ned til haseleddet og bæres som en sabel. Bevægelsen er regelmæssig og let.

Pelsen er kort, ret tyk og meget tæt. Den er marmoreret sort og hvid, så den virker skiferblå, med eller uden udbredte sorte pletter. Typisk sidder to sorte pletter på hver side af hovedet, som dækker ørerne og omkranser øjnene, og mellem dem er der en hvid stribe, ofte med en lille sort oval plet. Over øjnene sidder tan-aftegn, der giver hunden et firøjet udtryk, og der er spor af tan på kinder, ben og under halen. Huden er sort eller kraftigt sortplettet og aldrig helt hvid.

Hanner måler 65 til 72 cm og tæver 62 til 68 cm. Standarden nævner ingen vægt, men DKK angiver 32 til 35 kg. Aggressive eller meget sky hunde, hunde med tydelige fysiske eller adfærdsmæssige afvigelser, lyse øjne og enhver anden pelsfarve end den beskrevne er diskvalificerende.

Temperament

Standarden kalder temperamentet roligt og skriver, at hunden adlyder let. Den arbejder intenst, har en fin næse og er instinktivt en flokhund. Den britiske standard fra Royal Kennel Club kalder den blid og venlig, og UKC beskriver en jævnmodig og som regel venlig hund, hvor nogle er udadvendte og andre mere reserverede, men ingen må være sky eller aggressive.

DKK beskriver en elegant og køn hund, der er venlig og tillidsfuld over for mennesker og social over for andre hunde. Samtidig er den modig, hurtig og drevet af kraftige jagtinstinkter med næsten grænseløs energi. Det er en hund, der er skabt til at arbejde sammen med en flok, og DKK understreger, at den ikke er egnet som familie- eller kæledyr.

Kilderne siger ikke noget om, hvordan racen klarer at være alene hjemme, eller om den gør meget i hverdagen uden for jagten. Standarden nævner en klangfuld, hylende stemme med dybe toner, og UKC kalder den dyb, kraftig og melodisk. Det er en jagtstemme, og den siger ikke noget om, hvor meget hunden gør i et hjem.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har brug for meget fysisk motion og for mentale udfordringer, der bruger duftsansen. Den er avlet til at jage i flok, og UKC beskriver en hund, der jager metodisk og med stor udholdenhed. Kilderne angiver ikke et bestemt antal timer om dagen.

Jagtinstinktet er stærkt. DKK skriver, at når hunden har fundet en interessant duft, er den svær at styre. DKK nævner ikke hegn eller snor, men en hund, der er svær at kalde tilbage, kan ikke stoles på uden for indhegnede områder.

Træning og socialisering

DKK beskriver en hund, der er opmærksom og samarbejdsvillig derhjemme, men som ofte går sine egne veje og er svær at kalde tilbage. Træningen skal begynde tidligt og være venlig og meget konsekvent. DKK anbefaler at variere både miljø og belønning.

Socialisering med mennesker skal ifølge DKK være meget tidlig, vedholdende og målrettet. Racen er som udgangspunkt venlig og tillidsfuld, men UKC nævner, at nogle individer er mere tilbageholdende end andre. Standarden regner timide hunde for en fejl.

Racen passer dårligt til en nybegynder. Kombinationen af stor selvstændighed, stærk jagtlyst og en hund, der er svær at kalde tilbage, kræver en ejer med erfaring i drivende jagthunde.

Familie og bolig

DKK siger det direkte: racen er ikke egnet som familie- eller kæledyr. Den er venlig og tillidsfuld, men den er avlet til flokjagt, og dens behov for arbejde og motion kan ikke dækkes af en almindelig familiehverdag. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om børn.

Der findes heller ingen kilde, der taler om bolig i lejlighed. Hunden er meget stor, har et stort motionsbehov og en dyb stemme, så en lejlighed er næppe en god ramme. DKK nævner ikke katte og smådyr, men racen er avlet til at jage vildt, og jagtinstinktet er stærkt, så man bør tænke sig om, før den bor sammen med andre dyr end hunde. Over for andre hunde er den ifølge DKK social, og UKC regner aggression mod andre hunde for en fejl.

Pelspleje

Pelsen er kort, glat og blank, og DKK skriver, at plejen er minimal. Der er ikke behov for trimning eller klipning. De lange og tunge ører kræver derimod opmærksomhed: standarden beskriver dem som fine, indrullede og så lange, at de når ud over næsetippen.

Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvor meget racen fælder. Standarden beskriver kun, at læberne er ret hængende, og at kinderne har en eller to folder, men siger ikke noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Sundhedsbilledet er det svageste punkt i vidensgrundlaget. Standarden fra Royal Kennel Club kræver, at hunden er helt sund, og beder opdrættere og dommere om at undgå overdrivelser, der skader sundhed og velfærd. DKK’s racebeskrivelse siger intet om sygdomme eller levetid, og det lykkedes ikke at finde en racespecifik sundhedsundersøgelse fra en klub, en dyrlægeundersøgelse eller en videnskabelig artikel. Derfor nævner siden ingen enkeltsygdomme for racen og angiver ingen levetid.

DKK stiller to krav til avl. Hvalpenes far skal have dokumenterede normale testikler, enten med dyrlægeattest eller en præmie ved en anerkendt udstilling, og DKK’s etiske avlsregler og stambogsregler skal følges. Standarden anfører desuden, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Grand Bleu de Gascogne er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Der findes ingen dansk specialklub til racen. Klubben for Jagthunde uden Specialklub (KJS) dækker den. Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.