Tiroler Bracke

Mere om racen

Overblik

Tirolerbracken er en mellemstor østrigsk drivende jagthund med tæt dobbeltpels i rød eller sort og tan. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 68 og brugsprøve. Standarden angiver en højde på 42 til 50 cm, og DKK angiver en vægt på 15 til 18 kg.

Racen er skabt til at arbejde for jægeren i skov og bjerge. Standarden beskriver en stabil, lidenskabelig støver med fin næse, og DKK skriver om de østrigske støverracer, at de er udholdende og energiske jægere, som ikke egner sig som udelukkende selskabshunde. Racen er fåtallig i Danmark og har ingen egen specialklub, og der er kun få kilder, så artiklen er kortere end for de mest kendte racer og siger, hvor der mangler oplysninger.

Historie og oprindelse

Standarden fortæller, at tirolerbracken som alle bracker stammer fra den keltiske bracke (Keltenbracke). Allerede omkring år 1500 brugte kejser Maximilian 1. racen i Tyrol og skrev i sine jagtdagbøger, at han tog sine førerhunde (limiers) derfra. Fra 1860 begyndte man at avle rent på bestemte stammer i Tyrol, og i 1896 blev der skrevet en standard, som blev officielt anerkendt i 1908. Af de mange typer bracker i Tyrol er kun den røde og den sorte med tan tilbage. I 1994 blev den kortbenede variant slettet fra standarden. UKC, der anerkendte racen i 2006, gengiver historien i kort form.

DKK skriver om de østrigske støverracer under et, at deres baggrund er ukendt, at de menes at nedstamme fra den keltiske bracke, og at de formodentlig er i slægt med tilsvarende racer længere mod øst og på Balkan. Det er forbehold og ikke dokumenterede udsagn. Ifølge DKK har avlen altid været mere koncentreret om jagtegenskaberne end om udseendet, og først sidst i 1800-tallet kom der gennem organiseret avl en vis ensartethed. I hjemlandet har en national forening ansvaret for alle bracker. Den styrer avlen og sikrer blandt andet, at hvalpene stort set kun bliver givet til aktive jægere. FCI anerkendte racen på definitivt grundlag i 1954.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med middelstærk, kraftig, muskuløs og senet bygning og en flydende, lang kontur. Formen er langt rektangulær, lidt længere end høj, og hunden skal være robust og sund. Kraniet er bredt, rent og let hvælvet med et tydeligt stop. Næsen er sort, snuden moderat dyb og lige, og læberne er korte og tætsiddende. Standarden foretrækker et komplet gebis med 42 tænder og accepterer, at to af de første eller andre forreste kindtænder mangler. Øjnene er store, ikke dybtliggende og mørkebrune. Ørerne er brede, højt ansat og afrundede og når til hjørnetanden, når de trækkes let frem. Manken er markant og er rygliniens højeste punkt, ryggen er lige og stram, og brystet er meget dybt. Halen er højt ansat, når mindst til haserne og bæres højt, når hunden er ophidset. En sabelformet bue er tilladt, og en tyk, børsteagtig hale er ønsket.

Pelsen er en tæt dobbeltpels med grov frem for fin underuld, behåret mave og godt fjerede baller. DKK kalder den stockhåret. Farven er rød (rød, hjorterød eller rødgul, for lys gul er uønsket) eller sort og tan med sort grundfarve eller sadel og røde, som regel utydeligt afgrænsede aftegninger. Tegnene over øjnene, kaldet Vieräugl, er tilladt, og racen kan også være tricolor. Begge farver kan have hvidt som stribe på halsen og pletter på bryst, ben og poter. Mangel på hvidt er ikke en fejl.

Standarden angiver en højde på 44 til 50 cm for hanner og 42 til 48 cm for tæver, og UKC giver samme tal i tommer. Hverken standarden eller UKC nævner en vægt. Tallet på 15 til 18 kg kommer fra DKK. Standarden diskvalificerer blandt andet aggressive og overdrevent sky hunde, brun næse, over- eller underbid, flere end to manglende forreste kindtænder, tydeligt skæmmet farve og leverfarve.

Temperament

Standarden beskriver en stabil, lidenskabelig jagthund med fin næse, som arbejder selvstændigt, jager med udholdenhed, giver hals tydeligt og følger sporet fast med god orienteringsevne. UKC bruger næsten de samme ord: en stabil, lidenskabelig og selvstændig jæger. En sky natur regnes som en fejl i standarden.

DKK beskriver de østrigske støvere som selvstændige hunde, der ufortrødent bevæger sig over store afstande. De er fantastisk sikre, når de følger et spor, og gode til at holde styr på, hvor føreren er. Til gengæld reagerer de dårligt på indkald, når noget har tændt jagtlysten. Ingen kilde beskriver, hvordan racen er over for fremmede eller andre hunde.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen har brug for meget fysisk motion og beskæftigelse med opgaver, som den finder meningsfulde, og som stimulerer den mentalt. FCI-standarden beskriver brugen som selvstændig jagt på hare og ræv med hals og som eftersøgning af alle slags såret vildt. DKK nævner de samme to opgaver. Behovet er altså knyttet til arbejde med næsen og ikke kun til lange ture.

Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen. DKK’s pasningsvejledning for drivende og stillende jagthunde minder om, at racer af denne type har stor interesse for vildt og stor selvstændighed, så haven bør hegnes sikkert ind. Vejledningen gælder hele gruppen og ikke denne race alene.

Træning og socialisering

DKK skriver, at hundene er meget villige til at lære og samarbejde, men at de selv med den tidligste og mest vedholdende opdragelse nok aldrig bliver ubetinget lydige. Man når langt med venlig konsekvens, variation og motiverende belønninger, men man skal ikke regne med, at hunden kan gå løs, hvor der er vildt eller trafik. I modsætning til mange andre støvere apporterer de ifølge DKK gerne.

Der findes ingen racespecifikke kilder om socialisering af hvalpe. Den nationale forening i Østrig giver ifølge DKK stort set kun hvalpe til aktive jægere, så en hvalp til en familie uden jagt kan være svær at få fat i.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen godt kan tilpasse sig livet i en aktiv familie, der er indstillet på at tilfredsstille hundens store behov for at bruge næsen, men at den ikke er egnet som udelukkende selskabshund. Hunden sætter stor pris på selskab og tæt menneskelig kontakt. Ingen kilde nævner børn, katte eller andre små dyr.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed eller om at være alene hjemme. Behovet for selskab, for meget motion og for opgaver med næsen taler imod en hverdag med lange dage alene og uden mulighed for aktivitet, men det er en vurdering og ikke et udsagn fra en kilde. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Pelspleje

DKK skriver, at de østrigske støvere alle har underuld, som beskytter godt mod vejret i de barske bjergegne, at de fælder en del i overgangsperioderne, men ellers kun kræver ubetydelig pleje. Tirolerbracken har ifølge DKK den såkaldt stockhårede pels. Standarden beskriver en tæt dobbeltpels med grov underuld.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de gennemgåede kilder nævner en bestemt sygdom hos racen, og der er ikke fundet dyrlægeundersøgelser eller racespecifikke sundhedsprogrammer. Det er ikke det samme som, at racen er fri for problemer, men det betyder, at artiklen ikke kan sige mere. Standarden slår fast, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl, og at hanner skal have to normale testikler.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Siden viser ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Tiroler Bracke er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hvalpen er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.