Svensk Hvid Elghund

Mere om racen

Overblik

Svensk Hvid Elghund er en medelstor, rektangulær spidshund med ren hvid pels. SKK kalder den en udpræget jagthund, hvis hovedinteresse er vildt, der lader sig stille, nemlig elg, bjørn, los og grævling. Racen er ikke anerkendt af FCI, men af SKK og Den Nordiske Kennelunion. DKK fører den som spidshund i gruppe 5 uden for FCI. Denne artikel følger derfor SKK’s standard fra 2017.

Hannerne er 52 til 60 cm og tæverne 49 til 57 cm. Vi har ikke fundet en vægt i nogen kilde, og derfor har racen ingen størrelsesklasse her. Standarden kalder hunden rolig, pålidelig og lærenem og siger, at den fungerer meget godt i hjemmet. SKK understreger samtidig, at den ikke passer som udelukkende selskabshund, og at den stærke jagtlyst stiller særlige krav til ejeren. Racen er numerisk lille.

Historie og oprindelse

Ifølge SKK-standarden er racen en gren af norsk elghund grå og jämthund med den særlige pelsfarve, at den er hvid. Typemæssigt ligner den mere jämthunden. Historien siges at begynde i krigsåret 1942 i Jämtland, hvor der i et kuld jämthunde blev født en meget lys hund, som senere fik navnet Ottsjö-Jim. Han var en fremragende jagthund og blev en respekteret avlshund. Hundene kaldtes også Ottsjöhunde eller Jim-racen.

Klubbens avlsstrategi gengiver to historier om, hvor den hvide farve kommer fra. Ifølge den ene blev tæven Vira parret med en samojedlignende hund. Ifølge den anden kom Ottsjö-Jim fra et kuld i 1941 efter jämthundtype. Farven er recessiv og viser sig kun, når hunden har den i dobbelt udgave. Det er derfor ikke usandsynligt, at den har ligget skjult gennem flere generationer. Racen tog form gennem avlsarbejde af Lars Jönsson i Lit og senere af Torkel og Ulla Lundqvist i Roknäs. De hvide hunde fik længe ikke lov til at deltage i jagtprøver, så deres ry som jagthunde kunne ikke dokumenteres.

I 1986 blev en selvstændig klub for de hvide hunde stiftet for at kortlægge antallet og jagtegenskaberne. Ved en gennemgang i begyndelsen af 1990’erne blev omkring 300 hunde undersøgt, og de viste sig at være ensartede og jagtdygtige. SKK anerkendte racen i 1993. Stambogen var åben til 2010 og er siden lukket.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en medelstor, rektangulær og proportionalt bygget jagthund. Den skal være smidig med god rejsning og give et roligt, men vågent indtryk. Hovedet er en langstrakt, kraftig kile med et tydeligt stop. Næsetrøfflen er helst sort, men må være brun eller lyserød. Læberne er stramme og tæt tilliggende, øjnene forholdsvis små, ovale og helst mørkebrune, og ørerne stift opretstående, spidse og forholdsvis højtsiddende. Halen bæres ringlet over eller nær ryggen uden fane.

Hannerne er 52 til 60 cm med en idealhøjde på 56 cm. Tæverne er 49 til 57 cm med en idealhøjde på 53 cm. En højde uden for disse grænser er en diskvalificerende fejl. Standarden angiver ingen vægt, og det gør SKK’s racebeskrivelse og klubbens avlsstrategi heller ikke. Klubben vil især have opmærksomhed på, at hundene ikke bliver for tunge.

Pelsen består af tætte, lige og strittende dækhår og tæt, blød underuld. Den skal være ren hvid, men et svagt gulligt skær kan tolereres. Huden kan være sort eller lyserød.

Temperament

Standarden kalder en svensk hvid elghund rolig, pålidelig og lærenem, og den vil gerne tækkes sin ejer. Ved siden af jagten fungerer hundene meget godt i hjemmet. SKK skriver, at racen skal give et roligt, men vagtsomt indtryk, og at den er energisk og udholdende med stærk jagtlyst.

Klubbens avlsstrategi fra 2025 kalder mentaliteten meget god. På jagt viser hundene samarbejdsvilje, udholdenhed, selvstændighed, mod og skarphed over for rovdyr. De udmærker sig ved god kontakt med føreren og god tilbagekaldelse. Hjemme er de ifølge klubben rolige og stabile. Beskrivelsen kommer fra racens egen klub. Standarden nævner aggressive eller meget sky hunde som diskvalificerende.

Motion og aktivering

Racen er bygget til at stille elg ved at gø og blive stående, indtil jægeren kommer. SKK kalder den specialist i at stille vildtet ved at gø. Hundene bruges mest til elgjagt som løsgående hunde, men også til bjørn, og i Mellem- og Sydsverige til vildsvin. I Norge bruges de også som ledehunde i line på elg og hjort.

Ingen kilde angiver, hvor mange timers motion hunden har brug for. SKK og klubben beskriver dog en energisk og udholdende hund med stærk jagtlyst, som ikke passer som rent selskab. Hunden har brug for meget at lave. Kun en lille del af hundene går jagtprøve. I perioden 2015 til 2024 blev der holdt 141 prøver for løsgående elghunde i Sverige, og 35 procent endte med en pris.

Træning og socialisering

Standarden kalder hunden lærenem, og den vil gerne tækkes sin ejer. Racen udmærker sig ifølge klubben ved at jage med god kontakt til føreren og ved god tilbagekaldelse. Samtidig skriver SKK, at den stærke jagtlyst stiller særlige krav til ejeren, og SKK opfordrer til at overveje nøje, om racens egenskaber passer til en. SKK anbefaler også at vælge en opdrætter, man har tillid til.

Ingen kilde siger noget om, hvordan racen omgås fremmede, andre hunde eller katte. Klubben beskriver hundene som rolige og stabile. Som for alle hunde bør hvalpen vænnes til mange mennesker, lyde og miljøer.

Familie og bolig

Standarden skriver, at hundene fungerer meget godt i hjemmet, og klubbens avlsstrategi kalder dem rolige og stabile og siger, at de fungerer udmærket som familiehunde. Ingen kilde taler direkte om børn. Som med alle hunde bør børn og hund ikke være alene sammen.

Heller ingen kilde omtaler bolig. Hundens ro hjemme taler for, at den kan leve i en familie, men energien og motionsbehovet trækker den anden vej. Vi har ikke fundet kilder om gøen i hjemmet eller om, hvor længe hunden kan være alene. Gøen er racens værktøj på jagt, men vi har ingen kilde om gøen i hjemmet.

Pelspleje

SKK skriver, at pelsen er en dobbeltpels med hårdere dækhår og blød underuld, men at den er let at passe og kun behøver et bad, når der er behov for det. Hunden fælder regelmæssigt og skal børstes i den periode. Standarden beskriver stramme, tætliggende læber, men ingen kilde nævner savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK mener, at racen overordnet er sund, men at hofteledsdysplasi (HD) kan forekomme. Klubbens avlsstrategi bygger på SKK’s data. Af 109 hunde født 2015 til 2024, der blev røntgenfotograferet, havde 65 procent HD-grad A, 17 procent B, 17 procent C og 1 procent D. Albuerne er normale hos 90 procent af 101 undersøgte hunde.

Omkring 70 hunde er øjenundersøgt siden 2010. Få har fået diagnosen progressiv retinal atrofi (PRA), og andre sygdomme i nethinden er fundet hos omkring 25 procent. Det svenske landbrugsuniversitet SLU har et forskningsprojekt om dem. Epilepsi har forekommet, men omfanget er uklart, fordi få tilfælde registreres. Kryptorkisme og immunologiske reaktioner forekommer i enkelte tilfælde. Klubben nævner også tegn på indavlsdepression i form af fertilitetsproblemer.

Den lille population er en udfordring. Der fødes som regel tre til fire kuld om året, og der findes omkring 200 hunde i avlsalderen i Sverige og omkring 450 i alt. Indavlskoefficienten har dog kunnet holdes lav. Klubben kræver ved første kuld HD-grad B eller bedre og ED 0 og anbefaler, at begge forældre er øjenlyst inden for et år før parring. Det er klubbens betingelser for at anbefale en parring og ikke krav fra DKK.

DKK fører racen i X-registret, fordi den ikke er anerkendt af FCI. DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ikke krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse. For at få en Basis+ stamtavle skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på en FCI- eller DKK-anerkendt udstilling eller være godkendt ved en tysk avlsgodkendelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. Svensk Hvid Elghund er ikke blandt de 13 racer, som hundeloven forbyder. Spørg opdrætteren om forældredyrenes HD-, ED- og øjenresultater.