Wetterhoun

Mere om racen

Overblik

Wetterhoun er en sjælden frisisk vandhund fra Holland. Navnet betyder vandhund. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 3 (vandhunde), med standardnummer 221, og DKK har den i samme gruppe. Hanner er ideelt 59 cm og cirka 34 kg, tæver 55 cm og cirka 28 kg, så racen hører til størrelsesklassen stor. Pelsen består af tætte, stramme krøller og føles olieret.

Standarden nævner jagt, vandarbejde, traditionelt odderjagt, og vagt på gården som racens opgaver. DKK kalder den stilfærdig med en lidt egensindig karakter og en glimrende vagthund. SKK skriver, at den kræver en ansvarsfuld, kyndig og hundeerfaren ejer og ikke passer som udelukkende selskabshund, fordi den har brug for meningsfuldt arbejde.

Historie og oprindelse

Standarden siger, at racen formentlig kom med sigøjnere eller sømænd fra landene omkring Østersøen. I 1800- og 1900-tallet blev den brugt til at trække hundevogne, men mest som jagthund på odder og andre små rovdyr. Den fandtes især i de vandrige områder i Friesland i det nordlige Holland. DKK skriver, at den senere blev omskolet til apportering fra vand, småvildtjagt og vagthund på gårdene, hvor den holder rotter og ildere væk. SKK nævner, at racen ligner de historiske britiske vandhunde, som nu er uddøde, og at en indblanding af irsk vandspaniel og curly coated retriever kan anes, men langt fra er bekræftet. Odderjagt er ikke tilladt i Sverige.

I begyndelsen af 1900-tallet blev Wetterhoun og Stabijhoun jævnligt krydset med hinanden, og det truede hver races særpræg. I 1938 gik en gruppe entusiaster fra Kynologenclub Fryslân i gang med at renavle racen, og i 1942 blev begge racer officielt anerkendt. Den første standard er dateret 10. februar 1944. Ifølge standarden var der omkring 1000 hunde på verdensplan i 2013.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en enkel hund, hvor helhedsbilledet er kvadratisk. Den er kraftigt bygget, kompakt uden at være tung eller klodset. Højden og længden er i forholdet 1 til 1. Hovedet er tørt, stort i forhold til kroppen, robust og tydeligt kønspræget. Kraniet er let hvælvet, snuden bred og fast med lige næseryg, og læberne er stramme. Øjnene er mellemstore og ovale, lidt skråtstillede og giver et barskt udtryk. Ørerne er moderat lavt ansat og formet som en murerske, og håret på dem er krøllet, længst ved roden og kortere nederst.

Halsen er kort, kraftig og rund, så hunden bærer hovedet lavt i bevægelse. Kroppen er meget kraftig og muskuløs med en lige overlinje, kort ryg og kraftig lænd. Brystet er bredt og viser mere bredde end dybde, så forbenene står ret langt fra hinanden. Halen er lang og rullet i en spiral over eller langs krydset. Gangen er kraftig og ret bred set forfra, og hunden går gerne i pas, hvilket standarden kalder mindre ønskeligt, men acceptabelt.

Pelsen består af tætte, faste krøller af hårbundter. Selve håret er ret groft og føles olieret, og hoved og ben er dækket af kort hår. Farven er ensfarvet sort eller ensfarvet brun med hvide aftegn på bryst og eller tæer. Sorte eller brune pletter, ticking og roan er tilladt. Standarden regner alle andre farver for en alvorlig fejl. Højden er ideelt 59 cm for hanner og 55 cm for tæver, og vægten er cirka 34 og 28 kg. SKK angiver cirka 59 og 55 cm.

Temperament

Standarden siger, at racen af natur er egenrådig, og at den som familiehund er kærlig. I og omkring huset er den vagtsom og ivrig efter at fange utøj. Den kan i begyndelsen være tilbageholdende over for fremmede, men må ikke være frygtsom. DKK beskriver en hund, der er venlig og afbalanceret i familien og villig til at beskytte alt, hvad den føler tilknytning til. Den knytter sig oftest mest til en bestemt person.

Den hollandske racebeklub NVSW skriver, at racen er uafhængig og selvstændig og knytter sig tæt til sin ejer og familien. Den er vagtsom uden at gø meget, kan være tilbageholdende over for fremmede og hilser alligevel ofte stormende. På gåturen holder den sig i nærheden af sin ejer. Den er ofte uforstyrrelig og tager sig undertiden tid til at gøre sit arbejde færdigt, efter at den er kaldt. Klubben tilføjer, at den er følsom og kan blive mærket af hårde ord og uenighed omkring sig. SKK kalder den pålidelig, loyal og venlig over for sin egen familie, men reserveret over for fremmede og nogle gange stædig.

Motion og aktivering

NVSW skriver, at racen er glad for at være ude og har brug for en sund daglig portion bevægelse, hvor den får rig mulighed for at løbe løs. En ejer, der er meget ude i forbindelse med arbejde eller fritid, er ifølge klubben en god match. SKK skriver, at den har brug for meget fysisk og mental stimulation, og at den har stor passion for vand. DKK beskriver en kraftfuld hund med veludviklet jagtlyst og fortrinlig lugtesans.

DKK skriver, at racen er glad for at apportere, men også kan lære at opspore vildt og tage stand. SKK mener, at den passer godt til apporteringsarbejde, sporarbejde og andre udendørsaktiviteter, hvor den kan bruge hovedet. NVSW nævner jagt og sporarbejde. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

DKK skriver, at træning og socialisering skal begynde tidligt og kræver tid, tålmodighed og forståelse. Man skal være venlig og ubønhørligt konsekvent og belønne kontakt og samarbejde. Uden tidlig og vedholdende træning går hunden gerne sine egne veje, men den har generelt god kontakt til den person, den har valgt som leder. SKK kalder racen stædig og siger, at den behøver en konsekvent opdragelse.

NVSW anbefaler et hvalpekursus til socialiseringen og peger på, at racen er klog og hurtigt keder sig ved ensformig træning. Den fungerer bedst hos en rolig, konsekvent og tålmodig ejer og arbejder gerne sammen. Klubben siger, at man skal give hvalpen tid og rum til at være ung og bruge en ærlig og konsekvent opdragelse. Både DKK og SKK kræver hundeerfaring, så den er næppe en oplagt førstegangshund.

Familie og bolig

NVSW skriver, at racen almindeligvis er tolerant over for børn, men at den kan være lidt klodset, så man skal passe på, at den ikke løber små børn omkuld. Klubben understreger, at et lille barn aldrig må efterlades alene med en hund. DKK siger, at racen som familiehund kræver nogen hundeerfaring, tidlig socialisering og konsekvent opdragelse. SKK skriver, at den ikke passer som udelukkende selskabshund.

Tidligere var racen primært en gårdhund. I dag bor den ifølge NVSW uden problemer indendørs, og den er allerhelst sammen med sine mennesker. Indenfor er den som regel rolig og ligger på fødderne eller i vejen. DKK beskriver den som en robust naturhund, der gerne opholder sig udendørs og har brug for god plads. Ingen kilde omtaler lejlighed, og ingen siger noget direkte om, hvor længe den kan være alene.

Pelspleje

DKK skriver, at kroppen er dækket af tætte, stramme krøller, at pelsen er af ret grov struktur og virker olieret, og at den beskytter mod fugt og temperatursvingninger. Hunden skal aldrig vaskes, men pelsen skal jævnligt børstes igennem for at fjerne døde hår. SKK skriver, at pelsen ikke er særligt krævende at passe, men at den skal børstes, især når den fælder. Standarden beskriver strammende læber og regner for løse og tunge læber som en fejl, og ingen kilde omtaler savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at man ikke med sikkerhed kan bedømme racens helbredstilstand. Den hollandske klub NVSW stiller strengere krav end DKK. Fokdyr skal have mindst en udstillingsbedømmelse Very Good eller Excellent, officielle hofteleds-røntgenbilleder (HD A, B eller C, hvor C kun må pares med A eller B) og siden 1. januar 2026 også albueleds-røntgenbilleder, hvor kun fri eller grad 1 er tilladt. Hundens status for SCID, en arvelig immundefekt, hvor hvalpe dør unge, skal være kendt. En DNA-test blev tilgængelig i 2009 og gjort obligatorisk, og klubben oplyser, at der ikke er født syge hvalpe siden.

Bestanden er lille. NVSW oplyser, at indavlskoefficienten i populationen ligger omkring 36 procent, og klubben har et udkrydsningsprogram i sin avlsplan for 2013 til 2028. Det første og sværeste afsnit blev afsluttet med det sidste F1-kuld, en krydsning mellem irsk vandspaniel og Wetterhoun. Siden er der født et kuld med en vestsibirisk laika som far. Klubben begrænser antal kuld: En tæve må højst have tre kuld, og en han højst fire vellykkede parringer i sit liv.

DKK kræver, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ellers ingen krav til hofter, øjne eller udstilling. Wetterhoun er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke blandt de 13 racer, der er forbudt efter hundelovens § 1 a. Spørg opdrætteren om SCID-test, hofte- og albueresultater og indavlsgrad for begge forældre. Spørgsmål om din egen hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.