Serbisk Støver

Mere om racen

Overblik

Serbisk støver, på serbisk Srpski gonič, er en mellemstor, robust drivende jagthund fra Serbien med kort, rævrød pels og en sort sadel. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 150 og brugsprøve. Hanner er 46 til 56 cm høje og tæver 44 til 54 cm. Standarden nævner ingen vægt, og vi har ikke fundet en vægt i nogen anden kilde, så racen står uden vægt og størrelsesklasse.

Kilderne til denne race er få. Vi har FCI-standarden, UKC’s standard og SKK’s racebeskrivelse. DKK har ingen egen racebeskrivelse for racen, selv om den står på DKK’s gruppeliste, og vi har ikke fundet en raceklubs tekst, en dyrlægekilde eller et racedokument. Artiklen er derfor kortere end for de mest almindelige racer, og der er ingen vurderinger, som ikke har en kilde.

Historie og oprindelse

Standarden fortæller, at racen hører til de støvere, som har spredt sig over hele Balkan, og at støvere fra Lilleasien menes at have spillet en vigtig rolle, da racen opstod. SKK oplyser, at den første beskrivelse under navnet balkanstøver stammer fra 1905, hvor Frank Laska beskrev den sammen med andre støvere og sporhunde. Den første standard blev skrevet i 1924, og FCI vedtog standarden for balkanstøveren på sit møde i Bled den 14. maj 1940, hvor den var med blandt standarder, der var annonceret i Stockholm i 1939. Fordi racen var mest udbredt i Serbien, var det den jugoslaviske kennelforening, der styrede avlen og førte de første registreringer. Den 12. november 1996 besluttede FCI’s hovedbestyrelse i København, at navnet balkanstøver skulle erstattes af serbisk støver. UKC anerkendte racen i 2006 under det nye navn.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med robust bygning, fuld af karakter, livlig og energisk. Kroppen er lidt aflang, med en længde 10 % større end højden over skulderen. Hovedet er langt og smalt med næsten umærkelig stop. Næsen er veludviklet og altid sort, og snuden er kileformet og lidt kortere end skallen. Øjnene er mellemstore og ovale med mørk iris, og ørerne er højt sat, hængende og tynde. Halen forlænger rygliniens linje, når til haserne og bæres let opadbøjet under rygliniens højde, aldrig krøllet eller løftet over ryggen.

Pelsen er kort, rigelig, blank og ret tyk med underuld, lidt længere bag på lårene og på undersiden af halen. Grundfarven er rævrød, fra gulrød til rustrød, med en sort sadel eller kappe, der går helt op til hovedet og giver sorte tegn på begge sider af tindingen. En rund hvid plet på brystet på højst 2 cm i diameter er tilladt. Hvidt andre steder eller en større plet er diskvalificerende.

Hanner skal være 46 til 56 cm høje med et ideal på 51 til 52 cm, og tæver 44 til 54 cm med et ideal på 48 til 49 cm. UKC’s tal er 18 til 22 tommer for hanner og 17 til 21 tommer for tæver, svarende til cirka 46 til 56 og 43 til 53 cm. Ingen af kilderne angiver en vægt.

Temperament

Standarden beskriver en hund med et venligt og livligt temperament, som er pålidelig og udviser bemærkelsesværdig udholdenhed. UKC bruger ordene livlig, venlig og pålidelig. SKK siger, at racen har et venligt og livligt temperament, at den er pålidelig og meget udholdende, og at den er en udpræget jagthund, som er meget energisk og arbejdsvillig. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

SKK skriver også, at racen mår bedst, når den får udløb for sin jagtinteresse, og at den ikke trives som udelukkende familiehund. Ingen af kilderne siger noget om, hvordan racen er over for børn, fremmede eller andre hunde.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen har stærk jagtlyst og er beregnet til jagt i skov og mark, og at ejeren bør have adgang til jagtmarker. Ingen kilde angiver, hvor meget motion en serbisk støver har brug for hver dag, og vi gætter ikke på et tal. Ud fra beskrivelsen af en meget energisk og arbejdsvillig støver kan man forvente, at en hund af denne type har brug for meget bevægelse og opgaver, hvor den kan bruge næsen, men det er vores vurdering og ikke et udsagn fra kilderne. DKK’s pasningsvejledning for drivende og stillende jagthunde minder om, at racer af denne type har stor vildtinteresse og selvstændighed, så haven bør hegnes sikkert ind, og at man bør spørge en specialklub til råds, hvis man ikke vil bruge hunden til jagt.

Træning og socialisering

Vi har ingen kilde, der beskriver, hvordan racen trænes eller socialiseres. Standarden og SKK kalder racen pålidelig og vedholdende, og SKK nævner arbejdsvilje, men der er ingen tekst om lydighed, indkaldelse eller hvalpetræning. En drivende jagthund følger sin næse, og man kan ikke regne med at have den løs, hvor der er vildt eller trafik. Det følger af racens art og af DKK’s generelle råd for gruppen og ikke af en kilde om denne race.

Familie og bolig

SKK kalder racen venlig og livlig, men siger samtidig, at den ikke trives som udelukkende familiehund, og at ejeren bør have adgang til jagtmarker. Ingen kilde taler direkte om børn, om at bo i lejlighed eller om at være alene hjemme. Det peger mod et hjem med en aktiv ejer, som har brug for en jagthund, frem mod et almindeligt familieliv, men det er vores vurdering og ikke et direkte udsagn. Som alle hunde bør den ikke efterlades uden opsyn sammen med små børn.

Pelspleje

SKK kalder pelsen meget let at passe. Den er kort, tæt, grov og blank, og standarden og UKC beskriver en rigelig pels, der er lidt længere bag på lårene og under halen. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen fælder eller hvor ofte den bør børstes.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de gennemgåede kilder nævner en bestemt sygdom hos racen. SKK skriver, at der er så få hunde i Sverige, at racens helbredstilstand ikke kan vurderes med sikkerhed. Vi har heller ikke fundet dyrlægeundersøgelser, helbredsundersøgelser eller racedokumenter fra Serbien eller Norden.

DKK har ingen racebeskrivelse for racen, så vi kender ikke DKK’s avlskrav. Serbisk støver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred og jagtbrug, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hvalpen er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.