Smålandsstøver

Mere om racen

Overblik

Smålandsstøveren er en svensk drivende jagthund, opkaldt efter landskabet Småland. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 129 og brugsprøve. Hanner er 46 til 54 cm høje og tæver 42 til 50 cm, og DKK angiver en vægt på 15 til 18 kg. Farven er sort eller levertbrun med tan aftegn, og halen er enten lang eller medfødt kort.

Svenska Kennelklubben (SKK) kalder racen en af de svenske nationalracer og skriver, at den også i Sverige er ualmindelig. Den bruges til jagt på hare og ræv og er ifølge SKK ikke egnet som ren selskabshund. Hjemme beskriver DKK og avlsstrategien en rolig, venlig og social hund, men SKK understreger, at den i jagtsæsonen skal have mulighed for at være i skoven og jage og ikke sidde i en hundegård eller en lejlighed.

Historie og oprindelse

I Småland fandtes der i 1800-tallet støvere af meget forskelligt udseende og afstamning. Standarden og SKK skriver, at en del af dem stammede fra tyske, polske og baltiske hunde, som hjemvendte officerer og soldater tog med til landskabet efter krigene i 1600- og 1700-tallet. De blev blandet med almuens hunde af spidstype, og senere kom engelske hunde til. Størrelse og farve varierede, og det gjorde halelængden også. Nogle hvalpe blev født med kort hale.

Svenska Smålandsstövareföreningens avlsstrategi mener, at billeder og håndskrifter antyder, at dele af racens oprindelse var i Sverige allerede i middelalderen. Da almuen i 1789 fik adgang til jagten, som tidligere havde været forbeholdt kongehus og adel, fik støverjagten et opsving. En jagtbog fra 1850 beskriver smålandsstøveren som mindre og mere kompakt end en tysk støver og siger, at den også kunne bruges som fuglehund, der skælder fugle op i træer.

Hunden Clerry, en smålandsstøver, blev vist som nummer 1 på Sveriges første hundeudstilling i 1886. I begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man at genskabe den gamle smålandsstøver, især den stumphalede type. Den første svenske standard blev fastsat i 1921, og racen blev sammenført med den gule gotlandsstøver for en tid. Gotlandsstøverne blev senere en del af hamiltonracen. I 1960’erne gik antallet af hunde på jagtprøver tilbage, og man frygtede for racens fremtid. Det førte til, at Föreningen Smålandsstövaren blev stiftet i 1969, og den hedder i dag Svenska Smålandsstövareföreningen. Racen findes også i Norge og Finland, og ifølge avlsstrategien er interessen vokset i Finland.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en robust hund med et lidt elegant udtryk, kraftig men ikke tung. Kroppen er næsten kvadratisk, og brystets dybde er omtrent halvdelen af mankehøjden. Hovedet er slankt og af middel længde, og overlæberne hænger kun ganske lidt over. Ørerne hænger fladt med afrundede spidser. SKK fremhæver, at poterne skal være godt sluttede og med meget hår omkring trædepuderne, så de kan holde til jagt i flere dage.

Pelsen er af middel længde, hård og tætsiddende, grovest på ryg og nakke, med kort, tæt og blød underuld. Farven er sort eller levertbrun med tan aftegn i nuancer fra rav til varm rødbrun over øjnene, på siderne af snuden, på hals, bryst, ben og poter, under kroppen og under halen. Små hvide aftegn på bryst og tæer er tilladt.

Halen kan være lang og når knap til haserne, halvlang eller medfødt kort, enten som en stump eller en bjørnehale. DKK skriver, at racen oftest fødes stumphalet. Idealhøjden er 50 cm for hanner og 46 cm for tæver. DKK nævner for tæverne 42 til 52 cm, men standardens 42 til 50 cm er den, der gælder.

Temperament

Standarden kalder racen en rolig, venlig hund med et trofast og ivrigt temperament. DKK skriver, at den generelt er rolig, venlig og hengiven, at den knytter sig meget stærkt til sine mennesker, og at den som regel uden problemer accepterer fremmede, andre dyr og hunde. Svenska Smålandsstövareföreningens avlsstrategi beskriver intelligente, sunde og mentalt stabile hunde, der er meget sociale, og SKK taler om en racen med udmærket mentalitet.

I marken er billedet anderledes. SKK beskriver en hurtig opfanger, der driver med et tæt og nuanceret skald og altid opsøger sin ejer efter jagten. Den er meget udholdende og kan jage i flere dage i træk. DKK skriver, at racen har ry for altid at finde tilbage til sin fører. Det siges ligefrem, at hvis den ikke kommer hjem fra jagt, er den enten blevet opbragt eller død.

Motion og aktivering

DKK skriver, at smålandsstøveren kun trives med masser af motion, gerne fysisk anstrengende, og med afvekslende opgaver, der tilfredsstiller dens sporsans. Den har også brug for kontakt og social nærhed. SKK beskriver en meget udholdende hund, og avlsstrategien nævner skaldets hørbarhed, sporarbejdet og drevsikkerheden som egenskaber, der gerne må højnes.

SKK skriver, at hunden under jagtsæsonen skal have mulighed for at opholde sig i skoven og jage, og at alle hunde bør jagttrænes, startes på jagtprøve og vises på udstilling. Ingen kilde angiver et fast antal timers daglig motion. Det er en race til en ejer, der kan give den arbejde i naturen.

Træning og socialisering

DKK kalder racen samarbejdsvillig, men også umådelig selvstændig. Træningen bør begynde meget tidligt og være venlig, vedholdende og konsekvent, og hovedvægten bør ligge på indkald. DKK anbefaler at variere både træningsmiljø og belønninger, så hundens interesse holdes fanget.

Hunden er ikke en, man bør regne med at kunne slippe løs, hvor der er vildt og trafik. DKK skriver, at jagtinstinktet er stærkt og kræver meget af de ejere, som ikke er aktive jægere. SKK anbefaler at vælge hvalp efter forældre, der er anbefalede og har jagtprøveresultater.

Familie og bolig

DKK skriver, at racens væsen og størrelse skulle gøre den til en udmærket familiehund, og at den er rolig, venlig og hengiven. SKK kalder den en dejlig familiehund, og avlsstrategien beskriver en rar og klog familiehund. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Racen passer dog ikke til alle former for hverdag. SKK siger, at den ikke er egnet som udelukkende selskabshund, og at den ikke skal sidde i en hundegård eller en lejlighed i jagtsæsonen. Ingen kilde siger noget direkte om at være alene hjemme, men DKK nævner, at den knytter sig meget stærkt til sine mennesker.

Pelspleje

Pelsen er kort og let at passe. DKK skriver, at plejen er ubetydelig og indskrænker sig til en ugentlig gennembørstning for at fjerne løse hår og støv. SKK skriver, at hunden bades efter behov.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at smålandsstøveren er en relativt sund race, men at hofteledsdysplasi (HD) og epilepsi forekommer. Avlsstrategien kalder racen generelt sund og nævner enkelte tilfælde af epilepsi, kryptorkisme og den medfødte hjertesygdom persisterende ductus arteriosus (PDA). Det er klubbens erfaringer og ikke undersøgelser med tal. Kravet om kendt HD-status før parring blev fjernet i 2020.

Racen er lille. Der blev registreret mellem 30 og 97 hvalpe om året i Sverige fra 2013 til 2022, og kuldstørrelsen har ligget mellem 4,1 og 6,3. Indavlsgraden har ligget mellem 1,6 og 3,8 % om året, og avlsstrategien forklarer den højeste værdi med uønskede parringer. Kun omkring 30 % af de godkendte avlsdyr er hanner, og klubben vil øge den genetiske variation, blandt andet ved at krydse en anden støverrace ind. Ifølge avlsstrategien må hanner og tæver højst have tre kuld, og indavlen må ikke overstige 2,5 % pr. årgang. Avlsdyr skal være jagtprøvemeriterede og have mindst Good på udstilling. Det er svenske klubregler og ikke danske krav.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, og specialklubben er Dansk Drever Klub. Smålandsstøver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred, om jagtprøver og om, hvordan hvalpene er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.