Sealyham Terrier

Mere om racen

Overblik

Sealyham Terrier er en lille, lavbenet og kraftig terrier fra Wales. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 2, blandt de små terriere, med standardnummer 74. Højden er højst 31 cm ved skulderen, og standarden angiver en ideel vægt på omkring 9 kg for hanner og 8,2 kg for tæver. Det placerer racen i størrelsesklassen lille. Pelsen er lang, hård og hvid.

Standarden kalder racen robust, modig og arbejdsvillig, men venlig af sind. DKK beskriver en glad og aktiv hund, der er hengiven over for sine mennesker, men lidt reserveret over for fremmede og ofte over for andre hunde. Jagtlysten er stadig stærk. Pelsen kræver trimning og regelmæssig børstning. Racen er sjælden, og ifølge The Royal Kennel Club er den blevet mindre populær siden midten af 1900-tallet.

Historie og oprindelse

Standarden har ikke noget historisk afsnit, så historien kommer fra DKK, SKK og The Royal Kennel Club. DKK fortæller, at kaptajn Edwards på godset Sealyham i Pembrokeshire i Wales i anden halvdel af 1800-tallet skabte en race, som med styrke, dødsforagt og skarphed kunne klare selv den mest aggressive grævling. Flere racer er nævnt som baggrund, men der findes ingen sikre beviser for oprindelsen.

SKK skriver, at kaptajn Edwards ønskede en lille terrier, der kunne gå i grav, og at den skulle være hvid, så den ikke blev forvekslet med grævlingen. Aveln var bevidst rettet mod ekstrem viltskarphed og jagtlyst. The Royal Kennel Club beskriver racen som en solid walisisk race, der skulle arbejde sammen med odderhunde og gå i jorden efter odder, grævling, ræv og lækat. Hunde, der tøvede med at stå fast eller dræbe, blev ikke brugt i avlen. Kilderne staver kaptajnens navn forskelligt og er ikke helt enige om, hvornår racen blev anerkendt af den engelske kennelklub: SKK skriver 1910, The Royal Kennel Club 1911, og den første raceklub blev stiftet i 1908.

Racens popularitet toppede ifølge The Royal Kennel Club i 1930’erne og 1940’erne og er faldet siden, måske på grund af den pleje og trimning, pelsen kræver. DKK skriver, at racen i dag udelukkende holdes som selskabshund. FCI anerkendte den endeligt i 1954.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en hund med fri bevægelse, aktiv og afbalanceret, med stor substans i lille format. Omridset er aflangt, ikke kvadratisk. Kraniet er let hvælvet og bredt mellem ørerne, næsen er sort, og kæberne er kraftige, firkantede og lange. Standarden kalder dem straffende. Tænderne er jævne og stærke, hjørnetænderne lange i forhold til hundens størrelse, og kindbenene stikker ikke ud. Øjnene er mørke, runde og mellemstore, og ørerne er mellemstore, let afrundede i spidsen og bæres ind mod kinden.

Halsen er forholdsvis lang, tyk og muskuløs. Kroppen er middellang og fleksibel med lige ryg, bredt og dybt bryst og veludfyldte ribben. Forbenene er korte, stærke og så lige som muligt, og bagparten er bemærkelsesværdigt kraftig for hundens størrelse. Poterne er runde og kattelignende med tykke trædepuder. Standarden skriver, at halen tidligere sædvanligvis blev kuperet. En kuperet hale er middellang og bæres rejst, mens en hale, der ikke er kuperet, er middellang, tyk ved roden og tilspidset og bæres helst rejst, men ikke over ryggen og uden krølle eller knæk. Bevægelsen er rask og energisk med god drivkraft.

Pelsen er lang, hård og strid med en vejrbestandig underuld. Farven er helt hvid eller hvid med citron-, brune, blå eller grævlingefarvede aftegn på hoved og ører. Sorte pletter og kraftig tikning på kroppen er uønsket.

Højden må højst være 31 cm. Standarden angiver ikke en højde ned til et minimum, men siger, at den generelle bygning, balancen, typen og substansen er de vigtigste kriterier. Den ideelle vægt er cirka 9 kg for hanner og 8,2 kg for tæver. DKK gengiver de samme tal, og SKK skriver 8 til 9 kg.

Temperament

Standarden beskriver en robust, modig og arbejdsvillig hund, vågen og uforfærdet, men venlig af sind. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

DKK kalder den glad, aktiv og hengiven over for sine mennesker, men lidt reserveret i forhold til fremmede. Den tilpasser sig fint i en familie, men bryder sig normalt ikke om, at man maser sig ind på den. Den er modig og selvstændig og kan virke lidt egensindig, næsten stædig. SKK skriver, at den er selvsikker og stabil, men også stædig og meget charmerende, og at den ofte er legesyg langt op i årene. DKK siger, at den ofte er noget forbeholden over for andre hunde, og at tidlig socialisering og god social kontakt dæmper tilbageholdenheden.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen er glad for at bevæge sig, men ikke særlig motionskrævende. Den sætter pris på nye indtryk og løser gerne opgaver. The Royal Kennel Club angiver op til en time om dagen. SKK kalder den en aktiv selskabs- og familiehund, der sætter pris på de fleste aktiviteter, fra spor, lydighed og agility til skovture og mysen i sofaen.

Jagtlysten er ikke væk. DKK skriver, at racen har meget af sin oprindelige jagt- og kamplyst i behold. Den siges at kunne dræbe en kat lynhurtigt, og når den får færten af ræv, er den vanskelig at standse. Uden at være ubetinget lydig indretter den sig dog nogenlunde efter hverdagens krav. Det taler for line eller sikre områder, hvor der er vildt, og for en god indkaldstræning.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen er lærevillig og fuld af energi, elsker udfordringer og at bruge hovedet. DKK anbefaler at begynde indlæringen tidligt og være ubetinget konsekvent og venlig, at træne indkald og kun lade hunden lege med venligtsindede fremmede hunde. SKK understreger, at en sealyham er selvsikker, men også stædig, og at hvalpen har brug for en ejer med tålmodighed og konsekvens.

Ingen af kilderne siger direkte, om racen egner sig til en førstegangsejer, så vi har ikke sat et tal på det. Tidlig socialisering er ifølge DKK en vej til at dæmpe racens tilbageholdenhed.

Familie og bolig

SKK kalder racen en aktiv selskabs- og familiehund, der trives hos en aktiv familie, som gerne laver aktiviteter sammen med hunden. DKK skriver, at den tilpasser sig fint i en familie, men normalt ikke bryder sig om, at man maser sig ind på den. Ingen kilde omtaler børn direkte, og som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn. Ingen kilde siger heller noget om, hvordan den klarer at være alene, eller hvor meget den gør.

The Royal Kennel Club vurderer, at racen passer til et lille hus med en lille til mellemstor have, i by eller på land. Den er lille og ikke særlig motionskrævende, så en lejlighed kan fungere, hvis jagtlysten og behovet for aktivitet bliver håndteret udenfor hjemmet.

Pelspleje

DKK skriver, at pelsen er lang, hård og ru, og at den kræver kyndig pleje. Den skal trimmes tre til fire gange om året og børstes grundigt en gang om ugen. Den korrekte pels er snavs- og fugtafvisende, men det lange skørt, der er en del af racens frisure, samler meget snavs på gåturen. SKK skriver, at pelsen kræver regelmæssig pleje og trimning for at fjerne løse hår, og at den skal kæmmes ordentligt igennem mindst en gang om ugen. The Royal Kennel Club kalder pelsen ikke-fældende og angiver daglig pleje.

Standarden beskriver kæberne, men ikke læberne, og ingen kilde siger noget om savl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kilderne er ikke helt enige om racens sundhed. SKK skriver, at racen ikke har nogen kendte raceegne sygdomme. The Royal Kennel Club anbefaler som god praksis en DNA-test for primær linseluksation (PLL) og øjenundersøgelse af forældredyrene samt styring af den genetiske diversitet. Klubben peger ikke på særlige bekymringspunkter for dommere og angiver en levealder på over 10 år.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For at få Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good eller eksteriørgodkendt. Der er ingen krav om røntgen, øjenundersøgelse eller DNA-test. Standarden siger, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avl.

Sealyham Terrier er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Halekupering af hvalpe er ikke tilladt i Danmark for racen, selv om standarden beskriver en kuperet hale som tidligere sædvane. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Spørg opdrætteren om testresultater for forældrene, og lad en dyrlæge vurdere den enkelte hunds helbred.