Perdiguero de Burgos

Mere om racen

Overblik

Perdiguero de Burgos er en spansk stående fuglehund af god størrelse, kendt internationalt som Burgos Pointing Dog. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.1, blandt de kontinentale stående hunde af braque-typen, med standardnummer 90. Hanner måler 62 til 67 cm over skulderen og tæver 59 til 64 cm. Standarden angiver ingen vægt, men DKK skriver 25 til 30 kg, og det placerer racen i størrelsesklassen stor. Pelsen er kort og glat, hvid og leverbrun, ofte marmoreret eller spættet.

Standarden beskriver en jagthund til både pelsvildt og fjervildt, som jægere sætter pris på, fordi den er robust, lydig og udstyret med en fremragende næse. DKK kalder den helt igennem robust, venlig og rolig, men også en hund, der næppe passer til en førstegangsejer, og som ikke trives udelukkende som selskabshund. I Danmark hører den under Klubben for Jagthunde uden Specialklub, og DKK har ingen egen specialklub for racen. Kilderne er få, så artiklen er kortere end for mere udbredte racer, og flere af racefaktaene er bevidst uden vurdering.

Historie og oprindelse

Racen kommer fra provinsen Burgos i det nordlige Spanien. FCI-standarden indeholder ingen historisk beretning, men DKK skriver, at baggrunden for de ældgamle jagthunderacer fra Spanien og Portugal er ukendt. De er udviklet fra flere typer drivende hunde og blev i århundreder brugt til fuglejagt med fangstnet, inden de blev stående jagthunde til alle slags vildt. Navnet kommer af fuglen: perdiguero på spansk og perdigueiro på portugisisk betyder agerhøne.

Ifølge DKK var racen fra Burgos tæt på at forsvinde omkring anden verdenskrig, men blev rekonstrueret. FCI anerkendte den på definitiv basis i 1954, og den gældende standard er fra 1982 med spansk som officielt sprog. Standarden er oversat til engelsk i 1998. United Kennel Club har anerkendt racen siden 1996 og gengiver samme adfærdsbeskrivelse som FCI.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en jagthund af god størrelse, velafbalanceret og af middelstore proportioner, med et kraftigt hoved, hængende ører, et kompakt legeme og solide ben. Kroppen er næsten kvadratisk, så længden helst svarer til højden over skulderen. Hovedet er stort og kraftigt med et veludviklet kranium, og forholdet mellem kranium og snude er 6 til 5. Næsen er mørkebrun, bred og våd. Læberne hænger uden at være slappe, den øvre læbe dækker den nedre, og halsen har en tydelig dobbelt halshud, som dog ikke må være overdrevet. Øjnene er mandelformede og helst mørk hasselbrune med et blødt, ædelt udtryk, som nogle gange giver indtryk af tristhed.

Ørerne er store, trekantede og sat i øjenhøjde. I hvile hænger de yndefuldt i en slags korkskrue og når hjørnet af læberne, men ikke næsen. Standarden beskriver halen som tyk ved roden og kuperet til en tredjedel eller halvdelen af længden. I Danmark må hunde kun halekuperes i meget få racer, og Perdiguero de Burgos er ikke en af dem.

Pelsen er tæt, middeltyk, kort og glat, jævnt fordelt ned til mellem tæerne og finere på hoved, ører og ben. Grundfarverne er hvid og leverbrun, som blandes uregelmæssigt til leverbrunt marmoreret, grålig leverbrun eller leverbrunt spættet pels. En tydelig hvid plet i panden er almindelig, og ørerne er altid ensfarvede leverbrune. Sort og tanfarvede aftegninger over øjnene og på benene må aldrig forekomme. Standarden kalder racen stærkt kønsdimorf: hannerne er mest ensartede, mens tæverne varierer mere i størrelse og er generelt finere. Hanner er 62 til 67 cm og tæver 59 til 64 cm.

Temperament

Standarden beskriver en robust, afbalanceret, rolig og afmålt hund, som er en fremragende stående hund, især til fjervildt og småt vildt. Med det bløde, ædle udtryk har racen ifølge standarden et fremragende temperament, føjelighed og intelligens. En uligevægtig karakter er en alvorlig fejl, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. UKC gengiver de samme ord.

DKK supplerer med en rolig og venlig hund, der finder sig godt til rette blandt mennesker og er omgængelig over for andre hunde. Men den har jagthundens store interesse for vildt fuldt ud i behold. Standarden nævner, at racen selv om den mest bruges til småvildt ikke viker tilbage for jagt på større vildt, hvor den viser stort mod.

Motion og aktivering

DKK skriver, at racen behøver meget fysisk motion, gerne med daglig adgang til mark og skov. Den trives kun, hvis den får rig mulighed for at bruge sin næse, og hvis den har et liv med nær kontakt til mennesker. Som stående jagthund har den bevaret mange træk fra de drivende hunde, blandt andet en fremragende evne til sporsøg. Den er ifølge DKK grundig, effektiv og udholdende og begiver sig gerne ud på stor afstand, men holder forholdsvis god kontakt.

Standarden beskriver en jævn, økonomisk trav, flydende og kraftfuld, uden tendens til sidelæns rullen eller passgang. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen, så vi holder os til DKK’s formulering om meget motion. Racens arbejde er jagt på både pelsvildt og fjervildt, og standarden lægger vægt på dens grundige søg, stand og apportering.

Træning og socialisering

DKK kalder racen lærevillig og meget glad for at arbejde. Den kan dog blive grebet af jagtlyst, og uden træning kan den være svær at kalde tilbage. DKK anbefaler at begynde tidligt og træne med venlig konsekvens i korte og varierede sekvenser med motiverende belønninger.

Det betyder i praksis, at tilbagekaldet bør trænes grundigt, før hunden slippes løs i åbent terræn med vildt. Standarden beskriver en føjelig hund, og DKK skriver, at racen næppe er en hund for førstegangshundeejeren. Det passer med, at den har brug for en ejer, der kan give den arbejde og lede dens jagtinteresse. Kilderne siger intet om, hvordan racen reagerer på socialisering som hvalp. Almindelig, rolig tilvænning til mennesker, andre hunde og dagligdagens lyde er en fornuftig start for enhver jagthund.

Familie og bolig

DKK beskriver racen som venlig og omgængelig, og at den trives i nær kontakt med mennesker. Ingen af de gennemgåede kilder omtaler børn direkte, og ingen siger noget om, hvordan racen klarer at være alene hjemme, eller hvor meget den gør. DKK skriver, at den ikke trives udelukkende som selskabshund. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Ingen kilde omtaler bolig. En stor hund med et stort motionsbehov og et mål om at komme ud i mark og skov passer dårligt til et liv uden daglig adgang til natur, men det er vores vurdering og ikke en udtalelse fra en racekyndig. Rigeligt med plads og en aktiv hverdag er det, DKK lægger op til.

Pelspleje

Pelsen er tæt, glat og hård og ikke helt kort, med en let underuld. DKK skriver, at den beskytter ret godt og kun fælder ubetydeligt. Plejen indskrænker sig til en jævnlig gennembørstning. De store ører ligger tæt ind mod hovedet og kræver ifølge DKK nogen opmærksomhed.

Standarden beskriver hængende, men ikke slappe læber og en tydelig dobbelt halshud. Ingen kilde siger noget om, hvor meget racen savler. En bølget eller for lang pels er en fejl.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Vi har ikke fundet en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race, og vi nævner derfor ingen. Standarden kræver, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og at hanner har to tilsyneladende normale testikler, der er helt nede i pungen.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ikke krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse, men Hundeweb angiver 12 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og albuer. Perdiguero de Burgos er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er heller ikke blandt de fem racer, hvor halekupering af hvalpe er tilladt, og kuperede hunde må ikke udstilles i Danmark.

Perdiguero de Burgos er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Hundelovens § 1 a forbyder 13 racer og krydsninger af dem, og racen er ikke blandt dem. Spørg opdrætteren, om forældrene er hofte- og albuerøntgede, og om du kan møde dem og se dem arbejde. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.