Korthåret Hønsehund

Mere om racen

Overblik

Korthåret Hønsehund, på tysk Deutsch Kurzhaar, er en tysk stående jagthund. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.1, blandt de kontinentale stående jagthunde af braque-typen, og racen skal bestå en brugsprøve. Ifølge standarden er den en alsidig jagthund, der skal klare alle opgaver på jagt, også i en høj alder. Den søger og tager stand for fuglevildt, apporterer på land og i vand og kan bruges på sporet af anskudt vildt.

I familien er racen afslappet og venlig og tålmodig med familiens børn. Jagtlysten er dog udpræget, og den skal have meget fysisk motion og mentalt stimulerende beskæftigelse. Ifølge DKK passer den bedst til en ejer med nogen hundeerfaring og med tid og lyst til at færdes meget i naturen. Som ren selskabshund egner den sig ikke.

Historie og oprindelse

Racens historie begynder med de hunde, der blev brugt til jagt med net på fuglevildt, især i middelhavslandene og sammen med falkejagt. Via Frankrig, Spanien og Flandern kom de stående hunde til de tyske fyrstehoffer. Da det første dobbeltløbede gevær kom omkring 1750, kunne fuglene skydes i flugten, og det blev begyndelsen på overgangen fra en ren stående hund til en alsidig jagthund. Stambogen Zuchtbuch Deutsch-Kurzhaar er udgivet siden 1897, og prins Albrecht zu Solms-Braunfeld samlede racens kendetegn, regler for eksteriørbedømmelse og enkle prøveregler.

Efter 1805 tog tyske officerer hunde af racen perdiguero de burgos med hjem fra Spanien, og de blev en vigtig del af grundlaget. Fra 1870 blev der krydset pointer ind for at give hundene bedre næse og en lettere bygning, og i 1879 enedes flere tyske avlsforeninger om en fælles racebeskrivelse. Det var krydsningen med den lettere engelske pointer, der gav den slanke, atletiske hund, man kender i dag.

I Danmark blev Korthaarklubben stiftet den 22. maj 1908, og ifølge klubben selv er det den ældste specialklub for stående hønsehunde i landet. Ifølge en tidligere formand i DKK’s raceportræt fra 2022 lægger avlen i dag mere vægt på brugsegenskaber end på udseende.

Udseende og størrelse

Racen er en ædel og harmonisk hund, hvis bygning sikrer kraft, udholdenhed og hurtighed. Kroppen er en smule længere, end hunden er høj, og bevægelsen skal være lang og kraftfuld. Hanner er 62 til 66 cm og tæver 58 til 63 cm i skulderhøjde, og efter FCI-standarden regnes en afvigelse på mere end 2 cm som en alvorlig fejl.

FCI-standarden har ingen vægt. Standarderne fra American Kennel Club og United Kennel Club angiver 55 til 70 pund for hanner og 45 til 60 pund for tæver, svarende til cirka 25 til 32 kg og 20 til 27 kg, mens DKK’s racebeskrivelse har 25 til 30 kg. Med den vægt hører racen til de store hunde, men i den lette ende af gruppen. Den britiske standard lægger op til en lidt mindre hund.

Pelsen er kort og tæt og føles grov og hård. Den er lidt tyndere og kortere på hoved og ører. Tilladte farver er ensfarvet brun, brun med små hvide aftegninger på bryst og ben, mørk eller lys brunskimmel med brunt hoved og eventuelt brune plader, hvid med brune aftegninger samt de samme varianter i sort. Halen er efter standarden kuperet til omkring den halve længde til jagtbrug og naturlig i lande med kuperingsforbud.

Temperament

FCI-standarden kræver et sikkert, ligevægtigt, pålideligt og behersket temperament. Hunden må hverken være nervøs, sky eller aggressiv, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. I familien er den afslappet og venlig, og over for fremmede er den vagtsom, men omgængelig. Den er også venlig, intelligent og villig til at gøre sin ejer tilpas.

Racen arbejder selvstændigt og søger gerne langt ud, men den holder kontakten og lytter til anvisninger, når samarbejdet er bygget op gennem tidlig træning. I raceportrættet fra 2022 fremstår den som tidligt moden og lærevillig, venlig over for gæster og stærkt knyttet til familien. Ejere og en opdrætter fortæller om en hund med en “tænd/sluk-knap”: højt aktivitetsniveau på jagt og markprøver og ro derhjemme og i bilen. Svenske adfærdsbeskrivelser tegner billedet af en tryg, legesyg og nysgerrig hund.

Motion og aktivering

Korthåret Hønsehund er først og fremmest en jagthund. Jagtlysten skal tilfredsstilles gennem meget fysisk motion og mentalt stimulerende beskæftigelse, og behovet for motion og stimulering er omfattende og regelmæssigt året rundt. Den britiske dyrevelfærdsorganisation Woodgreen anbefaler to ture om dagen i åbent terræn og daglig løb uden snor på sikre arealer. Uden nok motion kan hunden blive destruktiv og stresset.

Racen kan godt holdes uden jagt. Den tidligere formand for Korthaarklubben råder i raceportrættet ikke-jægere til at sørge for masser af motion og jagtrelateret træning med søg og apportering. Så får man en hund, der er afslappet, venlig og tålmodig. Den er meget glad for at bruge næsen og for at apportere.

Træning og socialisering

DKK anbefaler at begynde træning og socialisering tidligt og lægge vægt på øvelser, der styrker tillid og samarbejde. Racen er samarbejdsvillig og lærenem, men kræver tidlig og konsekvent opdragelse. På grund af jagtinstinktet er en sikker indkaldelse afgørende.

Raceportrættet anbefaler erfaring med lignende stående jagthunde, fordi racens selvstændighed kan give problemer for en førstegangsejer. Hunden er let at dressere, og Korthaarklubben vil i sit avlsmål bevare dens rolige opførsel uden piberi.

Familie og bolig

Over for familiens børn er racen tålmodig og overbærende, og den er en meget rar og omgængelig familiehund for både voksne og børn. Woodgreen og den amerikanske kennelklub advarer dog om, at den kan være for vild for små børn. Er den godt socialiseret, kan den leve sammen med andre hunde, men den kan være upålidelig over for katte og smådyr. Som med alle hunde skal børn og hund have opsyn.

Racen har brug for tæt kontakt med sine mennesker og et godt socialt liv med nær kontakt med familien, for den er meget social. Den klarer sig ikke godt alene hjemme i længere tid og kan begynde at gø eller hyle. Ellers larmer den ikke særlig meget, men melder gerne, når nogen nærmer sig. Hunden har brug for en god, indhegnet have og adgang til grønne områder, og en ejer i raceportrættet fraråder racen til en lejlighed på tredje sal, hvis man ikke kan give den motion og arbejde hver dag.

Pelspleje

Pelsen er nem at holde. DKK anbefaler en gummibørste eller en daglig aftørring med et fugtigt vaskeskind for at fjerne støv og løse hår. Ud over det er plejen almindelig børstning. Racen er moderat fældende, og korte, daglige børstninger holder hårene nede.

Pelsen beskytter ikke meget mod vejr og vind, men hunden er ikke kuldskær, så længe den får lov at bevæge sig. Efter en tur i skoven eller en svømmetur bliver den hurtigt ren og tør.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen er grundlæggende robust og sund, men hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Svenska Vorstehklubbens avlsstrategi for 2025 til 2029 viser, at mellem 66 og 89 procent af de røntgede svenske hunde fra årgangene 2015 til 2023 fik den bedste HD-grad A. Epilepsi forekommer lidt oftere end andre lidelser og holdes under opsyn, mens blandt andet autoimmune sygdomme, allergi og entropion ses meget sjældent. Klubben anbefaler test for den arvelige hudsygdom EJB hos avlshunde fra lande uden for Norden. På grund af det dybe bryst er racen disponeret for mavedrejning, som kræver akut dyrlægehjælp. FCI-standarden diskvalificerer hunde med entropion, ektropion og dobbelt række øjenvipper (distichiasis).

DKK stiller ikke krav om HD-røntgen for racen. Det eneste særlige avlskrav er dokumentation for, at faderen har normale testikler. Korthåret hønsehund står heller ikke i bilag 2 til BEK nr. 607 af 26. maj 2025, som lister de racer, der skal HD-røntges før avl. Korthaarklubben ønsker dog kun avl på hunde med kendt HD-status, og en hund skal have HD A eller B for at komme i klubbens avlsregister. Der er ikke fundet et levetidsinterval fra en raceklub eller VetCompass.

Korthåret hønsehund er en af fem racer, der i Danmark stadig må halekuperes. Ifølge bekendtgørelsen må det kun ske på hvalpe efter stambogsførte forældre, af en dyrlæge og senest når hvalpen er 4 dage gammel, og DKK kræver en dyrlægeattest sammen med registreringen af kuldet. Racen er ikke omfattet af hundelovens forbud. Den enkelte hunds sundhed afhænger af arv, opdræt og levevis, og spørgsmål om helbred hører hjemme hos en dyrlæge.