Braque d'Auvergne

Mere om racen

Overblik

Braque d’Auvergne er en stor, korthåret stående jagthund fra det sydlige Midtfrankrig. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 1.1, blandt de kontinentale stående jagthunde af braquetypen, med standardnummer 180 og brugsprøve. Hanner måler 57 til 63 cm med 60 cm som idealet, og tæver 53 til 59 cm med 56 cm som idealet. DKK angiver en vægt på 22 til 30 kg.

Racen er let at kende på den sorte og hvide pels, der er så tæt prikket eller skimlet, at hunden ser blålig ud. I Frankrig kalder man den derfor uofficielt for “Bleu d’Auvergne”. Standarden beskriver en mild, meget kærlig, intelligent og lydig hund, der tilpasser sig familielivet godt. Den er dog først og fremmest en jagthund, avlet af jægere til jægere, og den passer bedst hos en ejer, der går på jagt eller kan give den tilsvarende opgaver.

Historie og oprindelse

Racens vugge er Cantal i Auvergne, et bjergrigt område i Centralmassivet, hvor den har været kendt i mere end to århundreder. Standarden skriver, at den nedstammer fra en fælles kilde for de stående hunde, og at Malteserridderne muligvis har været med i udvælgelsen. Den franske raceklub går lidt videre og kalder det meget sandsynligt. Sikkert ved man det ikke.

De fem franske korthårede hønsehunderacer var udbredt i Frankrig allerede i 1600-tallet. De var adelens hunde, og den franske revolution gjorde et stort indhug i bestanden. Siden fik racerne konkurrence fra de britiske stående hunde, og krigene i 1900-tallet reducerede antallet yderligere. Franske jægere har holdt racerne i live, men de er stadig sjældne, også i hjemlandet.

Raceklubben Réunion des Amateurs du Braque d’Auvergne (RABA) blev stiftet i 1913 og fejrede sit hundredårsjubilæum i 2013. Siden 1969 har klubben haft det franske landbrugsministeriums godkendelse til at lede avlen sammen med den franske kennelklub. FCI anerkendte racen endeligt i 1955. Uden for Frankrig er den en sjælden race. UKC anerkendte den i 2006, og i Storbritannien blev den indført af jægere, der havde set den arbejde som alsidig jagthund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en robust hund med kraftig benbygning, men uden tyngde, og med harmoniske proportioner. Kroppen er omtrent lige så lang, som hunden er høj, og brystet når ned til albuerne. Bygningen skal gøre det muligt at tilbagelægge lange strækninger med smidige bevægelser og holde aktiviteten hele dagen i det sværeste terræn. På jagt bevæger den sig i en jævn, let gyngende galop, som giver den en kendt udholdenhed.

Hovedet er langt med en altid sort næse og store, ovale øjne i en mørk hasselnøddefarve, der giver et åbent og venligt udtryk. Ørerne hænger og er bløde og let silkeagtige.

Pelsen er kort, ikke for fin, aldrig hård og blank. Farven er sort med hvide aftegninger i varierende omfang, enten prikket eller gråskimlet, og de to typer regnes for lige gode. Hovedet er helst sort med en hvid blis. Helt sorte eller helt hvide hunde, hvid uden prikker og brune eller gyldne nuancer i pelsen diskvalificerer.

Halen kan være kuperet til 15 til 20 cm eller naturlig og nå ned til hasen. I Danmark er halekupering ikke tilladt for racen (se sundhedsafsnittet).

Hverken FCI-standarden, UKC, RKC, den canadiske kennelklub eller RABA angiver en vægt. DKK’s raceside nævner 22 til 30 kg uden at oplyse kilden, og med det tal regnes racen til de store hunde. DKK’s raceside angiver også tævernes højde som 55 til 60 cm, mens standarden siger 53 til 59 cm.

Temperament

Standarden kalder racen mild, meget kærlig, intelligent og lydig. Næsen er kraftig, og opdragelsen handler mest om at udvikle de evner, hunden allerede har. Den britiske standard beskriver en alsidig arbejdshund og naturlig jæger, der gerne arbejder tæt på føreren, og hvis milde natur og vilje til at gøre det godt gør den meget lærenem. SKK kalder den venlig, hengiven, samarbejdsvillig og lærenem.

DKK beskriver de fem franske korthårede hønsehunderacer under ét som venlige og ligevægtige. De er hengivne og glade for kontakt med familien, lidt reserverede, men imødekommende over for fremmede. På jagt er racen ifølge RABA lige så god til at apportere som til at tage stand, og den holder af sig selv kontakt med sin fører. Den klarer al slags vegetation, men værdsættes mest i vanskeligt terræn. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter standarden.

Motion og aktivering

Braque d’Auvergne er en udholdende jagthund, og motionsbehovet er stort. DKK skriver, at de franske hønsehunde har en udpræget jagtlyst, som skal tilfredsstilles gennem kraftig fysisk motion og opgaver, der stimulerer dem mentalt, for eksempel sporarbejde og andet næsearbejde. SKK skriver, at racen har stor energi og kræver regelmæssig fysisk og mental aktivering, og at ejeren helst skal have adgang til jagtterræn.

Inde er den ifølge SKK rolig og behagelig, når den får afløb for sit aktiveringsbehov. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen. Både DKK og SKK skriver, at racen ikke egner sig som ren selskabshund.

Træning og socialisering

RABA skriver, at hundens føjelighed og hengivenhed gør opdragelsen let, når man gradvist kanaliserer dens naturlige evner og undgår enhver hårdhed. DKK anbefaler at begynde socialisering og træning tidligt og lægge hovedvægten på indkald og øvelser, der styrker samarbejdet. Man skal være konsekvent og meget venlig, skifte mellem forskellige træningssteder og belønne med ros og opgaver, hvor hunden kan bruge næsen.

Indkaldet er vigtigt. De franske hønsehunde er ivrige sporhunde, der følger alle duftspor, og når jagtlysten bliver tændt, er de hurtigt væk. Derfor skal kontakt og indkald trænes fra den tidligste hvalpealder.

Racen er let at lære, men DKK skriver, at de franske hønsehunde kræver meget af ejeren, som skal have hundeerfaring. Den er derfor ikke oplagt til en førstegangsejer uden jagt eller anden målrettet aktivering. I Danmark har racen ingen egen specialklub, og DKK henviser til Klubben for Jagthunde uden Specialklub.

Familie og bolig

Racen er en god familiehund i det rette hjem. Standarden skriver, at den tilpasser sig familielivet godt, og det gør både UKC’s og RKC’s standarder også. DKK beskriver de franske hønsehunde som overbærende med børn og andre hunde. Alle hunde bør alligevel være under opsyn sammen med børn.

Racen har brug for et godt socialt liv med meget menneskelig kontakt. Kilderne siger ikke direkte, hvor godt den klarer at være alene hjemme, så det er klogt at øve det gradvist.

De gennemgåede kilder siger heller ikke noget om, hvor meget racen gør, hvordan den lever sammen med katte og smådyr, eller om den kan bo i lejlighed. Med racens størrelse og motionsbehov er det punkter, man bør tale med opdrætteren om.

Pelspleje

Den korte pels er nem at holde. DKK skriver, at plejen klares med en gummibørste eller en aftørring med et fugtigt vaskeskind, der fjerner støv og løse hår. SKK skriver, at racen normalt fælder to gange om året.

Ørerne kræver lidt opmærksomhed. De lange, hængende ører skal holdes rene for at undgå infektion.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Kilderne om racens sundhed er få. SKK skriver, at der er for få hunde i Sverige til at vurdere racens sundhedstilstand, og der er ikke fundet dyrlægefaglige undersøgelser eller tal for, hvor almindelige sygdomme er. Der er heller ikke fundet en pålidelig levealder.

Hofteledsdysplasi er den sygdom, kilderne nævner. Den franske raceklub kalder hofteledsdysplasi en arvelig lidelse, som den bekæmper. Klubben kræver en officiel røntgenaflæsning med resultat A, B eller C, før en hund kan opnå de højere avlsklasser og titler. Den britiske kennelklub RKC anbefaler hofterøntgen før avl og indførte i 2019 hofterøntgen som krav for sine godkendte opdrættere og en årlig øjenundersøgelse som anbefaling. Både FCI’s og UKC’s standarder diskvalificerer hunde med øjenlåg, der vender ud eller ind.

Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK lister 12 måneder som tidligste alder til HD-, AD- og OCD-fotografering, men stiller ikke krav om resultater.

Racen er ikke blandt de fem racer, der må halekuperes i Danmark (ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund, weimaraner, vizla og breton), så halekupering er ikke tilladt, selv om standarden beskriver en kuperet hale. En kuperet hund må heller ikke udstilles eller fremvises til bedømmelse her, medmindre Fødevarestyrelsen har givet dispensation af dyrlægefaglige grunde. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er røntgenfotograferet for hofteledsdysplasi og undersøgt for øjne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.