Gravhund

Mere om racen

Overblik

Gravhunden er en tysk jagthund med korte ben og en lang, kompakt krop. Den blev avlet til at arbejde i jordbo, men bruges også over jorden til drivjagt og eftersøgning af anskudt vildt. I dag er den mindst lige så udbredt som familiehund.

Racen findes i tre hårlag, korthåret, ruhåret og langhåret, og i tre størrelser, standard, dværg og kanin. Det giver ni varianter, som Dansk Kennel Klub fører hver for sig, men som alle hører under samme FCI-standard. Størrelsen bestemmes ikke af højde eller vægt, men af brystomfanget.

Gravhunden er venlig, modig og selvstændig. Den er livlig udendørs og rolig indendørs. Racens vigtigste sundhedsemne er diskusprolaps, som Dansk Kennel Klub og Dansk Gravhundeklub arbejder med gennem et avlsprogram baseret på røntgen af ryggen.

Historie og oprindelse

Gravhunden har været kendt siden middelalderen. Den stammer fra brakker, altså drivende jagthunde, hvor man målrettet avlede videre på de lavbenede hunde, der egnede sig til jagt under jorden. Den arvelige kortbenethed, kondrodystrofi, blev her en fordel i arbejdet.

Racen regnes i dag for en af de mest alsidige jagthunde. Ud over jagt på ræv i grav bruges den til drivjagt, hvor den giver hals undervejs, og til at spore anskudt vildt. Den ældste klub for racen, Deutsche Teckelklub, blev stiftet i Tyskland i 1888. På tysk hedder hunden også Dackel eller Teckel.

I Danmark er Dansk Gravhundeklub specialklub for racen under Dansk Kennel Klub. Klubben blev stiftet i 1947 og afholder både udstillinger og jagt- og brugsprøver. Mange gravhunde har stadig et stærkt jagtinstinkt, selv om de fleste i dag lever som familiehunde.

Udseende og størrelse

Gravhunden er lav, langstrakt og muskuløs med et årvågent udtryk. Afstanden fra jorden til brystet skal være omkring en tredjedel af skulderhøjden, og kroppen skal være cirka 1,7 til 1,8 gange så lang som hunden er høj.

FCI-standarden opdeler i størrelser efter brystomfang, målt når hunden er mindst 15 måneder:

• Standard: hanner over 37 til 47 cm, tæver over 35 til 45 cm.
• Dværg: hanner over 32 til 37 cm, tæver over 30 til 35 cm.
• Kanin: hanner 27 til 32 cm, tæver 25 til 30 cm.

Standarden fastsætter hverken skulderhøjde eller vægt. Dansk Gravhundeklub regner med en vægtgrænse på cirka 9 kg for standard og 4 til 5 kg for dværg, mens kaninvarianten vejer få kilo. Alle varianter er altså små hunde.

Den korthårede har kort, tæt og blank pels. Den ruhårede har stridt dækhår med underuld samt skæg og buskede øjenbryn. Den langhårede har blank pels med underuld, som er længst på halsen, under kroppen, på ørerne og halen. Farverne er blandt andet rød, sort eller brun med tegninger, merle og tigret, og hos den ruhårede også vildtfarvet.

Temperament

Gravhunden er venlig af natur, hverken frygtsom eller aggressiv og med et ligevægtigt sind. Samtidig er den en ivrig og udholdende jagthund med en meget god næse.

Ude er den kvik og energisk, inde rolig og afbalanceret. Den er selvstændig, modig og robust, og den accepterer fremmede uden at være påtrængende venlig. Den kan gø en del, men normalt ikke uden grund eller vedvarende.

Gravhunden er meget trofast og knyttet til sin familie, og den har en god fornemmelse for stemninger. Når den har fået brugt sin energi, deler den gerne sofa og hverdag med familien.

Den selvstændighed, der gør den egnet til at arbejde alene under jorden, kan også mærkes i hverdagen. Temperamentet varierer fra hund til hund, og opvækst og træning betyder meget.

Motion og aktivering

Gravhunden har brug for regelmæssig motion, som også hjælper med at forebygge overvægt. Racen har et stort behov for at bruge næsen, og opgaver med søg og sporarbejde passer godt til den.

Det er en aktiv hund, der trives bedst med et aktivt liv og sætter pris på daglige ture i naturen. Dansk Gravhundeklubs lokale afdelinger tilbyder blandt andet sportræning, agility, rally, lydighed, vandapportering og drivtræning.

Mange gravhunde har stadig deres jagtinstinkt i behold. For jægere kan racen bruges til grav, drivjagt og eftersøgning, og klubben arrangerer jagtprøver for racen.

Kilderne skelner ikke mellem motionsbehovet hos standard, dværg og kanin. Den enkelte hunds alder, form og helbred bør altid indgå, når man planlægger motion.

Træning og socialisering

Gravhunden lærer hurtigt og er let at motivere, men det kan være svært at holde på dens interesse. Træningen fungerer bedst i korte pas flere gange om dagen og med en venlig tilgang, hvor samarbejde belønnes. Det kan hjælpe at træne nye ting inden døre eller et sted med få dufte, fordi næsen let tager over.

Racen er avlet til at arbejde på afstand af føreren og til at træffe egne beslutninger under jorden. Ubetinget lydighed er derfor ikke dens stærke side, og en sikker indkaldelse kræver tidlig og grundig træning, hvis hunden skal kunne gå løs.

DKK anbefaler tidlig socialisering med andre dyr og et socialt liv med meget menneskekontakt. Hvordan den enkelte hund udvikler sig, afhænger af både arv, opvækst og den træning, den får.

Familie og bolig

Gravhunden er en god familiehund, der omgås både børn og ældre med kærlighed, og som både er legekammerat og vagtsom over for sin familie. Den deltager gerne i familiens liv. Som med alle hunde bør samvær med børn foregå under opsyn.

Gravhunden kan godt bo i lejlighed, når den får dagligt motion og aktivering udenfor, og den lille størrelse og den rolige adfærd indendørs taler for det. Den kan dog gø, når der er noget at melde, og det er værd at tænke på, hvis man bor tæt med naboer.

Gravhunden har brug for meget kontakt med mennesker og bliver let urolig, når den er alene hjemme. Hvor meget alenetid den enkelte hund kan klare, afhænger af tilvænning og træning.

Pelspleje

Plejen afhænger af hårlaget. Den korthårede gravhund kræver meget lidt pelspleje. Den langhårede bør børstes igennem hver uge og have lidt frisering, især under bugen. Den ruhårede skal børstes jævnligt og trimmes et par gange om året, hvilket mange ejere kan lære at gøre selv.

Efter standarden skal den ruhårede have tæt, stridt dækhår med underuld og tydeligt skæg, og den langhårede skal have en glat pels, der ikke må være bølget eller ens lang over hele kroppen.

Hvor meget de tre hårlag fælder, fremgår ikke af kilderne. Derfor er fældning ikke vurderet her.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Diskusprolaps, også kaldet IVDD, er det største sundhedsproblem hos gravhunden. Racen er kondrodystrof, og hos disse racer kan diskene mellem ryghvirvlerne tidligt forkalke og svækkes. Danske forskere har vist, at forkalkning går forud for prolaps. Undersøgelser har fundet, at mellem cirka 16 og 31 procent af gravhundene får diskusprolaps, og i en dansk undersøgelse af 503 hunde var tallet 18 procent, uden sikker forskel mellem hårlagene. Også The Royal Kennel Club regner IVDD for en væsentlig bekymring for racen.

I Danmark har man siden 2003 brugt røntgen af ryggen til at tælle forkalkede diske, og resultatet indgår i et avlsindeks. DKK kræver, at begge forældre har en officiel rygstatus taget mellem 24 og 48 måneders alder, før hvalpene kan få stambog. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en gravhund røntgenundersøges for anlæg for diskusprolaps i alderen to til fire år, før den bruges i avl, og hunde med fem eller flere forkalkninger må højst parres én gang og kun med en hund med status fri eller let. Hunde med mange forkalkninger havde markant højere risiko for prolaps, og en kendt DNA-test kunne ikke erstatte røntgen i avlen.

Osteogenesis imperfecta (glasknogler) forekommer hos ruhårede gravhunde, og DKK anbefaler test for den og for øjensygdommen CRD-PRA ved avl med ruhårede.

Et britisk studie fandt en median levealder på 14,0 år for hunde registreret som Miniature Dachshund. For de øvrige varianter er der ikke fundet tal. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hund hører hjemme hos en dyrlæge.