Mastiff

Mere om racen

Overblik

Mastiffen er en britisk vagthund og en af verdens største og tungeste hunderacer. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.1 blandt molosserne af mastifftypen, og standarden angiver anvendelsen som vagt- og sikkerhedshund. I dag lever langt de fleste mastiffer som familiehunde.

Racen kombinerer størrelse og mod med et roligt og godmodigt sind. Den knytter sig stærkt til sin familie, er tilbageholdende over for fremmede og har brug for meget selskab, men kun lidt motion. Den savler en del, især omkring måltiderne, og en voksen hund vejer typisk mellem 54 og 109 kg.

Mastiff er ikke en forbudt race i Danmark. Den står ikke på hundelovens liste over 13 forbudte racer. Navnet giver dog anledning til forvirring, fordi flere af de forbudte racer i udlandet kaldes noget med “mastiff”, for eksempel fila brasileiro (brasiliansk mastiff) og tosa inu (japansk mastiff). Det er andre racer.

Historie og oprindelse

Hunde af mastifftypen har levet i Storbritannien i mere end 2.000 år. Da romerne kom til de britiske øer, mødte de store hunde af denne type og tog nogle med hjem som krigs- og kamphunde. Allerede før slaget ved Agincourt i begyndelsen af 1400-tallet var mastiffen kendt for sit mod og sine vogterinstinkter.

Gennem middelalderen og senere blev racen brugt til at vogte landsbyer og herregårde, hjælpe skovløbere og jage ulve, og i en periode også til bjørne- og tyrekampe, der blev forbudt i 1835. Mastiffen regnes desuden for at have været med til at skabe flere andre store racer, blandt andre sankt bernhardshund og bullmastiff.

En hund af den størrelse er dyr at fodre, og i krigs- og nedgangstider var racen flere gange tæt på at uddø. Efter Anden Verdenskrig var der kun en enkelt tæve tilbage i Storbritannien. Racen blev genopbygget med hunde fra Nordamerika, der stammede fra britiske linjer, og ifølge DKK er sankt bernhardshund og bullmastiff gennem tiden brugt ved genopbygningen. Racen er stadig sjælden. I 2003 anslog Dansk Mastiffklub, at der var mellem 130 og 150 mastiffer i Danmark, og at omkring 95 procent var familiehunde.

Udseende og størrelse

Mastiffen er bred, dyb og kraftigt bygget med svære knogler og tydelige muskler. Kroppen er længere end høj, og hovedet skal virke firkantet fra alle vinkler. Snuden er kort, bred og lige afskåret, og panden lægger sig i rynker, når hunden er opmærksom. Standarden lægger vægt på, at størrelsen aldrig må gå ud over sundheden: overdrevne rynker, løs hud og løse øjenrande er uønsket.

Pelsen er kort og tætliggende, grovere over hals og skuldre og med en tæt underuld. Farven er abrikos, fawn eller brindle, og snude, ører og næse skal være sorte, med sort omkring øjenrandene. Meget hvidt er uønsket.

FCI-standarden angiver hverken højde eller vægt. Den amerikanske standard sætter en mindstehøjde på 76 cm for hanner og 70 cm for tæver uden nogen øvre grænse. Den amerikanske raceklub skriver, at de fleste hanner vejer omkring 77 til 109 kg og tæver omkring 54 til 91 kg. Racen hører dermed til de meget store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en kombination af storhed og mod: mastiffen er rolig og kærlig over for sin ejer, men i stand til at vogte, og den er som regel ligeglad med fremmede. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres, og frygtsomhed er uacceptabel.

I familien er mastiffen trofast, omgængelig og godmodig, og den kan være næsten overbeskyttende over for sine mennesker. Over for fremmede er den reserveret. Den er nysgerrig, men blød af sind, og møder den noget nyt, vurderer den gerne situationen på afstand. Den er en god vagthund, der går til døren og gør, men den er ikke hurtig på aftrækkeren og falder til ro, når den har konstateret, at der ikke er fare.

Over for andre dyr er mastiffen som regel fredelig, og jagtinstinktet er stort set væk. Molosserne kan dog være territoriale over for andre hunde, og DKK anbefaler for hele gruppen, at hunden socialiseres til hunde, andre dyr og mennesker, til den er mindst et år gammel.

Motion og aktivering

Mastiffen er en rolig hund, der ikke er vild med at løbe. Den har brug for mere kontakt end motion, og en voksen hund klarer sig med daglige, rolige gåture. Kilderne spænder fra en moderat gåtur til omkring en time om dagen.

I opvæksten skal motionen holdes nede. For meget motion kan skade udviklingen af led og sener, og hvalpen bør ikke tage lange ture, springe over forhindringer eller gå på stejle trapper. Væksten aftager omkring 18 måneders alderen, men mastiffen er først fuldt udvokset fysisk og mentalt omkring tre år gammel.

Molosserne har dyb brystkasse og kan få mavedrejning. DKK anbefaler at vente mindst 1 til 2 timer med at fodre efter aktivitet og at fordele maden på mindst to måltider om dagen. Racen trives bedre i koldt vejr end i varmt.

Træning og socialisering

Mastiffen er samarbejdsvillig og lærer hurtigt, men den kan have stædige perioder. Den er en udpræget familiehund og ikke egnet som brugshund. Træningen kræver tålmodighed og bør begynde tidligt med korte sessioner på 10 til 15 minutter og masser af ros. Hård opdragelse er den helt forkerte vej, fordi racen er følsom.

Grundlæggende lydighed er nødvendig for en hund, der kan veje over 100 kg. Den amerikanske raceklub anbefaler, at hvalpen ikke får lov til noget, man ikke vil acceptere hos den voksne hund, og skriver ligefrem, at racen ikke er for alle.

Fordi racen af natur er tilbageholdende, er socialisering vigtig fra hvalpealderen. Hvalpen skal med ud og opleve verden, og hvalpetræning anbefales. Uden nok socialisering kan mastiffen blive reserveret som voksen.

Familie og bolig

Mastiffen er blid og generelt god med børn, men den kan blive overbeskyttende over for dem, når fremmede er til stede. Den er yderst social og elsker mennesker. Racens størrelse og styrke gør det vigtigt, at samvær med børn altid foregår under opsyn, og at hunden er godt opdraget.

Racen har brug for meget plads både ude og inde. Den rolige hund kan i princippet bo i en lejlighed, men trapper er alt for hårde for den i vækstperioden, og størrelsen og behovet for plads taler imod en lille bolig. Som voksen gør den meget lidt, men melder, når der sker noget.

Mastiffen har langt mere brug for sin families selskab end mange andre racer. En mastiff, der ofte efterlades alene, eller som holdes i haven med for lidt menneskelig kontakt, kan sygne hen eller blive destruktiv af ensomhed og angst. Hvor meget den enkelte hund kan klare alene, afhænger af tilvænning og træning.

Pelspleje

Den korte pels er nem at holde. En børstning cirka en gang om ugen fjerner løse hår, og i fældeperioderne er der mere at fjerne. Fældningen er gennemsnitlig.

Ansigtet kræver mere opmærksomhed end pelsen. Læbefolderne og rynkerne skal holdes rene og tørre for at undgå hudirritation, og PDSA anbefaler daglig rengøring af rynkerne. Øjnene kan kræve pleje på grund af løse øjenrande. En del mastiffer savler, især i forbindelse med måltider og godbidder, og vandskålen skal skylles flere gange om dagen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Mastiffen er en kortlivet race. En britisk undersøgelse af over 584.000 hunde (McMillan og kolleger, 2024) fandt en medianlevealder på 9,0 år og placerede mastiffen blandt de racer med størst risiko for tidlig død. En britisk VetCompass-undersøgelse af kæmperacer fandt en medianalder ved død på 9,6 år, men kun ud fra 56 døde mastiffer. I en international ejerundersøgelse, hvor deltagerne blev fundet gennem mastiffklubber, var gennemsnitsalderen ved død 8 år, og kræft var den hyppigste dødsårsag, især knoglekræft.

Kendte sygdomme i racen omfatter blandt andet mavedrejning, hjertesygdommen dilateret kardiomyopati, epilepsi, kræft, øjenlågsproblemer, hofte- og albueledsdysplasi, wobbler syndrom, nedsat stofskifte og PRA. Hud- og ledproblemer forekommer også, og løse øjenrande bliver ofte noteret af dommere på udstillinger. Den britiske kennelklub har placeret racen i kategori 3 i sin Breed Watch-ordning, der omfatter racer med synlige problemer eller bygningstræk, som kan give helbredsproblemer.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en mastiff røntgenundersøges for både HD og AD, før den bruges i avl, og som gigantrace skal den være mindst 18 måneder gammel ved HD-undersøgelsen. DKK kræver, at begge forældre har HD-status A eller B (C kun med en partner med A) og AD-status 0 eller 1, og at faderens testikler er dokumenteret normale. Den britiske kennelklub anbefaler hofte- og albueundersøgelse før avl og desuden en øjenundersøgelse.

Mastiff er ikke omfattet af hundelovens forbud, der gælder 13 navngivne racer og krydsninger af dem. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.