Grand Danois

Mere om racen

Overblik

Grand danois er en meget stor og høj molosser, som FCI placerer i gruppe 2 blandt hundene af mastiff-typen. Racen hedder Deutsche Dogge på tysk og Great Dane på engelsk, og Tyskland står som oprindelsesland. Standarden beskriver en ædel og harmonisk hund, der forener størrelse og kraft med elegance, og kalder den “Apollon blandt alle racer”.

I dag er grand danoisen først og fremmest selskabs- og familiehund. Den er venlig og kærlig over for sin familie, især børnene, og knytter sig tæt til sine mennesker, mens den kan være lidt forbeholden over for fremmede. Størrelsen giver særlige behov i opvæksten og i hverdagen, og racen har en kort levetid og en kendt risiko for mavedrejning, hjertesygdom og knoglekræft. Ved udstillinger deler DKK racen op i tre farvevarianter, men det er én og samme race.

Historie og oprindelse

Racens forløbere var de gamle bullenbeissere og de store hunde, der blev brugt til jagt på vildsvin, og som lå et sted mellem den tunge mastiff og den hurtige mynde. Racens rødder føres ofte tilbage til alanerne, et folk fra Kaukasus, hvis mastifflignende hunde blev krydset med store mynder til jagt på bjørn, vildsvin og hjort.

Hunde af typen blev opdrættet i de kongelige stalde på Frederiksborg allerede i 1500-tallet, og det er baggrunden for navnet grand danois, “den store dansker”. I 1878 besluttede et udvalg i Berlin at samle de forskellige varianter under navnet Deutsche Dogge, og i 1880 kom den første standard. Siden 1888 har den tyske raceklub Deutsche Doggen Club 1888 forvaltet standarden.

Oprindelseslandet har været til strid. Danskerne førte i 1937 sag om racens nationalitet, og FCI anerkendte Tyskland. Grand Danois Klubben i Danmark betragter stadig racen som dansk. Klubben blev stiftet i 1928 som Specialklubben for Den Danske Hund og fik sit nuværende navn i 1951.

Udseende og størrelse

Grand danoisen er næsten kvadratisk bygget, især hannerne, mens tæverne må være lidt længere. Hovedet er langt, smalt og udtryksfuldt, ørerne hænger naturligt, og halsen er lang og muskuløs. Bevægelserne skal være harmoniske, smidige og rummelige.

Efter den gældende FCI-standard fra 2024 skal hanner være mindst 80 cm og helst ikke over 90 cm i skulderhøjde, mens tæver skal være mindst 72 cm og helst ikke over 84 cm. En hund under minimumshøjden diskvalificeres. Standarden angiver ingen vægt, men raceklubben opgiver 50 til 75 kg afhængigt af alder og køn. I en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis var medianvægten 60,5 kg. Racen hører dermed til de meget store hunde.

Pelsen er meget kort, tæt, glat og blank uden underuld. Racen opdrættes i tre selvstændige farvevarianter: gul og tigret; harlekin, merle og sort; samt blå. Harlekin er hvid med sorte, ujævne pletter, merle er grå med sorte pletter, og sorte hunde kan have hvide aftegninger, også som de såkaldte mantelhunde.

Temperament

Grand danoisen er venlig, kærlig og hengiven over for sin ejer. Den må gerne være reserveret over for fremmede, men standarden kræver en selvsikker, frygtløs og let opdragelig familiehund med høj tærskel for provokation og uden aggression, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Idealet er en nervefast hund med det, raceklubben kalder “stoisk ro”.

I hverdagen er racen rolig. Den knytter sig til hele familien frem for til én person og mærker tydeligt stemninger hos sine mennesker. Samtidig har den en stor personlighed med egne meninger og ofte en stædig side. Den er loyal og vagtsom, og instinktet fra tiden som vagthund på godser og gårde findes stadig. Jagtlysten fra fortiden som storvildthund er ikke forsvundet, så leg med små hunde bør holdes under opsyn.

Motion og aktivering

En voksen grand danois har brug for daglig motion, men behovet er ikke ekstremt. En lang gåtur eller en kort løbetur om dagen, suppleret med fri leg på et sikkert område, passer de fleste. PDSA anbefaler dog mere, nemlig mindst to timer om dagen fordelt på flere ture. Mange grand danoiser motionerer ikke sig selv, så ejeren må sørge for aktiviteten. Når behovet er dækket, er hunden typisk rolig indendørs.

Opvæksten kræver særlig omtanke. I de mest intense vækstperioder kan hvalpen tage omkring 3 kilo på om ugen, hvilket presser skelet og muskler. Musklerne bygges bedst op i roligt tempo med gåture i kuperet terræn og på blødt underlag, og løbeture og anden hård motion bør vente, til hunden er omkring to år. Racen kan dyrke sporarbejde og med hensyn til knogler og muskler også agility.

Træning og socialisering

Grand danoisen er let at påvirke og meget lærevillig som hvalp, og den reagerer godt på belønning. Den skal opdrages venligt og konsekvent, gerne i skiftende omgivelser og i korte træningspas. Skæld ud virker mod hensigten: hård behandling giver modstand, mens respekt og tålmodighed giver resultater.

Fordi hunden bliver så stor, skal fundamentet lægges, mens den er lille og nem at håndtere. Perioden fra 8 til 16 uger er den vigtigste for socialisering, og hvalpen bør møde mange slags mennesker, transportmidler og lyde. Den amerikanske raceklub betragter lydighedstræning som nødvendig for at have kontrol over en hund af denne størrelse.

Familie og bolig

Grand danoisen er en udpræget ledsager- og familiehund og er typisk tålmodig og blid over for børn, når forholdet bygger på gensidig respekt. Størrelsen trækker dog den anden vej: en livlig hvalp kan let vælte et lille barn i leg, og racen er derfor mindre oplagt i familier med helt små børn. Små børn og en grand danois bør aldrig være sammen uden opsyn.

Om boligen er kilderne uenige. Raceklubben mener, at racen godt kan bo i et mindre hus, fordi nogle mindre racer fylder mere i hjemmet, men fraråder en lejlighed højt oppe uden elevator. PDSA mener derimod, at racen har brug for meget plads både inde og ude og ikke passer til lejligheder. Den kræver under alle omstændigheder en stor bil og et sikkert sted at løbe frit.

Grand danoisen trives tæt på sine mennesker, gerne også om natten, og et liv i hundegård passer den ikke. Den klarer sig dårligt alene i længere perioder, kan blive urolig og ødelæggende og bør højst være alene omkring fire timer ad gangen. Racen er desuden kendt for at savle.

Pelspleje

Den korte pels uden underuld kræver meget lidt arbejde. En aftørring med et fugtigt vaskeskind eller en børstning cirka en gang om ugen holder pelsen pæn. Neglene skal klippes ofte, så hunden kan stå rigtigt på sine runde kattepoter.

Racen fælder, selv om den ikke har underuld, og der kommer lidt mere hår forår og efterår. Mængden svarer nogenlunde til de fleste andre racer, men på grund af størrelsen bliver det alligevel til en del. De korte, stive hår har en irriterende evne til at bore sig ned i møbler og tæpper.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Grand danoisen har en kort levetid. I en britisk VetCompass-undersøgelse af kæmperacer fra 2026 var medianalderen ved død 8,9 år for 113 grand danoiser. En grand danois regnes som senior fra 8-årsalderen, og den bliver sjældent mere end 10 til 11 år.

Mavedrejning er en kendt og frygtet sygdom hos racen. Blandt hunde på britiske dyreskadestuer havde grand danois de højeste odds for mavedrejning af alle racer, over 100 gange så høje som blandingshunde. I en frivillig gentest blandt den danske klubs medlemmer i 2017 var kun 19 af 75 hunde fri for de gener, der menes at disponere for sygdommen. Det anbefales at dele foderet i to måltider og holde pause mellem fodring og motion. Hjertesygdommen dilateret kardiomyopati (DCM) er også udbredt: en britisk screening af 107 grand danoiser fandt tegn på sygdommen hos 35,6 %. Aortastenose forekommer også. Racen har desuden omkring 34 gange så høje odds for knoglekræft (osteosarkom) som blandingshunde.

Andre kendte problemer er mandelbetændelse, øjenlågsproblemer som ektropion og entropion, hofte- og albueledsdysplasi, wobbler syndrom og den arvelige muskelsygdom IMGD, som der findes en DNA-test for. Helt hvide grand danoiser kan være døve eller blinde, og døve eller blinde hunde diskvalificeres efter standarden.

Der er ikke noget lovkrav om røntgen af hofter og albuer. Bekendtgørelse nr. 607 af 2025 om hold af hunde nævner grand danois i bilag 3 som en kæmperace, der ikke er omfattet af kravet om HD- og AD-undersøgelse. DKK stiller kun krav om, at faderen har normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl overholdes; til Basis+-stambog skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good. Spørg opdrætteren om forældrenes hjerte- og helbredsstatus. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.