Japansk Spids

Mere om racen

Overblik

Japansk Spids er en lille, rent hvid spidshund fra Japan. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 5, blandt de asiatiske spidshunde og beslægtede racer, med standardnummer 262. Standarden beskriver dens anvendelse som selskabshund, og racen er da heller ikke avlet til noget bestemt arbejde.

Det første, man lægger mærke til, er den overdådige hvide pels med krave om halsen og den buskede hale over ryggen. Bag pelsen er der en intelligent, munter og kærlig hund, der knytter sig tæt til sin familie og gerne melder, når der kommer nogen. Den er følsom og passer bedst ind i et hjem, hvor der er ro omkring den, og hvor den kan være med i det, familien laver.

Historie og oprindelse

Japansk Spids er en ung race. Præcis hvilke hunde der dannede grundstammen, vides ikke med sikkerhed. FCI-standarden skriver, at oprindelsen siges at være den store, hvide tyske spids, som kom til Japan omkring 1920 via Sibirien og det nordøstlige Kina. Den britiske kennelklub nævner, at nogle mener, at også samojedhunden havde indflydelse i de første år.

Omkring 1921 blev racen vist første gang på en hundeudstilling i Tokyo. I 1925 kom to par hvide spidshunde fra Canada, og frem til omkring 1936 fulgte flere importer fra Canada, USA, Australien og Kina. Afkommet blev krydset for at få en bedre og mere ensartet hund. Krigen satte avlen kraftigt tilbage, men i 1948 var bestanden igen stor og stabil nok til, at den japanske kennelklub kunne fastlægge en samlet standard for racen.

FCI anerkendte Japansk Spids endeligt i 1964. Derfra spredte racen sig langsomt uden for Japan. De første hunde kom til Sverige i 1973, og fra Sverige gik racen videre til resten af Europa. Den britiske kennelklub anerkendte den i 1977, og de første japanske spidser kom til Danmark fra Sverige i 1979. Herhjemme hører racen under Spidshundeklubben.

Udseende og størrelse

Japansk Spids er en lille, men robust hund med en fast og stærk krop, der er lidt længere end høj, i forholdet 10 til 11. Hovedet er moderat bredt og afrundet med et tilspidset næseparti, en lille, rund, sort næse og stramme, helst sorte læber. Øjnene er mandelformede, let skråtstillede og mørke med sorte øjenrande, og de små, trekantede ører står opret og peger fremad. Halen er højt ansat, moderat lang og bæres ind over ryggen. En hale, der ikke bæres på ryggen, eller hængende ører diskvalificerer.

Pelsen består af lige, udstående dækhår og en kort, blød og tæt underuld. Den er kort på forhovedet, ørerne, forsiden af forbenene og under haserne, mens resten af kroppen er dækket af rigelig, lang pels. Fra halsen over skuldrene til forbrystet danner den en smuk krave, og halen har lang, fyldig behåring. Farven er rent hvid, og de sorte detaljer på næse, læber og øjenrande står skarpt mod den.

FCI-standarden angiver en skulderhøjde på 30 til 38 cm for hanner, mens tæver er lidt mindre. Den britiske standard er lidt mere præcis med 34 til 37 cm for hanner og 30 til 34 cm for tæver. Ingen af standarderne angiver en vægt. DKK oplyser 5 til 9 kg for tæver og 8 til 12 kg for hanner, så racen hører til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver Japansk Spids som intelligent, munter og med skarpe sanser, og den britiske standard kalder den kærlig, selskabelig, vågen, modig og livlig. Den er meget hengiven over for sine mennesker og vil helst være, hvor familien er. Fremmede møder den som regel venligt, men nogle er reserverede eller lidt forbeholdne ved første møde.

Temperamentet er roligt og psykisk afbalanceret, men racen er også følsom. Den reagerer hurtigt på uro omkring sig, og jo mere uro der er i familien, jo mere urolig bliver hunden. Den er vagtsom og melder, når der sker noget. Støjende adfærd regnes for en fejl i standarden, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er moderat. Daglige gåture er grundstammen, men racen er udholdende, robust og hårdfør og kan sagtens klare længere og mere krævende ture, hvis ejeren har lyst. Den er aktiv og nysgerrig og vil gerne undersøge alt, hvad den ikke kender.

Hovedet skal også i brug. Spor, aktivitetsspil og små opgaver passer godt til racen, og den trives med at lave noget sammen med sine mennesker. Den kan finde på at fange en mus eller løbe efter en hare, hvis den er løs, men har ellers ikke den store jagtlyst og holder som regel god kontakt med sin ejer i stedet for at gå sine egne veje.

Træning og socialisering

Japansk Spids er meget samarbejdsvillig og lærenem. Fordi den er følsom, skal den opdrages med blød hånd; hård behandling passer ikke til racen. Træningen fungerer bedst, når den er venlig, positiv og varieret, i korte pas med højt tempo og uden for mange gentagelser.

Ros og leg er gode belønninger, og en bold kan være et bedre alternativ end godbidder. Små hunde bliver hurtigt mætte, og de tager også let på. Spidshundeklubben anbefaler at begrænse gøen allerede fra hvalpestadiet, fordi racen er en alarmhund, der ellers kan blive noget gøende. Hvalpen bør også tidligt lære at blive børstet, og den bør møde andre dyr, mens den er ung, da en australsk dyreklinik skriver, at ikke alle japanske spidser bryder sig om andre kæledyr i hjemmet.

Familie og bolig

Racen er udviklet som selskabshund og betragtes som en familiehund. Den er kærlig og vil gerne gøre sin ejer tilfreds, og den trives med menneskeligt selskab og tæt kontakt til familien. Kilderne siger ikke noget direkte om børn, men følsomheden betyder, at et roligt hjem passer den bedre end et hjem med meget larm og uro. Som med alle hunde bør samvær med børn foregå under opsyn.

Den lille størrelse og det moderate motionsbehov gør, at racen kan bo mange steder, og den trives både inde og ude. Ingen kilde taler direkte om lejlighed, men får den sine daglige ture og noget at tænke over, er størrelsen ikke en hindring. Gøen er det, man skal holde øje med, hvis der er naboer tæt på. Mus og andre smådyr kan vække dens jagtlyst, og kilderne nævner ikke katte.

Pelspleje

Den lange hvide pels ser krævende ud, men er nemmere at holde, end mange tror. Pelsen er blød, så mudder og snavs falder af eller kan børstes ud, og hunden holder sig selv ren. Den skal dog børstes grundigt igennem en gang om ugen, så den ikke filtrer, og så fældningen holdes nede. Racen kræver hverken trimning eller klipning.

Japansk Spids fælder i perioder og ikke hele året. En australsk kennelklub skriver, at hanner typisk fælder en gang om året og tæver to gange. En australsk dyreklinik skriver, at fældningen varer omkring to uger. I fældeperioderne er det en god idé at børste hunden igennem hver dag.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund. Den britiske kennelklub har ikke udpeget særlige problemer i racen og anbefaler ingen bestemte sundhedstest før avl. Den sygdom, der oftest nævnes, er knæskalsluksation, hvor knæskallen glider ud af sin plads. En dyrlæge kan undersøge knæene hos både hvalpe og voksne hunde. Nogle japanske spidser får også tåreplet under øjnene, som kan skyldes blandt andet tilstoppede tårekanaler eller en rundere øjenform, og det ses tydeligt på en hvid hund.

Der findes ingen opgørelse over racens levealder fra en raceklub eller en større undersøgelse. En australsk dyreklinik angiver en gennemsnitlig levealder på 14 til 17 år, men uden at oplyse, hvad tallet bygger på.

Japansk Spids er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om undersøgelse for HD eller AD før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på udstilling. DKK har ingen krav om undersøgelse af knæ eller øjne. Racen er ikke omfattet af hundelovens forbud.

Spørg opdrætteren, om forældrenes knæ er undersøgt, og hvordan de har det med tåreflåd. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.