Shiba

Mere om racen

Overblik

Shiba er den mindste af de japanske spidshunde, og FCI placerer den i gruppe 5 blandt de asiatiske spidshunde og beslægtede racer. Den blev brugt til jagt på fugle og småvildt i Japans bjergegne og er i dag først og fremmest selskabshund. I hjemlandet er den den mest populære af de japanske racer, og der registreres omkring 50.000 shibaer om året. I Danmark hører racen under Spidshundeklubben.

Racen er lille, kompakt og muskuløs med rejste ører og en krøllet hale. Den er trofast, årvågen og knyttet til sin familie, men ofte reserveret over for fremmede. Shibaen har bevaret meget af naturhundens væsen: den er selvstændig, har stor jagtlyst og adlyder ikke blindt. Til gengæld gør den sjældent, savler ikke og er meget renlig. Pelsen fælder kraftigt to gange om året.

Historie og oprindelse

Hunde, der ligner nutidens shiba, har levet i Japan i årtusinder, og der er fundet skeletrester, som dateres 7.000 til 8.000 år tilbage. Navnet betyder lille hund, men forklares også med de krat, hvor hundene jagede. Oprindelig fandtes tre lokale typer, Shinshu, Mino og Sanin, opkaldt efter de egne, de kom fra.

Mellem 1868 og 1912 kom engelske settere og pointere til Japan. Jagt blev en sport, og de lokale hunde blev krydset med de engelske racer, så renracede shibaer i perioden 1912 til 1926 var blevet meget sjældne. Omkring 1928 begyndte et egentligt bevaringsarbejde, og samme år blev klubben Nihon Ken Hozonkai, kaldet Nippo, grundlagt. Racens standard blev samlet i 1934. FCI-standarden og den britiske raceklub angiver, at shibaen blev erklæret naturmindesmærke i 1937, mens den britiske kennelklub og flere andre kilder skriver 1936.

Anden verdenskrig ramte racen hårdt. Mange hunde døde af sult eller sygdom, især hundesyge, og efter krigen blev racen bygget op igen af de overlevende. Den første shiba i Europa blev registreret i Danmark i 1969, men racen fik først rigtigt fodfæste her i slutningen af 1970’erne med hunde fra Sverige, hvor de første shibaer kom til i 1972.

Udseende og størrelse

Shiba er en lille, velbalanceret hund med gode knogler og veludviklede muskler. Kroppen er lidt længere end høj, i forholdet 10 til 11. Panden er bred, øjnene trekantede og mørkebrune, og de små, trekantede ører står stift op og hælder let fremad. Halen er højt ansat og tyk og bæres kraftigt oprullet eller i en seglformet bue.

Pelsen består af hårde, lige dækhår over en blød og tæt underuld, og hårene på halen er lidt længere. De godkendte farver er rød, black and tan, sesam, sort sesam og rød sesam. Alle farver skal have urajiro, en lys pels på siderne af næsepartiet og kinderne, under kæbe og hals, på bryst og bug, under halen og på indersiden af benene. Pinto regnes som en fejl. Den britiske kennelklubs standard godkender også hvid, men det gør FCI-standarden ikke.

Skulderhøjden er ideelt 39,5 cm for hanner og 36,5 cm for tæver med en tolerance på 1,5 cm til begge sider. FCI-standarden nævner ingen vægt. Den amerikanske standard angiver en gennemsnitsvægt på omkring 10 kg for hanner og 8 kg for tæver ved den foretrukne størrelse, og racen hører dermed til de små hunde.

Temperament

Standarden beskriver en trofast hund med skarpe sanser og stor årvågenhed. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den er nysgerrig, modig og intelligent med en stærk vilje og en vis stolthed, men samtidig stille og værdig i sin optræden og loyal over for familien. Spidshundeklubbens racerepræsentant har beskrevet væsenet som en blanding af spidshund, terrier og kat.

Over for fremmede er racen ofte afventende, og mange shibaer bryder sig ikke om at blive rørt af folk, de ikke kender, især på poterne. Shibaen er ingen skødehund og vil sjældent løftes op og kæles med, selv om den kan være meget kærlig på sin egen måde. Efter kønsmodning er nogle shibaer ikke venlige over for fremmede hunde, og hunde af samme køn kan have svært ved at enes.

Racen gør sjældent og er stille det meste af tiden. Til gengæld er den kendt for shiba-skriget, en høj og gennemtrængende lyd, som hunden kan give fra sig, når den er stærkt utilfreds, for eksempel hos dyrlægen, i badet eller ved negleklip.

Motion og aktivering

Ude er shibaen fuld af energi og har god udholdenhed, mens den inde typisk er rolig. Den har brug for en del motion og mental beskæftigelse i form af gode daglige gåture og opgaver til hovedet. Den britiske raceklub anser en tur morgen og aften for nok til de fleste, men en shiba kan også følge med en aktiv ejer på lange ture og løbeture. Sporarbejde, nosework, rallylydighed, agility og canicross er gode aktiviteter for racen.

Jagtlysten er det største hensyn. Racen går meget op i vildt og spor og bevæger sig gerne langt væk, så den er svær at gå med løs. Det kræver et stort og vedholdende arbejde med indkaldet, hvis den skal kunne slippes, og både den britiske og den amerikanske raceklub anbefaler, at den kun går løs i indhegnede områder. En have skal have et solidt hegn, for racen stikker gerne af, hvis den får chancen.

Træning og socialisering

Shibaen lærer hurtigt, men den er ikke ivrig efter at behage og gør ikke nødvendigvis, hvad man beder om, hvis den ikke kan se en mening med det. Den lærer bedst med belønning, korte træningspas og afveksling i miljø, øvelser og belønning. Hårde metoder og tvang virker mod hensigten: hunden mister tilliden og går sine egne veje. En god shibaejer er kærlig og konsekvent og har tålmodighed og humor.

Tidlig socialisering og miljøtræning er vigtig, fordi racen modnes psykisk forholdsvis tidligt. På grund af den naturlige reservation over for fremmede skal hvalpen vænnes til berøring over hele kroppen, ellers kan dyrlægebesøg, negleklip og udstilling blive en stor udfordring.

Familie og bolig

Shibaen knytter sig stærkt til sin familie og sætter pris på tæt kontakt med den. Den passer bedst i en familie, hvor børnene er gamle nok til at respektere hundens behov og grænser. Den britiske raceklub understreger, at hele familien, også børnene, skal lære at omgås en shiba, og at racen kan vogte over sine ting. Nogle shibaer lever fint sammen med katte, men små dyr kan blive opfattet som bytte.

Racen tilpasser sig godt til forskellige boligforhold. Den er lille, rolig indendørs og gør sjældent, men shiba-skriget kan overraske naboerne.

Ingen af de gennemgåede raceklubber eller kennelklubber beskriver direkte, hvordan racen klarer at være alene hjemme. Hvad den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Den korte dobbeltpels er smudsafvisende og isolerer godt. Uden for fældeperioderne kræver den kun lidt pleje: en grundig børstning om ugen, bad efter behov og jævnlig klipning af kløerne. Pelsen skal ikke trimmes.

To gange om året fælder shibaen underulden kraftigt. I de perioder skal den børstes dagligt, og et varmt bad hjælper med at løsne den døde underuld, men man må regne med hår i hjemmet. Racen er til gengæld meget renlig og lugter ikke. Hvalpen bør vænnes til børstning og negleklip fra starten, fordi mange shibaer er følsomme om poterne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Shiba regnes generelt for en sund og robust race. Den hyppigste lidelse er allergi og andre hudproblemer. I den svenske raceklubs ejerundersøgelse fra 2018 svarede omkring 15 procent, at deres hund havde haft gentagne eller langvarige hudproblemer, og hos 10 procent havde en dyrlæge konstateret allergi. Racen er også beskrevet som disponeret for atopisk dermatitis i Japan. Desuden forekommer hofteledsdysplasi (HD), patellaluksation (løse knæskaller), øjensygdomme som grøn stær (glaukom) og nedsat stofskifte.

GM1-gangliosidose er en sjælden, arvelig stofskiftesygdom, der skader nervesystemet. Ramte hunde får symptomer i 5 til 6 måneders alderen og dør ved 12 til 18 måneder. Sygdommen nedarves recessivt, så raske bærere kan give den videre. I en japansk undersøgelse fra 2013 var 6 af 590 hunde bærere. Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for GM1 og den beslægtede GM2 samt øjenundersøgelse, gonioskopi for glaukomrisiko og HD-røntgen.

I Danmark kan hvalpe kun stambogsføres hos DKK, hvis begge forældre har HD-status A eller B (C kan bruges, hvis partneren har A), og faderen skal have normale testikler. Til Basis+-stambog anbefales desuden patellastatus 0 eller 1 og mindst Very Good på udstilling. Hundebekendtgørelsen kræver, at shiba røntgenfotograferes for HD inden avl.

Racen lever længe. En stor britisk undersøgelse fra 2024 fandt en medianlevealder på 14,6 år, blandt de højeste af alle undersøgte racer. Den svenske raceklub angiver en gennemsnitsalder på 10,5 år og skriver, at mange bliver 14 til 16 år. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.