Tysk Spids

Mere om racen

Overblik

Tysk spids er en af de ældste hundetyper i Mellemeuropa og en af de få racer, hvor én FCI-standard dækker fem størrelser. Den største er wolfspitz, som uden for de tysktalende lande kaldes keeshond. Derefter følger gross-spitz, mittelspitz, kleinspitz og den mindste, zwergspitz, der er bedre kendt som pomeranian. Racen hører til FCI’s gruppe 5 blandt de europæiske spidshunde, og standarden definerer den som en vagt- og ledsagehund.

DKK registrerer varianterne hver for sig og efter farvegruppe. Pomeranian hører under Klubben For Små Selskabshunde, de øvrige under Spidshundeklubben. Her behandles de som én race, fordi de deler standard, temperament og pels: den udstående dobbeltpels, det ræveagtige hoved og halen rullet ind over ryggen. Hunden er opmærksom, livlig og usædvanlig trofast, og vagtsomheden er det træk, de fleste kilder lægger vægt på.

Historie og oprindelse

Ifølge FCI-standarden nedstammer de tyske spidser fra stenalderens tørvehund og den senere pælehusspids, og mange andre racer er udviklet fra dem. Fra middelalderen holdt spidserne vagt og fangede rotter og mus på gårdene, og godsejerne tolererede dem, fordi de ikke interesserede sig for vildt.

Den tyske raceklub, Verein für Deutsche Spitze, blev stiftet i 1899. Mittelspitzen var den klassiske vagthund hos håndværkere og småbønder, men den kom først ind i standarden i 1969. Den sorte grossspitz vogtede vinmarkerne i Württemberg.

Keeshonden blev især kendt som vagthund på de hollandske pramme. Navnet kommer fra den hollandske patriotleder Cornelis “Kees” de Gyselaer i 1700-tallet. Nogle lande betragter stadig keeshonden som en selvstændig hollandsk race, men en ændring af standarden i 1997 holdt den inden for de tyske spidser.

Pomeranian stammer fra Pommern. Forfædrene kom til England som kleinspitzer og blev avlet mindre og mere pelsrige der. Det var dronning Victorias interesse, der gjorde racen populær, og omkring 1970 vendte den tilbage til Tyskland som zwergspitz.

Udseende og størrelse

Hunden er kvadratisk, så skulderhøjde og kropslængde er lige store. Hovedet er kileformet med små, spidse og tæt ansatte ører, der altid står oprejst. Det mest iøjnefaldende er pelsen: en tyk krave om halsen, rigelig pels på bagbenene og en busket hale, der ligger fast over ryggen.

FCI-standardens skulderhøjder er:

• Wolfspitz/keeshond: 49 cm plus/minus 6 cm.
• Gross-spitz: 45 cm plus/minus 5 cm.
• Mittelspitz: 35 cm plus/minus 5 cm.
• Kleinspitz: 27 cm plus/minus 3 cm.
• Zwergspitz/pomeranian: 21 cm plus/minus 3 cm.

Samlet spænder racen fra 18 til 55 cm. Standarden fastsætter ingen vægt, men kræver, at vægten passer til størrelsen. Racen er derfor ikke placeret i en størrelsesklasse her.

Farverne afhænger af varianten. Keeshonden er altid ulvegrå: sølvgrå med sorte hårspidser, mørk snude og tydelige “briller” omkring øjnene. Gross-spitz findes i hvid, sort og brun. Mittelspitz, kleinspitz og pomeranian findes desuden i orange, ulvegrå og en række andre farver som creme, zobel, black and tan og broget med hvid grundfarve.

Temperament

Standardens beskrivelse er den samme for alle fem varianter: altid opmærksom, livlig og usædvanlig trofast over for ejeren, meget lærevillig og hverken sky eller aggressiv. De større varianters naturlige mistro over for fremmede og manglende jagtinstinkt gør dem til gode vogtere af hus og gård. For pomeranian lægger standarden i stedet vægt på en omgængelig og glad karakter.

De mellemstore spidser er selvbevidste og loyale, men lidt mistroiske over for fremmede og ikke særlig tolerante over for andre hunde. Keeshonden er en vagthund med beskytterinstinkt, og pomeranian opfatter bestemt ikke sig selv som lille.

Gøen er den egenskab, kilderne er mest uenige om. Ifølge DKK er pomeranian tilbøjelig til at gø af alt og alle, kleinspitzen reagerer på alt ukendt med ivrig gøen, og keeshonden kan være noget gøende. Den britiske raceklub for mittel og klein betegner racen som meget vokal. Spidshundeklubben ser det anderledes: gross-spitzen er ikke en bjæffende hund, og mittelspitzen bliver hurtigt stille igen efter at have meldt gæster. Fælles for kilderne er, at gøen bør begrænses med træning fra hvalpealderen.

Motion og aktivering

Motionsbehovet varierer mellem varianterne, og derfor er det ikke vurderet med poter. Keeshonden er lidet motionskrævende, men den holder af gåture med mange nye indtryk. PDSA regner med op til en time om dagen for keeshond og omkring en halv time for mittel, klein og pomeranian.

For de mindre varianter er billedet blandet. DKK skriver, at pomeranian sætter pris på et par daglige spadsereture, mens to danske opdrættere i Hunden fra 2005 kalder den en meget aktiv hund, der ikke trives med bare at ligge i sofaen. Mittelspitzen er meget aktiv og glad for lydighed og agility.

Generelt kræver racen ikke overdreven motion, men den følger gerne med på lange ture og har brug for at bruge hovedet.

Træning og socialisering

Standarden kalder racen meget lærevillig og let at opdrage, men praktikerne nuancerer billedet. De mellemstore spidser er lidt egenrådige, og venlige metoder, konsekvens og korte, varierede træningspas virker bedst. Keeshonden lærer hurtigt, men keder sig ved mange gentagelser, så fantasi, tålmodighed og ros er vejen frem. Racen lærer bedst med motiverende metoder og reagerer ikke godt på tvang.

DKK lægger vægt på tidlig og omhyggelig socialisering, så hunden vænner sig til fremmede hunde og mennesker, og så lysten til at gø dæmpes. Pomeranian bør fra hvalp lære at omgås andre hunde, så den ikke provokerer større hunde. Både kleinspitz og pomeranian egner sig til lydighed, agility og spor.

Familie og bolig

I standarden er alle varianter ideelle ledsage- og familiehunde. Keeshonden er pålidelig sammen med familiens børn og de mellemstore spidser tålmodige med børn, men de kræver en hel del hundeerfaring. En lille spids kommer let til skade ved hårdhændet leg.

Keeshonden trives ikke med at være væk fra familien eller uden selskab dag efter dag, men den kan lære at være alene hjemme og indretter sig efter en ejer, der går på arbejde. For mittel og klein fraråder den britiske raceklub at lade hunden være alene hele dagen, fordi kedsomhed kan føre til gøen og ødelæggelser.

Egnethed til lejlighed afhænger af størrelsen. Standarden betegner pomeranian som en vagthund for hus og lejlighed, mens de større varianter er vogtere af hus og gård. Naboer bør tages med i overvejelserne, fordi mange spidser melder lyde højlydt.

Pelspleje

Pelsen består af lange, lige dækhår, der står ud fra kroppen, og en kort, tæt og vatagtig underuld. Den må ikke se friseret ud. Pelsen beskytter mod al slags vejr, og de grove dækhår afviser snavs, så hunden sjældent skal i bad.

DKK anbefaler en grundig gennembørstning en gang om ugen for keeshond og kleinspitz, mens pomeranian bør have 10 til 15 minutters pelspleje hver dag for ikke at filtre. Den britiske raceklub anbefaler en hurtig børstning hver anden dag og en grundig hver uge.

Racen fælder kraftigt to gange om året. Hele underulden kommer da ud over to til tre uger, og i den periode skal hunden børstes dagligt, mens hårtabet resten af året er minimalt. Pelsen bør ikke klippes, fordi den isolerer mod både varme og kulde.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den britiske raceklub regner mittel og klein for forholdsvis sunde, men arvelige øjensygdomme som progressiv retinal atrofi (PRA) og retinal dysplasi forekommer, ligesom enkelte tilfælde af knæskalsluksation. The Royal Kennel Club anbefaler øjenundersøgelse af avlsdyr.

Hos keeshond ses hofteledsdysplasi, epilepsi og knæskalsluksation. Dertil kommer primær hyperparathyreoidisme, en arvelig sygdom i biskjoldbruskkirtlerne, som der findes en DNA-test for, og kobberophobning i leveren. The Royal Kennel Club anbefaler hofte- og albueundersøgelse, øjenundersøgelse og test for hyperparathyreoidisme.

Pomeranian kan blandt andet få knæskalsluksation, PRA, sammenfald af luftrøret, hydrocephalus, for lavt stofskifte og Cushings syndrom.

I Danmark skal faderen til et kuld have dokumenteret normale testikler. For keeshond kræver DKK, at begge forældre har HD-status A eller B (C kun med en A-partner). Til Basis+-stambog kræves for keeshond desuden albuestatus 0 eller 1 og for pomeranian en knæskalsstatus på 0 eller 1. Hundebekendtgørelsen kræver, at keeshonden røntgenfotograferes for HD inden avl.

Lang levetid står i standarden som et af racens kendetegn, og den britiske raceklub regner med 12 til 15 år for mittel og klein. Spørg opdrætteren om forældrenes undersøgelser, og søg råd hos en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.