Irsk Setter

Mere om racen

Overblik

Irsk setter er en stående fuglehund fra Irland, som FCI placerer i gruppe 7, sektion 2, sammen med de øvrige britiske og irske pointere og settere. Den har standardnummer 120 og hedder internationalt Irish Red Setter, i daglig tale ofte bare Irish Setter. Standarden beskriver dens anvendelse som både jagthund og familiehund.

Racen er kendt for sin dybe, kastanjerøde pels og sit glade, venlige væsen. Bag det elegante ydre gemmer sig en udholdende jagthund, der er skabt til at søge store, åbne arealer igennem efter fugle. Den passer bedst til en aktiv familie, der kan give den meget motion, næsearbejde og helst jagt eller jagtlig træning, og som gerne vil have hunden tæt på i hverdagen.

Historie og oprindelse

Setterne nedstammer fra de såkaldte setting spaniels, som hjalp jægere, der fangede fugle med net eller falk. Da skydevåbnene kom til, blev de kortbenede spaniels og de højbenede settere skilt ad, og setterne blev avlet til at finde fugle og tage stand for dem. Den irske setter var den første setter, der blev etableret som selvstændig race, og først i den rød og hvide variant.

Ifølge FCI-standarden nedstammer den røde irske setter fra den irske rød og hvide setter og en ukendt ensfarvet rød hund, og den var en tydelig type allerede i 1700-tallet. Den blev brugt på de irske lyng- og højsletter til jagt på skovhøns (grouse), agerhøns og bekkasiner, og godserne havde hver deres stamme. Racens klub i Irland udgav en standard i 1886. I 1800-tallet blev den helt røde hund regnet for den smukkeste, og avl efter farve og udseende gav den et finere hoved, lettere knogler og en mere prangende pels. Fokus på udseendet skadede dog jagtegenskaberne i nogle lande.

De første irske settere kom til Danmark fra Tyskland i midten af 1870’erne, og senere kom der hunde fra England, Norge og Sverige. Dansk Rød Setter Klub blev stiftet i 1916 og hedder i dag Dansk Irsk Setter Klub. I de nordiske klubber lægges der stor vægt på at bevare racen som jagthund, og den internationale kennelklubkongres slog i 1995 fast, at kun den oprindelige type med både funktionelt eksteriør og gode jagtegenskaber accepteres. FCI anerkendte racen endeligt i 1954.

Udseende og størrelse

Den irske setter er atletisk og harmonisk bygget med et venligt udtryk. Hovedet er langt og tørt med lige lange, parallelle linjer i kranie og næseparti. Brystet er dybt og ret smalt fortil. Halen er middellang og bæres i niveau med eller under ryglinjen. Bevægelsen er fri og flydende med højt hoved og kraftigt fraskub.

Pelsen er kort og fin på hovedet, forsiden af benene og ørespidserne og ellers moderat lang, flad og så fri for krøller og bølger som muligt. Der er lange, silkebløde faner på ørerne, faner bag på benene, frynser på bug og bryst og en fane på halen. Farven er “rich chestnut with no trace of black”, altså en fyldig kastanjerød uden spor af sort. Lidt hvidt på bryst, strube og tæer eller en lille stjerne i panden er tilladt.

Skulderhøjden er 58 til 67 cm for hanner og 55 til 62 cm for tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt, men den amerikanske kennelklubs standard regner omkring 32 kg for en han og 27 kg for en tæve som ideelt, så racen hører til de store hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver lavere, 20 til 30 kg.

Temperament

Standarden beskriver racen som ivrig, intelligent, energisk, hengiven og loyal. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. I marken er den hurtig, livlig og udholdende med en stærk jagtlyst, og den kan arbejde i dagevis, også i tungt terræn. Hjemme i stuen er den til gengæld lige så kærlig og kælen, som den er aktiv udenfor. Den elsker selskab og har brug for meget tæt kontakt med sine mennesker.

Over for fremmede er den åben og imødekommende og vil gerne snakkes med og kæles for, og andre hunde møder den venligt. Jagtinstinktet er markant: får den færten af vildt, kan den sætte af sted og være svær at kalde ind. Racen havde i 1960’erne og 1970’erne ry for at være ret vild, men Dansk Irsk Setter Klub skriver, at målrettet avl siden 1980’erne har givet stabile og trofaste hunde.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er stort. PDSA anbefaler helst over to timer om dagen, og racen har et meget stort behov for at bruge næsen og bevæge sig frit. Får den ikke nok fysisk og mental motion, bliver den rastløs. Klubben mener ikke, at den kræver mere motion end andre stående jagthunde, men den store udholdenhed betyder, at den kan blive ved længe.

Jagt og markprøver er den mest naturlige aktivering, og klubben anbefaler, at racen bruges til det ene eller det andet. Uden praktisk jagt er næsearbejde og apportering gode alternativer, og mange irske settere er glade for vand og apporterer gerne derfra. Klubben foreslår også konditionstræning på blødt underlag fra etårsalderen, canicross, vandreture og svømning.

Træning og socialisering

Den irske setter er opmærksom, holder god kontakt og er som regel glad for at lære. Den modner sent, så træningen bør begynde tidligt og være venlig og sjov, men også vedholdende og konsekvent. Apportering fungerer godt som belønning. Nogle irske settere kan virke, som om de helst gør deres egne ting, og så kræver træningen lidt mere tålmodighed.

Klubben anbefaler dressurtræning fra hvalpen kommer hjem som otteugers, marktræning fra omkring fire til seks måneder og apporttræning hen over foråret og sommeren. Ligesom andre jagthunde skal den lære, at den ikke må gå på jagt på egen hånd, og den bør holdes i snor på steder med mange mennesker. Dansk Irsk Setter Klub har en mentorordning, hvor uerfarne førere får hjælp til træning og prøver.

Familie og bolig

Med motionsbehovet dækket er den irske setter en kærlig og omgængelig familiehund. Klubben kalder den “helt suveræn” over for børn og andre hunde, og den kommer som regel godt ud af det med børn. En ung, energisk hund kan dog være for vild for helt små børn, og samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Racen trives bedst i en aktiv hverdag med motion og opgaver. Den er robust og tåler al slags vejr, og nogle ejere lader den være i hundegård, når ingen er hjemme. Klubben anbefaler i så fald en blanding med masser af tid sammen med familien indenfor. Kilderne siger ikke noget direkte om livet i lejlighed.

Pelspleje

Pelsen er mindre fyldig end hos de andre settere, og plejen er overskuelig. En grundig børstning og redning to til tre gange om ugen holder pelsen ren, mindsker fældningen og forhindrer, at fanerne på bryst, ben og hale filtrer. Hverken standarden eller klubben nævner trimning eller klipning; VCA foreslår dog en let klipning eller trimning en gang om måneden for at holde udseendet. En del udstillingshunde har meget pels med store faner, som ikke passer til jagt i naturen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Standarden kalder racen hårdfør og sund, og Dansk Irsk Setter Klub skriver, at den irske setter generelt er fri for genetisk betingede sygdomme. Klubben viser ingen tal for det. Udenlandske kilder nævner en række tilstande hos racen: hofteledsdysplasi (HD), mavedrejning (gastrisk dilatation og volvulus), arvelig nethindesvind (PRA), allergisk hudlidelse (atopi), lavt stofskifte, knoglekræft, epilepsi og indadvendte øjenlåg. Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for to former for PRA og for immundefekten CLAD samt undersøgelse af hofter, albuer og øjne.

I en britisk ejerundersøgelse fra 2014 (Lewis og kolleger, 2018) med 98 døde irske settere var medianalderen ved død omkring 11 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen 8 til 13 år. Forfatterne bemærker, at tallet kan være lidt for højt for racer, hvor registreringerne er faldet. De hyppigste dødsårsager var alderdom, hjertesvigt, kræft og mavedrejning.

Irsk setter er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for HD før første parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre også være præmieret på udstilling og markprøve. Klubben deler hvalpelisten i kategorier efter forældrenes resultater på markprøver. Halekupering er ikke tilladt for racen i Danmark.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhedsresultater og jagtlige resultater. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.