Engelsk Pointer

Mere om racen

Overblik

Engelsk pointer er en britisk stående fuglehund, som FCI placerer i gruppe 7, sektion 2.1, sammen med de britiske og irske pointere og settere. Den har standardnummer 1 i FCI’s nomenklatur, og internationalt kaldes den ofte bare pointer. Racen er avlet til at søge store, åbne arealer igennem i høj fart, finde fuglevildt på lang afstand og tage stand, så jægeren kan komme til.

Pointeren er en fuldblods jagthund med masser af energi, men også en venlig og ligevægtig hund, der befinder sig godt i familiens midte. Den passer bedst til en aktiv og naturglad familie, der kan give den meget motion og helst jagt eller jagtlig træning. Som ren selskabshund i byen trives den dårligt.

Historie og oprindelse

Hunde af pointertypen kendes fra italienske malerier fra 1400-tallet, og racen bygger formentlig på krydsninger mellem italienske, spanske og franske fuglehunde. Navnet kommer af evnen til at udpege fuglen for jægeren. Ifølge DKK og Dansk Pointer Klub var det britiske soldater, der i begyndelsen af 1700-tallet tog hunde med hjem fra den iberiske halvø; klubben nævner hjemkomsten fra Spanien i 1713. Allerede få år senere var typen etableret som britisk jagthund, og der findes blandt andet et maleri fra 1725.

I England holdt rige godsejere store kenneler, hvor racen blev forfinet til nutidens hurtige, udholdende og stortgående hund. I 1700- og 1800-tallet blev pointeren regnet for den mest stilfulde af alle jagthunde. Racen har været værdsat over det meste af verden, og den har bidraget til udviklingen af de tyske hønsehunde. FCI anerkendte den endeligt i 1963.

De første pointere kom til Danmark omkring 1850. I begyndelsen af 1900-tallet var den en af landets mest almindelige racer og en fast følgesvend for jægere på gårdene, hvor vildt fra jagten var et vigtigt tilskud til kosten. Racens specialklub under DKK er Dansk Pointer Klub. I dag fødes der omkring 100 hvalpe om året i Danmark, og opdrætterne bruger jævnligt udenlandske avlsdyr.

Udseende og størrelse

Pointeren er symmetrisk og velbygget med en silhuet af bløde kurver, stærk, men smidig. Hovedet er meget karakteristisk: en tydelig nakkeknude, et markeret stop og et let konkavt næseparti, der giver en svagt indadbuet profil. Øjnene er nøddebrune eller brune efter pelsfarven og har et venligt udtryk. Halsen er lang og muskuløs, brystet dybt, og halen er middellang, tyk ved roden og bæres i niveau med ryggen. Bevægelsen er glidende og jordvindende med kraftigt fraskub fra bagbenene.

Pelsen er fin, kort og hård, helt glat og lige med en tydelig glans. De almindelige farver er citron og hvid, orange og hvid, lever og hvid samt sort og hvid. Ensfarvede og trefarvede hunde er også tilladt. Farven har altid været af mindre betydning for pointerfolk, og et gammelt mundheld siger, at en god pointer ikke kan have en dårlig farve.

Skulderhøjden er 63 til 69 cm for hanner og 61 til 66 cm for tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt, men den amerikanske kennelklubs standard giver 25 til 34 kg for hanner og 20 til 29 kg for tæver, så racen hører til de store hunde. DKK’s racebeskrivelse angiver lidt lavere, 20 til 30 kg.

Temperament

Standarden beskriver pointeren som aristokratisk og årvågen, med et udtryk af styrke, udholdenhed og fart, og med et venligt og ligevægtigt sind. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Til hverdag er racen energisk og usædvanlig venlig, engageret og loyal over for sine mennesker, og den sætter et liv tæt på familien meget højt.

Over for andre hunde er pointeren som regel en god konfliktløser. Den aflæser let andre hundes signaler og går hellere sin vej end at optrappe en konflikt, uden at være underdanig. Den er ikke en egentlig vagthund, men den melder, når fremmede nærmer sig huset.

Jagtlysten er stor, og pointeren lever for at jage. Søget, farten og evnen til at finde fugl er medfødt, ligesom standen og evnen til at sekundere, altså at tage stand, når en makker står for fugl. Trods det intense arbejde i marken er det en relativt blød og følsom hund, der helst vil gøre sin ejer tilfreds. Racen har en vis tendens til social nervøsitet, som tidlig, positiv socialisering og et liv med nær kontakt mindsker. Jagtinstinktet kan slå igennem, når den får færten af en kanin, og nogle pointere kan være noget aggressive over for andre kæledyr.

Motion og aktivering

Pointeren har et meget stort motionsbehov. PDSA anbefaler over to timer om dagen, og racen kan i praksis løbe det meste af en dag. Den foretrækker galop frem for trav og vil helst have lov at bevæge sig frit på store, åbne arealer. Næsearbejde er lige så vigtigt som den fysiske motion.

Jagt, markprøver og jagtlig træning er den mest naturlige måde at aktivere racen på, og mange danske pointere bruges stadig på jagt eller går på markprøve. Får hunden ikke dækket sine behov, kan den blive urolig og ødelæggende, gø og gnave. Får den nok at lave, er den derimod en rolig og opmærksom hund i huset, som gerne deler sofaen om aftenen.

Træning og socialisering

Den unge pointer er glad for at lære og meget samarbejdsvillig, og det, den først har lært, sidder som regel godt fast. Træningen fungerer bedst, når den er kvik og varieret med skiftende miljøer og belønninger, og når den bygger på tillid og respekt for hundens personlighed. Træningen må aldrig ødelægge hundens kærlighed og tillid til føreren.

Dansk Pointer Klub understreger, at det kræver tålmodighed at uddanne en stortgående pointer med stærk jagtlyst og høj fart, og at lydighed og jagtdisciplin ikke kommer af sig selv. Vigtige punkter er god kontakt til føreren, sikkert indkald og stop også på stor afstand, at hunden lader hårvildt og husdyr være, og at den kan slappe af, når den ikke arbejder. Klubben har også en mentorordning.

Tidlig, positiv socialisering er vigtig. DKK skriver, at racen ikke er en hund for førstegangshundeejeren, og den kræver en ejer, der er klar til at bruge meget tid på træning og aktivitet.

Familie og bolig

Når behovet for motion og arbejde er dækket, er pointeren en fortrinlig familiehund. Den er generelt venlig, imødekommende og tålmodig over for både børn og voksne. En ung pointer kan dog være vild og hoppe meget, og det kan være for voldsomt for helt små børn eller ældre familiemedlemmer. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Pointeren er ikke skabt til et liv i lejlighed. Den trives bedst på landet eller i et hus med en god, sikkert indhegnet have og let adgang til natur, og et almindeligt byliv i en lejlighed vil den mistrives med. Racen søger meget opmærksomhed og vil helst være, hvor familien er.

Pelspleje

Pelsen er næsten vedligeholdelsesfri. En daglig aftørring med et opvredet vaskeskind eller en klud fjerner støv og løse hår, og alternativt er en børstning om ugen nok. Der er ikke brug for trimning eller klipning. Pelsen giver ikke meget beskyttelse mod vejret, men pointeren er ikke kuldskær, så længe den får lov at holde sig i bevægelse.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dansk Pointer Klub beskriver den danske bestand som sund og skriver, at pointere i Danmark generelt ikke er plaget af hofteledsdysplasi (HD), og at ingen bestemte sygdomme er tæt knyttet til racen. Klubben angiver en gennemsnitlig levetid på 11 år. I en britisk ejerundersøgelse fra 2014 (Lewis og kolleger, 2018), som kun omfattede 50 pointere, var medianalderen ved død omkring 11 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen 7 til 13 år. Den amerikanske raceklub angiver en gennemsnitlig levetid på 12 til 14 år. De hyppigste dødsårsager i ejerundersøgelsen var alderdom, kræft og hjertesvigt.

Udenlandske kilder nævner en række tilstande hos racen: HD, mavedrejning (gastrisk dilatation og volvulus), arvelig nethindesvind (PRA), lavt stofskifte, indadvendte øjenlåg (entropion), wobbler-syndrom og grå stær. Den amerikanske raceklub nævner desuden epilepsi, flere former for kræft og hudproblemer og anbefaler undersøgelse af hofter, albuer, øjne og skjoldbruskkirtel. Den britiske kennelklub anbefaler HD-undersøgelse.

Engelsk pointer er ikke nævnt i bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver kun, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Racen er ikke blandt de racer, hvor halekupering er tilladt i Danmark.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhedsresultater, også selvom de ikke er et krav. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.