Irsk Rød/Hvid Setter

Mere om racen

Overblik

Irsk rød/hvid setter er en stående fuglehund fra Irland. FCI placerer den i gruppe 7, sektion 2, blandt de britiske og irske pointere og settere, med standardnummer 330, og racen er underlagt brugsprøve. Internationalt hedder den Irish Red and White Setter. Den er den ældste af de to irske settere, men fåtallig i forhold til sin helt røde slægtning, Irsk Setter.

Standarden slår fast, at racen først og fremmest er avlet til arbejde i marken, og at den skal bedømmes ud fra det. Samtidig kalder den racen en god følgesvend både i hjemmet og i marken. Den passer til en aktiv familie, der kan give den meget motion og helst jagt eller jagtlig træning, og som gerne vil have hunden tæt på i hverdagen.

Historie og oprindelse

Setterne stammer fra fuglehunde, der fandt fugle og “satte” sig foran dem, så jægeren kunne kaste et net over flokken. Den britiske kennelklub skriver, at den rød og hvide setter var den oprindelige irske setter, og at jægerne foretrak den, fordi de klare farver var lette at se på lang afstand ude på de irske moser. Ifølge standarden fandt racen sin form i slutningen af 1600-tallet, og det er ret sikkert, at den er ældre end den ensfarvede røde setter, som blev fremavlet ved målrettet udvælgelse.

Da irske settere kom på udstilling i midten af 1800-tallet, var der stor forvirring om den rigtige farve. Den helt røde blev mode og kunne sælges dyrt, ikke mindst til amerikanske købere, og ved udgangen af århundredet havde den næsten helt fortrængt den rød og hvide. Racen blev så sjælden, at mange troede, den var uddød. Den svenske avlsstrategi fortæller, at slægten Rossmore holdt fast i den i over 200 år, og at præsten Noble Huston og Maureen Cuddy i 1920’erne opsporede de sidste hunde og byggede racen op igen. I 1944 var den så godt etableret, at den fik sin egen klub, og den nuværende irske raceklub blev stiftet i 1981.

FCI anerkendte racen endeligt i 1989. Den kom til Sverige i 1985, men er stadig fåtallig i Norden. I Sverige blev der registreret 60 hunde fra 2000 til 2007. DKK skriver, at der i 1800-tallet blev påstået, at den rød og hvide var den mest effektive på jagt, mens den røde blev regnet for den smukkeste.

Udseende og størrelse

Racen er kraftig, velbalanceret og harmonisk bygget uden at være tung, og standarden kalder den “athletic rather than racy”, altså atletisk snarere end let og hurtig. Hovedet er bredt i forhold til kroppen med et hvælvet kranie, et tydeligt stop og et rent, firkantet næseparti. Øjnene er mørkt nøddebrune eller mørkebrune, og ørerne ligger tæt ind til hovedet. Halen er middellang og bæres i niveau med eller under ryglinjen. I trav tager den lange, livlige skridt med højt hoved og kraftigt fraskub.

Pelsen er kort, flad og fri for krøller på kroppen. Bag på benene, på ørerne, mellem tæerne og på halen er der lange, fine og silkebløde faner, og fra flanken op over bryst og strube danner pelsen en frynse. Grundfarven er hvid med klart afgrænsede, ensfarvede røde plader. Lidt stænk er tilladt i ansigtet, på poterne og op ad benene, men skimmel og stænk på resten af kroppen er en fejl.

Den ønskede skulderhøjde er 62 til 66 cm for hanner og 57 til 61 cm for tæver, og en hund uden for de mål har en alvorlig fejl. Standarden angiver ingen vægt. DKK skriver 20 til 30 kg, og efter det tal hører racen til de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver racen som aristokratisk, ivrig og intelligent med en venlig indstilling, bag hvilken man skal kunne se beslutsomhed, mod og højt humør. Den kaldes en meget venlig, pålidelig og let trænet jagthund. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Over for familien er den overstrømmende venlig, og den britiske raceklub beskriver en kærlig, legesyg og meget menneskeorienteret hund, der knytter sig stærkt til sine mennesker og gerne vil være med i alt. Den er blid og følsom, men kan blive stædig, hvis den ikke trænes som ung. Over for andre hunde er den imødekommende og social.

Kilderne er ikke helt enige om, hvordan den møder fremmede. DKK kalder den imødekommende, og VCA skriver, at den ikke har noget vagtinstinkt og hilser glad på gæster. De svenske kilder skriver derimod, at den kan være lidt reserveret over for fremmede og har en smule mere vagtinstinkt end de andre settere. Begge dele er langt fra frygt og aggression, som er helt utypisk for racen.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er stort. SKK skriver, at racen dagligt kræver meget træning, både mentalt og fysisk, og at den skal have afløb for sin store energi og jagtlyst. Den har et meget stort behov for at bruge næsen og røre sig, og mangler den fysisk og mental motion, viser det sig som rastløshed. Uden nok aktivitet kan den også finde på at underholde sig selv på uheldige måder.

Den naturlige aktivering er jagt på hønsefugle: at søge terrænet igennem, tage stand for fuglen, rejse den på kommando og apportere efter skuddet. Raceklubben i Storbritannien nævner også lange gåture, løb, agility og andre hundesportsgrene. Får den sin motion, falder den som regel til ro indendørs sammen med familien.

Træning og socialisering

Racen er opmærksom og som regel meget positiv over for at lære, og standarden kalder den let at træne. Den bliver dog sent voksen, så træningen bør begynde tidligt og være venlig og lystbetonet, men samtidig vedholdende og konsekvent. Apportering fungerer godt som belønning. Den britiske raceklub anbefaler venlige, positive metoder og tidlig socialisering, mens VCA skriver, at den selvstændige natur kan gøre den til en udfordring for en passiv ejer.

Jagtlysten er stærk, og den kan være svær at kalde tilbage, når den får fært af vildt. En god indkaldelse er derfor vigtig, og på steder med trafik og mange mennesker bør den gå i line. Det er også en god idé at lære den at gå pænt ved siden af og ikke at springe op ad folk.

Familie og bolig

Med motionsbehovet dækket er den rød og hvide setter en kærlig familiehund, der trives bedst, når den er en del af familiens hverdag. Den har brug for meget tæt kontakt med sine mennesker og passer bedst til en aktiv familie. SKK skriver, at den kan blive et hengivent familiemedlem, når den får afløb for energien og jagtlysten, og helst når den også får lov at bruge sine jagtlige evner. Som med alle hunde bør samvær med børn foregå under opsyn.

Den har det bedst med god plads og adgang til natur, hvor den kan løbe. Ingen af kilderne taler direkte om lejlighed eller om, hvor længe den kan være alene, men beskrivelsen af en meget menneskeorienteret hund med stort motionsbehov gør det til en race, der kræver tid hver dag.

Pelspleje

Pelsen er silkeagtig, glat og knap så rigelig som hos andre settere. Den skal ikke trimmes, og SKK kalder den let at holde. Jævnlig børstning og redning holder den ren og forhindrer, at fanerne på bryst, ben og hale filtrer, og ørerne og fanerne fortjener ekstra opmærksomhed. Ørerne bør tjekkes hver uge, og hunden bades kun, når der er brug for det.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den irske Rød/Hvid Setter er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for hofteledsdysplasi (HD) før parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre også være præmieret på udstilling og markprøve.

SKK nævner HD, den arvelige immundefekt CLAD, forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen, arvelig nethindesvind (PRA), epilepsi og manglende testikler hos racen. Den svenske avlsstrategi fra 2009 nævner også glutenoverfølsomhed og blødersygdommen von Willebrands sygdom. CLAD rammer hvalpe, som får gentagne infektioner, men der findes en DNA-test. Den britiske kennelklub har siden 2008 kun registreret hvalpe, der er bevist fri for CLAD, og den britiske raceklub skriver, at der ikke er rapporteret tilfælde i mange år. Klubben opfordrer også til HD-undersøgelse og øjenundersøgelse af avlsdyr.

Racen bygger på få hunde efter genopbygningen i 1900-tallet, og avlsstrategien lægger derfor vægt på at holde indavlen nede. Ingen af de gennemgåede kilder angiver en typisk levealder. Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, DNA-test og jagtlige resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.