Finsk Støver

Mere om racen

Overblik

Den finske støver, på finsk Suomenajokoira, er en drivende jagthund fra Finland. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 51 og brugsprøve. Hanner er 55 til 61 cm høje og tæver 52 til 58 cm, og DKK angiver en vægt på 20 til 25 kg. Hunden er trefarvet med en sort mantel, rig tan og hvide aftegn.

Standarden beskriver en rolig, energisk og venlig hund, der aldrig er aggressiv. Svenska Kennelklubben (SKK) kalder racen en udholdende og pålidelig skalddrivende hund til jagt på hare og ræv og skriver, at den er en udpræget jagthund, der ikke egner sig som ren selskabshund. Det passer med DKK’s vurdering: Racen kan finde sig til rette i en meget aktiv familie, men trives absolut bedre som jagthund.

Historie og oprindelse

I begyndelsen af 1800-tallet fandtes der i Finland ud over finske bondehunde mange hunde, der lignede de europæiske støvere. Standarden skriver, at den målrettede udvikling af racen begyndte efter grundlæggelsen af Den Finske Kennelklub i 1889, og at den første standard blev skrevet i 1932. Avlsforeninger rundt om i landet fik stor betydning, og krydsninger i begyndelsen af 1900-tallet hjalp med at skabe det udgangsmateriale, som nutidens finske støver stammer fra.

Svenska Finskstövareföreningens avlsstrategi giver flere detaljer. Næsten alle kendte støverracer var repræsenteret i Finland i 1800-tallet, og de blev hovedsagelig bragt af militærfolk. Fra Sverige kom især de såkaldte anglo-schweiziske støvere, som havde god jagtlyst, men var løse i skaldet og tungt byggede. I mindre antal kom engelsk rævehund, harrier, tysk støver, Kerry beagle og schweiziske støvere.

Den ambitiøse tanke om en egen, tilpasset støverrace blev officielt sat i gang i 1893, da Den Finske Kennelklub godkendte den første racebeskrivelse. Målet var en lettere støver, brun med hvide aftegn. Udgangsmaterialet til den rødhvide støver var for lille, og i 1913 blev målet i stedet en trefarvet støver. Professor Kalle Rikala ledte arbejdet. I 1948 blev racen Finlands eneste støverrace, da stambogen blev lukket, så kun hunde med syv ottendedele finsk støverblod kom ind. Avlsstrategien skriver, at den i lang tid har været verdens numerisk største støverrace. DKK kalder den Finlands populæreste hunderace.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en trefarvet hund af middel størrelse, jævnt høj, tydeligt længere end høj og stærkt bygget, men ikke tung. Kønnet skal være tydeligt. Hovedet har en let hvælvet isse, og snuden er lige så lang som kraniet. Læberne er veludviklede, og læber og mundvige sidder tæt. Øjnene er mørkebrune med et roligt udtryk, og ørerne er flade og når over halvdelen af snuden, når de trækkes frem. Halen er lavt sat og når til haserne.

Pelsen har kort, tæt og blød underuld og en dækpels af middel længde, som ligger tæt, er lige, tæt og ret hård. Farven er sort mantel, rig tan på hoved, kroppens nedre dele, skuldre, lår og ben og hvide aftegn, normalt på hoved, hals, forbryst, benenes nedre dele og halespidsen. Plettet farve og tydeligt brudt mantel er fejl.

Idealhøjden er 57 til 59 cm for hanner og 54 til 56 cm for tæver. Avlsstrategien nævner en udvikling mod større og tungere hunde og peger på, at mankehøjden i højere grad bør følge standardens idealhøjde. DKK skriver, at racen ligner hamiltonstøveren, men er lidt højere og længere.

Temperament

Standarden kalder racen rolig, energisk og venlig, aldrig aggressiv. Avlsstrategien skriver, at mentaliteten er vigtig, fordi racen både skal være en dygtig drivende hund og et velfungerende medlem af familien. DKK beskriver en godmodig og afbalanceret hund, der er rolig og hengiven i familien og venlig over for familiens børn. Den er lidt iagttagende over for fremmede, og hannerne er ikke altid helt fredelige i forhold til andre hanhunde. Standarden regner det for en fejl, hvis en hund er lidt sky eller for hårdhændet over for andre hunde.

SKK skriver, at racen er energisk og målbevidst under jagten, men også en social, rolig og hengiven familiehund. Standarden nævner, at den arbejder selvstændigt, er en alsidig sporhund og forfølger vildtet med en genlydende gøen. SKK beskriver et flydende drevsæt med et tæt og hørbart skald, så føreren kan følge drevet i krævende terræn og vejr. Ingen kilde siger noget om, hvor meget hunden giver lyd i hverdagen.

Motion og aktivering

SKK skriver, at den finske støver har brug for meget motion og mental stimulering. Den kræver ifølge SKK meget aktivering, jagttræning og frihed under ansvar for at have det godt, og den, der vil have en, bør have adgang til jagtmarker. DKK er lidt mere afdæmpet og skriver, at den behøver en del fysisk krævende motion og beskæftigelse, der stimulerer den mentalt og giver den mulighed for at bruge sin fine næse. Den har desuden brug for social nærhed.

DKK skriver, at den finske støver i modsætning til de norske støvere følger sporet, men ikke apporterer det nedlagte vildt. Hunden arbejder oftest alene sammen med sin fører og bevæger sig over store afstande, men holder med træning forholdsvis god kontakt. Ingen kilde angiver et fast antal timers motion om dagen.

Træning og socialisering

DKK skriver, at racen som regel reagerer positivt på indlæring, men ikke er nem at gøre fuldstændig lydig. Man skal være meget venlig, vedholdende og konsekvent, skifte ofte træningsmiljø og belønning og lægge hovedvægt på indkald, som for alle andre drivende jagthunde. Hunden har ifølge SKK en jagtlyst, der er så udpræget, at ejeren bør have adgang til jagtmarker.

Avlsstrategien nævner, at erfaring, socialisering og forholdene i hvalpetiden har stor betydning for hundens mentalitet.

Familie og bolig

DKK skriver, at den finske støver er rolig og hengiven i familien og venlig over for familiens børn. SKK kalder den en social, rolig og hengiven familiehund, og avlsstrategien kalder den et velfungerende familiemedlem. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

SKK siger, at racen ikke trives som ren selskabshund, og DKK, at den trives absolut bedre som jagthund. Ingen kilde taler direkte om bolig eller om at være alene hjemme, men DKK nævner, at racen har brug for social nærhed.

Pelspleje

Pelsen er let at passe. DKK skriver, at den temmelig korte, glatte og ret grove pels nemt klares med en gummibørste eller et opvredet vaskeskind. De store ører falder tungt ind til hovedet, kræver opmærksomhed og skal altid holdes omhyggeligt rene. SKK skriver, at pelsen er let at passe og bades efter behov. Ingen kilde angiver, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK skriver, at den finske støver generelt er en sund race, men at hofteledsdysplasi (HD) forekommer, og at enkelte hunde i nogle kuld har haft epilepsi, ataksi og hjertemuskelbetændelse. Ataksi er en medfødt neurologisk lidelse med degeneration af cerebellare nerveceller, der giver ukoordinerede bevægelser, og avlsstrategien oplyser, at den kan spores med en gentest, så to bærere ikke parres. Avlsstrategien anbefaler, at avlsdyr testes.

For HD oplyser avlsstrategien, at 23 % af de 574 røntgenfotograferede hunde i årene 2013 til 2017 var belastede, og at 30 % af de registrerede hunde blev røntgenfotograferet. Det er det svenske materiale, og klubben ønsker at få andelen af belastede ned på 15 %. Epilepsi rapporteres i få tilfælde om året, og kryptorkisme er på et lavt niveau. Avlsstrategien nævner desuden hjertefejl i voksen alder, lymfekræft, korsbåndsskader og atopiske allergier som alvorlige defekter, der forekommer, men uden stigende hyppighed.

Avlsstrategien kalder den effektive avlsbase relativt god. Der registreres i gennemsnit 400 til 450 hvalpe om året i Sverige, og den effektive population er vokset fra omkring 45 i 1990’erne til omkring 206 i årene 2013 til 2017. Den gennemsnitlige stigning i indavl var 0,93 % i samme periode.

Svenska Finskstövareföreningen kræver af avlsdyr jagtprøveresultat, mindst Good på udstilling og HD-røntgen før parring, og indavlen i en planlagt parring bør ikke overstige 3 %. Hanner må højst have ti kuld, og tæver bør højst have tre og aldrig flere end fem. Det er svenske klubregler og ikke danske krav. I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. DKK stiller ingen krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse, og specialklubben er Dansk Drever Klub. Finsk Støver er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-resultat, om gentest for ataksi og om, hvordan hvalpene er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.