Drever

Mere om racen

Overblik

Dreveren er en lavbenet, langstrakt og robust drivende jagthund fra Sverige. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.3, blandt de små drivende hunde, med standardnummer 130. Skulderhøjden er 32 til 38 cm for hanner og 30 til 36 cm for tæver, og DKK angiver en vægt på 14 til 16 kg.

Racen er først og fremmest en jagthund. Den er venlig over for børn, fremmede og andre dyr og rolig i hjemmet, men har et stærkt jagtinstinkt, stor udholdenhed og brug for et stort udløb for sin næse. DKK skriver, at den rene jagthund kun hører til hos aktive jægere, og SKK kalder racen sjældent blot en selskabshund. Pelsen er kort og kræver minimal pleje.

Historie og oprindelse

Dreveren stammer fra den tyske westfalske dachsbracke, som kom til det sydlige Sverige i 1910’erne. Den første hund blev registreret i 1913, men racen vakte ikke megen opmærksomhed før 1930’erne. Rådyrbestanden i Sverige var dengang sparsom, men efterhånden som den blev større og bredte sig nordpå, fik flere jægere øjnene op for fordelene ved en lavbenet drivhund. I 1947 fik den svenske variant navnet Drever, fordi den holdt sig to cm over dachsbrackens stokmål, og i 1953 blev den anerkendt som svensk race.

I dag bruges racen til jagt på rådyr, hare, hjort og ræv, og DKK kalder den Sveriges mest populære jagthund og Skandinaviens eneste lavbenede drivhund. Dens fine, tætte og langtklingende skrål gør det let for jægeren at følge den i skoven. SKK’s avlsstrategi fra 2023 beskriver racen som en ren arbejdshund uden særskilte udstillingslinjer og nævner, at den findes i Sverige, Norge og Finland og kun i enkelte eksemplarer i Danmark.

I Sydvestjylland blev der udviklet en tilsvarende type under navnet strellufstøver. Da mulighederne for at jage med en sådan hund er begrænsede i Danmark, er de to varianter i dag ens og har samme standard.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en relativt langstrakt og lavstillet hund, der virker robust og stærk snarere end elegant og hurtig. Den skal have god rejsning, veludviklet muskulatur og et smidigt udtryk, og forskellen på hanner og tæver skal være tydelig. Afstanden fra jorden til brystbenet skal være omkring 40 procent af mankehøjden, og snuden skal være lige så lang som skallen.

Hovedet er forholdsvis stort og aflangt og smalner af mod næsen, som er sort med veludviklede, vide næsebor. Læberne er tætte og dækker tænderne, så mundvigen ikke kan ses. Øjnene er mørkebrune, og ørerne hænger uden folder tæt ind til kinderne. Halen bæres helst hængende, men må løftes, dog aldrig over ryggen.

Pelsen er strid, glat og tætsiddende, kortere på hoved, ører og underben og længere på hals, ryg og lårenes bagside. Alle farver med hvide aftegn er tilladt. Overvejende hvid, merle og leverbrun er ikke tilladt. DKK registrerer rød/hvid, sort/hvid og trefarvet.

Standarden angiver et ideelt stokmål på 35 cm for hanner og 33 cm for tæver, med en tilladt variation på 32 til 38 cm for hanner og 30 til 36 cm for tæver. Hunde uden for måleintervallet diskvalificeres. Standarden nævner ingen vægt, men DKK angiver 14 til 16 kg, så racen hører til mellemstore hunde. Svenska Dreverklubbens dommerkompendium betegner racen som chondrodystrof, og hundene skal altid måles på et bord.

Temperament

Standarden beskriver en opmærksom hund med et roligt temperament, som aldrig må være aggressiv, nervøs eller sky. SKK kalder racen mentalt stabil og skriver, at den i dag også er en familiehund med et roligt, harmonisk temperament. DKK beskriver en hund, der er venlig over for voksne, børn, fremmede, andre hunde og andre dyr.

Under det rolige udtryk ligger et meget stærkt jagtinstinkt. DKK fremhæver en selvstændig jæger med stor fysisk og mental udholdenhed, og SKK har givet racen tilnavnet jagtmaskine. Den har brug for megen social kontakt, men DKK skriver, at den har brug for endnu mere udløb for sit jagtinstinkt og sin fremragende sporsans.

SKK’s avlsstrategi nævner, at racen tidligere havde et skarpere sind, som man gennem avl har arbejdet væk, og at enkelte hunde stadig opfører sig dårligt på udstilling og prøver. Aggressive og sky hunde bruges ikke i avl.

Motion og aktivering

Dreveren har meget energi. SKK skriver, at den skal have daglig motion hele året og ikke kun i jagtsæsonen. Ingen af kilderne angiver en tid pr. dag, men DKK beskriver en hund, der kan fortsætte længe efter, at ejeren er færdig, og som går langt væk, når den følger et spor.

DKK understreger, at racens behov for at bruge sin næse og sit jagtinstinkt er endnu større end behovet for kontakt. Racen er først og fremmest en jagthund, og SKK skriver, at den næsten er uundværlig til rådyrjagt og velegnet til mindre jagtområder.

Træning og socialisering

DKK skriver, at dreveren samarbejder godt, når opgaverne giver mening for den. Indkald bør trænes fra tidlig alder, og træningen skal være blid, vedholdende og konsekvent.

Racen er selvstændig, og DKK beskriver den som vanskelig at gøre lydig. Den kan ikke stoles på uden snor, medmindre den er trænet, og en hund, der har taget et spor, lader sig ikke let kalde tilbage. SKK skriver, at racen mest holdes af jægere, og DKK, at den rene jagthund hører til hos aktive jægere.

DKK skriver, at racen er venlig over for børn, fremmede, andre hunde og andre dyr, og standarden, at den aldrig må være nervøs eller sky.

Familie og bolig

SKK’s avlsstrategi kalder dreveren en perfekt familiehund med et roligt, harmonisk temperament og et elsket familiemedlem, og DKK mener, at dens størrelse og balancerede sind gør den til en god familiehund. Alle hunde skal være under opsyn sammen med børn, og det gælder også her.

Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvordan racen klarer sig i lejlighed eller alene hjemme, så det er ikke vurderet. DKK skriver, at racen har brug for megen social kontakt.

Er der katte eller smådyr i husstanden, bør man tænke sig om. DKK beskriver racen som venlig over for andre dyr, men jagtinstinktet er stærkt, og SKK bruger den til jagt på rådyr, hare, hjort og ræv.

Pelspleje

Pelsen er kort, strid og tætsiddende, og DKK skriver, at plejen er minimal. En gummibørste eller et opvredet vaskeskind er nok. SKK nævner, at hunden bades efter behov. Der er ikke behov for trimning eller klipning.

Ingen af kilderne siger noget om, hvor meget racen fælder, så det er ikke vurderet. SKK’s avlsstrategi nævner, at en drever af og til fødes med lang, uldden pels uden dækhår, som danner fanér. Det er uønsket og et problem for en lavstillet jagthund, fordi der danner sig isklumper i sne, og snavs sætter sig fast i pelsen.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

SKK’s avlsstrategi beskriver dreveren som i store træk en meget rask race. Risikoen for dyrlægebehandling var 0,77 i forhold til gennemsnitsracen i Agrias raceprofil for 2006 til 2011. Det største sundhedsproblem er lungeødem, altså vejrtrækningsproblemer efter eller under jagt og unormal træthed. Typiske tegn er hoste, træthed og en hund, der efter jagt ikke kan ligge ned, men sidder med hævet hoved og hurtig vejrtrækning. Svenska Dreverklubbens sundhedsundersøgelse fra 2020 konkluderede, at omkring 4 procent af hundene er ramt. Hanner blev syge i en lavere alder end tæver, med en median på 29,8 måneder mod 43,3 måneder.

Avlsstrategien nævner desuden, at arvelige sygdomme som PRA (en øjensygdom), farvediluerings-alopeci (CDA), som hænger sammen med grå farve og giver tynd pels, og kollagen type III glomerulopati (en nyresygdom) forekommer i racen. Der findes DNA-tests for lang pels, leverbrun farve og grå farve. Lang pels, leverbrun og grå hunde bør ikke bruges i avl.

Dreveren er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl overholdes. DKK stiller ikke krav om HD-, AD-, OCD- eller øjenundersøgelse. De svenske avlsregler, blandt andet mindst en 2. præmie på drevprøve og Very Good på udstilling samt en indavlsgrad på højst 2,5 procent over fem generationer, er svenske klubregler og ikke danske krav. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om de er undersøgt efter relevante ordninger. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.