Rhodesian Ridgeback

Mere om racen

Overblik

Rhodesian Ridgeback er en stor, adræt og kortpelset jagthund fra det sydlige Afrika. Den kendes på ridgen, en bræmme af hår langs ryggen, der vokser modsat resten af pelsen. FCI placerer racen i gruppe 6, sektion 3 (beslægtede racer), med standardnummer 146. Skulderhøjden er 61 til 69 cm, og vægten ligger omkring 32 til 36,5 kg.

Racen er værdig, intelligent og reserveret over for fremmede, men uden aggression eller sky adfærd. Den er hengiven over for sin familie, vagtsom og selvstændig, og jagtlysten er stærk. Den passer til mennesker, der kan give den tidlig socialisering, konsekvent træning og plads til at løbe frit på sikre steder. Pelsen kræver næsten ingen pleje, men sundhedstjek af forældredyrene er vigtige.

Historie og oprindelse

Rhodesian Ridgeback regnes som den eneste registrerede race, der stammer fra det sydlige Afrika. Dens forfædre findes i Cape-kolonien, hvor nybyggernes hunde blev krydset med de halvt tamme, hårkamsforsynede jagthunde, som de oprindelige folk holdt. DKK skriver, at udviklingen formodentlig begyndte, da hollandske indvandrere kom til Cape-kolonien omkring 1650 og tog jagt- og vagthunde med sig.

Racens oprindelige opgave var at spore storvildt, især løver. Hundene jagede som regel i grupper på to eller tre og skulle med mod og adræthed holde byttet på stedet, til jægeren nåede frem. Derfor kaldes racen også løvehunden. Den første standard blev skrevet i Bulawayo i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe, i 1922 af F.R. Barnes. Den tog udgangspunkt i dalmatinerens standard og blev godkendt af den sydafrikanske kennelunion i 1926. I 1920’erne fik racen sit nuværende navn, og i 1930’erne og 1940’erne kom den til Europa og USA.

FCI anerkendte racen endeligt i 1955 med Sydafrika som oprindelsesland. Standarden er udarbejdet af den sydafrikanske kennelunion og Zimbabwes kennelklub. Standarden beskriver racen som en jagthund, men fremhæver, at den især er værdsat som vagthund og familiehund, og i dag er den i vid udstrækning selskabshund.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en velafbalanceret, stærk, muskuløs og adræt hund med stor udholdenhed og en god portion fart. Vægten ligger på adræthed, elegance og soliditet uden tendens til det massive. Hovedet er fladt og bredt mellem ørerne og fri for rynker, når hunden er i hvile. Snuden er lang, dyb og kraftig, og læberne er rene og tætsiddende. Ørerne sidder forholdsvis højt, er mellemstore og bæres tæt mod hovedet. Næsen er sort eller brun, og en sort næse hører sammen med mørke øjne, en brun næse med ravfarvede.

Racens særpræg er ridgen. Den starter lige bag skuldrene og går til hofteknoglerne, er klart afgrænset, symmetrisk og smalner af mod hoften. Den skal have to ens kroner, der står over for hinanden, og kronernes nederste kant må ikke række længere ned end en tredjedel af ridgens længde. Et godt gennemsnit for bredden er 5 cm. Hunde uden ridge er diskvalificerede.

Pelsen er kort, tæt, glat og glansfuld, hverken uldent eller silkeagtig. Farven går fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet. Lidt hvidt på brystet og tæerne er tilladt, og et mørkt næseparti og mørke ører accepteres. Meget sort hår i pelsen er stærkt uønsket.

Hanner er 63 til 69 cm høje og vejer 36,5 kg, tæver er 61 til 66 cm og vejer 32 kg. DKK angiver 32 til 36 kg, og racen hører dermed til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en værdig og intelligent hund, der er reserveret over for fremmede uden at vise aggression eller sky adfærd. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. DKK tegner et lignende billede: racen er selvstændig, har til tider en stærk vilje og er hengiven over for sin familie. Den er vagtsom og parat til at forsvare det, der er betroet den. Den byder ikke fremmede indenfor med logrende hale, men er heller ikke afvisende.

Dyrlægekilder kalder den loyal og beskyttende og en effektiv vagthund. Over for andre hunde kan racen være udfordrende, skriver DKK, så en rolig og tidlig tilvænning er vigtig. Det er en hund, der vil have en tydelig leder, og som ikke reagerer godt på hårdhed.

Motion og aktivering

DKK beskriver racen som adræt, men ikke specielt motionskrævende. Den har det dog bedst med også at få lov til at løbe frit, og det forudsætter, at den kommer, når den kaldes. Indkald skal derfor trænes og belønnes dagligt. Dyrlægekilder nævner en god gå- eller løbetur hver dag eller et løb i et indhegnet område, og at racen er en rolig hund indendørs, når motionen er dækket.

Jagtlysten er stærk. Når hunden får færten af vildt, kan den være svær at kalde tilbage, og de steder, hvor den løber uden snor, bør være sikre og overskuelige. Racen tilpasser sig gerne familiens aktivitetsniveau, men har brug for mentalt stimulerende opgaver og ikke kun ture. Hundeparker og fritløbsområder passer ikke nødvendigvis til alle hunde af racen, og det afhænger af den enkelte.

Træning og socialisering

Tidlig og vedholdende træning er nøglen. DKK skriver, at spiselige belønninger som regel virker bedst, mens hårdhed og mange gentagelser har en negativ virkning. Dyrlægekilder beskriver lydighedstræning som en nødvendighed og anbefaler belønning kombineret med en fast hånd.

DKK anbefaler, at hvalpen vænnes tidligt til fremmede mennesker og hunde. Racen er en god selskabshund for mennesker, der forstår at fastlægge lederskabet og give den social nærhed, kontakt og opgaver at tænke over. Det gør den mindre oplagt til en førstegangsejer og bedre til en ejer, som har erfaring med store, selvstændige hunde og lyst til at bruge tid på hvalpehold og fortsat træning.

Familie og bolig

Racen er hengiven over for sin familie og beskrives som god med børn, men kan være for livlig for små børn. Som med alle store hunde bør voksne altid have opsyn, når børn og hund er sammen.

Der er ingen kilder, der taler om, hvordan racen klarer at være alene, eller hvor meget den giver lyd, så sådanne forhold må afklares ved at spørge opdrætteren og racens specialklub. Størrelsen, motionsbehovet og jagtlysten betyder, at en have med solidt hegn er en stor fordel. Dyrlægekilder nævner, at den korte pels giver lidt beskyttelse mod kulde.

Pelspleje

Pelsen er kort, tæt, glat og glansfuld, og den kræver kun ubetydeligt arbejde med børste eller et fugtigt vaskeskind. Dyrlægekilder nævner ugentlig børstning og et bad af og til. Pelsen skal ikke trimmes. Standarden siger ikke noget om, hvor meget racen taber hår, og den beskriver kun, at læberne er rene og tætsiddende, så der kan ikke siges noget om savl ud fra kilderne.

Nogle hunde af racen tager let på i vægt, og dyrlægekilder anbefaler at begrænse kalorierne, hvis en voksen hund begynder at tage på.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Dermoid sinus er den sygdom, racen er mest kendt for. Det er en medfødt udviklingsforstyrrelse. Ridgen skyldes en dominant mutation, en kopiering af et stykke dna med tre FGF-gener, og samme mutation giver en øget risiko for dermoid sinus (Salmon Hillbertz m.fl., 2007). En svensk undersøgelse anslog, at 8 til 10 procent af hvalpene i racen var ramt i kuld fra 1990 til 2001 (Hillbertz, 2005). DKK kræver derfor en friattest for dermoid sinus, før hvalpene ID-mærkes. Findes sygdommen hos en hvalp, stambogsføres den med avlsforbud.

Ud over dermoid sinus nævner den britiske kennelklub DNA-tests for juvenil myoklonisk epilepsi og degenerativ myelopati samt hofte- og albueskanning. En fuldt penetrant recessiv variant i genet DIRAS1 forårsager den epilepsi, der rammer unge hunde fra seks uger til 18 måneder (Wielaender m.fl., 2017).

DKK kræver, at begge forældredyr har HD-status A eller B og AD-status 0 eller 1. En hund med HD-grad C må kun bruges, hvis partneren har HD A. Faderen skal have dokumenterede normale testikler, og DKK’s etiske regler for avl skal være overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så kravene til røntgen kommer fra DKK og ikke fra loven. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater og mentalitet, og se attesterne. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.