Lagotto Romagnolo

Mere om racen

Overblik

Lagotto Romagnolo er en italiensk vandhund i FCI’s gruppe 8, sektion 3 sammen med de andre vandhunde. I standarden står anvendelsen som trøffelhund. Racen var oprindeligt en apportør i de italienske sumpområder, men er i dag kendt for sin næse og sin evne til at finde trøfler under jorden. Ifølge den britiske raceklub er den den eneste race, der er anerkendt som specialiseret trøffelsøger.

Hunden er mellemstor, kvadratisk og robust med en tæt, krøllet pels af ulden struktur. Den er nysgerrig, arbejdsvillig og energisk og bliver en venlig og social familiehund, hvis den får nok at lave. Pelsen fælder ikke, men kræver fast pleje og klipning. I Danmark registreres der ifølge Dansk Lagotto Klub knap 100 hvalpe om året.

Historie og oprindelse

Lagottoen er en gammel race af apporterende vandhunde fra lavlandet ved Comacchio og marsken omkring Ravenna. De mænd, der arbejdede i marsken og fulgte jægerne, blev kaldt lagotti, og navnet gik siden videre til deres krøllede hunde, som svømmede ud efter skudte fugle.

Da marsken i løbet af 1800-tallet blev drænet og lavet om til landbrugsjord, mistede vandhundene deres arbejde. I stedet tog man dem med op i bakkerne i Romagna for at søge trøfler. Ifølge standarden er jagtinstinktet bevidst dæmpet gennem avl, så hunden ikke lader sig distrahere af vildt, når den arbejder. I dag er trøffelsøgning racens vigtigste opgave i Italien.

Fra 1970’erne gik italienske opdrættere og dommere i gang med at genopbygge racen, som var ved at blive blandet op med andre hunde. Den italienske lagottoklub blev stiftet i 1988, og FCI anerkendte racen foreløbigt i 1995 og endeligt i 2005. Den første lagotto kom til Danmark i 1999, det første danske kuld blev født i 2002, og Dansk Lagotto Klub blev stiftet i 2010.

Udseende og størrelse

Lagottoen er en lille til mellemstor, velproportioneret og kraftigt bygget hund med et rustikt udseende. Kroppen er kvadratisk, så hunden er lige så høj, som den er lang. Hovedet er bredt med store, runde øjne, kraftig næse og et langt, lidt stift overskæg. Standarden bemærker, at lagottoen logrer meget i alt, hvad den laver.

Pelsen er ulden, let ru i overfladen og danner tætte, ringformede krøller med synlig underuld. Overpelsen og især underulden er vandtæt. Flere farver er tilladt: ensfarvet offwhite, hvid med brune eller orange pletter, orange eller brun skimmel, brun i forskellige nuancer og orange, med eller uden hvidt. Tanaftegninger er tilladt, mens sort pels eller sort pigment diskvalificerer.

FCI-standarden sætter skulderhøjden til 43 til 48 cm for hanner og 41 til 46 cm for tæver med en tolerance på 1 cm. Vægten er 13 til 16 kg for hanner og 11 til 14 kg for tæver, og racen hører dermed til de mellemstore hunde.

Temperament

Ifølge standarden har lagottoen et naturligt talent for at søge og en meget god næse. Den er medgørlig, nøjsom, ivrig og kærlig, meget knyttet til sin ejer og let at træne, og den er både en god ledsager og en fremragende vagthund. En aggressiv eller meget sky hund diskvalificeres.

Over for familien er hunden hengiven og glad for børnene, men over for fremmede og andre hunde er den vagtsom og lidt afventende. Den typiske lagotto følger sin familie rundt i huset og lægger sig, hvor ejeren er. Den svenske raceklubs adfærdsbeskrivelser viser stor tilknytning til føreren og en vis lyd- og skudfølsomhed hos en del af hundene, men også en udvikling mod mere sociale hunde.

Racen gør meget lidt, men melder, når der kommer fremmede.

Motion og aktivering

Lagottoen har brug for meget motion, gerne med en svømmetur, og næsen bør bruges hver dag. Den svenske raceklub betegner bevægelsesbehovet som forholdsvis stort, og den britiske velgørenhedsorganisation Wood Green regner med omkring to timer om dagen fordelt på en kortere tur og en længere aktivitet med næsearbejde, leg eller træning.

Næsearbejde er nøglen. Ifølge Dansk Lagotto Klub er en halv times søgning efter trøfler eller andet mindst lige så godt som en times tur i hundeparken, og en lille søgeopgave i haven eller stuen giver ofte ro. Racen egner sig til nosework, spor, trøffelsøgning og agility, og klubben holder trøffelkurser i Danmark. Unghunden har et højt energiniveau de første halvandet til to år, mens den voksne hund lettere tilpasser sig familiens tempo.

Træning og socialisering

Racen er lærevillig og glad for kontakt, så opdragelsen sjældent er svær. Den lærer bedst med venlighed og konsekvens, i korte sekvenser med højt tempo og hurtig, varieret belønning. Fordi lagottoen hurtigt forstår en øvelse, keder den sig ved gentagelser, og variation er derfor vigtig.

Den britiske raceklub understreger, at træningen skal begynde fra første dag, og at racen ikke reagerer godt på hård træning. Gravning, vand og mudder ligger dybt i hunden, men kan styres med træning og omdirigering. Unghunden har brug for bevidst socialisering.

Familie og bolig

Lagottoen er en god familiehund, som elsker børn, når de behandler den ordentligt, og den britiske raceklub og Wood Green går så vidt som til at kalde den fremragende. Børn og hund skal dog være under opsyn.

Racen trives med tæt kontakt til sine mennesker, og alle lagottoer har brug for menneskeligt selskab. Wood Green advarer om, at racen kan få det svært, hvis den ofte er alene i lange perioder. Alenetid bør derfor indøves gradvist, og hvad der er forsvarligt, afhænger af den enkelte hund.

Livet i lejlighed kan racen tilpasse sig, når dens behov for motion og mental stimulation bliver dækket hver dag, og nogle lagottoer passer fint som hunde i byen.

Pelspleje

Pelsen vokser hele tiden og filtrer, hvis den ikke passes. Filtret pels og underuld skal fjernes jævnligt, og efter den nye standard må den klippede pels højst være to til tre centimeter tyk og skal følge hundens silhuet. Den må ikke friseres eller børstes op som hos pudel og bichon frisé. Dansk Lagotto Klub anbefaler at gå pelsen igennem for grene og frø hver dag og at børste, bade og klippe cirka en gang om måneden, mens Wood Green regner med professionel pelspleje hver sjette til ottende uge.

Ørerne kræver opmærksomhed. Håret i øregangen vokser konstant og bør fjernes eller holdes rent, fordi hår, voks og snavs kan give ørebetændelse. Ifølge den svenske raceklub er øreproblemer den hyppigste grund til dyrlægebesøg hos racen.

Lagottoen fælder ikke, og flere kilder omtaler den som velegnet til allergikere. Allergi kan dog også skyldes hudskæl og spyt, så en allergiker bør afprøve kontakten med racen først.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen har to arvelige nervesygdomme, som der i dag findes DNA-test for. Godartet juvenil epilepsi giver anfald hos hvalpe fra omkring 5 til 9 ugers alderen, som typisk forsvinder igen ved cirka fire måneder. En genetisk undersøgelse (Seppälä og kolleger, 2011) fandt årsagen i genet LGI2 og fandt, at omkring 32 procent af 576 testede lagottoer var bærere. Lagotto storage disease er en fremadskridende nervesygdom, der rammer lillehjernen og giver usikker gang og nogle gange adfærdsændringer. Ifølge Kyöstilä og kolleger (2015) viser den sig mellem 4 måneder og 4 år, og i en gruppe på 2.352 hunde var 11 procent bærere. Begge sygdomme nedarves recessivt, og Dansk Lagotto Klub anbefaler, at en bærer kun parres med en fri hund.

Hofteledsdysplasi (HD) forekommer også. Efter BEK nr. 607 af 26. maj 2025 skal lagottoer røntgenfotograferes for HD, før de bruges i avl, og hunde med HD D eller E må ikke avles på. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD A eller B (C kun med en partner med A), og til Basis+ anbefales desuden DNA-test for juvenil epilepsi, storage disease og prcd-PRA samt øjenundersøgelse for PRA og arvelig katarakt. Øre-, hud- og maveproblemer er desuden almindelige.

Den britiske raceklub regner lagottoen for en generelt sund hund, der lever til et godt stykke op i teenageårene. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.