Amerikansk Cocker Spaniel

Mere om racen

Overblik

Amerikansk Cocker Spaniel er en lille spaniel fra USA. FCI placerer den i gruppe 8, sektion 2 blandt de stødende jagthunde, og standarden kalder den både jagthund og selskabshund. Der er stadig lidt jagtlyst i racen, men i dag er den først og fremmest en social familiehund.

Den er en selvstændig race og ikke en variant af den engelske cocker spaniel, selv om de to har fælles ophav. Den amerikanske cocker er mindre, har et mere hvælvet hoved, kortere næseparti og ryg og en langt mere overdådig pels. Pelsen er racens store udfordring, og DKK kalder plejen racens eneste minus.

Historie og oprindelse

Den amerikanske cocker går tilbage til engelske cockere, der blev importeret til USA i 1800-tallet. Én hund fik særlig betydning: en lille, lavstammet cockerhan ved navn Obo II, som blev stamfar til næsten hele racen. Den amerikanske raceklub, American Spaniel Club, blev stiftet allerede i 1881 som den første klub i USA for en enkelt hunderace.

I mange år afgjorde vægten, om en spaniel blev regnet som cocker eller som field spaniel. Fra 1920’erne begyndte amerikanske opdrættere at vælge hunde med mere hvælvede hoveder, kortere næsepartier og mere pels, og forskellen til den engelske type blev større. I midten af 1940’erne skilte den amerikanske kennelklub de to typer ad som selvstændige racer. I begyndelsen af 1950’erne blev vægtgrænserne erstattet af de højdekrav, som stadig står i standarden.

Racen var den mest populære i USA fra 1936 til 1952 og igen fra 1983 til 1990. Sverige fik sine første importer i 1950, og i slutningen af 1960’erne blev der eksporteret danskopdrættede hunde til Sverige.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en robust og kompakt hund med et fint mejslet hoved, hvor helheden skal være i balance. Skallen er rundet, stoppet tydeligt og næsepartiet bredt og dybt. Øjnene er runde og må ikke være udstående. Ørerne er lange, lavt ansat og godt behængte. Standarden beskriver en kuperet hale, men kupering er forbudt i Danmark, så danske hunde har naturlig hale.

Pelsen er kort og fin på hovedet og middellang på kroppen med tilstrækkelig underuld. Ører, bryst, bug og ben har lange faner. Pelsen skal være silkeagtig, flad eller let bølget og let at holde, og for meget pels eller krøllet og vatagtig pels er en alvorlig fejl. Der er tre farvevarianter: sort, også med tan-aftegn, ensfarvet i andre farver end sort (fra lys creme til dyb rød og brun) samt flerfarvet med hvidt, herunder roan.

Den ideelle skulderhøjde er 38 cm for hanner og 35,6 cm for tæver, og en afvigelse på omkring 1,5 cm til hver side er tilladt. Standarden nævner ingen vægt, men den amerikanske raceklub angiver, at hanner typisk vejer 11 til 14 kg og tæver 9 til 11 kg. Racen hører dermed til blandt de mindste af de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden kræver et ligevægtigt temperament uden antydning af frygtsomhed, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres. Den skal fremstå fri og munter. Racen beskrives som livlig, kærlig og kontaktsøgende og som vagtsom uden at være højrøstet.

Den er udadvendt over for fremmede og kommer som regel godt ud af det med andre hunde og husdyr. Den amerikanske raceklub kalder den en levende dørklokke, der melder, når der kommer fremmede, men derefter gerne vil være gæstens nye bedste ven. Den er ingen vagthund.

Nogle hunde er meget underdanige, og det er ikke usædvanligt, at en cocker tisser af underdanighed. Den svenske raceklub beskriver racen som glad, balanceret og lærenem med stor arbejdslyst.

Motion og aktivering

Motionsbehovet er moderat. Racen har brug for flere raske gåture hver dag, gerne suppleret med løb eller energisk leg, og med motion nok er den en forholdsvis rolig hund indendørs. Den sætter pris på at bevæge sig frit, men fjerner sig sjældent langt fra sin ejer, og jagtinstinktet er let at holde på et fornuftigt niveau.

Racen er meget madglad og tager let på, især med alderen, så de daglige ture hjælper også på vægten.

Racen har bevaret en god næse, og mange holder af at apportere og svømme. I Sverige deltager racen blandt andet i sporprøver efter skadet vildt, jagtprøver, agility, rallylydighed og nosework, og de fleste hunde, der går på sporprøve, klarer sig godt.

Træning og socialisering

Racen er ivrig efter at gøre sin ejer tilpas og lærer hurtigt. DKK fremhæver, at den store kontaktvillighed gør den nem at opdrage, når det sker med venlighed og konsekvens, mens hårdhed snarere gør den trodsig end lydig. Belønningsbaseret træning med godbidder virker godt, men godbidderne bør tælles med i den daglige foderration.

Nogle hunde bliver så opstemte, at de har svært ved at koncentrere sig, og lydighedstræning er derfor nyttig både for kontrollens skyld og som mental motion. Tidlig socialisering med mennesker og hunde er vigtig, og hvalpen bør tidligt vænnes til børstning, badning og klipning.

Familie og bolig

Racen er venlig og blid og kommer som regel godt ud af det med børn og andre dyr, når den er socialiseret fra en tidlig alder. Børn skal dog lære at omgås hunden ordentligt, for de lange ører kan virke som fristende legetøj for små børn, og samvær mellem børn og hund bør altid foregå under opsyn.

Ifølge den amerikanske raceklub passer en cocker fint ind i en bil, en lejlighed eller et lille hjem, så længe den får sine daglige ture. Man skal dog regne med, at den melder, når nogen kommer til døren.

Selskab er racens største behov. Den vil gerne være sammen med sine mennesker så meget som muligt og følger ofte familien rundt som en skygge. Kilderne beskriver ikke direkte, hvordan racen klarer at være alene hjemme, men en så kontaktsøgende hund bør vænnes gradvist til det fra hvalpealderen. DKK fraråder generelt at anskaffe hund, hvis den på grund af ejerens arbejde skal være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Pelspleje

Pelsplejen er den største forpligtelse ved racen. Den lange, silkeagtige pels skal børstes grundigt flere gange om ugen, og nogle anbefaler daglig børstning for at undgå filt. Dertil kommer jævnlig badning, klipning og trimning, enten hos en trimmer omkring en gang om måneden eller ved at ejeren selv lærer det. Selv en kort klipning kræver bad, børstning og trimning cirka hver anden uge. Poterne bør om vinteren klippes fri for hår, så der ikke samler sig is og sne mellem trædepuderne.

Racen fælder omtrent som en gennemsnitlig hund, men der følger mange hår og en del snavs fra poterne med ind i hjemmet.

Ørerne bør passes hver dag, og øjenrande og læbefolder skal holdes rene. Den svenske raceklub understreger, at regelmæssig badning og trimning af øreflap og kinder mindsker risikoen for ørebetændelse.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racens hyppigste sundhedsproblemer handler om ører, øjne og hud. I svensk forsikringsstatistik ligger racen højere end andre racer for ørebetændelse, øjenbetændelse i forbindelse med cherry eye og forskellige hudbetændelser, og den har en øget risiko for skader på korsbåndene i knæet. Raceklubberne i Sverige og USA angiver en gennemsnitlig levealder på 10 til 12 år.

En finsk undersøgelse fra almindelig dyrlægepraksis i 2010 fandt ørebetændelse hos 27 procent af de amerikanske cockere mod knap 16 procent af de engelske. De amerikanske cockere havde også flest gentagne tilfælde og øreoperationer, og tidlig debut øgede risikoen for kronisk sygdom.

Øjnene er racens andet fokusområde. Nordamerikanske data fra dyrlægeskolernes hospitaler viste, at racen havde den højeste forekomst af grøn stær (glaukom) i perioden 1994 til 2002 og var blandt de racer med flest tilfælde af grå stær (katarakt). Af knap 4.000 svenske hunde, der blev øjenundersøgt fra 2005 til 2023, var omkring to tredjedele uden anmærkninger, og det hyppigste fund var ekstra øjenhår (distichiasis). Anbefalede undersøgelser før avl omfatter øjenundersøgelse med gonioskopi, DNA-test for prcd-PRA og HD-røntgen, og i USA registreres også skjoldbruskkirtlens funktion og blodets størkningsevne.

Nordiske og britiske dommeranvisninger peger på for kort næseparti, for fremtrædende eller udstående øjne, osunde læbefolder, bidfejl og for meget pels. Den svenske raceklub mener dog ikke, at racen har disse tendenser i nævneværdig grad.

I Danmark kræver DKK for stambogsføring, at begge forældre er øjenundersøgt og fundet fri for PRA og arvelig katarakt, at bærere af prcd-PRA kun parres med fri hunde, og at faren har normale testikler. Til Basis+ skal forældrene desuden have HD-status A, B eller C og må ikke være registreret med samme øjensygdom, bortset fra distichiasis. Racen er ikke blandt dem, som dyrevelfærdsbekendtgørelsen fra 2025 stiller særlige krav om undersøgelse før avl.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.