East-European Shepherd Dog

Mere om racen

Overblik

Vostochnoevropeiskaya ovcharka, forkortet VEO, er en stor tjeneste- og brugshund skabt i Sovjetunionen ud fra tyske hyrdehunde. På dansk hedder den hos DKK East-European Shepherd Dog. Racen er ikke anerkendt af FCI. Den er anerkendt af den russiske kennelklub RKF, som har skrevet standarden, og af Nordisk Kennel Union. DKK registrerer hvalpe i sit X-register. Den russiske standard sætter den ønskede højde til 67 til 72 cm for hanner og 62 til 68 cm for tæver. Ingen kilde angiver en vægt.

SKK beskriver racen som balanceret, selvsikker, opmærksom og let at træne, som en pålidelig følgesvend og vagthund, og som en race, der kræver meget motion, træning og stimulans. Racen er tæt knyttet til arbejde, og der er få kilder, så artiklen er kort.

Historie og oprindelse

Ifølge den russiske standard er racens historie knyttet til landets egen. I 1924 oprettede Sovjetunionens revolutionære militærråd en central opdrætsskole for militær- og sportshunde, som senere blev centrum for opdræt, dressur og brug af tjenestehunde. Målet var hunde, der kunne arbejde under mange klimaer, fra ørkenerne i Centralasien til den arktiske tundra, og her tællede arbejdsevne, udholdenhed og tilpasningsevne mere end afstamning. Der blev ofte krydset hunde af forskellig oprindelse, blandt andet lokale lajkaer, med tyske hyrdehunde.

Efter anden verdenskrig blev racen formet ud fra den blandede bestand. Det vigtigste avlscenter var kennelen Røde Stjerne, oprettet i 1947. Den første standard blev godkendt i 1955, en ny udgave kom i januar 1964, og der kom ændringer i 1970, 1972 og 1976. SKK og den svenske racklub skriver, at et lille antal tyske hyrdehunde af forskellig type blev importeret til Sovjetunionen mellem 1924 og 1936, og at hunde af ukendt oprindelse med det ønskede udseende blev krydset ind. Den russiske kennelklub RKF anerkendte racen den 1. november 2002 og godkendte en ny udgave af standarden i 2014. Standarden blev ændret i 2020.

Racen er udbredt i mange lande. Den svenske racklub opgør, at den i 2019 var anerkendt af kennelklubben i 30 lande, blandt andre Danmark. Den kom til Sverige i 2013 og blev godkendt af SKK i 2017. Fokus i avlen har været brug i militæret, men racen bruges også som førerhund, politihund, redningshund og familiehund.

Udseende og størrelse

Den russiske standard beskriver en hund af kraftigt bygget type, højere end middel, med rektangulær silhuet, stærk benbygning og veludviklet muskulatur. Forskellen på hanner og tæver er tydelig, og hannerne er større og mere massive. Hovedet er kileformet, tørt og stort, men ikke groft, med flad skalle, sort næse, tørre, tætsiddende og sorte læber og et komplet gebis med saksebid. Øjnene er mellemstore, mandelformede og så mørkebrune som muligt, og ørerne er stående, højt ansat og trekantede. Halsen er mellemlang, ryggen er stærk, ret og lang, og halen er sabelformet, når mindst til haserne og hænger ned. Gangen er fri og fejende med stærkt afsæt.

Pelsen er en dobbeltpels med ret, tæt, middellang og noget grov dækhår, der ligger tæt til, og veludviklet, tyk og blød underuld. Den er kortere på hoved, ører, forside af ben og poter, lidt længere og tykkere på halsen og danner moderate bukser på lårenes bagside. Den russiske standard nævner zonar (grå eller rød), sadel, sort med tan og ensfarvet sort, og små hvide tegn på brystet er tilladt, men uønskede. SKK nævner sort med gråt, sort med rødbrunt, sort med tan og ensfarvet sort.

Den ønskede højde er 67 til 72 cm for hanner og 62 til 68 cm for tæver. SKK’s oversættelse af den ældre standard fra 2002 nævner 62 til 67 cm for tæver. Standarden diskvalificerer blandt andet aggressive eller fejge hunde, hanner under 65 eller over 74 cm, tæver under 60 eller over 70 cm, alle bid andre end saksebid og krøllet, lang eller kort pels uden underuld. Ingen kilde angiver en vægt.

Temperament

Den russiske standard kalder racen balanceret, aktiv, selvsikker, opmærksom og let at træne og en pålidelig vagt og følgesvend. SKK siger det samme med andre ord: en balanceret, selvsikker og opmærksom hund, som er let at træne og en pålidelig følgesvend og vagthund. SKK tilføjer, at det er en aktiv og opmærksom hund, som ikke overser meget i omgivelserne. Den svenske racklubs avlsstrategi fremhæver den meget gode mentale status, som racen har lige nu.

Racen er først og fremmest en arbejdende hund, og avlsstrategien nævner skudsikkerhed som et avlskriterium, så hunde, der reagerer negativt på skud, ikke bør bruges i avl. Ingen kilde beskriver, hvordan racen er over for fremmede, andre hunde eller børn.

Motion og aktivering

SKK skriver, at racen kræver meget motion, træning og stimulans. Den svenske racklub ønsker, at hundene fortsat bruges til deres oprindelige opgaver hos politi, vagtselskaber og militær, og at ejere af racen informeres om det. I Rusland kræves ifølge klubben, at en VEO skal kunne bestå lydigheds-, vagt- og beskyttelsesprøver. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen.

Træning og socialisering

Både standarden og SKK kalder racen let at træne. Den svenske racklub anbefaler, at alle hunde, der skal i avl, bliver mentalbeskrevet. Der findes ingen racespecifikke råd om socialisering af hvalpe. En stor og vagtsom hund kræver, som alle store hunde, grundig og venlig træning fra hvalpealderen, men det er en generel vurdering og ikke et udsagn fra en kilde.

Familie og bolig

SKK og standarden kalder racen en pålidelig følgesvend og vagthund, og standarden kalder den både tjeneste- og selskabshund. Ingen kilde nævner børn, katte eller andre dyr, og ingen taler direkte om bolig eller om at være alene hjemme. Størrelsen og behovet for meget motion, træning og stimulans peger mod et hjem med plads og en aktiv ejer, men det er en vurdering. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn.

Pelspleje

SKK skriver, at racen ikke kræver særlig pelspleje, men at pelsen skal børstes grundigt igennem i fældeperioderne. Standarden beskriver en dobbeltpels med tæt, tyk underuld. Ingen kilde siger, hvor meget racen fælder.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske racklubs avlsstrategi fra 2020 skriver, at der ikke kendes udbredte sygdomme i racen, men at der i udlandet er set hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, kryptorkisme, navlebrok og epilepsi. I Sverige er der enkelte tilfælde af kronisk overfladisk keratitis (pannus) og demodikose. De ni svenske hunde, der er røntgenfotograferet, har hofteresultater på A (fem), B (tre) og C (en) og alle normale albuer. Det er klubudsagn om en meget lille, nær beslægtet bestand og ikke undersøgelser. Klubben råder til ikke at avle på hunde med hofter dårligere end B eller albuer dårligere end grad 0. I Rusland kræves for hunde født efter 2016 et brugscertifikat, hofter med A, B eller C og albuer med 0, 1 eller 2.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Racen er ikke anerkendt af FCI og kan ikke bruges til FCI-anerkendt avl, og afkom føres i DKK’s X-register. DKK viser ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. East-European Shepherd Dog er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Ingen af de gennemgåede kilder kobler racen til den forbudte sydrussiske ovtcharka, og forbuddet gælder også krydsninger med de forbudte racer.

Spørg opdrætteren om forældrenes helbred, om hvor beslægtede de er, og om hvordan hvalpen er tænkt brugt. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.