Cao de Gado Transmontano

Mere om racen

Overblik

Cão de Gado Transmontano er en stor, kraftig flokvogter fra Trás-os-Montes i det nordøstlige Portugal. Navnet betyder omtrent kvæghunden fra Trás-os-Montes, og FCI kalder den på engelsk Transmontano Mastiff. FCI placerer racen i gruppe 2, sektion 2.2, blandt molosserne af bjergtypen, med standardnummer 368. Den er anerkendt på foreløbigt grundlag siden 2020. DKK har den i gruppe 2.

Hanner måler 75 til 85 cm over skulderen og vejer 60 til 75 kg, tæver 68 til 78 cm og 50 til 60 kg. Det placerer racen i størrelsesklassen meget stor. Pelsen er tæt og glat og er oftest hvid med sorte, gule, falbe eller ulvegrå aftegn. Standarden kalder hunden føjelig, men tilbageholdende, forsigtig uden at være aggressiv og en ualmindelig god vogter mod ulve. Cão de Gado Transmontano er ikke forbudt i Danmark.

Historie og oprindelse

Ifølge FCI-standarden har racen samme oprindelse som alle de iberiske mastiffer, og dens udvikling hænger sammen med transhumansruterne på Den Iberiske Halvø, hvor flokkene flytter mellem græsgange. Hunden er hyrdens følgesvend med den særlige opgave at vogte mod ulveangreb, og ulven har altid været almindelig i området. I fjerne tider slog hunden sig ned i det portugisiske højland, især i Trás-os-Montes.

Landskabet er bjergrigt, med stejle græsgange, som er svære at nå med bil, og her tilpassede racen sig de lokale forhold og de får- og gedeflokke, der traditionelt græsser i områderne. Den udviklede sig, til dens kropsbygning lå fast, i fuld sammenhæng med omgivelserne og det arbejde, den skulle udføre. En forsker fra universitetet i Vila Real, UTAD, har ifølge en portugisisk nyhedsartikel fra 2016 konkluderet, at racen har levet i området i mere end 10.000 år og har sin oprindelse i yngre stenalder. Det er forskerens vurdering, og vi har ikke set den dokumenteret andre steder.

FCI godkendte racen på foreløbigt grundlag den 26. februar 2020 med Portugal som oprindelsesland, og standarden blev udgivet den 27. marts 2020. Standardens officielle sprog er engelsk.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en stor molosserhund, der er stærk og robust og skiller sig ud ved sit imponerende, ædle udtryk og sit sobre blik. Profilen er firkantet med høje ben, kraftige knogler og naturligt lige og rejste lemmer, en let opsvunget bug og moderate vinkler bagtil. Forskellen på kønnene er tydelig, og hannerne er mærkbart højere og kraftigere end tæverne. Skulderhøjden og kroppens længde er næsten ens, og højden til albuen er tydeligt større end halvdelen af skulderhøjden.

Hovedet er stort og massivt, men ikke for tungt i forhold til kroppen, og har konveks profil. Kraniet er moderat bredt og lidt hvælvet, og stoppet er moderat. Næsen er oval og stor og helst sort eller mørk, og snuden er lidt kortere end kraniet. Læberne ligger over hinanden, er af jævn tykkelse og hænger en smule, og slimhinderne er sorte. Øjnene er mandelformede, honningbrune eller mørkere, og ørerne er middelstore, trekantede, meget tykke og hængende. Halsen er kraftig med en enkel hagesvald, der ikke må være overdreven.

Halen er hel og tyk, godt dækket af hår, og når ikke ud over haseleddet. Den hænger som en sabel, men kan krumme yderst, og i bevægelse bæres den højt som en segl og kan endda krølle. Sporer på bagbenene, enkelte eller dobbelte, hører til billedet. Gangen er let, energisk og rytmisk med stor udstrækning, trods hundens størrelse.

Pelsen er tæt, middellang og rigelig, glat og meget tæt med tydelig underuld, og kortere og tyndere på hoved, ører, snude og ben. De hyppigste farver er hvid med sorte, gule, falbe eller ulvegrå aftegn. Helfarvede hunde er falbe, gule eller ulvegrå, med eller uden tigrering. Hvide aftegn på forben og poter og en hvid blis på hovedet er almindelige. Helt sort og helt hvid regnes for alvorlige fejl. Ifølge nyhedsartiklen er hundene oftest hvide, så hyrderne kan skelne dem fra ulve.

Hanner er 75 til 85 cm og vejer 60 til 75 kg. Tæver er 68 til 78 cm og vejer 50 til 60 kg. Den portugisiske kennelklub, Clube Português de Canicultura, angiver de samme tal i sit forslag til standard.

Temperament

Standarden skriver, at hunden trods sin størrelse er føjelig, men tilbageholdende. Den er forsigtig uden at være aggressiv, altid rolig og med et roligt blik. Som vogter af flokke mod ulve er den enestående, og den er altid opmærksom på sin opgave. Mod fremmede er den først forbeholden, men tillader derefter at blive håndteret uden problemer og er meget følsom over for blid behandling og opmærksomhed. Aggressive og meget sky hunde diskvalificeres.

Standarden beskriver også, hvordan hundene lever sammen. Hannerne omgås hinanden uden konflikt og indfører de et dominanshierarki, når de lever i grupper med avlstæver. Det er normalt at se flere hanner end tæver passe flokken. Forskeren fra UTAD kalder hunden altid meget rolig og forsigtig uden at være aggressiv, men også en af de modigste i forsvaret af sin ejer og dennes ejendele. Vi har ikke fundet en raceklub, der beskriver racen sammen med børn, så vi vurderer ikke denne side.

Motion og aktivering

Ingen af de kilder, vi har brugt, angiver, hvor meget motion racen har brug for, og vi sætter derfor ikke et tal på motionsbehov eller aktivitetsniveau.

Vi har ikke fundet kilder, der beskriver racen i hundesport eller til aktivering i hverdagen, og DKK har ingen tekst om racens mentalitet. Racen har ingen specialklub i Danmark, og DKK henviser til Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub.

Træning og socialisering

Standarden beskriver en føjelig hund, der er meget følsom over for blid behandling og opmærksomhed. Ingen raceklub har skrevet en træningsvejledning, vi kan henvise til, og vi kan derfor hverken sige, om racen er let at træne, eller om den passer til en førstegangsejer.

Standarden siger, at flokvogtning aldrig udføres af en enkelt hund, og at hunden først er forbeholden over for fremmede. En stor og stærk vogterhund bør lære at følge ejerens signaler tidligt og møde mange mennesker, steder og situationer, mens den er ung. Det er vores vurdering og ikke en anbefaling fra en klub.

Familie og bolig

Standarden kalder hunden føjelig, rolig og følsom over for opmærksomhed, men den nævner ikke børn, og vi har ikke fundet kilder, der beskriver racen sammen med børn. Som alle hunde skal den have opsyn sammen med børn. Ingen kilde siger, hvordan racen klarer at være alene hjemme, hvor meget den gør, eller om den passer til en lejlighed.

Racens opgave er at vogte får- og gedeflokke i et bjergrigt område. Det er en meget stor hund, og den er forbeholden over for fremmede. Læberne hænger en smule, men standarden beskriver kun deres form og ikke, hvor meget hunden savler.

Pelspleje

Pelsen er tæt, middellang og glat med tydelig underuld. Standarden siger, hvordan den ser ud, men ikke hvor meget pleje den kræver, og ingen anden kilde beskriver racens fældning, så vi sætter hverken tal på pelspleje eller fældning.

Standarden regner en pels, der ikke er tæt nok og for kort på kroppen, og manglende underuld for alvorlige fejl. Pelsen er kortere og tyndere på hoved, ører, snude og ben.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Der findes ikke en raceklub, en dyrlægeundersøgelse eller en forsikringsstatistik, som vi har fundet, der nævner sygdomme, som er typiske for netop denne race, og vi nævner derfor ingen. Standarden regner tynde knogler, for lang ryg og for stor eller dobbelt hagesvald for fejl og kræver, at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bruges i avl, og at hanner har to tilsyneladende normale testikler.

DKK kræver, at faderen til et kuld har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Hundeweb angiver 18 måneder som tidligste alder for røntgen af hofter og 12 måneder for albuer og OCD, men DKK stiller ikke krav om HD- eller øjenundersøgelse. Racen hører under Klubben for Hyrde-, Kvæg- og Gårdhunde uden specialklub. Cão de Gado Transmontano er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl, selv om den er en meget stor race. Bekendtgørelsen tillader kun kupering af hale og ører, hvis det er nødvendigt af dyrlægemæssige grunde, og standarden beskriver en hel hale.

Cão de Gado Transmontano er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Hundelovens § 1 a forbyder 13 racer og krydsninger af dem, og racen står ikke på listen. Hvis politiet er i tvivl om, hvilken race eller type en hund tilhører, kan de kræve, at ejeren dokumenterer det (§ 1 b, stk. 2). En Cão de Gado Transmontano bør derfor have stamtavle, så du kan dokumentere racen.

Spørg opdrætteren, om forældrene er hofte- og albuerøntgede, og om du kan møde dem. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.