Bullmastiff

Mere om racen

Overblik

Bullmastiffen er en britisk vagthund af mastifftypen. FCI placerer den i gruppe 2, sektion 2.1 blandt molosserne, og standarden angiver kort og godt racens anvendelse som vagthund. Den blev skabt til at hjælpe skovløbere med at fange krybskytter om natten, men i dag er langt de fleste familiehunde.

Racen er sjælden i Danmark. Dansk Bullmastiff Klub, der har været specialklub under DKK siden 1996, anslår, at der findes omkring 380 bullmastiffer i landet, og at der fødes mellem nul og tre kuld om året.

En bullmastiff er rolig i hjemmet, men meget stor og stærk, og den har et tydeligt vagtinstinkt over for fremmede. Den savler en del, snorker, når den sover, og har brug for en ejer med erfaring og tid til træning og socialisering. Bullmastiff er ikke en forbudt race i Danmark og står ikke på hundelovens liste over de 13 forbudte racer.

Historie og oprindelse

Bullmastiffen er udviklet af den gamle engelske mastiff og bulldoggen. Allerede i 1791 beskrev den franske naturforsker Buffon en krydsning mellem mastiff og bulldog, men racen, som vi kender den, tog form i 1800-tallet på de store engelske godser.

Krybskytteri blev straffet hårdt, og krybskytterne arbejdede om natten. Skovløberne havde brug for en hund, der var tavs, når nogen nærmede sig, og som kunne indhente en mand, vælte ham og holde ham nede uden at skambide ham. Mastiffen var for tung og langsom, og datidens bulldog var hurtig, men for hård. Krydsningen af de to gav en hund, der var stor, stærk og hurtig nok til opgaven og samtidig føjelig. Den blev kendt som “The Gamekeeper’s Night Dog”, skovløberens nathund.

Omkring år 1900 dukkede hundene op på britiske udstillinger, hvor de blev vist som “Old English Bull-Mastiffs”. Den nuværende type skyldes ifølge den danske raceklub især opdrætteren Sam Mosely, der avlede efter en fordeling på omkring 60 procent mastiff og 40 procent bulldog. Den britiske Kennel Club anerkendte bullmastiffen som renracet i 1924.

Navnet har intet med kamphunde at gøre. “Bull” kommer fra bulldog og “mastiff” fra mastiff, og racens oprindelige arbejde byggede på vægt, styrke og adræthed, ikke på at bide.

Udseende og størrelse

Bullmastiffen er kraftigt og symmetrisk bygget og skal vise stor styrke uden at virke klodset. Den skal være sund og aktiv. Kraniet er stort og firkantet, stoppet markant, og snuden er kort, bred og lige afskåret. Læberne må ikke hænge ned under underkæben.

Pelsen er kort, hård og vejrbestandig og ligger fladt mod kroppen. Lang, silkeagtig eller uldagtig pels er meget uønsket. Farven kan være alle nuancer af brindle, fawn eller rød, og den skal være ren og klar. En lille hvid aftegning på brystet er tilladt. Den sorte maske er et krav, og mørke aftegninger omkring øjnene er med til at give hunden dens udtryk.

Hanner skal måle 64 til 69 cm og veje 50 til 59 kg, og tæver skal måle 61 til 66 cm og veje 41 til 50 kg. Racen hører dermed til de meget store hunde.

Temperament

Standarden beskriver bullmastiffen som kraftfuld, udholdende, aktiv og pålidelig, humørfyldt, årvågen og trofast. Den skal være intelligent og opmærksom og hurtigt kunne vurdere en situation. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

I familien er den venlig, godmodig og meget hengiven. Den er som regel lidt afventende over for fremmede og en pålidelig vagthund, når situationen kræver det. Den farer ikke rundt og gør, men vælger gerne en plads med godt overblik og holder øje med sit territorium.

Over for andre hunde er der stor spredning. De fleste danske bullmastiffer hilser fint på andre hunde, men en kønsmoden hund svarer let igen på udfordringer, og nogle accepterer kun det modsatte køn. Det samme gælder andre dyr: nogle lever fint med husets kat, mens PDSA fraråder at holde racen sammen med mindre kæledyr. Socialisering og opdræt betyder derfor meget.

Motion og aktivering

Trods vægten er bullmastiffen aktiv, udholdende og glad for at bevæge sig. Den har brug for regelmæssig motion, helst lange gåture, og nye omgivelser med dufte og lyde stimulerer den. De fleste kilder beskriver motionsbehovet som moderat, mens PDSA anbefaler mindst to timer om dagen fordelt på flere ture.

Den amerikanske raceklub fraråder aktiviteter med høj belastning, før hunden er godt over 18 måneder. Molosserne har dyb brystkasse og kan få mavedrejning, og DKK anbefaler at vente mindst 1 til 2 timer med at fodre efter aktivitet og at fordele maden på mindst to måltider om dagen.

Træning og socialisering

Bullmastiffen er generelt positiv over for indlæring, men svær at gøre ubetinget lydig. Den kan være stædig og reagerer dårligt på hårde metoder. Træning i korte sekvenser med mange belønninger virker bedst. Mange bullmastiffer er meget følsomme over for stemmen, så et mere bestemt toneleje er ofte nok.

Grundlæggende lydighed er en nødvendighed for en hund af den størrelse og styrke. Ejeren har brug for tålmodighed og konsekvens, og en tidlig opdragelse, hvor rammerne lægges fast fra starten. Racen er ikke for alle, og DKK skriver, at den kræver nogen erfaring og en del råstyrke. Førstegangsejere har stor gavn af at gå til træning.

Fordi racen er avlet som vagthund, er tidlig og grundig socialisering til mennesker, hunde og andre dyr afgørende, så hunden accepterer de gæster, familien inviterer ind. DKK anbefaler for molosserne, at socialiseringen fortsætter, til hunden er mindst et år gammel.

Familie og bolig

Bullmastiffen er en populær familiehund, der knytter sig til hele familien og forsvarer den. Den er tålmodig med familiens børn og forsøger sjældent at dominere de svageste i familien. Hvalpe og unghunde kan dog være voldsomme og vælte små børn, og PDSA mener, at størrelsen gør racen mindre egnet til familier med små børn. Den kan også blive overbeskyttende over for børnene, når fremmede er til stede. En voksen bullmastiff har enorme kræfter og bør ikke luftes af børn eller fysisk svage personer.

Racen har brug for plads og trives bedst med en stor, sikker have. Den gør sjældent unødvendigt, men melder, når der kommer besøg, især fremmede. Den kan leve fredeligt i tæt bebyggede områder, men størrelsen taler imod en lille bolig.

Bullmastiffen sætter stor pris på menneskelig kontakt og skal være en fast del af familien. PDSA beskriver racen som tilbøjelig til separationsangst og anbefaler et hjem, hvor der næsten altid er nogen. Hvor meget den enkelte hund kan klare alene, afhænger af tilvænning og træning.

Pelspleje

Pelsen er kort og hård med en smule underuld og kræver kun en grundig børstning en gang om ugen for at fjerne støv og løse hår. Fældningen er gennemsnitlig og ikke overdreven.

Savl er en del af hverdagen med en bullmastiff, så hav en klud parat. Rynkerne i ansigtet kan kræve jævnlig rengøring og aftørring. Racen er også kendt for at snorke højlydt, når den sover.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

En stor undersøgelse af 2.771 bullmastiffer i australsk dyrlægepraksis (VetCompass Australia, Carney og kolleger, 2024) fandt en medianlevealder på 8,5 år, og den midterste halvdel af hundene døde i alderen 5,3 til 11,2 år. Den amerikanske raceklub angiver en forventet levealder på 8 til 10 år. Den hyppigste dødsårsag var svulster og knuder (28,2 procent), hvor lymfekræft var den mest almindelige, efterfulgt af alderdom og sygdomme i bevægeapparatet.

PDSA nævner blandt andet mavedrejning, hofte- og albueledsdysplasi, vejrtrækningsbesvær (BOAS), øjenproblemer og visse kræftformer. Den danske raceklub har fokus på to arvelige sygdomme, som der findes DNA-test for: MFE (mitochondrial fission encephalopati), der giver alvorlige neurologiske symptomer hos unge hvalpe, og CMR1, en nethindesygdom. Resultaterne kan registreres frivilligt hos DKK, og er en hund testet bærer, skal partneren være testet fri, for at hvalpene kan stambogsføres.

Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en bullmastiff røntgenundersøges for både HD og AD, før den bruges i avl, og som gigantrace skal den være mindst 18 måneder gammel ved HD-undersøgelsen. DKK kræver, at begge forældre har HD-status A eller B (C kun med en partner med A) og AD-status 0 eller 1, og at faderens testikler er dokumenteret normale. Til Basis+-stambog stilles yderligere krav til udstillingspræmiering og tævens alder og antal kuld. Den britiske kennelklub anbefaler hofte-, albue- og øjenundersøgelse før avl.

Bullmastiff er ikke omfattet af hundelovens forbud. Loven forbyder 13 navngivne racer og krydsninger af dem, herunder de beslægtede molossere boerboel og fila brasileiro, men bullmastiff er ikke nævnt. Spørg opdrætteren om forældrenes resultater, og tal med en dyrlæge om den enkelte hunds helbred.