Bull Terrier, miniature

Mere om racen

Overblik

Miniature Bull Terrier er en lille, muskuløs terrier af bulltypen med et ægformet hoved og en kort, hård pels. FCI placerer den i gruppe 3, sektion 3, blandt terrierne af bulltype, med standardnummer 359, og DKK fører den som Bull Terrier, miniature. Standarden sætter en grænse for skulderhøjden på 35,5 cm, men ingen vægtgrænse.

Racen er modig, livfuld og glad for leg og meget venlig over for mennesker, men også stædig og ikke let at oplære. Den passer til mennesker, der vil have en kammerat tæt på sig i hverdagen, og som har tid, tålmodighed og kendskab til hunde. Racen er ikke på hundelovens liste over forbudte racer.

Historie og oprindelse

Racen er en mindre udgave af Bull Terrier. Standarden fortæller, at James Hinks i 1850’erne gav Bull Terrier dens faste type med det ægformede hoved. En mindre bull terrier har været kendt siden begyndelsen af 1800-tallet, men den faldt i unåde før første verdenskrig og blev slettet af den britiske kennelklubs register i 1918. I 1938 stod Colonel Richard Glyn og en gruppe entusiaster bag en genoplivning og stiftede Miniature Bull Terrier Club.

Kilderne er ikke enige om årstallene for den officielle anerkendelse: VCA nævner 1939, mens den britiske kennelklub (RKC) skriver, at racen blev anerkendt som selvstændig variant i 1943. DKK skriver, at miniaturen blev introduceret i England i 1865. Den store udfordring var ifølge RKC at bevare hovedtype, substans og soundness i en mindre krop.

DKK nævner den engelske bulldog, dalmatineren og den nu uddøde engelske hvide terrier som de vigtigste ingredienser, ligesom i Bull Terrier. De første, meget små miniaturer på 5 til 6 kg blev ifølge DKK brugt til rævejagt på store engelske godser i begyndelsen af 1900-tallet og til arbejde under jorden. I dag opdrættes racen udelukkende som familie- og udstillingshund. FCI behandler Bull Terrier og Miniature Bull Terrier som to racer og anerkendte miniaturen endeligt i 2011.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftigt bygget, muskuløs og harmonisk hund med et opmærksomt, beslutsomt og intelligent udtryk. Det mest karakteristiske træk er det nedadvendte, ægformede hoved, som er langt, stærkt og dybt helt ud til snuden, men ikke groft. Næsen er sort og bøjer nedad i spidsen, læberne er rene og tætsiddende, og øjnene er smalle, trekantede og skråtstillede, så sorte eller mørkebrune som muligt. Ørerne er små, tynde og sidder tæt sammen. Halen er kort, sat lavt på og bæres vandret.

Pelsen er kort, flad, jævn og hård at føle på med en fin glans, og om vinteren kan der være en blød underuld. Hvide hunde skal være rent hvide, og aftegn på hovedet straffes ikke. Hos farvede hunde skal farven dominere, og brindle foretrækkes, mens sort brindle, rød, fawn og tricolour accepteres. Blå og leverfarvet er meget uønsket.

Højden må ifølge standarden ikke overstige 35,5 cm, og der er ingen vægtgrænse. DKK skriver, at 33 til 40 cm er normalt. Vægten varierer: AKC angiver 18 til 28 pund, omkring 8 til 13 kg, mens DKK skriver, at 14 til 21 kg er det mest almindelige. De to tal er ikke enige, men begge placerer racen blandt de mellemstore hunde.

Temperament

Standarden beskriver en modig og livfuld hund med lyst til sjov og leg, som er ligevægtig og modtagelig for opdragelse. Selv om den er stædig, er den særdeles venlig over for mennesker.

DKK beskriver en klovn, akrobat, livsnyder, problemløser og debattør i én pakke. Den knytter sig sjældent til en enkelt eller få personer, men er glad for og tryg ved fremmede, og derfor er den hverken en hundegårdshund eller en vagthund. Jagt- og vagtegenskaber er ikke udbredte i racen. VCA kalder den loyal, legesyg og ofte drillende og skriver, at den er nogenlunde venlig over for fremmede mennesker, ikke særlig venlig over for fremmede hunde og som regel god med andre kæledyr.

Racen har brug for at være tæt på familien: DKK skriver, at den har behov for rigelig og nær kontakt for at trives. Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvor godt den klarer at være alene.

Motion og aktivering

DKK beskriver en stærk og relativt aktiv hund, der har brug for daglig aktivering og moderat motion. VCA skriver, at den er rolig og vagtsom indendørs, så længe den får regelmæssig motion i form af en gåtur, en kort løbetur eller energiske lege. Lydighedstræning nævnes som mental motion.

Det betyder i praksis daglige ture, tid til leg og små opgaver, der holder hjernen i gang. VCA skriver også, at den korte pels ikke egner sig til at leve udendørs, og at racen kan lide køligt vejr.

Træning og socialisering

Racen er stædig, vedholdende og ikke særlig lærenem, skriver DKK, og opdragelsen kræver kærlighed, konsekvens og tålmodighed. Ejeren skal have viden om hundes adfærd og investere rigeligt med tid og energi i prægning og aktivering. Det er derfor ikke en oplagt første hund.

Metoden betyder meget. DKK skriver, at racen hader at blive irettesat, men elsker ros og anerkendelse, og at den er meget selvbevidst og sårbar over for hårdhændet behandling. Man siger, at man skal tale med en miniature bull terrier og ikke til den. VCA skriver, at den lærer hurtigt, men kan være stædig og selvstændig, gør oprør mod tvangsmetoder og klarer sig bedst med en fast ejer, der kombinerer belønningsbaseret træning med tydelig ledelse.

Fordi VCA beskriver racen som ikke særlig venlig over for fremmede hunde, er det en god idé at socialisere den med andre hunde fra hvalpealderen. Ingen af kilderne siger noget om hunde af samme køn.

Familie og bolig

DKK kalder racen en uforlignelig familie- og børnehund, men tilføjer, at den kræver at blive respekteret og værdsat. VCA skriver, at den er meget god med børn. Som med alle hunde skal voksne holde opsyn, når børn og hund er sammen.

Kilderne siger ikke noget direkte om bolig eller gøen, så racens egnethed til lejlighed kan ikke vurderes ud fra dem. Størrelsen er moderat, men behovet for daglig aktivering og nærhed er reelt. Ingen af kilderne taler direkte om katte eller smådyr. VCA skriver, at racen som regel er god med andre kæledyr, og DKK, at jagtegenskaber ikke er udbredte, men racens historie som rævejager er værd at huske.

Pelspleje

Pelsen er kort, tætsiddende og hård og kræver ikke trimning eller klipning. DKK anbefaler daglig børstning eller aftørring, og VCA skriver, at det er nok at børste en gang om ugen for at fjerne døde hår.

Racen fælder dog. DKK skriver, at den som alle korthårede racer fælder en del, og at de hvide hår ses tydeligt på alting. VCA kalder fældningen gennemsnitlig.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den arvelige sygdom, kilderne nævner for racen, er primær linseluksation (PLL), en øjensygdom, hvor linsen løsner sig. DKK kræver, at begge forældre før parring har en officiel DNA-test for PLL registreret i DKK, og at mindst den ene er fri. Er begge forældre kendt fri, bortfalder testkravet for hvalpene. RKC anbefaler, at opdrættere som minimum DNA-tester for PLL og øjenundersøger forældredyrene efter BVA/KC/ISDS-ordningen. RKC skriver også, at racen kan være berørt af konformationsproblemer, og under Breed Watch kategori 2 beder klubben dommere være opmærksomme på fejlplacerede hjørnetænder.

Ud over PLL-testen kræver DKK, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være eksteriørgodkendt. Racen er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

En britisk undersøgelse (McMillan m.fl., 2024) fandt en median på 12,2 år for miniature bull terrier ud fra 94 dødsfald. Det er en enkelt medianværdi og ikke et interval. De gennemgåede kilder nævner ikke andre sygdomme specifikt for miniaturen, men det betyder ikke, at racen er fri for dem.

Miniature Bull Terrier er ikke omfattet af forbuddet i hundelovens § 1 a. Forbuddet gælder 13 racer, blandt andre pitbull terrier og amerikansk staffordshire terrier, og krydsninger af dem. Hverken Bull Terrier eller Miniature Bull Terrier står på listen, og ingen af de gennemgåede kilder behandler racen som en forbudt type. Er politiet i tvivl om, hvilken race eller type en hund er, kan de kræve, at ejeren dokumenterer det (§ 1 b, stk. 2).

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed og mentalitet, og om hvilke undersøgelser de har været igennem. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.