Staffordshire Bull Terrier

Mere om racen

Overblik

Staffordshire Bull Terrier er en kompakt og muskuløs britisk terrier, som FCI placerer i gruppe 3, sektion 3 blandt terriere af bulltypen. Det er en glathåret, velbalanceret hund med stor styrke i forhold til sin størrelse, og racen er kendt for sit kærlige forhold til mennesker, især børn. I Danmark varetages racen af Dansk Terrier Klub, og bestanden er relativt lille, men voksende.

Racen er lovlig i Danmark. Den står ikke på hundelovens liste over forbudte hunde, men den bliver ofte forvekslet med amerikansk staffordshire terrier og pitbull terrier, som begge er forbudt.

Racen passer til en ejer, der ønsker en kontaktsøgende hund, har tid til daglig motion og vil styre mødet med fremmede hunde.

Historie og oprindelse

Staffordshire Bull Terrier stammer fra England. Racens rødder går tilbage til de blodsportsgrene, der var udbredte i 1700- og 1800-tallet. Da det i 1835 blev forbudt at hidse dyr mod hinanden, fortsatte hundekampe i det skjulte, og man krydsede store bulldogger med terriere for at få en mindre og mere atletisk hund.

Navnet kommer fra Black Country i Staffordshire og det nordlige Birmingham, et fattigt mineområde, hvor hundene var en ekstra indtægtskilde. Den britiske Kennel Club anerkendte racen i 1935. Siden da er den ifølge den danske raceklub udelukkende avlet som familie- og udstillingshund, og formålet skiftede gradvist fra kamphund til selskabshund. Racen har også en lang tradition som maskot for et britisk regiment fra Staffordshire. Den svenske raceklub understreger dog, at racens fortid som kamphund ikke skal benægtes.

Udseende og størrelse

Staffordshire Bull Terrier er en muskuløs, aktiv og adræt hund med kort, dybt hoved, markante kindmuskler og kraftige kæber med saksebid. Ørerne er rosenører eller halvt opretstående, og halen er middellang, lavt ansat og bæres forholdsvis lavt. Brystet er bredt og dybt, og bevægelserne skal være frie og kraftfulde.

Pelsen er glat, kort og tætsiddende. Tilladte farver er hvid, rød, fawn, sort og blå, alene eller med hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Sort og tan samt leverfarvet er stærkt uønsket.

Standarden ønsker en skulderhøjde på 35,5 til 40,5 cm, og højden skal stå i forhold til vægten. Hanner skal veje 12,7 til 17 kg og tæver 11 til 15,4 kg. Racen er dermed en mellemstor hund, men tung og kraftig for sin højde.

Temperament

Standardens afsnit om adfærd og temperament beskriver racen med ord som ukuelig mod og sejhed, meget intelligent og kærlig, “especially with children”, og som dristig, frygtløs og “totally reliable”. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Racen knytter sig meget tæt til familien, følger efter sin ejer overalt og vil gerne være med i alt i hjemmet. Den er livlig, energisk og glad for selskab, ofte også venlig over for fremmede mennesker. Samtidig kan den have et højt stressniveau og har godt af øvelser i at falde til ro.

Forholdet til andre hunde kræver opmærksomhed. Efter kønsmodning kan nogle hunde blive mindre sociale over for fremmede hunde, og nogle er lidt forbeholdne over for andre hunde og har en stærk jagtlyst over for mindre dyr. Den svenske klub er mere direkte: en voksen hund kan ikke forventes at fungere i en fremmed flok eller i en hundegård med ukendte hunde, men over for sin egen flok er den som regel meget social. En stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis fandt dog ikke flere registrerede aggressionsproblemer hos racen end hos andre hunde.

Motion og aktivering

Racen er energisk og har brug for daglig motion, mindst en time om dagen fordelt på flere ture, med fri løb og leg samt hjernegymnastik. Gåture, leg, næsearbejde og lydighed passer godt, og racen trives lige godt hos en aktiv familie og en aktiv pensionist.

Mental stimulering trætter ofte mere end fysisk motion alene, og hvalpe skal bygges langsomt op uden lange løbeture, cykling og høje hop. I Sverige holder raceklubben klubmesterskaber i rally, agility og lydighed for racen, og mange hunde bevarer legelysten langt op i alderen. Racen er en dygtig udbryder, så haven bør være godt indhegnet.

Træning og socialisering

Racen er lærevillig og glad for at arbejde sammen med sin ejer, men også selvstændig og stædig. Opdragelsen skal derfor være konsekvent, venlig, tålmodig og vedholdende, og DKK tilføjer kort: “Aldrig hårdhændet!” Hårde korrektioner virker dårligt på racen, som lærer bedst med belønning og korte træningspas flere gange om dagen.

Klubben anbefaler trygge oplevelser i socialiseringsperioden fra 8 til 16 uger og træning i neutralitet ved hundemøder, især når hvalpen bliver unghund. Racegruppen fraråder kraftigt hundeskove, fordi risikoen for konflikter er større, når mange ukendte hunde løber frit, og anbefaler i stedet leg med kendte og stabile hunde.

Familie og bolig

Racens forhold til børn er dens mest omtalte egenskab. Den er hengiven især over for børn, DKK kalder dens tålmodighed med dem legendarisk, og racen regnes for en fremragende familiehund. PDSA tilføjer dog et vigtigt forbehold: racen kender ofte ikke sin egen styrke og passer derfor ikke altid til familier med små børn. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn.

Ingen af kilderne forholder sig direkte til liv i lejlighed. Hundens behov for daglig motion og træning betyder mere end boligformen.

Alene hjemme er et punkt, man bør tage alvorligt. Racen er kendt for at lide af separationsangst og bør helst have selskab det meste af dagen, og tygning kan blive ødelæggende, hvis hunden er alene uden opsyn. Raceklubben anbefaler at træne alene hjemme fra første uge, begyndende med sekunder og med langsom øgning af tiden. Hvor længe den enkelte hund kan være alene, afhænger af træning og tilvænning.

Pelspleje

Den korte, glatte pels er let at holde og kræver ikke egentlig pleje. En daglig aftørring med et opvredet vaskeskind fjerner de fleste løse hår, og ellers er en ugentlig børstning nok. Racen har sjældent brug for bad. Pelsen har ingen underuld, så hunden kan fryse, når den ikke er i bevægelse.

Huden kan være følsom. Klubben anbefaler tandbørstning fra hvalpealderen og ugentlig klipning af kløerne.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Allergi og hårsækmider (demodikose) er de to mest udbredte hudlidelser hos racen. En britisk VetCompass-undersøgelse af 1.304 hunde i almindelig dyrlægepraksis (Pegram og kolleger, 2020) fandt øget risiko for krampeanfald, atopisk dermatitis, knuder i huden og stivhed, men lavere risiko for blandt andet knæskalsluksation, paradentose og hjertemislyd. Også øjenskader, tandbrud og epilepsi ses hos racen.

Racen har to arvelige sygdomme, som der findes DNA-test for. L-2-HGA er en neurologisk sygdom, og HC er en arvelig grå stær, der kan føre til blindhed hos unge hunde. Begge nedarves recessivt. Dansk Terrier Klub anbefaler kun at købe hvalpe efter DNA-testede eller genetisk frie forældre, og avlsdyr bør også øjenlyses for andre arvelige øjensygdomme som PHPV. The Royal Kennel Club anbefaler DNA-test for HC og L-2-HGA samt albue- og øjenundersøgelse.

DKK stiller som krav, at forældredyrenes HD-status er kendt, og at hunde med HD-status D eller E ikke bruges i avl. Mindst et af forældredyrene skal være DNA-testet fri for dilute-genet (D-locus), og faderen skal have normale testikler. Til Basis+-stambog anbefales desuden HD A til C, AD 0 eller 1 og en udstillingspræmie på mindst Very Good. L-2-HGA, HC og øjenlysning er ikke krav hos DKK, så spørg opdrætteren om resultaterne.

En ældre britisk opgørelse fra dyrlægepraksis (VetCompass, data fra 2007 til 2011) fandt en medianlevealder på 10,65 år for racen, men en fjerdedel af de døde hunde var under fire år, så tallet skal læses med forsigtighed.

Om loven: Hundelovens § 1 a forbyder at holde og avle 13 racer og krydsninger af dem, herunder pitbull terrier og amerikansk staffordshire terrier. Staffordshire Bull Terrier er ikke på listen. Er politiet i tvivl om, hvilken race eller type en hund er, kan de dog kræve, at ejeren dokumenterer det, og raceklubben gør opmærksom på, at det kan lægge et stort ansvar på ejeren ved en konflikt. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.