Saarlooswolfhound

Mere om racen

Overblik

Saarlooswolfhonden er en stor, ulvelignende hund fra Holland, skabt ved en krydsning mellem en schæferhund og en ulv. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, med standardnummer 311, men den er aldrig avlet til nogen bestemt opgave. Hanner måler 65 til 75 cm i skulderhøjden, tæver 60 til 70 cm, og DKK angiver en vægt på 36 til 41 kg.

Racen er livlig, selvstændig og meget knyttet til sin familie, men reserveret og skyende over for fremmede og tilbøjelig til at flygte fra det ukendte. DKK skriver, at den kun kan fungere i en meget hundeerfaren familie og er uegnet som selskabshund. Den hollandske raceklub beskriver den derimod som en fin og pålidelig familiehund. Den er lovlig at holde i Danmark som anerkendt race, selv om den stammer fra en ulv.

Historie og oprindelse

Racen er opkaldt efter Leendert Saarloos (1884 til 1969), en hollandsk naturelsker, der mente, at hundene var blevet for menneskeliggjorte. Han ville føre de naturlige egenskaber tilbage i schæferhunden og skabe en bedre brugshund. I 1932 parrede han schæferhanden Gerard van der Fransenum med hunulven Fleuri, der stammede fra den sibiriske gren af den europæiske ulv. Ved at avle tilbage til faderen fik han en bestand med en fjerdedel ulveblod og kaldte den “den europæiske ulvehund”.

Planen lykkedes kun delvist. De udvalgte hunde klarede sig godt som førerhunde for blinde, især i 1950’erne og 1960’erne, men jo mere ulveblod, desto mere svandt de egenskaber, der var arvet fra schæferhunden. Racen viste sig hverken egnet som brugshund eller førerhund, men blev en hund med egenskaber tæt på naturen. Den blev anerkendt i 1975 og fik sit nuværende navn til ære for grundlæggeren. FCI anerkendte racen endeligt i 1981.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftigt bygget hund, hvis kropsbygning, bevægelse og pels minder om en ulv. Den er længere end høj. Hovedet er kileformet, og øjnene er gule og mandelformede med et udtryk, der er vagtsomt og reserveret, men ikke angst. Ørerne er stive og trekantede, og halen bæres let svungen eller næsten ret. Læberne er velsluttende og tætsiddende.

Det mest karakteristiske er gangarten. Standarden kalder racen en utrættelig traver, der let tilbagelægger lange afstande i sit eget tempo, og hvor hoved og hals i afslappet trav danner en næsten vandret linje.

Pelsen skifter meget med årstiden. Om vinteren dominerer underulden, og pelsen virker fyldig med en tydelig krave om halsen. Om sommeren dominerer dækhårene. Farverne er ulvegrå (sortspidset vildtfarve) eller brunspidset vildtfarve, fra lys til mørk, med lyse ulvetegn på undersiden, og desuden lys creme til hvid. Alle har en tydelig maske.

Skulderhøjden er 65 til 75 cm for hanner og 60 til 70 cm for tæver, og mindre afvigelser opad tillades. FCI-standarden angiver ingen vægt. DKK skriver 36 til 41 kg, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en livlig hund fuld af energi med et stolt og selvstændigt præg, som først og fremmest følger sin egen vilje. Over for sin herre er den hengiven og meget pålidelig. Over for fremmede er den reserveret og søger ikke selv kontakt. Standarden kalder den tilbageholdende og ulveagtige måde at undgå ukendte situationer på for typisk for racen.

DKK uddyber, at reservationen over for fremmede kan vise sig som nervøsitet og trang til flugt. Den raceklub, der repræsenterer racen i Holland, skriver, at hunden hellere flygter end tager en risiko, og at den altid vil have kontrol over situationen. Den har ingen angrebsdrift og kan ikke bruges som vagt- eller politihund. Klubben beskriver den som meget intelligent og følsom. Efter hvalpetiden er den ifølge klubben usædvanligt rolig i huset og sover gerne hele dagen.

Jagtinstinktet er godt hos de fleste, og klubben anbefaler snor, hvor det er påkrævet. Kilderne siger intet om samliv med katte og andre smådyr.

Motion og aktivering

Racen er robust og kraftig, og DKK skriver, at den kræver en del motion og har et stort behov for at løse opgaver. Ingen kilde angiver et bestemt antal timer om dagen. Standarden kalder den en utrættelig traver, og klubben nævner, at den er glad for spor- og søgearbejde og er dygtig til det.

Klubben beskriver, at hunden adlyder af egen fri vilje, og at den først kommer, når den bliver kaldt, hvis den ikke ser en risiko. Man skal derfor være realistisk om, hvor løs den kan gå, og træne indkald på lang line.

Træning og socialisering

DKK kræver meget tidlig og omhyggelig socialisering med fremmede voksne og børn. Racens flugtreaktion kan give voldsomme udslag, for eksempel hvis hunden går i snor, og en fremmed nærmer sig. Det er en typisk reaktion for racen og ikke tegn på dårlig opdragelse.

Klubben skriver, at saarlooswolfhonden helt mangler “will to please”, at råb er nytteløst og at slag er helt udelukket. Hvalpen skal opdrages konsekvent og roligt, gå på hvalpehold og møde dagligdagens lyde, fremmede, børn og andre dyr, men uden at blive overstimuleret. Socialiseringen skal fortsætte, til hunden er voksen.

Forventer man absolut lydighed, er racen ifølge klubben ikke den rigtige, og det leder kun til frustration for både hund og ejer.

Familie og bolig

Kilderne er uenige om, hvor godt racen passer til en almindelig familie. DKK skriver, at den kun kan fungere i en meget hundeerfaren familie med viden om racens særlige adfærd, og at den er uegnet som selskabshund. Den hollandske raceklub kalder den derimod en fin familiehund, meget pålidelig med børn og uden spor af aggression, men mener også, at den ikke er en hund for begyndere, og at et barn aldrig skal være alene med en hund.

Racen er meget knyttet til sine mennesker. Klubben skriver, at en veltrænet hund godt kan være alene et par timer, men at den udvikler megen stress, hvis det varer for længe, og at den er helt uegnet som kennelhund. Alenetid skal øves i små trin fra første dag. DKK’s generelle pasningsvejledning siger, at en hund ikke bør være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet.

Den hollandske klub fraråder to dominerende voksne hanner (eller tæver) i samme husstand. Racen gør sjældent: Klubben skriver, at mange af hundene slet ikke gør, men at de ved uro lader en lav, hostende lyd høre.

Pelspleje

Standarden beskriver en pels med meget forskellig sommer- og vinterudgave. Ingen af de gennemgåede kilder siger, hvor meget børstning eller anden pleje pelsen kræver. DKK skriver, at racen fælder meget ved temperaturskift, så fældningen kommer især i perioder. Den opholder sig gerne udendørs.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen er ifølge den hollandske klub over det hele taget rimelig sund, men den kommer fra en lille avlsbase. Det hollandske kennelklubforbund Raad van Beheer skrev i 2014, at det begrænsede antal forfædre har ført til høj slægtskab, og at indavlen uden indgreb ville blive uhåndterlig. Klubben indkrydser derfor enkelte hunde af andre racer, først en hvid schweizisk hyrdehund og i 2026 en tamaskan. Avlsdyr med 12,5 procent fremmed blod skal efter planen indgå i racen.

Klubben nævner degenerativ myelopati (DM), en arvelig lammelsessygdom, der som regel viser sig omkring 9 til 10 års alderen, og hypofysær dværgvækst, hvor hvalpe ikke vokser normalt, og hvor levetiden er begrænset. Klubben anslår, at andelen af bærere er faldet fra omkring 18 til 9 procent. Begge sygdomme nedarves recessivt og kan afsløres med en DNA-test. Racen kan også få øjenlidelser (grå stær er nu mere almindelig end PRA, og der findes ingen gentest for PRA) og epilepsi, hvor årsagen er uklar. Medlemmer af den hollandske klub skal teste avlsdyr for DM, dværgvækst, øjenlidelser, hofte- og albueledsdysplasi og PCYT2-mangel, og der må ikke avles med syge hunde.

DKK stiller kun krav om dokumenterede normale testikler hos hanhunden og overholdelse af DKK’s etiske regler for avl. Til Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good. Racen er ikke nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl.

Hundelovens forbud mod 13 racer (§ 1 a) omfatter ikke saarlooswolfhonden. En særskilt regel gælder for ulve: Bekendtgørelse nr. 1261 af 2015 forbyder private at holde rovdyr, bortset fra blandt andet domesticerede hunde og katte. Fødevarestyrelsen skriver, at de eneste ulvehunderacer, der må holdes i Danmark, er tjekkoslovakisk ulvehund og saarlooswolfhond, og at andre ulvehunderacer og blandinger er ulovlige, uanset hvor meget ulv der er i hunden. En FCI-registreret saarlooswolfhond er altså lovlig, mens en hund af ukendt eller blandet afstamning med ulv ikke er. Er man i tvivl, bør man spørge Fødevarestyrelsen.

Spørg opdrætteren om forældrenes testresultater og mentalitet. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.