Hvid Schweizisk Hyrdehund

Mere om racen

Overblik

Hvid Schweizisk Hyrdehund, på fransk Berger Blanc Suisse, er en hvid hyrdehund med opretstående ører og en tæt dobbeltpels, der enten er mellemlang eller lang. FCI placerer racen i gruppe 1, sektion 1, blandt hyrdehundene, og den skal ikke bestå en brugsprøve for at blive champion. Standarden angiver selv anvendelsen som ledsager og familiehund.

Racen stammer fra hvide schæferhunde, men er i dag en selvstændig race med sin egen standard. Den er livlig, venlig og lærenem og har brug for både fysisk og mental aktivitet hver dag. Dansk Kennel Klub anbefaler den som familiehund til aktive mennesker. Den har ingen egen specialklub i Danmark, men varetages af KHKG, Klubben for hyrde-, kvæg- og gårdhunde.

Historie og oprindelse

Hvide hunde fandtes i schæferhundens avl helt fra begyndelsen. Ifølge FCI’s præsentation af racen var Greif von Sparwasser, bedstefar til schæferhunden Horand von Grafrath, hvid. I 1933 blev den hvide farve udelukket af schæferhundens standard i Tyskland, og de hvide hunde forsvandt stort set fra Europa. I USA og Canada fortsatte avlen, og der blev de hvide hyrdehunde efterhånden betragtet som en særskilt race.

De første hunde kom til Schweiz i begyndelsen af 1970’erne. Standarden peger på den amerikanske han Lobo, født den 5. marts 1966, som racens stamfar i Schweiz. Fra juni 1991 blev hundene registreret som en ny race i et tillæg til den schweiziske stambog. FCI anerkendte racen endeligt den 4. juli 2011 under navnet Berger Blanc Suisse. Den britiske kennelklub fulgte efter i oktober 2017.

I Danmark kom de første hvide schæferhunde til landet i 1974, og en klub for dem blev stiftet i 1979. DKK optog racen i 1996 under navnet Becaner, og året efter fik den navnet Hvid hyrdehund. Ordet schweizisk kom med i navnet i 2003, fordi FCI kræver, at en race har et hjemland. Siden 2008 har racen hørt under KHKG.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en kraftig, velmusklet og mellemstor hyrdehund med en elegant og harmonisk silhuet. Kroppen er moderat rektangulær, så længden og skulderhøjden står i forholdet 12 til 10. Hovedet er kileformet, ørerne er højt ansatte, opretstående og let afrundede i spidsen, og de mandelformede øjne er brune til mørkebrune. Ryggen er lige og fast, og halen er busket og sabelformet.

Pelsen er altid tæt og tætsiddende med rigelig underuld og hårdt, lige dækhår. Den langhårede variant har en tydelig manke, bukser og busket hale, men pelsen må aldrig være overdrevet lang. Farven er hvid. Et let gulligt skær på ørespidser, ryg og hale regnes som en fejl, og blå øjne og albinisme diskvalificerer.

Hanner skal have en skulderhøjde på 58 til 66 cm og veje omkring 30 til 40 kg. Tæver skal måle 53 til 61 cm og veje omkring 25 til 35 kg. Standarden kalder hunden mellemstor, men ud fra vægten regnes den her som en stor hund.

Temperament

Standarden beskriver et livligt og afbalanceret temperament og en opmærksom hund, der nyder aktivitet og er let at træne. Den skal være venlig og diskret, have høj social kompetence og være hengiven over for sin ejer. Den skal være “aldrig bange eller aggressiv uden provokation”, og aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Racen er nysgerrig og energisk og beskyttende over for sin familie. Den kan være neutral over for fremmede og vogte, når nogen nærmer sig hjemmet. Svenske mentalbeskrivelser viser, at de fleste hunde gerne hilser på og undersøger ukendte mennesker, men at interessen hurtigt aftager. I de mere krævende mentaltest viser mange hunde en vis social usikkerhed, og den svenske raceklub anbefaler derfor at avle på trygge og legelystne hunde.

Den enkelte hunds temperament afhænger af linje, opvækst og træning.

Motion og aktivering

Hvid Schweizisk Hyrdehund har et betragteligt behov for fysisk udfoldelse og har samtidig brug for rigelig mental stimulation og god kontakt med sin ejer. Den er især ivrig og aktiv, mens den er ung. Den er udholdende og har ingen væsentlig tendens til at gå på jagt eller strejfe omkring.

Racen er sportslig og passer til de fleste former for brugs- og hundesport. FCI’s præsentation nævner lydighed, sporarbejde, redningsarbejde, agility og arbejde som assistance- og terapihund. I hjemlandet bruges den også som tjenestehund. En hund, der keder sig, kan finde på at grave store huller, og daglige opgaver til hovedet er derfor lige så vigtige som gåturene.

I de svenske mentalbeskrivelser er de fleste hunde opmærksomme, men overvejende rolige, når der ikke sker noget omkring dem.

Træning og socialisering

Racen er hurtigt opfattende, intelligent og arbejdsvillig og har evner inden for mange forskellige træningsformer. Den trives med varieret træning med meget ros og belønning, for eksempel godbidder eller bold. Den er god til at løse opgaver, men kan kede sig, hvis den samme øvelse gentages mange gange.

Tidlig socialisering er vigtig, og lydighedstræning anbefales. Nogle hunde kan være stædige eller finurlige, så ejeren skal være konsekvent. Fordi racen kan være beskyttende over for familien og neutral over for fremmede, er det en god idé at lade hvalpen møde mange mennesker, dyr og miljøer i en tryg ramme. I Sverige skal en hvid hyrdehund have gennemført en mentalbeskrivelse, før dens hvalpe kan registreres hos den svenske kennelklub.

Familie og bolig

Racens baggrund som hyrdehund gør den velegnet som familiehund hos aktive mennesker. Den er meget social, knytter sig tæt til sin ejer og vil gerne være en del af familien. Den svenske kennelklub advarer dog mod at se racen som en ren selskabshund, fordi baggrunden som hyrde- og vagthund giver andre egenskaber end dem, man søger hos en ren familiehund. Ældre mennesker kan finde racen krævende. Som med alle hunde bør voksne holde opsyn, når hund og børn er sammen.

Ingen af kilderne forholder sig direkte til liv i lejlighed. Racen er stor og har brug for meget aktivitet, så hverdagen skal kunne rumme daglige ture og træning, uanset boligform.

Kilderne beskriver heller ikke, hvordan racen klarer at være alene hjemme, eller hvor meget den gør. FCI’s præsentation understreger, at det ikke er en kennelhund, men en hund, der er knyttet til sin ejer. Hvor længe den enkelte hund kan være alene, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig. En grundig gennembørstning om ugen er normalt nok til begge pelsvarianter, og i fældeperioderne skal der børstes oftere. Områderne bag ørerne og på lårenes bagside kan kræve ekstra omhu, især hos den langhårede variant, som kræver lidt mere pleje.

Den rigelige underuld betyder, at racen fælder. Den kan fælde året rundt og har typisk to store fældeperioder om året. Ugentlig børstning forhindrer den værste fældning, men der vil stadig komme hår i hjemmet.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) forekommer i racen. Efter dansk lov (bekendtgørelse nr. 607 af 2025) skal en hvid schweizisk hyrdehund røntgenundersøges for HD, før den bruges i avl. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD-status A eller B; en hund med HD C må kun bruges sammen med en partner med HD A. Faderen skal desuden have dokumenteret normale testikler. Den britiske kennelklub anbefaler undersøgelse af både hofter og albuer før avl. I Sverige har omkring 80 % af de røntgede hunde siden 2000 haft normale hofter, og 85 % har haft albuestatus 0.

Der findes også arvelige genfejl i racen. MDR1-mutationen kan give alvorlige reaktioner på visse almindelige lægemidler, og en tysk undersøgelse fandt det muterede gen med en allelfrekvens på 14 % hos racen. Kun en DNA-test kan vise den enkelte hunds status. En italiensk undersøgelse af 63 DNA-testede hunde, hvoraf nogle sandsynligvis blev testet på grund af symptomer, fandt mutationen for degenerativ myelopati (DM), en sen nervesygdom i rygmarven, med en allelfrekvens på 11 %; to hunde havde to kopier af genet.

Den svenske raceklub peger på en lille bestand med lav genetisk variation som racens største udfordring. I en svensk spørgeundersøgelse blandt ejere havde 34 % af hundene haft hudproblemer eller kløe og 21 % mave- eller tarmproblemer, og en bestemt kræftform i blodkarrene (hæmangiosarkom) ses oftere end hos andre racer. Der findes ingen opgjort levetid fra en raceklub eller en større undersøgelse. Den australske kennelklub Dogs Victoria angiver en gennemsnitlig levealder på 10 til 15 år, og i frivilligt indberettede finske data var den gennemsnitlige alder ved død af alderdom 12 år og 1 måned.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD- og AD-resultater og DNA-test. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hund hører hjemme hos dyrlægen.