Hollandsk Hyrdehund

Mere om racen

Overblik

Hollandsk hyrdehund, på hollandsk Hollandse Herdershond, er en mellemstor hyrdehund fra Holland. FCI placerer den i gruppe 1, sektion 1, sammen med de øvrige fårehunde, og den har standardnummer 223. Racen findes i tre pelsvarianter: korthåret, langhåret og ruhåret. FCI regner dem som én race, mens DKK registrerer dem hver for sig. Alle tre er tigerstribede i guld eller sølv.

Racen er en alsidig brugshund med stor arbejdslyst og tæt tilknytning til sin fører. Den passer bedst til en aktiv ejer, der vil træne og arbejde med hunden, for eksempel i brugshundesport, hyrdearbejde eller canicross, og som kan give den tydelige rammer i hverdagen.

Historie og oprindelse

Den hollandske hyrdehund er en gammel landrace. Hollænderne dyrkede jorden og holdt får, og hundene skulle holde flokken væk fra afgrøderne ved at patruljere langs veje og markskel. De fulgte også flokkene til fællesgræsningen, markeder og havne. På gården holdt de hønsene ude af køkkenhaven, samlede køerne til malkning, trak mælkevogne og varslede, når fremmede kom ind på gården.

Omkring år 1900 var de fleste fåreflokke forsvundet fra Holland. Hundenes alsidighed gjorde dem velegnede til den hundetræning, der netop var blevet populær, og de fik en ny karriere som politihunde, søge- og sporhunde og førerhunde for blinde. Den første standard er fra den 12. juni 1898, samme år som den hollandske raceklub, Nederlandse Herdershonden Club, blev stiftet.

DKK regner racen for at have samme baggrund som de belgiske hyrdehunde og schæferhunden, nemlig de gamle mellemeuropæiske fårehunde. Der er forskellige oplysninger om pelsvarianterne. Ifølge DKK opstod de tidligt i 1800-tallet og var fastlagt ved århundredets udgang, mens den svenske raceklub skriver, at der oprindeligt var seks varianter, og at kun tre var tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. Strenge regler for farve og størrelse fra 1914 gjorde avlsgrundlaget meget lille, og i slutningen af 1940’erne blev genpuljen udvidet med hunde af ukendt baggrund samt malinois til de korthårede og tervueren til de langhårede. FCI anerkendte racen endeligt i 1955.

Racen er stadig lille. Den anslås at tælle omkring 2.400 hunde i Holland, og i Sverige er der omkring 300. I hjemlandet bruges den som redningshund, hjælpehund for blinde og handicappede og til hundesport.

Udseende og størrelse

Den hollandske hyrdehund er mellemstor, mellemtung og veltrænet med en kraftig og harmonisk bygning. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, som det passer til en travende hund. Hovedet er kileformet, ørerne bæres højt og opretstående, og øjnene er mørke og mandelformede.

Pelsen afgør varianten. Den korthårede har en ret hård, tætsiddende pels med uldagtig underuld og tydelig krave, bukser og halefane. Den langhårede har lang, lige og ru pels uden krøller, med krave, bukser og faner bag på forbenene, men ingen frynser på ørerne. Den ruhårede har en tæt, ru og pjusket pels med skæg, overskæg og tydelige øjenbryn, så hovedet ser mere firkantet ud. Farven er altid tigerstribet på guld- eller sølvbund, og guld kan gå fra lys sandfarvet til kastanjerød. Sort maske foretrækkes.

Skulderhøjden er 57 til 62 cm for hanner og 55 til 60 cm for tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt. Den svenske raceklub regner med cirka 22 til 32 kg, og den hollandske klub med omkring 28 kg for en han og 23 kg for en tæve, så racen hører til de store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en meget loyal og pålidelig hund, der altid er opmærksom og vagtsom, aktiv og selvstændig, vedholdende og intelligent, villig til at adlyde og med et ægte hyrdehundetemperament. Den arbejder gerne sammen med sin ejer og løser selvstændigt de opgaver, den får. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Over for familien er den trofast, hengiven og godmodig, og den knytter sig ofte mest til én bestemt person. Den er vagtsom og kan være lidt forbeholden over for fremmede. Den hollandske raceklub beskriver en hund med en stærk sans for rangorden, der har brug for tydelig ledelse og ellers selv tager styringen. Klubben kalder den “niet een hond voor iedereen”, ikke en hund for alle. Racen har bevaret mange af sine hyrdeinstinkter, men jagtlysten er behersket, så den holder som regel tæt kontakt på tur.

Motion og aktivering

Racen har en stor udholdenhed og sætter stor pris på motion og på at løse opgaver. Lange ture og løb ved siden af cyklen passer den godt, og uden et miljø, hvor der sker noget, bliver den ikke opmærksom, glad og aktiv. Ingen af kilderne angiver et bestemt antal timer om dagen, men de beskriver samstemmende en hund med et stort behov for både fysisk og mental aktivitet.

I Holland og Sverige bruges racen som politi- og tjenestehund, og den er med i alle brugshundediscipliner og mange andre hundesportsgrene. Den kan stadig vogte får. Medlemmerne af den danske specialklub dyrker blandt andet brugshundesport og canicross, og en af klubbens hunde blev den første af racen, der er godkendt som læsehund i Danmark.

Træning og socialisering

Den hollandske hyrdehund er arbejdsvillig, lærenem og positiv over for indlæring. Den er meget knyttet til sin fører og meget følsom over for tonefaldet og stemningen i hjemmet. DKK anbefaler derfor en konsekvent opdragelse uden hårdhed, fordi hunden ellers kan miste tilliden og dermed arbejdsglæden. Et skarpt “nej” gør mere indtryk end et ryk i snoren.

Hunden lærer hurtigt og kan derfor hurtigt begynde at kede sig. Træningen skal være kvik og varieret med masser af belønning. Den hollandske raceklub understreger, at dens egenskaber skal ledes i den rigtige retning fra begyndelsen, for eksempel gennem lydighedstræning eller brugshundesport.

Familie og bolig

I en familie, der kan dække behovet for motion og opgaver, er racen trofast og hengiven over for alle familiens medlemmer. Den knytter sig tæt til sine mennesker og har brug for at være en del af hverdagen. Kilderne siger ikke noget direkte om børn, om alene-tid eller om livet i lejlighed. Som for alle hunde bør samvær mellem hund og børn foregå under opsyn.

Racens vagtsomhed og behov for en tydelig leder betyder, at den passer bedst til en ejer med tid og lyst til at træne.

Pelspleje

Pelsplejen er overkommelig i alle tre varianter, og jævnlig gennembørstning er nok til at holde fældningen nede. Den korthårede og den langhårede klarer sig med almindelig børstning. Den ruhårede kræver lidt mere: Standarden siger, at pelsen skal håndplukkes i gennemsnit to gange om året. Den svenske raceklub anbefaler, at hele hunden trimmes cirka to gange om året, og at pelsen på kinder, pande og ører holdes kort. Ingen af kilderne kræver, at trimningen udføres af en professionel.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Racen regnes generelt for sund. Den hollandske raceklubs avlsregler skriver, at videnskabelige undersøgelser ikke har påvist sundhedsproblemer i racen, og den svenske raceklub, at der ikke er observeret specifikke raceproblemer, men at oplysningerne er begrænsede. Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) forekommer. Blandt korthårede hunde født i Sverige 2016 til 2024 havde omkring 10 % anmærkninger på hofterne og 8 % på albuerne. Den svenske klub nævner også osteokondrose (OCD), kloløsning (SLO), overgangshvirvel i lænden (LTV), spondylose og kryptorkisme. Grøn stær (glaukom) og degenerativ myelopati nævnes kun for den ruhårede variant. Epilepsi og bevægelsesforstyrrelsen paroksysmal dyskinesi forekommer ikke ofte, men den hollandske klub registrerer tilfældene.

Racens bestand er lille, og de tre varianter har længe været avlet adskilt. En hollandsk undersøgelse fra 2018 (Keijser og kolleger) fandt lav genetisk variation, især hos de lang- og ruhårede, og begrænset krydsning mellem varianterne har været tilladt i Holland siden 2014, dog ikke mellem lang- og ruhårede. Undersøgelsen fandt en genvariant for von Willebrands sygdom type I hos langhårede hunde, men uden påvist sammenhæng med blødninger.

Hollandsk hyrdehund er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov stiller ikke krav om røntgen før avl. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambøger skal begge forældre have HD-status A eller B, AD-status 0 eller 1 og mindst Very Good på udstilling. I Holland kræver kennelklubben fra 1. oktober 2026 officielle HD- og AD-resultater for at udstede stambøger, og den hollandske raceklub kræver desuden en adfærdstest af begge forældre og anbefaler øjenundersøgelse og rygrøntgen. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater for hofter, albuer, øjne og ryg og om deres mentalitet. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.