Brandlbracke

Mere om racen

Overblik

Brandlbracken er en mellemstor østrigsk drivende jagthund, sort med skarpt afgrænsede tan tegn. De to rødbrune pletter over øjnene har givet racen kælenavnet Vieräugl, firøjet. FCI placerer den i gruppe 6, sektion 1.2, blandt de mellemstore drivende hunde, med standardnummer 63 og brugsprøve. Standarden angiver en højde på 48 til 56 cm, og DKK angiver en vægt på 15 til 20 kg.

Standarden beskriver en hund med følsom næse, som giver hals især på hare og følger sporet villigt, og som har et behageligt væsen. DKK kalder racen udholdende og energisk og skriver, at den ikke er egnet som ren selskabshund. Det tyske avlsforbund Deutscher Brackenverein afgiver kun hunde til jægere.

Historie og oprindelse

Standarden kalder brandlbracken en ægte efterkommer af den keltiske bracke og skriver, at der som for alle ældre racer ikke findes en sikker historie før midten af 1800-tallet, fordi der ikke var kontrolleret avl før da. DKK skriver, at racerne er gamle med ukendt baggrund, at de menes at nedstamme fra den keltiske bracke, og at de formodentlig er i slægt med tilsvarende racer fra landene længere mod øst og på Balkan. Det er forbehold, ikke dokumenterede udsagn.

Ifølge DKK har avlen altid været mere koncentreret om hundenes jagtegenskaber end om deres udseende, og først i slutningen af 1800-tallet kom der gennem organiseret avl en vis ensartethed. Det tyske avlsforbund Deutscher Brackenverein skriver, at der blev avlet målrettet fra midten af 1800-tallet, og at racetegnene blev fastlagt i Østrig i 1883. Racen er altså oprindelig østrigsk, og især steireren Karl Barbolani og hertug Ludwig Wilhelm af Bayern fik stor indflydelse. FCI godkendte racen på definitivt grundlag den 3. september 1954 ifølge FCI’s racesider, og den gældende standard er dateret 1995. I hjemlandet har en national forening ansvaret for alle bracker, ifølge DKK. Den styrer avlen og sikrer blandt andet, at hvalpene næsten kun bliver givet til aktive jægere.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med en kraftig, langstrakt og smidig krop. Kraniet er bredt, og baghovedet er næppe markeret. Snuden er stærk med lige næseryg og sort næse, og læberne er veludviklede, tætsiddende og pigmenterede. Standarden foretrækker et komplet gebis med 42 tænder og accepterer, at to af de første eller andre forreste kindtænder mangler. Øjnene er klare og mørkebrune uden rødt i øjenkrogen. Ørerne er middellange, ikke for brede, højt ansat, afrundede og hænger fladt. Halsen er middellang og meget stærk uden løs hud, ryggen er lang, lænden let hvælvet, og brystet er bredt og dybt. Halen er lang, aftager jævnt og er let bøjet. I hvile hænger den ned, og den har grovere hår på undersiden uden tydelig børste. Bevægelsen er langskridtet og elegant.

Pelsen er kort, omkring 2 cm, glat, tæt og tætsiddende med silkeagtig glans. Farven er sort med små, klart afgrænsede lysebrune til mørkebrune tegn. De to tan pletter over øjnene skal være til stede, og alle andre farver er diskvalificerende. Deutscher Brackenverein skriver, at tegnene dækker den nederste del af benene og trækker sig op ad indersiden, nogle gange til brystet, og at hunden også har tan på snuden. Et lille hvidt tegn på bryst eller strube, kaldet bracke-stjernen, er tilladt, men må ikke være for stort.

Højden er ifølge standarden 48 til 56 cm. DKK nævner 50 til 56 cm for hanner og 48 til 54 cm for tæver og en vægt på 15 til 20 kg. Standarden og UKC angiver ingen vægt. Standarden diskvalificerer blandt andet aggressive og overdrevent sky hunde, over- eller underbid, flere end to manglende forreste kindtænder og manglende tan tegn over øjnene.

Temperament

Standarden skriver, at hunden har en følsom næse, giver hals især på hare, følger sporet fast og villigt og har et behageligt væsen. Deutscher Brackenverein kalder det behagelige væsen et ekstra karaktertræk. Klubben skriver, at først og fremmest kommer den vedholdende, sikre og højlydte jagt på fært og spor, at hunden er udpræget egnet til at støve og jage højt, især på vildsvin, og at den har en fremragende orienteringsevne. En brandlbracke finder normalt altid tilbage.

DKK kalder racen udholdende og energisk og skriver, at den kan tilpasse sig en aktiv familie, der er indstillet på at tilfredsstille hundens store behov for at bruge næsen. Den er selvstændig og bevæger sig uden frygt over store afstande, men holder styr på, hvor føreren er. DKK skriver også, at den reagerer dårligt på indkald, når noget har tændt jagtlysten. Standarden nævner kun, at en sky natur er en fejl.

Motion og aktivering

DKK skriver, at hundene har brug for meget fysisk motion og beskæftigelse med opgaver, der virker meningsfulde og stimulerer dem mentalt. Deutscher Brackenverein siger, at nok bevægelse og beskæftigelse gennem uddannelse og arbejde er særlig vigtigt, hvis hunden skal være afbalanceret og præstationsvillig. Racen bruges til at støve og jage højt, til sporarbejde efter såret vildt og især til vildsvin. DKK skriver, at den er jagthund fortrinsvis til hare og ræv og eminent til at efterspore såret vildt.

Ingen kilde angiver et bestemt antal timer. Både klubben og DKK knytter dog behovet til arbejde og opgaver og ikke kun til lange ture.

Træning og socialisering

DKK skriver, at hundene er meget villige til at lære og samarbejde, men at de selv med den tidligste og mest vedholdende opdragelse nok aldrig bliver ubetinget lydige. Man kommer langt med venlig konsekvens, variation og motiverende belønninger, men man skal ikke regne med, at hunden kan gå løs, hvor der er vildt eller trafik. I modsætning til mange andre støvere apporterer de ifølge DKK gerne.

Deutscher Brackenverein afgiver kun hvalpe til jægere, fordi jagtpassionen er stærk og avlen er præstationsorienteret. Det er en regel for klubbens egne hvalpe og ikke en lov. Den, der vil have en brandlbracke uden for jagtmiljøet, bør regne med, at klubben ikke afgiver hvalpe til andre end jægere, og at hunden stiller store krav.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen godt kan tilpasse sig livet i en aktiv familie, men at den ikke er egnet som udelukkende selskabshund. Hunden sætter stor pris på selskab og tæt menneskelig kontakt. Deutscher Brackenverein skriver, at hundene er mindre egnede til ren kennelhold, og at en del familietilknytning er tvingende nødvendig. Ingen af kilderne nævner børn, katte eller andre små dyr.

Ingen kilde taler direkte om at bo i lejlighed. DKK knytter racen til en aktiv familie med store behov for at bruge næsen, og klubben nævner jagtlyst og behov for arbejde. Det taler imod en bolig uden mulighed for lange, aktive dage. Den store lyst til at forfølge vildt gør, at hunden ikke bør gå løs, hvor der er vildt.

Pelspleje

DKK skriver, at brandlbracken er glathåret, og at pelsen har underuld og beskytter godt mod vejret i de barske bjergegne. Hundene fælder en del i overgangsperioderne, men kræver ellers kun ubetydelig pleje.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Ingen af de kilder, vi har fundet, nævner bestemte sygdomme hos racen, og vi nævner derfor ingen. Standarden skriver kun, at hanner skal have to tilsyneladende normale testikler, og at kun funktionelt og klinisk sunde hunde med racetypisk bygning bør bruges i avlen. Vi har ikke fundet data fra klubber, dyrlæger eller forsikringsselskaber og ingen levealder fra en troværdig kilde. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.

I Danmark kræver DKK, at faderen til et hvalpekuld har dokumenterede normale testikler på normal plads, og at DKKs etiske regler for avl overholdes. DKK stiller ingen krav om HD-, AD- eller øjenundersøgelse. Brandlbracke er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Den, der overvejer en brandlbracke, bør tale med en jagtkyndig og en opdrætter om, hvordan hunden skal bruges, og om forældrenes helbred.