Yorkshire Terrier

Mere om racen

Overblik

Yorkshire Terrier er en britisk dværgterrier, som FCI placerer i gruppe 3, sektion 4 sammen med de andre toy terriere. I dag er den først og fremmest selskabshund, men den har bevaret terrierens jagtinstinkt, uanset om byttet er et stykke legetøj i stuen eller en mus i haven. I Danmark hører racen under Klubben for Små Selskabshunde.

Racen er en af verdens mindste, men den opfører sig som en rigtig terrier: livlig, opmærksom og fuld af påfund. Den kræver hverken meget plads eller særlig erfaring, men den lange, silkebløde pels kræver en del arbejde, og racen giver gerne lyd fra sig. Den passer til en, der vil have en lille, munter hund tæt på sig i hverdagen og har tid til at børste, bade og pleje tænder.

Historie og oprindelse

Racen opstod i Yorkshire i det nordlige England, samme egn som airedale terrieren, og blev første gang set omkring 1850’erne. Bag den ligger den gamle black and tan terrier og blandt andet malteser og skye terrier. Skotske arbejdere, der søgte arbejde i minerne og bomuldsspinderierne i Yorkshire, havde deres terriere med, og de hunde blev grundlaget for racen. Vævere og fabriksarbejdere opdrættede de små hunde som en ekstraindtægt. Hundene holdt rotter og mus væk fra værksteder og små hjem og blev samtidig populære hos mere velhavende damer.

En hund ved navn Huddersfield Ben, født i 1865, regnes for racens stamfar, og navnet Yorkshire Terrier blev ifølge FCI-standarden taget i brug i 1870. De tidligste hunde var større end i dag og kunne veje op til seks kilo, og de havde heller ikke så meget pels som nutidens selskabshund. Med tiden blev racen mindre og mere elegant, og den blev en populær udstillingshund. I udstillingsringen er den i dag den eneste race, der vises på en dekoreret kasse.

Udseende og størrelse

Yorkshire terrieren er meget kompakt og nydelig med en opret holdning, der udstråler en vigtig mine. Ørerne er små, V-formede og opretstående, og de mørke øjne har et skarpt og intelligent udtryk. Halen kan være kuperet eller ukuperet og bæres lidt over ryglinjen.

Pelsen er racens kendetegn. Den hænger lige ned på hver side fra en skilning, der går fra næsen til halespidsen, og er moderat lang, helt glat, blank og silkeblød, men må aldrig hindre hunden i at bevæge sig. Farven er mørk stålblå fra nakken til halens rod, mens hoved, bryst og ben er rigt gyldent tan. Andre farver accepteres ikke. Hvalpene fødes sorte og tan, og den sorte farve skifter gradvis til blå, efterhånden som hunden vokser op.

Standarden angiver ingen højde, kun en vægt på “op til 3,2 kg”. Virkeligheden ser anderledes ud: i en stor britisk undersøgelse fra dyrlægepraksis (VetCompass, 2025) var medianvægten for voksne hunde 5,06 kg, og tre ud af fire vejede over 3,8 kg. Undersøgelsen omfattede også hunde uden stamtavle, og forfatterne peger på en voksende forskel mellem standardens grænse og de hunde, der faktisk lever i britiske hjem.

Temperament

En yorkshire terrier skal være årvågen, intelligent og livlig og have et ligevægtigt sind, og efter standarden diskvalificeres aggressive eller meget sky hunde. Typisk er den modig, elskværdig og meget hengiven over for sin familie, og den regner sig selv for et ligeværdigt familiemedlem.

Terrierarven er tydelig. Racen kan være ihærdig, fyrig og til tider bossy, og den tøver ikke med at sætte større hunde på plads. Små kæledyr, især gnavere, kan vække jagtlysten. Over for fremmede er den ofte reserveret, mens den er trofast og tæt knyttet til sine egne mennesker. Langt de fleste hunde af racen er friske og livlige med et stabilt psyke.

Motion og aktivering

Yorkshire terrieren er lille, men ikke doven. Energien kan virke næsten uudtømmelig, og den elsker at lege med bolde og legetøj. Et par friske gåture om dagen, i alt omkring 30 til 40 minutter, dækker som regel behovet, suppleret med leg indendørs. Turene er vigtige, også selvom meget kan klares inde: hunden har brug for at snuse og opleve noget nyt.

Racen kan bruges til mere end hverdagsture. I Sverige går yorkshire terriere til agility, rally, lydighed, nosework og sporprøver. Pas på i hundeskove og på fritløbsarealer, for store hunde kan tage en meget lille hund for et byttedyr, og det er bedst at lufte den, hvor der er godt udsyn.

Træning og socialisering

Mange små hunde bliver forkælede og får aldrig vist, hvor lærenemme og samarbejdsvillige de er. Yorkshire terrieren lærer hurtigt, men keder sig også hurtigt og kan være stædig, så træningen skal være kort, varieret og i højt tempo. Belønning med godbidder eller leg virker bedst, og DKK anbefaler venlig konsekvens. Renlighedstræningen kan tage længere tid end hos mange andre racer.

Tidlig socialisering er vigtig, så hunden lærer at acceptere nye mennesker og hunde. Gøen bør man tage fat på fra hvalpealderen, før vanen sætter sig. Det hjælper at rose hunden, når den er stille, og at aflede dens opmærksomhed, inden den begynder at gø.

Familie og bolig

Racen kan fungere fint i en familie, men størrelsen kræver hensyn. Knoglerne er skrøbelige, og børn kan let komme til at skade så lille en hund, så den passer bedst til familier med lidt ældre børn. Den er legesyg og glad for børn, den er vokset op med, men samvær med børn bør altid ske under opsyn.

Boligen er sjældent et problem. Den lille hund kræver ikke meget plads, og den bør bo indendørs med perioder ude, fordi pelsen ikke beskytter mod vejret. Tendensen til at gø ad fremmede er dog værd at tænke over i etagebyggeri.

Racen trives med menneskeligt selskab. Den australske kennelklub Dogs Victoria skriver, at det ikke er godt for den hele tiden at være alene i lange perioder, og foreslår to hunde, hvis alle i husstanden er væk om dagen. Hvad den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsen kræver tid. En lang pels skal børstes og friseres dagligt og bades og føntørres mindst en gang om måneden, gerne oftere. Pelsen ligner mere menneskehår end almindelig hundepels: den har kun ét lag, ingen underuld, og den fælder stort set ikke. Den skal redes grundigt igennem før badet, ellers filter den. Ører og negle klippes cirka hver anden uge, og håret under poterne fjernes jævnligt.

Mange familiehunde bliver klippet kortere, og det er en god løsning for dem, der ikke vil udstille. En kort pels kan klares med omkring 20 minutters børstning to gange om ugen, mod omkring en time hver anden dag for en lang pels. Den danske specialklub minder om, at en kortklippet hund uden underuld fryser let og har brug for en dækken i koldt og vådt vejr.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

En britisk undersøgelse af over 28.000 yorkshire terriere i almindelig dyrlægepraksis (VetCompass, O’Neill og kolleger, 2025) fandt tandkødssygdom (parodontose) hos 21 procent, og forfatterne vurderer, at racen er disponeret for parodontose, mælketænder, der ikke falder ud, og knæskalsluksation (patellaluksation, 3,4 procent). Kollaps af luftrøret sås hos knap 1 procent. Medianalderen ved død var 13,6 år, og den midterste halvdel af hundene døde mellem 11,3 og 15,2 år, hvilket er en høj levealder for en hund.

Racen er også disponeret for blandt andet blæresten, øjensygdommene PRA og linseluksation, Legg-Perthes sygdom, hydrocephalus og portosystemisk shunt, hvor blodet fra tarmen løber uden om leveren. Meget små hvalpe kan få lavt blodsukker og skal derfor fodres ofte. Racen danner let plak, og tænderne bør børstes dagligt eller mindst to til tre gange om ugen.

I Danmark skal faderen til et kuld have dokumenteret normale testikler. Til Basis+-stambog anbefaler DKK, at begge forældre er undersøgt for patellaluksation med status 0 eller 1, hvor 1 kun må parres med 0, at de har en officiel DNA-status for prcd-PRA og for primær linseluksation (PLL), og at de er bedømt mindst Very Good på udstilling. Racen er ikke nævnt i bilag 2 i bekendtgørelsen om hold af hunde (BEK nr. 607 af 2025).

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.