Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Mere om racen

Overblik

Nova Scotia Duck Tolling Retriever, i daglig tale toller, er en mellemstor canadisk jagthund, som FCI placerer i gruppe 8, sektion 1 sammen med de øvrige retrievere. Den er den mindste af retrieverne og adskiller sig ved sin særlige arbejdsmetode: Den lokker ænder tæt på land ved at lege synligt ved vandkanten, og bagefter apporterer den de nedlagte fugle.

Tolleren er meget intelligent, lærenem og udholdende og samtidig meget livlig og legeglad. Den trives bedst i en familie med et aktivt udendørs liv og kræver både fysisk motion og opgaver, der udfordrer hovedet. I Danmark varetages racen af Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub, der blev stiftet i 1997.

Historie og oprindelse

Racen blev udviklet i Nova Scotia i begyndelsen af 1800-tallet til at lokke og apportere vandfugle. Navnet kommer af et gammelt engelsk ord for at lokke. Oprindelsen ligger i Little River-distriktet i Yarmouth County, og racen har tidligere været kendt som Little River Duck Dog og Yarmouth Toller.

Jægeren skjuler sig og kaster en pind, som hunden løber efter langs bredden, og legen gør ænderne nysgerrige, så de svømmer ind inden for skudhold. Hunde med samme arbejdsmetode kom formentlig til Nova Scotia med udvandrere fra Europa og blev krydset med retrievere, små spidshunde og lokale hyrdehunde.

Den canadiske kennelklub anerkendte racen i 1945, og i 1995 blev den udnævnt til provinshund for Nova Scotia. Mellem 1945 og 1965 var bestanden tæt på at forsvinde, og alle nutidens tollere stammer fra et lille antal grundlæggerdyr. De første tollere kom til Danmark i 1982 og til Storbritannien i 1988, mens AKC i USA anerkendte racen i 2003.

Udseende og størrelse

Tolleren er en kraftig, kompakt og velmusklet hund med middel til kraftig knoglebygning. Hovedet er let kileformet, øjnene er mandelformede og rav- til brunfarvede, og ørerne er trekantede og sidder højt. Halen er bred ved roden og har rigelige faner.

Pelsen er en vandafvisende dobbelt pels af middel længde med en blød, tæt underuld. Farven er forskellige nuancer af rød eller orange med lysere faner, og de fleste har mindst én hvid aftegning på halespids, poter, bryst eller som blis. Manglende hvidt trækkes ikke ned.

Idealhøjden for hanner over 18 måneder er 48 til 51 cm og for tæver 45 til 48 cm, med 2,5 cm tolerance. Vægten skal stå i forhold til højde og knoglebygning, og som retningslinje gælder 20 til 23 kg for hanner og 17 til 20 kg for tæver. Racen hører dermed til de mellemstore hunde.

Temperament

Intelligens, lærevillighed og stor udholdenhed er kernen i racen. Tolleren er en stærk svømmer med medfødt apportlyst, og standarden kalder apportlysten og legesygen for afgørende egenskaber for toller-arbejdet. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres.

Raceklubberne tegner et nuanceret billede. Tolleren er intelligent og selvstændig, men kan også være stædig. Tollere er glade hunde med et sundt sind, men nogle er reserverede i nye situationer, hvilket ikke må forveksles med skyhed. I familien er racen venlig og omgængelig, over for fremmede lidt reserveret og over for andre hunde nogle gange udfordrende.

Et kendetegn er lyden. Tollere er generelt stille hunde, men når de bliver begejstrede, kan de udstøde et højt, hylende skrig, det såkaldte toller-skrig.

Motion og aktivering

Tolleren er avlet til at arbejde, og det kan mærkes. Racen kræver en god portion motion og er gladest, når den har en opgave. Normalt er den aktiv og skal motionere både hjerne og krop, og den svenske klub advarer om, at ejeren skal bruge meget tid på hunden, ikke kun på gåture.

For mange tollere er en rask tur på en halv time og nogle runder boldkast om dagen nok, men nogle har brug for mere. Agility, flyball, rally, lydighed, spor og jagtarbejde er gode aktiviteter.

Hvis behovene ikke dækkes, finder hunden selv på noget. Racen bliver let stresset, hvis den ikke beskæftiges nok eller rigtigt, og en understimuleret toller kan blive destruktiv.

Træning og socialisering

Tolleren er let at træne og samarbejder gerne, når træningen er lystbetonet. DKK anbefaler at variere belønningerne og bruge apportering som alternativ til godbidder. Mange tollere er en blanding af stædighed og følsomhed og lærer bedst med korte, sjove træningspas og belønning.

Den amerikanske raceklub anbefaler kreativ og mentalt stimulerende træning og råder til at arbejde med bidhæmning tidligt, fordi hvalpe undersøger alt med munden. Tidlig og bred socialisering er vigtig, fordi nogle tollere er forsigtige over for fremmede og nye situationer.

Familie og bolig

Flere raceklubber er enige om, at tolleren er en god familiehund. Den er kærlig over for familien og tålmodig med børn, og en ideel og entusiastisk ledsager i et aktivt hjem. De fleste tollere er familiehunde, men man skal være indstillet på at bruge tid på hunden hver dag i hele dens liv. Samvær med små børn bør altid ske under opsyn.

Kilderne forholder sig ikke direkte til liv i lejlighed. Det vigtigste er, at ejeren har tid til daglig motion og aktivering.

Racens evne til at være alene er ikke beskrevet nærmere i standarden eller af den danske klub. Tolleren har brug for nær kontakt med sine mennesker og kan blive destruktiv, hvis den er alene for længe. DKK’s generelle pasningsvejledning for apporterende jagthunde fraråder at anskaffe hund, hvis den skal være alene mere end 6 til 8 timer i døgnet. Hvad den enkelte hund kan klare, afhænger af træning og gradvis tilvænning.

Pelspleje

Pelsen er forholdsvis let at holde. DKK anbefaler en grundig gennembørstning en gang om ugen, og AKC anbefaler ugentlig børstning og daglig børstning i fældeperioden. Tolleren skal fremstå naturlig, så der klippes kun lidt omkring ører og poter, og hår mellem trædepuderne fjernes. Halen må aldrig trimmes.

Racen fælder dog en del. Den fælder temmelig meget, og man må forvente sæsonfældning. Regn med hår i hjemmet, især når underulden skiftes.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Tolleren er kendt for en øget forekomst af immunmedierede sygdomme. Blandt dem er steroidresponsiv meningitis-arteritis (SRMA), der oftest rammer unge hunde, og immunmedieret reumatisk sygdom (IMRD), der typisk viser sig i alderen 2 til 6 år. Hertil kommer immunmedieret polyartritis og Addisons sygdom, herunder en juvenil form (JADD), som der findes en DNA-test for. En svensk spørgeskemaundersøgelse (Nilsson og kolleger, 2024) med 935 levende tollere fandt en livstidsforekomst på 3,0 procent for IMRD og 3,5 procent for SRMA. I samme undersøgelse var 14 procent af de levende hunde rapporteret med en tumor, og næsten 40 procent af de 177 døde hunde var aflivet på grund af kræft eller mistanke om kræft.

Flere arvelige sygdomme kan DNA-testes, blandt andet progressiv retinal atrofi (prcd-PRA), collie eye anomaly (CEA), ganespalte (CP1 og CLPS), degenerativ myelopati (DM) og degenerativ encefalopati (DE). Den britiske Kennel Club anbefaler blandt andet DNA-test for DM, prcd-PRA, CEA, DE og JADD samt øjen-, hofte- og albueundersøgelse.

I Danmark kræver dyrevelfærdsreglerne (BEK nr. 607 af 26. maj 2025, bilag 2), at tollere røntgenundersøges for både hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) før avl. DKK stambogsfører kun hvalpe, hvis begge forældre har HD A eller B (C kun med en A-partner) og AD 0 eller 1, og hvis begge er øjenundersøgt før parring. Til Basis+-stambog anbefales også, at mindst et af forældredyrene er DNA-testet fri for prcd-PRA.

Om levealder skriver AKC 12 til 14 år, men der er ikke fundet en veterinær undersøgelse af racens levetid. I den svenske undersøgelse var den gennemsnitlige alder ved død 9,6 år, men tallet bygger på ejernes oplysninger.

Spørg opdrætteren om forældrenes resultater og om autoimmun sygdom i begge linjer. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.