American Akita

Mere om racen

Overblik

American Akita er en stor og kraftig spidshund med rødder i Japan, men udviklet til sin nuværende form i USA. FCI placerer den i gruppe 5 blandt spidshunde og urtyper, i sektionen for asiatiske spidshunde, med standardnummer 344. Racen bruges i dag som ledsagehund, og den er ikke underlagt brugsprøve. Den japanske akita er en selvstændig race med sin egen standard.

Hunden er værdig, opmærksom og modig, tæt knyttet til sin familie og vagtsom over for omverdenen. Den har et stærkt jagtinstinkt, fælder meget og kan være svær at have sammen med andre hunde. Racen passer bedst til en rolig og erfaren ejer med tid, plads og en sikkert indhegnet have.

Historie og oprindelse

Historien begynder i Akita-regionen i Japan. Fra 1603 blev akita matagi, mellemstore hunde brugt til bjørnejagt, også sat til hundekamp. Fra 1868 blev de krydset med tosa og mastiff, så de blev større, men mistede noget af spidshundepræget. Hundekampe blev forbudt i 1908, og i 1931 blev ni fremragende akitaer udnævnt til nationalt naturmindesmærke i Japan.

Under 2. verdenskrig blev hundepels brugt til militærudstyr, og myndighederne beordrede alle hunde indfanget, bortset fra schæferhunde i militærets tjeneste. Nogle akitafolk forsøgte at redde deres hunde ved at krydse dem med schæferhund. Efter krigen var der få akitaer tilbage, og de fandtes i tre typer: matagi-, kamp- og schæferakitaer. Hunde af den såkaldte Dewa-linje, som bar præg af både mastiff og schæferhund, blev populære, og mange af dem kom med amerikanske soldater hjem til USA.

I USA blev de intelligente og tilpasningsdygtige hunde hurtigt populære. Akita Club of America blev stiftet i 1956, og AKC optog racen i oktober 1972. Den amerikanske og den japanske kennelklub anerkendte ikke hinandens stambøger, så der kom ikke nyt blod fra Japan, og den amerikanske type udviklede sig for sig selv. FCI’s racedatabase angiver endelig anerkendelse af American Akita som selvstændig race i 1999, mens DKK’s medlemsblad Hunden dater delingen til 2000. Racen hed først Great Japanese Dog og fik navnet American Akita fem år senere. Der var syv american akitaer i Danmark ved delingen, og racen er fortsat sjælden herhjemme.

Udseende og størrelse

American Akita er stor, robust og velafbalanceret med megen substans og kraftig benbygning. Det brede hoved danner en stump trekant set ovenfra og har et dybt næseparti, forholdsvis små, mørkebrune øjne og små, stærkt opretstående ører, der peger let fremad. Halsen er tyk og muskuløs, og den store, kraftigt behårede hale bæres højt i en hel, dobbelt eller trekvart krølle over ryggen eller langs flanken.

Pelsen er en dobbeltpels med tyk, blød og tæt underuld og en lige, grov og stiv yderpels, der står lidt ud fra kroppen. Den er kort på hoved, ører og nederst på benene, omkring 5 cm lang på manke og kryds og længst på halen. Alle farver er tilladt, for eksempel rød, fawn, hvid, brindle og pinto, med eller uden maske eller blis. Helt hvide hunde har ingen maske, og underulden kan have en anden farve end yderpelsen. Merle og leverfarve diskvalificerer.

Skulderhøjden er 66 til 71 cm for hanner og 61 til 66 cm for tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt, og det gør AKC, den britiske kennelklub og Spidshundeklubben heller ikke. DKK’s racebeskrivelse angiver 34 til 59 kg for hanner og 32 til 45 kg for tæver, og efter dette tal hører racen til de meget store hunde.

Temperament

Standarden beskriver en opmærksom, lydhør, værdig og modig hund. Den er intelligent, lærenem, selvsikker og psykisk stærk og har stort behov for at være sammen med sin familie, som den knytter sig nært til. Over for mennesker er den som regel venlig og pålidelig, og folk, der ofte kommer i hjemmet, knytter den sig typisk også til. Samtidig er den vagtsom og beskyttende, og den britiske standard kalder den reserveret. Den gør ikke ofte, og når den gør, er det værd at undersøge hvorfor.

Forholdet til andre hunde kræver opmærksomhed. FCI-standarden skriver, at racen kan reagere kraftigt på andre hunde, især af samme køn, og DKK og Spidshundeklubben beskriver et dominerende temperament over for dem. Aggressive eller meget sky hunde diskvalificeres efter standarden. Racen kan også være ret selvstændig og forstår på charmerende vis at overtage styringen.

Motion og aktivering

Racen er ikke hyperaktiv, men den er fysisk stærk og har brug for både motion og mental stimulering hver dag. Den britiske dyrevelfærdsorganisation PDSA anbefaler mindst to timers motion om dagen, fordelt på gåture og løb, og leg i en stor, sikker have. Får hunden ikke nok at lave, finder den selv på at fordrive tiden, og det er ikke altid til ejerens glæde.

Jagtinstinktet er velbevaret. Racen bør ikke løbe frit, og den kan både klatre og grave, så haven skal være forsvarligt indhegnet. I Norge og Sverige bruges nogle american akitaer til elgjagt, og sporarbejde passer godt til racen. Pelsen er bygget til kulde, og i varmt vejr kan hunden let blive overophedet.

Træning og socialisering

American Akita lærer hurtigt, men den er stærk og kan være egenrådig. Den kræver en kærlig, men meget konsekvent opdragelse og en rolig ejer, der giver tydelige anvisninger og kan udfordre dens intelligens. DKK anbefaler træning bygget på gensidig respekt og positive metoder, hvor motivation bruges frem for magt. Hunden følger gerne sin ejer og er opmærksom på dens signaler.

Socialisering fra hvalpealderen er vigtig og skal fortsætte hele livet, især over for fremmede hunde. PDSA vurderer, at racen ikke egner sig til uerfarne ejere, og at førstegangsejere bør få hjælp af en uddannet træner. Hunden-portrættet når samme konklusion: man skal have et vist hundekendskab for at få et godt resultat for både hund og familie.

Familie og bolig

Racen skal være en integreret del af familien og trives ikke i en kennel. Den er ikke begejstret for at være alene, og PDSA anbefaler, at den aldrig er alene i mere end fire timer.

Kilderne er uenige om børn. Hunden-portrættet beskriver racen som venlig og pålidelig, også over for børn, mens PDSA ikke anbefaler den til familier med små børn, fordi den er stor og stærk nok til at vælte dem og kan vogte over legetøj og mad. Samvær mellem hund og børn bør altid foregå under opsyn. Jagtinstinktet betyder, at den ikke er oplagt sammen med kaniner, marsvin og andre mindre kæledyr.

Med sin størrelse, sit motionsbehov og kravet om en sikkert indhegnet have passer racen bedst til et hus med have frem for en lejlighed.

Pelspleje

Selv om pelsen er forholdsvis kort, er den tæt, og racen fælder meget. Regn med en del støvsugning og en grundig børstning mindst en gang om ugen, oftere i perioder, hvor hunden fælder mest. Pelsen skal ikke trimmes eller klippes; PDSA nævner professionel pelspleje cirka hver tredje måned som en mulighed, ikke et krav.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

PDSA nævner en række sundhedsproblemer hos racen: hofteledsdysplasi (HD), som kan føre til slidgigt, mavedrejning, som er en akut tilstand, hudproblemer og flere øjensygdomme, blandt andet grå stær, multifokal retinal dysplasi, progressiv retinal atrofi (PRA), grøn stær samt ind- og udadrullede øjenlåg. Hertil kommer autoimmune sygdomme som VKH-lignende syndrom, talgkirtelbetændelse (sebaceous adenitis) og lavt stofskifte. Der er ikke fundet en pålidelig kilde til racens levealder.

American Akita er nævnt i bilag 2 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver, at hunden er røntgenundersøgt for HD før første parring. DKK kræver desuden, at begge forældre har HD-status A eller B, eller C hvis partneren har A, at hvalpenes far har dokumenteret normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Siden 1. juli 2025 skal begge forældre for at hvalpene kan få en Basis+-stambog også være øjenundersøgt og fri for arvelig grå stær og PRA, have AD-status 0 eller 1 og være præmieret med mindst Very Good på en udstilling eller godkendt ved en tysk avlskåring.

American Akita er ikke på hundelovens liste over forbudte racer. Listen i § 1 a omfatter blandt andre tosa inu, som ifølge FCI-standarden blev krydset ind i akitaen i 1800-tallet, men American Akita er en selvstændig, anerkendt race og står ikke på listen. Er politiet i tvivl om en hunds race, kan de kræve, at ejeren dokumenterer den.

Spidshundeklubben er racens specialklub under DKK. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.