Akita

Mere om racen

Overblik

Akitaen, også kaldet akita inu, er en stor japansk spidshund fra den nordlige del af Japan. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 5, blandt de asiatiske spidshunde, med standardnummer 255. Skulderhøjden er 67 cm for hanner og 61 cm for tæver med en tolerance på 3 cm, og DKK opgiver en vægt på 34 til 50 kg.

Racen er rolig og værdig, trofast over for familien og reserveret over for fremmede. Den er selvstændig, har et veludviklet jagtinstinkt og er tilbøjelig til at udfordre andre hunde. Den passer til en erfaren og konsekvent ejer, der kan give tydelige rammer. Pelsen børstes jævnligt og fælder kraftigt to gange om året.

Den japanske akita er en selvstændig race. Den må ikke forveksles med American Akita, som er en anden FCI-race med eget standardnummer, en tungere type og andre farver.

Historie og oprindelse

Racen er opkaldt efter Odate-egnen i Akita-præfekturet i det nordlige Japan. Forfaderen var en mellemstor jagthund, kaldet matagi, der blev brugt til bjørnejagt. FCI-standarden fortæller, at matagi-hundene fra 1868 blev krydset med tosa og mastiff, så racen blev større, men mistede noget af spidshundepræget; den svenske raceklub placerer krydsningerne fra 1890. Hundekampe blev forbudt i 1908, men racen blev bevaret, og i 1931 blev ni fremragende eksemplarer udnævnt til naturmindesmærker.

Under anden verdenskrig blev hunde brugt som kilde til pels til militærets tøj, og politiet beordrede alle hunde andre end schæferhunde konfiskeret. Nogle opdrættere forsøgte at redde deres hunde ved at krydse dem med schæferhunde. Efter krigen fandtes akitaen i tre typer, og siden 1950’erne har man i Japan fjernet de europæiske indslag og genskabt den oprindelige, lettere og tørrere type.

Amerikanske soldater tog hunde med hjem til USA, og her udviklede racen sig i en anden retning. I de fleste FCI-lande blev racen delt omkring år 2000. Den japanske type beholdt navnet Akita, mens den amerikanske blev til American Akita. FCI anerkendte den japanske akita endeligt den 13. marts 1964.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en stor, solidt bygget og velafbalanceret hund med meget substans, tydeligt kønspræg og robust konstitution. Panden er bred uden rynker, næsen stor og sort, læberne er tætsiddende, og halsen er tyk og muskuløs uden halslap. Øjnene er små, næsten trekantede og mørkebrune, ørerne små, trekantede og stående, og halen sidder højt og bæres rullet over ryggen.

Dækpelsen er hård og lige, og underulden er blød og tæt. Farverne er rød fawn, sesam, brindle og hvid. Alle andre farver end hvid skal have urajiro, en hvidlig pels på siderne af mulen, på kinderne, under kæben, på hals, bryst, krop og hale og på indersiden af benene. Sort maske og aftegninger på hvid bund diskvalificerer.

Skulderhøjden er 67 cm for hanner og 61 cm for tæver, og med en tolerance på 3 cm op eller ned ligger hundene mellem 58 og 70 cm. Hverken FCI-standarden eller Spidshundeklubben angiver en vægt. DKK skriver 34 til 50 kg, og det er DKK’s oplysning, ikke en standard.

Temperament

Standarden beskriver temperamentet som afbalanceret, trofast, føjelig og modtagelig. Spidshundeklubben kalder racen rolig og værdig fra naturens side, men også selvsikker og fysisk stærk. Den svenske raceklub, Akita Inu Sällskapet, skriver, at akitaen normalt er stille, rolig, lærenem og uanfægtet, men at den kan skifte fra hvile til aktivitet på en brøkdel af et sekund og næsten lige så hurtigt falde til ro igen.

Over for familien er akitaen meget loyal og hengiven og beskytter den. Over for fremmede kan den være reserveret.

Racen er selvstændig. DKK kalder den ofte lidt egensindig og skriver, at den kan være tilbøjelig til at udfordre andre hunde. Spidshundeklubben tilføjer, at den kan være noget dominant, og at grundig socialisering som hvalp ikke er nogen garanti for, at den omgås andre hunde godt, når den er blevet kønsmoden.

Motion og aktivering

DKK skriver, at akitaen er en stærk hund, der behøver en hel del motion og beskæftigelse, og Spidshundeklubben understreger især den daglige mentale aktivering. Opgaver, hvor hunden skal bruge næsen, er både stimulerende og beroligende, og Spidshundeklubben nævner, at racen ofte trives med spor og næsearbejde.

Indendørs er akitaen normalt rolig. Jagtinstinktet er veludviklet, og både DKK og Spidshundeklubben råder til at være varsom med at slippe hunden løs. Den bør kun færdes uden snor på indhegnede pladser.

Træning og socialisering

Akitaen er opmærksom, opfatter hurtigt og er meget lærenem, men den kommer nemt til at kede sig. DKK skriver, at opdragelsen kræver variation, opfindsomhed og godt lederskab, og at racen kræver en ejer med en hel del hundeerfaring. Spidshundeklubben beskriver en kærlig, men yderst konsekvent opdragelse. Hunden kan let snige sig til at tage styringen på sin egen charmerende måde, så ejeren skal være erfaren og rolig og give tydelige direktiver.

Tidlig socialisering er vigtig. Den svenske klub skriver, at en hvalp, der fra begyndelsen får positive oplevelser i trygge omgivelser, bliver en socialt velfungerende akita. Træningen skal være varieret, ellers mister akitaen hurtigt lysten.

Familie og bolig

Akitaen har et stort behov for at være en del af familien. Den knytter sig nært til de nærmeste og typisk også til dem, der ofte kommer i hjemmet. Den svenske klub skriver, at den ikke bryder sig om at være socialt isoleret fra sin familie, men helst er med, hvor det sker. DKK nævner, at den har brug for nær social kontakt. Ingen af kilderne angiver, hvor mange timer racen kan være alene.

DKK skriver, at akitaen er pålidelig over for sin familie og sammen med familiens børn. Spidshundeklubben kalder den et tålmodigt og trofast medlem af familien, som den beskytter. Klubben anbefaler at give hunden et sted, hvor den kan trække sig tilbage, hvis der er meget aktivitet i huset, for eksempel ved børnefødselsdage.

Ingen kilde taler direkte om lejlighed. Racen er stor og kræver en hel del motion, men den er normalt stille og rolig indendørs. Jagtinstinktet betyder, at den frie motion helst skal foregå på indhegnede pladser.

Pelspleje

DKK skriver, at pelsplejen består i hyppige og grundige gennembørstninger, så pelsen bevarer sin isolerende evne, og så fældningen holdes inden for rimelige grænser. Spidshundeklubben beskriver en tyk pels, der skal børstes jævnligt.

Akitaen fælder i rigelige mængder to gange om året. Ingen af kilderne siger noget om, hvor meget racen savler. Standarden nævner kun, at læberne er tætsiddende og halsen uden halslap.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Den svenske raceklub kalder, med henvisning til forsikringsselskabet Agrias statistik, racen normalt rask, men peger på to sygdomme, der skal holdes under opsyn. Den ene er sebaceous adenitis (SA), en betændelse i talgkirtlerne i huden, som ofte giver sekundære infektioner, sår og kløe og kun kan lindres, ikke helbredes. Den anden er VKH, et sjældent syndrom med tab af pigment, hårtab og i værste fald blindhed. En veterinær undersøgelse af japanske akitaer fra 2020 skriver, at racen har en høj forekomst af immunmedierede sygdomme, især uveodermatologisk syndrom, som svarer til VKH, og SA, og at der er en racedisposition for begge. Den svenske klub skriver, at hunde med diagnosen ikke må bruges i avl, og at man skal tage hensyn til familiens sygdomshistorie. Klubben skriver også, at hofteledsdysplasi kun forekommer enkeltvis. Den britiske kennelklub anbefaler DNA-test for amelogenesis imperfecta samt hofte- og albueskanning.

Akita er nævnt i bilag 2, afsnit 1, til bekendtgørelse nr. 607 af 2025. Hunde af racen skal derfor røntgenfotograferes for HD, før de bruges i avl. Efter bekendtgørelsen må hunde med HD D eller E ikke bruges i avl, og hunde med HD C kun parres med en partner med HD A. Det gælder, uanset hvad ældre raceregler siger. Der er ikke krav om AD-røntgen i loven. DKK kræver, at begge forældre før parring har HD-status A eller B (C kun med en A-partner), at faderen har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. For Basis+ stambøger skal begge forældre desuden være øjenundersøgt og fri for arvelig katarakt og PRA, have AD-status 0 eller 1 og være præmieret med mindst Very Good eller godkendt ved en tysk Ankörung (indført 1. juli 2025).

Akita er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven. Tosa inu, som FCI-standarden nævner som indkrydset i 1800-tallet, er på listen, men akitaen er det ikke. Hvis politiet er i tvivl om en hunds race, kan de kræve, at ejeren dokumenterer den.

Spørg opdrætteren om forældrenes HD-status, øjenundersøgelser og eventuelle autoimmune sygdomme i familien. Sundhed varierer fra hund til hund, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.