Shikoku

Mere om racen

Overblik

Shikoku er en mellemstor, sesamfarvet japansk spidshund, der oprindelig blev brugt til jagt på vildsvin i bjergene på øen Shikoku. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 5 (asiatiske spidshunde og beslægtede racer), med standardnummer 319. Skulderhøjden er omkring 52 cm for hanner og 49 cm for tæver, og DKK angiver en vægt på 18 til 20 kg.

Racen er en af fire mindre udbredte japanske spidshunderacer og er sjælden. Den er energisk, meget årvågen og reserveret over for fremmede og andre dyr, og den har stor jagtlyst. Den har brug for meget motion og opgaver samt en erfaren ejer, der kan give den klare rammer. DKK skriver, at den sjældent egner sig udelukkende som selskabshund.

Historie og oprindelse

Standarden fører racen tilbage til mellemstore hunde, som fandtes i Japan i oldtiden. DKK nævner, at forfædrene for omkring 4.000 år siden kom til de japanske øer fra det asiatiske fastland. Shikoku blev avlet som jagthund, først og fremmest til jagt på vildsvin i de bjergrige egne af Kochi-præfekturet. Derfor kaldes den nogle gange Kochi-ken. Hunden finder selv vildtet og holder det fast med gøen, til jægeren kommer frem.

Oprindelig fandtes der tre varianter, Awa, Hongawa og Hata, alle opkaldt efter de områder, de blev avlet i. Hongawa holdt sig renest, fordi området var svært tilgængeligt. Racen fik sit navn efter regionen og blev i 1937 udnævnt til naturmindesmærke i Japan. Ifølge American Shikoku Ken Club blev racen samme år standardiseret af Nihon Ken Hozonkai (NIPPO), der stadig er dens officielle klub i Japan.

Øens isolation og de stejle skove betyder, at færre jægere havde adgang til racen, og det er en af forklaringerne på, at den er sjælden, også i forhold til andre japanske racer. FCI anerkendte racen endeligt i 1982 (datoen er vist som 2/1/1982 på FCI’s side), og den amerikanske kennelklub UKC har anerkendt den siden 2006.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en mellemstor hund med velafbalancerede, veludviklede og rene muskler. Den er kraftig, velbenet og kompakt, og forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er 10 til 11, så den er lidt længere end høj. Hovedet har en bred pande og et lavt, men tydeligt stop. Snuden er ret lang og kileformet med sort næse og tætsiddende læber, og tænderne mødes i saksebid. Øjnene er næsten trekantede og mørkebrune, og ørerne er små, trekantede og stive.

Halen er højt ansat og tyk og bæres over ryggen, stramt krøllet eller som en segl. Ører, der ikke står, og en hængende eller kort hale diskvalificerer.

Pelsen er dobbelt: dækhåret er ret hårdt og lige, underulden blød og tæt, og håret på halen er ret langt. Standarden nævner sesam (en god blanding af sorte, røde og hvide hår), rød og sort og tan, mens DKK og Hundeweb nævner sesam, sort sesam og rød sesam. Lang pels og pinto regnes for fejl.

Standarden angiver en skulderhøjde på 52 cm for hanner og 49 cm for tæver med en tolerance på 3 cm. DKK og Spidshundeklubben angiver lidt lavere højder for tæver. Standarden angiver ingen vægt, og det samme gælder UKC’s standard og de gennemgåede raceklubber. DKK angiver 18 til 20 kg, og det er det eneste vægttal, der er fundet, så racen regnes som mellemstor.

Temperament

Standarden beskriver en hund med stor udholdenhed, skarpe sanser, energisk og meget årvågen, en ivrig jæger og “docile towards his master”. I rolige situationer er den venlig og afbalanceret. Over for fremmede og andre dyr er den årvågen, reserveret og parat til at forsvare sig, og Spidshundeklubben skriver, at den ofte er aggressiv over for andre dyr.

I Japan beskrives racens kerne med tre ord, som American Shikoku Ken Club gengiver: kani (ånd og sejhed), ryousei (hengivenhed) og soboku (rustik værdighed). Klubben skriver, at den kan være pågående og impulsiv, når noget forvirrer eller bekymrer den, og at den kan blive reaktiv over for dyr eller mennesker, især som ung. Over for andre hunde er voksne hunde selektive, og klubben kalder aggression mod hunde af samme køn ret almindelig.

Racen kræver en leder, der er til at stole på. Spidshundeklubben skriver, at den “behøver en leder, som kan sætte sig i respekt”.

Motion og aktivering

Racen har brug for meget motion og opgaver, for eksempel sporsøgning. DKK beskriver en mellemstor, stærk og udholdende hund. En australsk raceside nævner mindst en times motion om dagen plus mental stimulering. American Shikoku Ken Club beskriver en atletisk hund med middel energi og en god afbryder på de travlere dage.

Jagtlysten er stor. DKK skriver, at racen ikke bør gå løs, og Spidshundeklubben kalder den “ikke hunde, man kan lade gå løs”. Det kræver en sikker have og line på ture. En australsk raceside kalder en sikker have et must.

Træning og socialisering

Shikoku er opmærksom og lærer hurtigt, men som selvstændig jagthund samarbejder den ikke særlig villigt. DKK skriver, at den primært retter sig efter flokkens leder, og at socialisering over for fremmede og andre hunde skal begynde tidligt.

American Shikoku Ken Club nuancerer billedet: racen er blød over for sin fører og kræver hverken hård eller militant træning, men tålmodighed, forståelse og en ejer, der giver den støtte, mens den er ung eller usikker. For mange rettelser eller nederlag kan få den til at lukke ned eller blive stædig over for ejeren. Klubben understreger omhyggelig socialisering som ung.

Familie og bolig

DKK skriver, at racen med god opdragelse og en erfaren ejer kan passe ind i en aktiv familie, men at den som naturhund sjældent egner sig udelukkende som selskabshund, selv med tidlig socialisering. Spidshundeklubben er enig og peger på, at det især gælder uden megen hundeerfaring. Racen trives med tæt kontakt til mennesker, den kender og respekterer, og American Shikoku Ken Club skriver, at den har det bedst, når den er en del af familien.

Ingen af de gennemgåede kilder siger noget om, hvordan racen er sammen med børn, og de siger heller ikke noget om, hvordan den klarer at være alene. Reserveretheden over for andre dyr og den stærke jagtlyst gør, at man skal tænke sig godt om, før man kombinerer racen med katte, smådyr eller en anden hund, især af samme køn.

Om bolig er der kun få oplysninger. En australsk raceside beskriver racen som mest egnet til et aktivt udendørsliv og tilfreds indendørs, hvis den får nok motion. Der er ikke fundet kilder, der omtaler gøen i hverdagen. DKK og Spidshundeklubben nævner kun, at gøen blev brugt til at holde vildtet fast under jagt.

Pelspleje

Pelsen er dobbelt med hård dækpels og tæt underuld. DKK og Spidshundeklubben skriver, at en grundig gennembørstning en gang om ugen er nok. Længden og tykkelsen af pelsen er tilpasset racens hjemegn, hvilket påvirker plejebehov og fældning, og det er ikke nærmere beskrevet, hvor meget racen fælder.

En australsk raceside nævner, at racen kaster pelsen to gange om året, og at den i den periode har brug for daglig børstning og ugentligt bad. American Shikoku Ken Club skriver, at pelsen på udstilling vises naturligt og ikke trimmes eller behandles med produkter.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

American Shikoku Ken Club nævner flere sygdomme. Almindelige er panosteitis (voksesmerter hos unge hunde) samt hofteledsdysplasi og andre ledlidelser.Mere alvorlige er epilepsi, som er velkendt i visse linjer, og immunmedieret polyartritis, der er en sandsynligvis arvelig autoimmun ledsygdom. Den sværeste er lysosomal lagringssygdom (hos shiba kaldet gangliosidose). Den er altid dødelig, begynder typisk fra omkring seks måneders alderen og har endnu ingen test, og hundene lever sjældent mere end et til to år efter diagnosen. En australsk raceside nævner hofteledsdysplasi, krampeanfald, oftest idiopatisk epilepsi, og en endnu uidentificeret degenerativ nervesygdom og skriver, at hyppigheden varierer mellem linjer.

Der er ikke fundet et pålideligt levetidstal, så det er ikke angivet her.

Shikoku er ikke nævnt i bilag 2 eller 3 til bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så dansk lov kræver ingen røntgenundersøgelse før avl. Det gælder ikke for shiba, som er nævnt. DKK kræver, at hvalpenes far har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Hundeweb nævner HD, AD og OCD med 12 måneder som tidligste alder for røntgen, men stiller ikke krav om resultaterne. Til Basis+ stambøger skal begge forældre være præmieret med mindst Very Good på udstilling eller være godkendt ved en tysk avlsgodkendelse (Ankörung). Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Spørg opdrætteren om forældrenes sundhed, især epilepsi og ledproblemer i linjerne, og om deres mentalitet over for fremmede og andre hunde. Sundhed varierer, og spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.