Xoloitzcuintle

Mere om racen

Overblik

Xoloitzcuintle, i daglig tale xolo og på engelsk Mexican Hairless Dog, er en gammel urhund fra Mexico. FCI placerer den i gruppe 5, sektion 6, blandt hunde af primitiv type, med standardnummer 234. DKK fører den i gruppe 5 i tre størrelser: miniature, mellem og standard. Navnet udtales omtrent “sjo-lo-itsj-kwint-li”.

Racen findes i to varianter med samme bygning. Den hårløse har ingen hår på kroppen, og den anden har en kort, glat pels. Begge kan komme i samme kuld. Standarden beskriver en stille og rolig, glad, opmærksom og intelligent hund, der kan være mistroisk over for fremmede, er en god vagthund og en fremragende ledsager.

Xoloen knytter sig meget tæt til sin ejer og har brug for selskab det meste af dagen. Den hårløse variant kræver hudpleje og beskyttelse mod sol, regn og blæst, og tandsættet er næsten altid ufuldstændigt. Racen er ikke omfattet af forbuddet i hundeloven.

Historie og oprindelse

Hårløse hunde har været kendt i Mexico og Mellemamerika i tusinder af år. Den svenske raceklub nævner lerfigurer fra Colima-kulturen, og DKK’s medlemsblad HUNDEN fund i ruiner og grave fra de førcolumbianske samfund. Navnet er sammensat af guden Xolotl og itzcuintli, ordet for hund på nahuatl. Standarden fortæller, at hundens kød blev spist ved særlige ceremonier, og at hunden skulle føre de dødes sjæle til deres sidste bestemmelsessted. Den hårløse variant kaldes også perro pelón mexicano, og den pelsede blev af de indfødte kaldt itzcuintle.

Efter spaniernes ankomst blev hundene sjældne og var tæt på at uddø. Kunstnerne Frida Kahlo og Diego Rivera holdt flere xoloer i 1930’erne og 1940’erne. Den mexicanske kennelklub har haft racen i sit logo siden 1940 og begyndte i 1956 at registrere hunde, som blev købt rundt om i landet. Stambogen er stadig åben for hunde af ukendt herkomst. FCI anerkendte racen endeligt i 1961.

Udseende og størrelse

Standarden beskriver en slank og elegant hund, moderat i alle henseender, der udtrykker fart, harmoni og styrke uden at virke grov. Kroppen er lidt længere end høj, brystet rummeligt, og lemmer og hale er lange. Ørerne er store og minder om flagermusens, og de skal stå op, når hunden er opmærksom. Hængende eller kuperede ører og en kuperet eller kort hale diskvalificerer. Læberne er stramme og tætsluttende.

De tre størrelser gælder for begge køn: miniature 25 til 35 cm, mellem 36 til 45 cm og standard 46 til 60 cm, med 2 cm tolerance for standardhunde af topkvalitet. Standarden bruger de to største som vagthunde og miniaturen som selskabshund. Ingen standard eller klub angiver en vægt, så Raceguiden angiver ingen vægtklasse. DKK registrerer en hvalp i morens størrelse og kan omregistrere den, når den måles første gang på udstilling.

Den hårløse har kun korte, grove hår i panden og nakken og ofte lidt på poterne og halespidsen. Huden er glat og føles varm, fordi varmen afgives direkte, men kropstemperaturen er den samme som hos andre hunde. Spidshundeklubben skriver dog, at den ligger et par grader over det normale. Hunden sveder gennem poterne og pruster sjældent. Pelsvarianten har kort, flad pels uden underuld. Farverne er de samme i begge varianter: sort, sortgrå, skifergrå, mørkegrå, rødlig, leverfarvet, bronze og blond, gerne ensfarvet og mørk, men pletter og hvide aftegn er tilladt.

Temperament

Xoloen er stilfærdig og rolig, men også glad, livlig og vågen. Den knytter sig i særlig grad til sin ejer, ofte mest til en enkelt person, og er kærlig over for hele husstanden. Over for fremmede er den reserveret. Den mistro opfattes let som skyhed, men HUNDEN beskriver den som en naturlig del af racens urhundementalitet. Standarden siger, at den aldrig er aggressiv.

Den svenske raceklub skriver, at racen skal være tavs og ikke gø i tide og utide, men at den med sit gø skal holde ubudne gæster væk. Den har en god hukommelse, så en dårlig oplevelse kan kræve meget arbejde at rette op på. Den kan være meget selvstændig og finde på egne udflugter, og den skal vælge flugt frem for konfrontation. Klubben skriver også, at temperamentet varierer meget fra hund til hund.

Motion og aktivering

Motionsbehovet følger størrelsen, og der er stor forskel på en miniature og en standard. Xoloen er adræt, elsker at bruge kroppen og holder af lange gåture. Så længe den er i bevægelse, klarer den både vind, regn og et par minusgrader. I regn og blæst bør den hårløse have tøj på, og i de danske vintermåneder er den mest en indehund.

Racen er nysgerrig og en dygtig udbryder. Selv en miniature kan kravle over et almindeligt havehegn, og nogle klatrer i træer. HUNDEN anbefaler et højt, tæt plankeværk med lodrette brædder om haven eller en del af den.

Træning og socialisering

Kilderne er uenige om, hvor let racen er at træne. HUNDEN skriver, at xoloen ikke er en hund for nybegyndere, at den sjældent er let at træne, og at den helst ikke gør noget, den ikke kan se meningen med. Spidshundeklubben skriver, at den er samarbejdsvillig og ikke svær at opdrage, fordi den sætter stor pris på menneskelig kontakt. Klubben anbefaler at være konsekvent, men meget blid, varieret og opfindsom med belønningerne.

Racen er meget følsom over for hårdhændet behandling, og en hævet stemme kan give en nervøs hund uden tillid til ejeren. Den fungerer bedst hos rolige og tålmodige mennesker.

Familie og bolig

Xoloen er ifølge HUNDEN meget god til børn og kan leve sammen med katte og andre dyr. Den kan også sagtens leve med andre hunde, men har mest glæde af andre xoloer. Spidshundeklubben beskriver den som nærmest ligeglad med andre hunde og meget selskabelig og kærlig i familien. Som med alle hunde skal børn have opsyn sammen med den.

Det vigtigste krav er en ejer med tid. Racen trives både i hus med have og i lejlighed, så længe den får lov at være ved ejerens side. Den kan trænes til at være alene hjemme, mens ejeren er på arbejde, men den egner sig ikke til at være alene hele dagen eller til at blive overset i en travl børnefamilie. HUNDEN fraråder også at efterlade den i en hundepension eller hos fremmede, når familien rejser.

Pelspleje

Den hårløse variant kræver ingen pelspleje, men huden skal passes. Den skal i bad en gang imellem, og tør hud kan smøres med en mild creme eller olie uden mineralske olier. Huden danner pigment som menneskets, så meget lyse hunde og hunde med upigmenterede pletter kan have brug for solcreme om foråret, og farven skifter med årstiden. Spidshundeklubben kalder den tynde og sarte hud meget plejekrævende og skriver, at den aldrig må tørre ud. Pelsvarianten kræver som regel kun lidt pelspleje.

En hårløs hund fælder ikke, men pelsvarianten gør. Astma-Allergi Danmark skriver, at der ikke findes allergivenlige pelsdyr, og at allergenerne også findes i hudskæl og spyt, så heller ikke en hårløs hund er sikker for allergikere.

Sundhed og ansvarligt ejerskab

Hårløsheden skyldes en mutation i genet FOXI3, som også styrer udviklingen af tænderne. Derfor mangler den hårløse variant næsten altid nogle tænder, og standarden straffer det ikke. Pelsvarianten skal have alle 42 tænder. Den svenske raceklub skriver, at racen ikke har racebundne sygdomme, men at hudproblemer som allergi og eksem forekommer, og at unge hunde kan få bumser og hudorme. Huden får let overfladiske rifter, som dog heler hurtigt. Klubben nævner også enkelte tilfælde af hofte- og albueledsdysplasi og knæskalsluksation, navlebrok og nogle få hårløse hvalpe født med lukket øregang. Der findes ingen anerkendt levetidsundersøgelse, så levealderen er ikke angivet.

Racen er ikke nævnt i bekendtgørelse nr. 607 af 2025, så der er intet lovkrav om røntgen før avl. DKK kræver, at faderen har dokumenterede normale testikler, og at DKK’s etiske regler for avl er overholdt. Til Basis+ stambog skal begge forældre have mindst Very Good på udstilling. Alle tre størrelser må parres sammen, og en hårløs må parres med en hårløs eller en pelset, men to pelsede hunde må ikke parres med hinanden. Standarden kræver desuden, at pelsede avlsdyr har mindst tre generationer af hårløse forfædre.

Racen er ikke på listen over de 13 forbudte racer i hundelovens § 1 a og ligner ingen af dem. Hunde må kun hale- eller ørekuperes af veterinære hensyn, og kuperede ører diskvalificerer efter standarden.

Spørg opdrætteren om forældrenes hud, tænder og temperament, og om der har været hudproblemer i linjerne. Spørgsmål om den enkelte hunds helbred hører hjemme hos en dyrlæge.